Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 64/2002

GældendeVersion 2002-09-13
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9429@2002-09-13/da

Indhold
  1. Indledning

Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD) og [en kvinde - K] har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Farum Avis den 28. maj 2002, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat.

I artiklen med overskriften " Farum giver ikke skjult erhvervstøtte " fremgik følgende:

"FARUM: Der har i den seneste tid bl.a. i DR’s "Indblik" været sået tvivl om lovligheden af Farum Kommunes aktivering af ledige i samarbejde med private virksomheder, herunder virksomhedsrevalidering og fleksjob.

Kommunernes Revision har nu fastslået, at der intet ulovligt er i den måde, kommunens afregning foregår på i forhold til virksomhederne.

- Der er altså ikke tale om, at Farum Kommune giver skjult erhvervsstøtte

- Der er altså ikke tale om, at private virksomheder dræner de kommunale kasser

Den 13. maj 2002 anklagede socialrådgiver i SID, Farum Kommune for socialt bedrageri ved at yde tilskud til virksomheder, som der ikke er lovgivningsmæssigt dækning for.

Baggrunden for denne alvorlige anklage var, at den lokale afdeling af SID mente, at kommunen havde udbetalt mere i lønrefusion til en privat virksomhed, end den pågældende borger havde modtaget i løn.

Dette er ikke korrekt, idet SID ikke har regnet ATP og feriepenge med i deres opgørelse.

Den pågældende borger kom til Farum Kommunes Produktionshus i august 2000 i såkaldt "arbejdsprøvning", der fortsatte i den nævnte private virksomhed. SID mener, at det er en ulovlig fremgangsmåde, men tre gange har Arbejdsmarkedsrådet samt Konkurrencestyrelsen pure frifundet Farum Kommunes aktiveringsindsats i Produktionshuset. Den 1. december 2000 påbegynder borgeren virksomhedsrevalidering i den nævnte lokale private virksomhed frem til den 30. juni 2001.

- Virksomhedsrevalideringen er etableret efter lov om aktiv socialpolitik § 62, stk. 5. Det giver mulighed for at yde fuld lønrefusion under forudsætning af, at det efter et konkret skøn vurderes nødvendigt for at fastholde den pågældende på arbejdsmarkedet, siger Hüseyin Tas, formand for Beskæftigelses-, Arbejdsmarkeds- og Integrationsudvalget. Det er rigtigt, at der i bevillingen af virksomhedsrevalideringen står skrevet, at denne er givet efter § 62, stk. 4, men her er der sket en administrativ fejl, idet der skulle have stået stk. 5, hvilket giver mulighed for at yde 100 pct. i lønrefusion. Dette fremgår tillige af indholdet i kommunens bekræftelsesbrev af 19. december 2001 til virksomheden.

[K] mener desuden ikke, at den pågældende borger er "meget svært handicappet", hvorfor § 62, stk. 5 efter hendes mening ikke kan anvendes i den omtalte sag.

Bevillingen er sket på baggrund af et konkret udøvet skøn og vurdering foretaget af socialrådgivere, jobkonsulenter og lægekonsulent. I øvrigt har en repræsentant fra SIDs lokalafdeling sammen med borgeren deltaget i 3 opfølgningsmøder med forvaltningen i løbet af år 2000. SID havde på disse møder mulighed for at fremsætte indsigelser, hvilket ikke er sket.

- Fleksjob handler ikke udelukkende om nedsat arbejdstid, men man ser også på borgerens arbejdsevne pr. time, siger Hüseyin Tas.

Den 1. juli 2001 er der indgået en aftale med virksomheden om et fleksjob til den pågældende borger med 2/3 lønrefusion. I forbindelse med overgangen fra Virksomhedsrevalideringen til fleksjob opstod der usikkerhed omkring ikrafttrædelsestidspunktet for fleksjob, hvorfor borgeren efterfølgende har modtaget en lønregulering.

SID mener tillige, at der ikke har været udarbejdet en handlingsplan for den pågældende borger. Som nævnt ovenfor har såvel borgeren som SID deltaget i 3 opfølgningsmøder, hvor der bl.a. er udarbejdet handlingsplaner for det videre forløb. SID har således været fuldt orienteret om arbejdsprøvningen, virksomhedsrevalidering og fleksjob.

- Det er sørgeligt at konstatere, at Farum Kommune og private virksomheder, som taget et socialt ansvar, skal hænges ud i pressen på et forkert grundlag. Desværre har virksomheden nu på grund af presseomtalen valgt at stoppe samarbejdet med kommunen. Borgeren er nu tilbage på offentlig forsørgelse i form af sygedagpenge, oplyser borgmester Lars Carpens, der i øvrigt opfordrer SID til at gå i direkte dialog med Farum Kommune om aktivering.

Borgmesteren vil derfor i den nærmeste fremtid invitere SID til et uformelt møde, hvor SID får mulighed for at fremkomme med organisationens synspunkter."

Artiklen var ledsaget af et billede af Farum Kommunes borgmester Lars Carpens.

Klagerne har anført, at bladet på en række punkter har handlet i strid med god presseskik:

1. Artiklen fremkommer med stærkt kritiske påstande om klagerne, men bladet har ikke forelagt klagerne kritikpunkterne eller givet dem mulighed for at komme med egne forklaringer eller egne redegørelser herfor. Artiklens påstande fremstår derfor uimodsagte, hvilket er i strid med god presseskik.

2. Artiklen bringer urigtige oplysninger på en måde, der sætter SiD, herunder SiD-afdelingen Birkerød-Farum, og [K] i et dårligt lys. Klagerne mener, at der er belæg for den kritik, som man har rettet mod Farum Kommune, men man har ikke fået lov til at komme med et svar på borgmester Lars Carpens udsagn "Det er sørgeligt at konstatere, at Farum Kommune og private virksomheder, som tager et socialt ansvar, skal hænges ud i pressen på et forkert grundlag".

3. Bladet kan på baggrund af, at Kommunernes Revision har fastslået, at der intet ulovligt er i den måde, kommunens afregning foregår på i forhold til virksomhederne hverken logisk eller journalistisk konkludere, at der ikke er tale om, at Farum Kommune giver skjult erhvervsstøtte, og at der altså ikke er tale om, at private virksomheder dræner de kommunale kasser.

4. Det er ikke korrekt, når Hüseyin Tas i artiklen udtaler, at virksomhedsrevalideringen for klagernes medlem er ydet efter Lov om aktiv socialpolitik § 62, stk. 5, samt at det er en administrativ fejl, at det fremgår af bevillingen, at det er sket i henhold til § 62, stk. 4. Det er heller ikke korrekt, når det fremstår som om, at denne administrative fejl er rettet i et senere bekræftelsesbrev fra Farum Kommune til virksomheden dateret den 19. december 2000. Det fremgår af alle sagsakter, at medlemmet er ansat i virksomheden med henvisning til § 62, stk. 4, hvilket også gælder bekræftelsesbrevet af 19. december 2000.

5. I artiklen fremgår det, at [K] fejlagtigt mener, at medlemmet ikke kan arbejdsprøves med brug af § 62, stk. 5. Alligevel får [K] ikke mulighed for at redegøre for synspunktet i artiklen.

6. I artiklen anføres det, at den senere bevilling af fleksjob til medlemmet er sket på et konkret udøvet skøn og vurdering foretaget af socialrådgivere, jobkonsulenter og lægekonsulent. Det ses ikke i de sagsakter, som SiD Birkerød-Farum har fået fra Farum Kommune.

7. Det er ikke korrekt, når det anføres, at der er udarbejdet handlingsplaner for medlemmet under sagens forløb, hvilket sagens akter viser. Der foreligger ingen handlingsplaner, og der foreligger ingen vurdering af arbejdsprøvningen eller kommunens påståede væsentligt nedsatte arbejdsevne hos medlemmet.

8. Det er ikke korrekt, når det anføres, at SiD har deltaget i tre opfølgningsmøder sammen med medlemmet gennem hele forløbet. SiD har ikke deltaget i nogen møder siden november 2000, og SiD har således ikke haft mulighed for at gøre indsigelser imod det alt for lange forløb i arbejdsprøvning på virksomheden, inden fleksjobbet trådte i kraft. SiD har derfor heller ikke haft mulighed for at vurdere resultaterne af arbejdsprøvningen eller for at gøre indsigelser gældende over for, at medlemmets arbejdsevne skulle være nedsat med 2/3 en nedsættelse, der berettiger til et fleksjob med et løntilskud på 2/3 fra det offentlige.

9. Det fremgår af artiklen, at det økonomiske mellemværende mellem medlemmet og virksomheden/Farum Kommune er løst på baggrund af en efterbetaling til medlemmet i april 2002. Dette er ikke korrekt, idet SiD fortsat opretholder et lønkrav på 36.000 kr. blandt andet for en hel del overarbejde. Men det viser, at der også efter Farum Kommunes opfattelse har været et problem med lønnen. Dette problem er først blevet løst efter SiD’s indtræden i sagen.

10. Der er ikke hold i virkeligheden i borgmester Lars Carpens udsagn om, at medlemmet nu igen er tilbage på offentlig forsørgelse, og at det skyldes, at virksomheden, hvor medlemmet var beskæftiget, er blevet hængt ud i pressen. Medlemmets tilknytning til virksomheden ophørte den 12. marts 2002, inden medierne begyndte at interessere sig for sagen. Tilknytningen til virksomheden ophørte på grund af arbejdsforholdene og var netop årsagen til, at SiD og medierne begyndte at interessere sig for sagen. I øvrigt er medlemmet ikke tilbage på offentlig forsørgelse. Det har hun hele tiden været. Først i 11 måneders arbejdsprøvning med fuld lønrefusion og siden i fleksjob, hvor 2/3 dele af hendes løn blev betalt af offentlige kasser.

Klagerne har i øvrigt gjort gældende, at det ikke er korrekt, når bladet anfører, at artiklen indeholder allerede kendte holdninger, da det ikke kan tages for givet, at bladets læsere har hørt en bestemt udsendelse i DR’s P1 og har læst bestemte artikler i SiD’s medlemsblad "Fagbladet". Endvidere bemærkes, at såvel Farum Kommune som virksomheden AMI kom til orde i "Fagbladets" artikler om sagen.

Klagerne har sammenfattende anført, at artiklen fremkommer med et væld af ukorrekt påstande. Journalisten har ikke under sin research kontaktet SiD for at høre SiD´s udlægning af sagen eller bedt SiD om at dokumentere sine påstande. Resultatet af denne fremgangsmåde er, at klagerne fremstår i et dårligt lys, og at Farum Kommune fremstår som uskylden selv.

Bladet har indledningsvis oplyst, at artiklen er skrevet blandt andet på baggrund af en pressemeddelelse udsendt af Farum Kommune den 23. maj 2002 som en reaktion på de beskyldninger, som SiD, herunder [K], er fremkommet med mod Farum Kommune, dels i SiD´s eget blad "Fagbladet", på SiD´s hjemmeside og i radioprogrammet "Indblik". Artiklen er således skrevet på baggrund af allerede kendte holdninger hos SiD og [K] holdninger, som er gengivet i den pågældende artikel. Dokumentationen for de påståede fejl og ulovligheder har SiD og [K] således selv leveret, men i Farum Kommune deler man ikke SiD’s opfattelse af sagen. I øvrigt har SiD og [K], hverken før eller efter artiklerne om medlemmet har været bragt, kontaktet bladet for en berigtigelse, dementi eller lignende, hvorfor klagen ses som et uberettiget angreb på bladet.

Bladet har i øvrigt imødegået klagernes anbringender på følgende vis:

Ad 1 : Det er ikke rigtigt, at artiklens påstande fremstår uimodsagte. Det er ene og alene en modreaktion fra Farum Kommunes side på SiD’s kritik. Rækkefølgen er altså omvendt. Hvis SiD efterfølgende har ment, at bladet har opfattet/citeret deres holdning/kritikpunkter forkert, ville bladet have bragt en berigtigelse. SiD har imidlertid ikke klaget til bladet over artiklens indhold.

Ad 2 : Som nævnt ovenfor er det SiD, der er fremkommet med kritikken, og det er den, som Farum Kommune reagerer på. SiD har kunnet komme med deres reaktion på artiklen, hvis de havde henvendt sig efterfølgende, hvilket imidlertid ikke er sket.

Ad 3 : Det er SiD, der har påstået, at "Farum Kommune giver skjult erhvervsstøtte" i den pågældende sag, samt at virksomheder tilknyttet Produktionshuset i Farum "dræner de kommunale kasser" to udsagn, som Farum Kommune tilbageviser blandt andet med baggrund i en redegørelse fra Kommunernes Revision. De to udsagn er altså sat op mod hinanden.

Ad 4 : Der er her tale om forskellige opfattelser, og som det står i artiklen, vedkender kommunen, at der er sket en administrativ fejl. Der er skrevet stk. 4, men der er ment stk. 5.

Ad 5 : Der er her tale om en kommunal vurdering af den pågældende klient. Kommunen har på opfølgningsmøder, hvor SiD deltog, redegjort for klientens revalideringsforløb. [K] er af en anden opfattelse, hvilket der også står i artiklen.

Ad 6 : Der henvises til det under punkt 5 anførte.

Ad 7 : Der henvises ligeledes til punkt 5. I øvrigt har SiD ikke fået alle sagsakter udleveret, og kommunen er af den overbevisning, at de "sociale sagsakter" vil underbygge kommunens vurdering af arbejdsprøvningen og klientens nedsatte arbejdsevne.

Ad 8 : Den 2. november 2000 deltog SiD i et opfølgningsmøde, hvor opfølgningsplanens videre forløb drøftedes. I referatet står der ud for punktet: "SiD ta’r en grundig drøftelse og vejledning med Tina vedr. Flex-job. Pjecen om flex-job til såvel Tina som SiD". Man må derfor gå ud fra, at SiD også følger op på deres medlemmers arbejdsforløb, når de selv er involveret i sagen og dermed griber ind, hvis medlemmets rettigheder krænkes. Det er ikke sket, før medlemmets ansættelse ophørte hos den private virksomhed.

Ad 9 : Klienten er overenskomstmæssigt ansat i den pågældende private virksomhed, hvorfor et eventuelt økonomisk mellemværende er et forhold mellem medlemmet og den private virksomhed. Det er i øvrigt ikke korrekt, når [K] skriver, at SiD opretholder et lønkrav på 36.000 kr. Kravet er blevet væsentligt nedsat, hvilket kan ses af bilaget, men det er altså stadigvæk ikke et mellemværende mellem kommunen og klienten.

Ad 10 : Borgmester Lars Carpens udtalelser må stå for hans egen regning. Hvis SiD har ment, at de pågældende udsagn ikke har hold i virkeligheden, har man haft alle muligheder for efterfølgende at henvende sig til bladet, hvilket ikke er sket. Borgmesterens udtalelser er som nævnt fremkommet som en reaktion på kritikken fra SiD.

Bladet har sammenfattende anført, at artiklen ikke kommer med et "væld af ukorrekte oplysninger" som påstået af klagerne. Som nævnt er artiklen en reaktion på SiD’s kritik, som blandt andet er fremkommet i SiD’s eget blad "Fagbladet", hvor kommunen end ikke er blevet kontaktet for en kommentar til flere af de bragte artikler om sagen. Det er bladets opfattelse, at kommunen i artiklen ikke står som "uskylden selv", da kommunen også erkender at have begået fejl, ligesom klagernes kritik af forholdene er medtaget i artiklen.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Niels Grubbe, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Pressenævnet finder, at oplysningerne i artiklen ikke er af en sådan karakter, og at bladet derfor ikke har handlet i strid med god presseskik ved at bringe oplysningerne eller ved at undlade at forelægge dem for klagerne inden offentliggørelsen. Nævnet finder herefter ikke grundlag for at udtale kritik af bladet.

Afsagt den 4. september 2002.

Versioner

  1. 2002-09-13