Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 79/2002

GældendeVersion 2002-09-13
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9431@2002-09-13/da

Indhold
  1. Indledning

[En kvinde K] har ved advokat Lars Junge klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i JydskeVestkysten den 2. juli 2002, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.

Af artiklen, der blev bragt under overskriften " Smuglerdronning bag tremmer ", fremgik følgende af en underoverskrift:

" Gevinst: Smugler-dømt kvinde atter fængslet under specialgruppes efterforskning. De første sager på vej til retten."

I artiklen hed det:

"Ni har været anholdt og seks varetægtsfængslet i en smuglersag af de store. En af de stadigt fængslede er en 42-årig kvinde fra trekantsområdet, som i 1998 blev idømt fem års fængsel for cigaretsmugleri og gjorde sig fortjent til titlen "smuglerdronningen".

Flere anholdelser kan ikke udelukkes, for efterforskningen er langt fra sluttet. Af samme grund er både kriminalpolitiet og Told Skat yderst tilbageholdne med oplysninger.

Optrevlingen af den store sag om indsmugling af betydelige mængder cigaretter og spiritus er den første store gevinst af en bevidst satsning på at kigge mere på smugleri og smuglerruter.

Kriminalinspektør Peter Krogh ved Vejle Politi oplyser, at en efterforskningsgruppe med base i Vejle har været i funktion i godt et års tid. Gruppen består af repræsentanter for Told og Skatteregionerne Vejle og Herning, en jurist fra Statsadvokaturen i Sønderborg samt politifolk fra politikredsene Gråsten, Varde, Kolding og Vejle og Rigspolitiets Rejseafdeling.

Formålet med gruppen er at gå længere ned end normalt i efterforskning af smuglersager. Specielt har der været fokuseret på smugleri fra Østlandene.

Kriminalinspektør Peter Krogh bekræfter, at de afslørende smuglerier af cigaretter og spiritus blandt andet er foregået over grænsen til Tyskland. Hvorvidt der også er tale om smugleri fra skibe, der sejler mellem Aabenraa Havn og Litauen, vil han ikke oplyse.

- Vi kigger på alle tænkelige smuglerier, siger Peter Krogh.

Under en aktion i maj i Trekant-området blev ni personer anholdt. Tre fik lov til at gå efter endt afhøring, mens de seks blev varetægtsfængslet. Det var tre danskere, to litauere og en polak. Siden er to af dem løsladt.

Tilbage i fængslet sidder stadig den 42-årige "smuglerdronning". Hun er mor til fire og blev i 1998 idømt fem års fængsel for at stå bag indsmugling af 41,6 millioner cigaretter ud af Østeuropa.

Ud over fængsel blev hun dømt til at betale 55 millioner kroner til statskassen for manglende afgifter og skat.

De første sager ventes at komme for Retten i Vejle i løbet af en måneds tid.

- Det har været den rigtige model at samle ekspertisen i den særlige efterforskningsgruppe, og arbejdet har heldigvis båret frugt, siger kriminalinspektør Peter Krogh."

Klageren har alene anført, at bladet har handlet i strid med god presseskik ved at bringe oplysninger om klagers alder og antallet af klagers børn.

Bladet har afvist at have handlet i strid med god presseskik. Bladet har anført, at det på ingen måde udgør en tilsidesættelse af de vejledende regler for god presseskik at nævne klagers alder, idet det ikke fremgår af de vejledende regler, at sigtedes, tiltaltes eller dømtes alder ikke må omtales. Tværtimod er det efter bladets opfattelse et udtryk for hensyntagen, når de pågældendes alder omtales, frem for at de pågældendes navne nævnes. Det er i øvrigt bladets opfattelse, at det ikke ville have været i strid med hverken de presseetiske regler eller bladets egne regler for navns nævnelse at oplyse om klagers identitet, idet hun i januar måned 1999 ved Vestre Landsret blev idømt 5 års ubetinget fængsel og tillige dømt til at betale den danske stat 55 millioner kroner i afgifter for at have stået bag indsmuglingen af 41,6 millioner cigaretter fra Østeuropa.

For så vidt angår omtalen af klagers børn har bladet oplyst, at man er opmærksom på, at de vejledende regler for god presseskik foreskriver, at det bør undlades at omtale personers slægtsforhold i retsreportagen, medmindre det er relevant. Bladet er imidlertid af den opfattelse, at oplysningerne om de fire børn i høj grad er sagen vedkommende. Det skyldes, at klager i 1999 under et andet efternavn selv stod frem i bladet og klagede over de dårlige muligheder for at få kontakt med sine fire børn, mens hun afsonede sin dom. Det førte blandt andet til en række artikler i bladet den 2. maj 1999. I en forsideartikel tog bladet det principielle spørgsmål om overvåget besøg af børn op. På lederpladsen støttede avisen klagers og andre dømtes protester mod forholdene. Desuden fik klager i bladets baggrundssektion lejlighed til at uddybe de problemer, hun oplevede i forholdet til sine børn, mens hun var i fængsel.

Det er på den baggrund bladets opfattelse, at klager selv har bragt sine i øvrigt nu voksne børn til offentlighedens kendskab. Når hun derfor kort tid efter at være blevet løsladt igen bliver sigtet og varetægtsfængslet i en ny, stor smuglersag, er det relevant at fortælle læserne, at det her drejer sig om den tidligere dømte kvinde med fire børn. Dertil kommer, at bladet ikke videregiver nogen oplysninger om børnene, der kunne tjene til identifikation af dem eller påføre dem nogen skade.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Niels Grubbe, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at det ikke kan udelukkes, at det er muligt for personer med et vist kendskab til klageren at identificere hende som den i artiklen omtalte person.

Det følger af de vejledende presseetiske regler, at det i omtalen af straffesager bør undgås at nævne personers slægtsforhold, medmindre dette direkte har med sagen at gøre.

Pressenævnet finder, at det er af offentlig interesse at omtale, at en person der få år tidligere blev idømt en længere fængselsstraf i en omfattende smuglersag på ny er sigtet i et lignende sagskompleks kort tid efter endt afsoning. Klager har selv under afsoningen af sin fængselsstraf i bladet omtalt sine børn i forbindelse med en kritisk omtale af mulighederne for kontakt med børnene under afsoningen. Under disse omstændigheder finder Pressenævnet ikke anledning til at kritisere, at bladet i forbindelse med omtalen af den nye sag har oplyst, at klager er mor til fire børn. Nævnet bemærker i den forbindelse, at bladet ikke har bragt uddybende oplysninger om børnene.

Nævnet finder endvidere, at bladets omtale af klagers alder ikke er i strid med god presseskik.

Afsagt den 4. september 2002.

Versioner

  1. 2002-09-13