Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 42/2002
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9438@2002-09-30/da
Indhold
[En advokat K] har klaget til Pressenævnet over en række artikler bragt i Helsingør Dagblad i perioden 16. marts til 11. april 2002 og en artikel bragt den 18. maj 2002, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
Artikelserien beskrev forløbet omkring en indbudt licitation i forbindelse med en byfornyelse af en konkret ejendom i Helsingør. I artikelserien omtaltes blandt andet klagers rolle i forbindelse med saneringssagen, ligesom klagers virke som advokat for kommunen og byens borgmester blev beskrevet. I artikelserien indgik endvidere en omtale af klagers rolle i forbindelse med salget af en lokalradiostation.
I artikelserien om saneringssagen indgik blandt andet følgende:
I en artikel den 23. marts 2002 med overskriften " Malkeko for millioner " hed det blandt andet:
"
Den københavnske advokat Victor Christoffersen har fået en del omtale i Helsingør Dagblads artikler omkring Stengade 56-sagen.
Det har være det umiddelbart besynderlige for udenforstående, at en advokat gennem ét anpartsselskab ASX 4050 Aps. den 1. januar opretter et andet Byggefirmaet Kronborg Aps. og selv optræder som direktør hen over licitationsdatoen den 5. februar, der har været beskrevet.
Men Christoffersens rolle har reelt været udspillet i samme øjeblik, som Byggeselskabet Kronborg blev oprettet en måned efter, at byrådet havde givet tilsagn om offentlig millionstøtte til saneringen af ejendommen Stengade 56.
- Victor Christoffersen er kendt for at sælge tomme anpartsselskaber såkaldte skuffeselskaber, fortæller en kendt advokat, der ønsker at være anonym, til Helsingør Dagblad.
Den kommunale redegørelse skal finde ud af, hvem der reelt står bag Byggeselskabet Kronborg Aps. Og om der er et interesse-sammenfald med personkredsen bag bygherren Ejendomsselskabet Stengade 56.
Helsingør Dagblads undersøgelser i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har fremdraget to navne de omtalte advokat Victor Christoffersen og Hans Vind Venslev.
Ejendomsselskabet Stengade 56 ejes som også tidligere omtalt af Henrik Mowitz, Hornbæk, og Ove Baagø, Hørsholm. De to udgør tillige bestyrelsen sammen med advokat Helsingør.
Hvis den kommunale redegørelse vender et par blade i den seneste store saneringssag Strandgade 15, vil man se, at et par af navnene også optræder her.
Strandgade-ejendommen på hjørnet af Gyldenstræde ejes af selskabet Stjernegade 16 A/S.
I bestyrelsen sidder blandt andre [K] og Hans Vind Venslev.
Fra at varetage ejendomsejer-interesser har Venslev altså fra den ene saneringssag til den anden skiftet branche, så han nu er direktør for det byggeselskab, der gerne skulle hente så meget som muligt ud af ejerne af Stengade 56.
Også til istandsættelsen af Strandgade 15 blev der oprettet et byggeselskab lige tilpas til at deltage i licitationen.
Sund Byg A/S med nogle bi-navne dannet af en række håndværks-virksomheder med kendskab til saneringsarbejde i den indre by vandt opgaven.
I Sund Byg’s bestyrelse sidder advokat [K] også, og dermed var han med til at varetage både ejer- og entrepenør-interesser i saneringen af Strandgade 15."
Den 27. marts 2002 hed det på forsiden af bladet under overskriften " Alt skal frem " og med mindre typer: "Manden med sanerings-kasketten er også kommunens advokat og Tærsbøls selskabsformand". Ligeledes var med mindre typer anført "Borgmesteren vil rydde mistanken om misbrug af byfornyelses-penge af vejen". På forsiden var indsat to billeder af henholdsvis klager og borgmester Per Tærsbøl.
I en artikel samme dag med overskriften " Kommunens advokat og Tærsbøls Aps-formand styrer saneringsfirmaer " hed det i en overskrift med mindre typer: "Ny og grundig undersøgelse af Stengade 56 og hele byfornyelses-politikken advokat [K]s kasketter til eftersyn". Artiklen indeholdt blandt andet et interview med borgmesteren omkring klagers forhold til kommunen som advokat og klagers eventuelle sammenblanding af interesser. Artiklen var ledsaget af to billeder af henholdsvis borgmesteren og klager, hvortil var knyttet følgende tekst:
" Per Tærsbøl en undersøgelse skal få alt frem i dagens lys, så mistanken om suspekte forbindelser mellem borgmestere, kommunen og advokat [K] kan ryddes af vejen."
" [K] kommunens flittigst benyttede advokat, bestyrelsesformand i Tærsbøl Isenkram og hyper aktiv i de offentligt støttede sanerings-projekter."
Den 5. april 2002 hed det på forsiden af bladet: " [K] stævner The Wave ". Herefter var anført med mindre typer: "Advokaten bar selv tre kasketter under salget af lokalradiostationen". På forsiden var indsat et billede af klager.
I artiklen inde i bladet hed det i overskriften: " Advokat for sælger, medejer og advokat for køber ". Med mindre typer var anført: " mod The Wave tages ikke højtideligt af Bonniers advokater".
I artiklen hed det bl.a.:
"HELSINGØR : Lokalradiostationen The Wave er blevet solgt til den svenske mediekoncern Bonniers. Men ikke uden dramatik. Salget er sket til trods for, at en stævningssag verserer mod The Wave og dens hidtidige indehaver Michael Eibye.
Bonniers advokater har bedømt stævningen, og de tror åbenbart ikke, at den kan vindes af modparten advokat [K].
- Salgs-kontrakten er underskrevet til trods for, at en sag i retten jo altid kan tabes, men den mulighed betragter Bonniers advokater som stort set ikke eksisterende, siger Michael Eibye.
Når Bonniers-advokaterne ikke lægger større betydning i stævningen, skyldes det blandt andet, at [K] har så mange kasketter på i salget af The Wave, at de anser ham for at være i konflikt med de advokat-etiske regler.
I dem står der, at "en advokat må ikke i samme sag rådgive, repræsentere eller virke for to eller flere klienter, hvis der består en interessekonflikt mellem disse. En advokat må heller ikke påtage sig en parts sag efter først at have repræsenteret eller have rådgivet modparten".
Advokat for begge parter
Og [K] har først rådgivet Eibye omkring salget af The Wave.
Han var formidler, da en gruppe lokale forretningsfolk blandt andre den tidligere Cityforeningsformand og nuværende konservative byrådsmedlem John Brødbæk for et par år siden ville overtage The Wave for at forhindre en truende lukning af stationen, og han var advokat for Eibye/The Wave, da der sidste sommer blev indledt forhandlinger om et salg til lokalradiostationen Radio Stella i Helsingborg.
Eibye kendte ikke til de advokat-etiske regler, da [K] ringede ham op og fortalte, at han var blevet kontaktet af Stella, som havde bedt ham om at tage sig af sagen også for den.
Derfor mente Eibye, at det vel var i orden for ham.
Men interessekonflikten gælder mere, end at [K] nu var advokat for begge parter i forhandlingerne.
Hovedaktionæren i Radio Stella AB (et svensk aktieselskab) er Helsingborgs Dagblad.
Men [K] har også en mindre post på 1 procent.
Allerede den 12. april 1997 forsøgte Radio Stella at komme ind på lokalradiomarkedet i Helsingør.
Det skete i en ansøgning om sendetilladelse sendt til "Udvalget vedrørende lokal radio og TV", der har byrådssekretariatsleder Ebbe Dreisig for bordenden.
Ansøgeren var HH Radio Aps, der var under stiftelse på det tidspunkt.
Ejerforholdet blev opgivet som Radio Stella ned 90 procent, advokat [K] med 1 procent og 9 procent "af en ikke nærmere defineret erhvervsgruppe, hvor alle driver erhverv i Helsingør Kommune", som det blev beskrevet.
Forhandlingerne afbrydes
HH Radio har ikke fået sendetilladelse sommeren 2001, hvor der forhandles om et salg af The Wave til Radio Stella.
Forhandlingerne er tæt på underskrift, men fører alligevel ikke til noget, da den sidste og væsentlige enighed om prisen ikke kan opnås.
Eibye skifter advokat og indleder forhandlinger til anden side. Det er dem, der nu er faldet på plads med Bonniers.
Og [K] finder, at der er sket et aftalebrud, som skal føre til anlæggelsen af en stævningssag. De fortsatte retsforhandlinger afventer ifølge Eibye et udspil fra [K], som skulle være afleveret for to uger siden. Det er ikke sket endnu.
Forsøg på at overtage Waves sendetilladelse
I efteråret var det faktisk ved at lykkes [K] at få overdraget The Waves sendetilladelse til HH Radio (reelt Radio Stella).
Den 4. september var der møde i lokalradionævnet.
[K] og to svenskere, som Ebbe Dreisig husker det, var til stede på mødet og fremførte, at man havde en mundtlig aftale med Michael Eibye om at overtage The Waves sendetilladelse.
- Det er faktisk rigtigt.
- Og de fik den tilkendegivelse, at det var der ikke noget i vejen for, siger Ebbe Dreisig.
Men Eibyes nye advokat skrev tilbage til radionævnet og oplyste, at der ikke var nogen aftale om en overdragelse af The Waves sendefrekvens til HH Radio.
- Man kunne åbenbart ikke blive enige om en overtagelse, og derfor faldt det til jorden.
.. "
Artiklen var ledsaget af to billeder af henholdsvis [K] og et kontor. Billederne var ledsaget af følgende tekster:
" [K] red på radiobølgen både fra den ene og den anden side af Sundet."
og
" Michael Eibye har med en stævning fra advokat [K] hængende over hovedet solgt The Wave til den svenske mediekoncern Bonniers."
Den 6. april 2002 fulgte bladet op på historien med en artikel under overskriften " På moralsk-juridisk sanerings-vægtskål ". I to overskrifter med mindre typer hed det endvidere: "Mystik er ikke ulovligt, men de uafklarede spørgsmål ikke mindst omkring Stengade 56 hober sig op til besvarelse i den kommende kommunale undersøgelse" og "De advokat-etiske regler: "En advokat må ikke i samme sag rådgive, repræsentere eller virke for to eller flere klienter, hvis der består en interessekonflikt mellem disse"". Artiklen beskrev blandt andet, hvorledes klager i en tidligere saneringssag havde repræsenteret såvel ejer- som entrepenørsiden.
Den 18. maj 2002 bragte bladet en artikel med to overskrifter i små og fede typer: "Byfornyelses-sagerne og fugt-sagen fra Skolen ved Rønnebær Allé får udløber" og " Kommunens advokat-udgifter skal undersøges ".
I artiklen hed det:
"Som lidt af en udløber af fugtskandalen på Skolen ved Rønnebær Allé vil SF’s byrådsmedlem Christian Saggau have undersøgt det kommunale forbrug af advokat-bistand hentet ind udefra for at bistå centralforvaltningens egen juridiske afdeling.
Som medlem af børne- og ungeudvalget deltog Saggau i går morges i møderne med skolebestyrelsen, lærerne og eleverne på den fugtramte skole.
Og noget undrede ham, da han bladrede i sags-akterne.
Som omtalt tidligere her i bladet har Helsingør Kommune anlagt en voldgiftssag mod skolebygningernes ejer Finanseringsinstituttet for Industri og Håndværk, FIH, og entrepenøren Skanska.
- Det slog mig, at advokat [K] igen dukkede op som advokat for kommunen.
- Med al respekt, men at sætte en provinsadvokat på en sag mod landets største jordbesidder og landets største entrepenør-virksomhed virker noget dristigt.
- Af egen erfaring ved jeg, at i specielle sager som sådan en voldgiftssag omkring noget byggeri, bliver man som regel anbefalet at søge assistance hos en københavnsk advokat, der lige netop har dét som sit speciale.
Undrer sig over specialet
At finde advokater med ét særligt speciale i en provinsby som Helsingør, tillader det lokale markeds størrelse næppe, mener Christian Saggau.
- Det undrer mig, at en advokat formår så forskellige opgaver som et kunstmuseum-projekt (i Hornbæk, red.), byfornyelses-sager, eliteidrætsplaner og så også en voldgiftssag mod landets største jordbesidder og entrepenør.
- Så kan man vel ikke forventes at ha’ et speciale til at møde sådanne nogle modstandere.
Advokat-udgifter skal fremlægges
Saggaus undren fører nu til, at SF-byrådsmedlemmet vil henvende sig til borgmesteren.
- Jeg vil bede Tærsbøl om at oplyse, hvilke udgifter kommunen har haft til eksterne advokater i årene 2000 og 2001, og hvilke advokater, kommunen har anvendt sig af, og i hvilket omfang for den enkeltes vedkommende.
- Det er ikke længere end tre år siden, vi fik at vide, at kommunen gjorde en dyd ud af at uddelegere opgaverne og ikke bruge den samme. Jeg synes ikke helt, det billede holder længere."
I artiklen var indsat overskriften fra artiklen den 27. marts 2002.
Klageren har indledningsvis anført, at den indklagede artikelserie skal ses som en helhed, hvorfor klagefristen først løber fra den sidst offentliggjorte artikel. Klager har henvist til Pressenævnets Årsberetning 2000, s. 11.
Klageren har videre anført, at bladets artikler i perioden har udviklet sig til en hetz mod ham. Hetzen føres på et ukorrekt grundlag og på en måde, der tilsidesætter de presseetiske regler, og som alene kan have til formål at skade klager og den advokatvirksomhed, han driver.
Klageren har oplyst, at bladet på intet tidspunkt har været i kontakt med ham. Journalisten ringede til klagers private bopæl den 15. marts kl. ca. 17.55. Klager var ikke at træffe. Der blev ikke lagt besked om, at klager skulle ringe tilbage. Den følgende dag startede artikelserien, der har haft sin gang i bladet, uden at klager er blevet kontaktet. Der er ikke på noget tidspunkt lagt besked på klagers kontor om, at han skulle kontakte bladet, eller at bladet havde forsøgt at kontakte klager. Først den 10. april 2002, efter at klagers navn var blevet nævnt i ca. 15 artikler/ledere, og klagers navn og billede havde været på forsiden henholdsvis to og tre gange, blev klager kontaktet. Klager blev da alene anmodet om at besvare nogle spørgsmål, som relaterede sig til forhold underlagt klagers tavshedspligt, hvorfor klager ikke kunne svare herpå. Klager må samlet afvise, at han som anført af bladet ikke har haft lyst til at tale med bladet.
Klager finder, at bladet på følgende punkter har tilsidesat god presseskik, jf. punkt A.1. i de presseetiske regler:
Klager har med henvisning til fem artikler offentliggjort den 16., 19., 20. og 23. marts 2002 (bilag 1-2, 2-1, 3-2, 3-3 og 6-4) anført, at omtalte advokat Victor Christoffersen intet har med den pågældende byfornyelsessag at gøre. Ved at nævne denne advokat kastes der fra starten et mistænkeligt, fordækt skær over hele sagen. Angivelsen af, at den pågældende advokat har haft noget med sagen at gøre, er faktuel forkert. Klager har retlig interesse i dette klagepunkt, fordi klager som person er omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet i forbindelse med angivelsen. Klager har i den forbindelse henvist til Nævnets Årsberetning 1999, s. 5. Oplysningen kunne uden videre have været afkræftet. Da dette ikke er sket, har bladet handlet i strid med god presseskik.
Klager har oplyst, at han ikke har noget at gøre med den bygge- og licitationsmæssige side af den omtalte byfornyelsessag. Han har alene varetaget det juridiske arbejde i sagen. Det har været arkitekten, der har varetaget projektering, opnåelse af godkendelse af projektmaterialet, detailprojektering og udsendelse i licitation. Arkitekten har sammen med ejeren bestemt, hvilken licitation der skal afholdes, samt hvem der skal indkaldes. Arkitekten har derpå indstillet til kommunen, hvilket firma der er lavestbydende, og på baggrund heraf har kommunen godkendt licitationsresultatet.
Klageren har i den forbindelse anført, at på trods af, at han ikke har forbindelse med det byggemæssige og licitationen, så forsøger bladet i artikler offentliggjort den 16., 19., 23. og 27. marts 2002 (bilag 1-3, 2-1, 6-4, 9-1 og 9-3) at skabe forbindelse mellem klager som advokat, licitationsudbyder, licitationsbyderne, kommunen og borgmesteren for derefter at insinuere én eller anden form for "aftalt spil" omkring prisen, "kasket-problemer" og interessesammenhænge. Insinuationen og dens resultat fremgår af en lang række af de offentliggjorte artikler (bilag 4-2, 6-1, 6-2, 6-4, 9-1, 9-3, 10-1, 10-2, 10-3, 11-1, 11-2, 13-1, 13-2 og 13-3). Det er faktuelt forkert, at klager har optrådt på begge sider i byfornyelsessagen. Klager repræsenterer alene bygherren og hverken kommunen eller entreprenøren. At en advokat på klagers kontor har foretaget en vedtægtsopdatering for et byggefirma, byggefirmaet Kronborg, (sagens bilag F), medfører ikke, at klager repræsenterer dette firma i forbindelse med budgivning ved gennemførelsen af en licitation, som klager ikke har noget med at gøre. Det oplyses intetsteds i artiklerne, at klager ingen relation har til afviklingen af licitationen, ligesom det ikke oplyses, at klager ingen medindflydelse har på afviklingen af licitationen, prisdannelsen eller opnåelse af tre udvalgsgodkendelser af byfornyelsesprojektet. Denne mangel medfører, at den information, der bringes i artiklerne er forkert, misvisende og forvrænget til skade for klager. Insinuationen medfører bl.a., at byrådspolitikere begynder at interessere sig for klagers advokatvirke for kommunen og privat for borgmesteren. Insinuationens konsekvenser bliver helt absurde, da en tidligere klient også beskylder klager for "kasket-problemer", hvilket ukritisk bringes videre af bladet. Klager har her henvist til to artikler offentliggjort den 5. april 2002 (bilag 12-1 og 12-4). Det er klagers opfattelse, at hele denne smædekampagne kunne have været undgået, hvis bladet havde undersøgt, hvilken rolle klager som advokat har i en byfornyelsessag. Dette har bladet undladt. Det misvisende indhold i artiklerne er efter klagers opfattelse resultatet af et brud på de presseetiske regler i og med, at det misvisende og forkerte indhold og konsekvenserne heraf kunne være undgået ved en simpel kontrol som netop foreskrevet i de presseetiske regler.
Klageren har desuden anført, at det er faktuelt forkert, når det i artiklerne den 16., 19., 20., 21. og 27. marts 2002 (bilag 1-1, 1-2, 2-1, 3-2, 3-3, 4-2 og 9-4) anføres, at den omtalte byfornyelsessag skulle have været den dyreste eller forbløffende dyr, hvilket i øvrigt er anerkendt af bladet. Den omtalte sag er formentlig alene den sjettedyreste byfornyelsessag i kommunen. Informationer herom er tilgængelig i kommunens tekniske forvaltning, hvor alle byggeregnskaber m.v. er tilgængelige. Klager bekendt har bladet først ganske sent i forløbet benyttet sig af reglerne om aktindsigt. Bladet har krænket god presseskik ved ikke at efterprøve denne oplysning.
Hvad angår forsiden og artiklen den 5. april 2002 (bilag 12-1 og 12-4) har klager anført, at disse er behæftet med flere faktuelle fejl, som burde have været afklaret af journalisten ved en simpel kontrol. Det fremgår således af artiklens forside, at 1) " [K] stævner the Wave", og at klager er modpart i den pågældende sag, jf. angivelsen "...modparten stævner advokat [K]". Dette er faktuelt forkert. Klager repræsenterer alene en klient i retssagen mod selskabet The Wave, hvis direktør er en tidligere klient på klagers advokatkontor. Denne forkerte oplysning kunne uden videre være afklaret ved en henvendelse til Michael Eibys advokat, Civilretten i Helsingør eller klager. Endvidere anføres det under overskriften "Advokat for begge parter" " og [K] har først rådgivet Eibye omkring salget af The Wave", at 2) " og han var advokat for Eibye/The Wave, da der sidste sommer blev indledt forhandlinger om et salg til lokalradiostationen Radio Stella i Helsingborg". Det fremgår herefter uden videre, " at [K] nu var advokat for begge parter i forhandlingerne". Dette er ligeledes faktuelt ukorrekt. Forholdet er det, at klager indtil udgangen af 1999 har repræsenteret Michael Eibye i andre sammenhænge. Derefter har klager repræsenteret en købergruppe, der ønskede at købe den omtalte radiostation. Først efterfølgende blev klager kontaktet af den i artiklen omtalte radiostation Radio Stella, der ønskede, at klager berigtigede salget af The Wave til Radio Stella. I den forbindelse oplyste klager over for Radio Stella, at han tidligere havde været advokat for Michael Eibye/The Wave, samt at han tidligere havde repræsenteret en anden købergruppe. Radio Stella fandt ikke, at dette var problematisk. Klager kontaktede den tidligere købergruppe og Michael Eibye, der alle fandt, at klager kunne forhandle på vegne af Radio Stella. Klager har dermed på intet tidspunkt repræsenteret Michael Eibye eller The Wave. Der er herved rejst alvorlige beskyldninger mod klager, herunder sigtelser mod klager for overtrædelse af de advokatetiske regler. Sigtelserne kunne ganske enkelt være afkræftet ved en henvendelse til klager, hvilket ikke er sket. Det fremgår endvidere, at 3) " de fortsatte retsforhandlinger afventer ifølge Eibye et udspil fra som skulle være afleveret for to uger siden. Det er ikke sket endnu". Dette er ligeledes ukorrekt og kunne ligeledes være afkræftet af journalisten ved henvendelse til klager. Angivelsen af de tre faktuelle forhold i artiklerne er i strid med god presseskik, idet man ikke har forsøgt at kontrollere oplysningernes rigtighed.
Klageren har med henvisning til punkt A.2. i de presseetiske regler anført, at forsiden og artiklen den 5. april 2002 (bilag 12-1 og 12-4) forekommer indrykket af den tidligere klient, Michael Eibye. På tidspunktet for artiklernes fremkomst er såvel Michael Eibye personligt som selskabet The Wave til inkasso for ubetalte regninger. Denne sag har medført, at Michael Eibye har indgivet en klage til Advokatnævnet over klagers adfærd i forbindelse med kontering og fakturering. Denne klage blev trukket tilbage og ændret til en klage over, at klager skulle have repræsenteret to klienter i samme sag og i øvrigt brudt sin tavshedspligt. Der er således på tidspunktet for artiklernes offentliggørelse en alvorlig personlig interesse og skadevoldende hensigt hos Michael Eibye i kraft af de mange verserende konflikter. Det er klagers opfattelse, at bladet ikke har udvist den nødvendige kritik over for det ensidige personangreb fra Michael Eibyes side. Dette er i strid med god presseskik.
Klageren har desuden anført, at overskriften "Kommunens advokat-udgifter skal undersøges" i artiklen den 18. maj (bilag 20) er faktuel forkert. Der er ikke truffet afgørelse om en sådan undersøgelse i byrådet eller af kommunen i øvrigt. Det fremgår ikke af overskriften, at den dækker over en kommentar fra en SF-politiker. Oplysningen burde have været kontrolleret ved en henvendelse til kommunen.
Klageren har endvidere anført, at SF-politikerens udtalelser i artiklen, hvor han undrer sig over, at klager fagligt skulle være kompetent til at håndtere en forholdsvis ukompliceret voldgiftssag, ikke har været forelagt klager, jf. punkt A.3. i de presseetiske regler. Oplysningen er klart skadelig, krænkende og agtelsesforringende for klager og den virksomhed, han driver sammen med sine kompagnoner. Reglen er endvidere brudt ved, at journalisten ikke har søgt at efterprøve, hvad den pågældende sag rent faktisk drejer sig om. Ved henvendelse til Helsingør Kommune eller klager kunne klager have oplyst om sagens indhold og kompleksitet. Det er en skærpende omstændighed, at artiklen er offentliggjort efter klagers klage til nævnet, hvorefter det må stå bladet klart, at klager forlanger de presseetiske regler overholdt ved omtale af ham og hans virksomhed.
Klageren har videre anført, at artiklen den 18. maj 2002 klart underbygger, at bladet fører en kampagne, der alene har til formål at svine klager til. At en kommunes advokatudgifter skal undersøges, er der formentlig ikke noget usædvanligt i. Det usædvanlige fremtræder dog, når man indklipper en tidligere artikels overskrift, som omhandler noget helt andet og således ikke er relevant for advokatudgifterne i øvrigt.
Klageren har med henvisning til punkt B.1. i de presseetiske regler anført, at bladets insinuationer omkring interessekonflikter, "kasket-problemer" og brud på god advokatskik er udtryk for adfærd i strid med god presseskik, idet klagers personlige anseelse herved lider væsentlig skade. Klager har i den forbindelse henledt opmærksomheden på den offentlige tvivl, som artiklerne og lederne har afstedkommet omkring klagers moralske habitus i håndteringen af sine klienter. Klager har henvist til artiklerne den 16., 19., 23. og 27. marts 2002. Insinuationerne og disses resultat fremgår blandt andet af en række af de øvrige offentliggjorte artikler (bilag 4-2, 6-1, 6-2, 6-4, 9-1, 9-3, 10-1, 10-2, 10-3, 11-1, 11-2, 13-1, 13-2 og 13-3), og den offentlige interesse fra byrådspolitikerne fremgår bl.a. også af de fremlagte artikler (bilag 8-2, 10-1 og 10-3). Specielt artiklerne den 5. og 6. april 2002 (bilag 12-4, 13-2 og 13-3) udgør en klar beskyldning for en strafbar handling, nemlig brud på de advokatetiske regler, der efter retsplejelovens regler kan straffes med bøde og/eller fratagelse af retten til at drive advokatvirksomhed. Bladet har derved forbrudt sig mod klagers krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, hvilket er i strid med god presseskik. En helhedsvurdering af artiklerne bør medføre, at artiklerne må anses som klart krænkende for klagers person.
Bladet har indledningsvis afvist, at artikelserien kan kaldes en hetz mod klager, eller at hensigten alene skulle være at skade ham eller hans advokatvirksomhed. Klagers navn er blevet interessant, efterhånden som den journalistiske research skred frem.
Bladet har anført, at bladets journalist henvendte sig til klager før offentliggørelsen af den første artikel. At klager ikke ringede tilbage, fordi der ikke blev bedt om dette, er en dårlig undskyldning. Det er jo indlysende, at når en journalist ved den lokale avis oven i købet en person, som klager godt kender ringer, så er det fordi, han gerne vil tale med ham. Klager har da heller aldrig tidligere undladt at ringe tilbage. Klagers manglende lyst til at tale med bladet kan i denne sammenhæng kun tolkes som en bevidst handling. Bladet har i øvrigt nogle gange lagt besked hos klagers sekretær, hvilket kan dokumenteres med båndoptagelser. Spørgsmålet er herefter, om de presseetiske regler skal tolkes sådan, at bladet skal opgive at bringe bestemte artikler, fordi de omtalte ikke ønsker at medvirke. Bladet holder historien om personsammenfaldet tilbage til den 10. april 2002, hvor bladet også kontakter klager. Bladet bemærker i den sammenhæng, at klager først ret sent i forløbet bliver interessant i forbindelse med saneringssagen og da i en sådan sammenhæng, at der ikke var nogen grund til at spørge ham om noget. Da det blev inddraget, at klager også var kommunens og borgmesterens advokat (og bestyrelsesformand), var det heller ikke noget, en udtalelse fra ham kunne rokke ved. Det interessante var, hvordan borgmesteren så på denne konstellation, og det blev da også en politisk sag for borgmesteren, som følgelig var den eneste, der kunne udtale sig herom.
Bladet har videre anført, at der ikke i artiklerne har været antydet nogen direkte forbindelse mellem klager og advokat Victor Christoffersen.
Bladet har endvidere anført, at klager ikke blot har været advokat, men i sagen Stengade 56 også har været bestyrelsesformand i ejendomsselskabet og samtidig advokat for byggefirmaet. Bladet har henvist til sagens bilag B, der illustrerer ejerforholdene omkring Ejendomsselskabet Stengade 56 og byggefirmaet Kronborg, og bilag F vedtægterne for byggefirmaet Kronborg. Udover at være bestyrelsesformand for Ejendomsselskabet Stengade 56 er han tillige advokat for byggefirmaet Kronborg. Billedet fra en tidligere byfornyelsessag Strandgade 15 gentager sig dermed i sagen om Stengade 56. I Strandgade 15-sagen var klager advokat for ejendommens ejer, samtidig med at han sad i bestyrelsen for det entreprenørfirma, der havde vundet licitationen. Dette har offentlighedens interesse. Det er helt afgørende for klagen, at bladet ikke på noget tidspunkt har påstået, at der er foregået noget ulovligt. Spørgsmålet har for bladet været, om saneringerne blev dyrere end nødvendigt, hvilket er et politisk spørgsmål. At den samme personkreds, klager indbefattet, optræder på begge sider i en saneringssag er absolut i offentlighedens interesse. Bladet har kun det synlige at gå efter i sagen om reglerne, som hævdet af klager, er fulgt til punkt og prikke, kan ikke bekræftes af en simpel kontrol endsige af en samtale med klager.
Bladet har desuden anført, at det er en smule overraskende, at klager har kendskab til dyrere saneringssager, da det på tidspunktet for sagens behandling i byrådet var den almindelige opfattelse blandt politikere og i pressen, at det var den hidtil dyreste sag. Det blev i øvrigt først nødvendigt på et relativt sent tidspunkt at bede kommunen om aktindsigt, idet bladet indtil da havde fået alle de oplysninger fra kommunen, som man bad om.
Bladet har endvidere anført, at artiklen om klagers tidligere klient Michael Eibye falder uden for den øvrige artikelserie. Når bladet tog denne sag op, var det et eksempel på som det også fremgår af saneringssagerne at en foretagsom advokat i en provinsby let kan få problemer med at holde sine forskellige kasketter adskilt. Det er i den forbindelse afgørende, at klager helt tydeligt ud over at være advokat også er medspiller og formidler i det lokale erhvervsliv. Bladet medgiver, at det kan tolkes som en forsømmelse, at klager ikke er blevet foreholdt Michael Eibyes påstande. Bladet har dog bestridt, at "den skadevoldende hensigt har været oplagt for HD".
Bladet har desuden anført, at det i overskriften den 18. maj 2002 er lagt til grund, at en kommunes advokatudgifter vil blive undersøgt, når et byrådsmedlem ønsker det. Bladet mener ikke, at en sådan politisk tilkendegivelse krævede en kommentar fra klager. En udtalelse om, at advokaten ikke påtager sig opgaver, som han fagligt ikke er i stand til at håndtere, ville være uden betydning for artiklens sammenhæng.
Bladet har endelig afvist at have krænket privatlivets fred i forhold til klager. Bladet har ikke haft forsæt til at skade hans personlige anseelse, men har hele vejen interesseret sig for videregivelse af faktiske oplysninger og vurderinger på grundlag af disse. Det er ikke klagers personlige adfærd, der har været genstand for undersøgelse, men hans offentlige/erhvervsmæssige adfærd. En advokat, der optræder i så mange sammenhænge som klager, må være forberedt på offentlig omtale. Det gælder i særdeleshed, når der er tale om en sag, der som denne involverer meget betydelige offentlige midler.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jørgen Nørgaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet modtog klagen den 19. april 2002. De artikler, der blev bragt den 16., 19., 20. og 21. marts 2002 (bilag 1-4) er nævnet derfor afskåret fra at tage stilling til, jf. medieansvarslovens § 34, stk. 2, 2. punktum. Nævnet bemærker imidlertid, at disse artikler, der sammen med de øvrige artikler fremstår som en artikelserie, er indgået i nævnets bedømmelsesgrundlag.
Med hensyn til artiklen den 22. marts 2002 (bilag 5-2), lederen den 23. marts 2002 (bilag 6-2), artiklen den 25. marts 2002 (bilag 7-2), artiklerne "Tynd redegørelse er et angreb på Helsingør Dagblad", "Skærpet kontrol i saneringssager" og "For Tynd" den 26. marts 2002 (bilag 8-2 og 8-3), lederen og artiklen "I København må det højst koste det halve" den 27. marts 2002 (bilag 9-2 og 9-4), artiklerne "Socialdemokratisk udspil om saneringssager på vej" og The Wave til Sverige" den 5. april 2002 (bilag 12-3 og 12-4), artiklen "Ministeren vil læse HD’s artikler" den 6. april 2002 (bilag 13-3) og artiklen "Skattekroner skal beskyttes" den 10. april 2002 (bilag 14-3), er klager hverken direkte eller indirekte nævnt i disse artikler.
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at forholdene omkring byfornyelsessager, herunder hvorvidt der sker misbrug af offentlige midler, har stor samfundsmæssig interesse. De involverede parter må i den forbindelse tåle at få deres roller kritisk belyst af medierne.
Nævnet finder, at artiklerne og forsiden den 23. og 27. marts 2002 (bilag 6-4, 9-1, 9-3) og for den sags skyld de øvrige i sagen fremlagte artikler alene omhandler klagers virke som advokat. Nævnet finder ikke i denne sammenhæng, at bladet har bragt oplysninger, der kan krænke privatlivets fred, og nævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af bladet for tilsidesættelse af punkt B.1. i de vejledende presseetiske regler.
Nævnet finder, at oplysningerne i artiklen med overskriften "Malkeko for millioner" den 23. marts 2002 (bilag 6-4) vedrørende advokat Victor Christoffersen ikke er af en sådan karakter, at bladet i forhold til klager har tilsidesat god presseskik ved at bringe disse. Nævnet finder ej heller, at bladet efter det oplyste har bragt forkerte oplysninger om klager i beskrivelsen af hans roller i den aktuelle og tidligere saneringssager. Nævnet finder ikke, at artiklens oplysninger i øvrigt er af en sådan karakter, at bladet uanset den af bladet valgte vinkel burde have forelagt klager artiklens oplysninger inden offentliggørelsen.
Nævnet finder for så vidt angår artiklen den 27. marts 2002 med overskriften "Kommunens advokat og Tærsbøls Aps-formand styrer saneringsfirmaer" (bilag 9-3), at bladet ikke har handlet i strid med god presseskik ved i artiklen at konfrontere borgmesteren med kritikken af klager for sammenblanding af interesser. Nævnet finder dog, at der ikke i artiklens oplysninger er belæg for artiklens overskrift, og nævnet udtaler i den anledning sin kritik. Nævnet finder endvidere, at kritikken af klager burde være forelagt klager selv inden offentliggørelsen med henblik på en kommentar. Ved at undlade dette har bladet handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler også på dette punkt sin kritik. Til bladets anførsel om, at det ikke har været muligt at få fat i klager for en kommentar, bemærker nævnet, at oplysningerne ikke havde en sådan aktualitetsværdi, at bladet ikke havde kunne afvente klagers bemærkninger inden for en rimelig tidsramme.
Hvad angår forsiden og artiklen den 5. april 2002 med overskriften "Advokat for sælger, medejer og advokat for køber" (bilag 12-1 og 12-4) finder nævnet på baggrund af de modstridende forklaringer ikke at kunne tage stilling til, om oplysningerne om klagers rolle i salget af lokalradiostationen er forkerte. Nævnet finder derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af bladet på dette punkt. Nævnet finder imidlertid, at beskyldningerne mod klager for sammenblanding af interesser er af en sådan karakter, at bladet burde have forelagt dem for ham inden offentliggørelsen. Ved at undlade dette har bladet handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler tillige sin kritik på dette punkt. Nævner bemærker ligeledes her, at oplysningerne ikke havde en sådan aktualitetsværdi, at bladet ikke havde kunne afvente klagers bemærkninger inden for en rimelig tidsramme.
Nævnet finder samtidig, at bladet med kendskab til de verserende konflikter mellem Michael Eibye og klager burde have udvist større kritik over for Michael Eibye som kilde og i den forbindelse som mindstemål have forelagt klager Eibyes oplysninger. Nævnet finder, at bladet også på dette punkt har handlet i strid med god presseskik og udtaler sin kritik.
For så vidt angår artiklen den 18. maj 2002 (bilag 20) refererer bladet en kommunalpolitiker, der vil bede borgmesteren redegøre for kommunens advokatudgifter for 2000 og 2001. Nævnet finder ikke grundlag for at udtale kritik i den anledning. Henset til at det alene er det pågældende byrådsmedlems subjektive vurdering af, om klager fagligt er i stand til varetage kommunens interesser i en konkret voldgiftssag, der er kommet til udtryk i artiklen, finder nævnet ikke, at disse udsagn burde være forelagt for klageren.
Nævnet finder, at bladet ikke herudover har handlet i strid med god presseskik.
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af Helsingør Dagblad at offentliggøre følgende:
I perioden 16. marts til 11. april 2002 bragte Helsingør Dagblad en artikelserie omkring forløbet af en indbudt licitation i forbindelse med byfornyelse af en konkret ejendom i Helsingør. I artikelserien omtaltes blandt andet advokat [K]s rolle i forbindelse med saneringssagen, ligesom klagers hverv som advokat for kommunen og byens borgmester blev beskrevet. I artikelserien indgik endvidere en omtale af advokat [K]s rolle i forbindelse med salget af en lokalradiostation. Endelig bragte bladet den 18. maj 2002 en artikel om advokat [K]s deltagelse i en voldgiftssag som advokat for kommunen. I artiklen udtrykte et byrådsmedlem for SF tvivl om, hvorvidt advokaten var i stand til fagligt at varetage kommunens interesser i voldgiftssagen.
Advokat [K] har klaget til Pressenævnet, idet han finder, at god presseskik er tilsidesat.
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at forholdene omkring byfornyelsessager, herunder hvorvidt der sker misbrug af offentlige midler, har stor samfundsmæssig interesse. De involverede parter må i den forbindelse tåle at få deres roller kritisk belyst af medierne.
Nævnet finder for så vidt angår artiklen den 27. marts 2002 med overskriften "Kommunens advokat og Tærsbøls Aps-formand styrer saneringsfirmaer", at der ikke i artiklens oplysninger er belæg for artiklens overskrift, og nævnet udtaler i den anledning sin kritik. Nævnet finder endvidere, at kritikken af klager burde være forelagt klager selv inden offentliggørelsen med henblik på en kommentar. Ved at undlade dette har bladet handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler også på dette punkt sin kritik. Til bladets anførsel om, at det ikke har været muligt at få fat i klager for en kommentar, bemærker nævnet, at oplysningerne ikke havde en sådan aktualitetsværdi, at bladet ikke havde kunne afvente klagers bemærkninger inden for en rimelig tidsramme.
Hvad angår forsiden og artiklen den 5. april 2002 med overskriften "Advokat for sælger, medejer og advokat for køber" finder nævnet, at beskyldningerne mod klager for sammenblanding af interesser er af en sådan karakter, at bladet burde have forelagt dem for ham inden offentliggørelsen. Ved at undlade dette har bladet handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler tillige sin kritik på dette punkt. Nævnet bemærker ligeledes her, at oplysningerne ikke havde en sådan aktualitetsværdi, at bladet ikke havde kunne afvente klagers bemærkninger inden for en rimelig tidsramme.
Nævnet finder samtidig, at bladet med kendskab til de verserende konflikter mellem Michael Eibye og klager burde have udvist større kritik over for Michael Eibye som kilde og i den forbindelse som mindstemål have forelagt klager Eibyes oplysninger. Nævnet finder, at bladet også på dette punkt har handlet i strid med god presseskik og udtaler sin kritik.
Nævnet finder, at bladet ikke herudover har handlet i strid med god presseskik i forbindelse med artikelserien.
Afsagt den 25. september 2002.