Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 76/2002

GældendeVersion 2002-09-30
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9440@2002-09-30/da

Indhold
  1. Indledning

[En mand - K] har klaget til Pressenævnet over et indslag bragt i "Orientering" den 24. juni 2002, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

Indslaget vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt de statslige tilskud til lokalradiostationer altid anvendes efter forskrifterne. I den forbindelse blev Folkets Radio fremhævet som en radiostation, der ikke har anvendt tilskuddet efter forskrifterne. I indslaget hed det blandt andet:

"

Speak : Sådan her lød det, da den splittede forening afholdt generalforsamling tilbage i november måned sidste år. Et møde, der blev optaget på bånd.

Klager : Men der går jo nogen mærkelige rygter og så videre, så det kan vel være meget godt at få renset luften

Speak : Dirigenten på generalforsamlingen var tidligere folketingsmedlem for Fælles Kurs, [K]. Og selvom [K] håbede, at man kunne få luften renset, som han sagde, ja, så var det ikke det, der skete. Faktisk gik det lige omvendt. Lige siden november måned har beskyldninger om fup med regnskaberne, manglende kontingenter og svindel med offentlige midler føget igennem luften. En af Folkets Radios og partiet Fælles Kurs’ mangeårige medlemmer, den 81-årige Tove Mamler, satte på generalforsamlingen fingeren på det ømme punkt. Regnskabet.

Tove Mamler : Hvis vi havde fået det regnskab i de tre møder, vi efterhånden har haft, så

Mandestemme : Du har da fået det to gange.

Tove Mamler : Det er mig, der taler nu. Så havde der slet ikke været behov for det her møde. Der er ingen af os, der er interesseret i

Speak : Og dermed var linien lagt til en strid om ord, penge og muligt misbrug af offentlige midler

"

Klageren har oplyst, at han var dirigent på en generalforsamling i foreningen Folkets Radio i november i fjor. Generalforsamlingen var et "lukket" møde, og pressen var ikke indbudt. Generalforsamlingen blev optaget på minidisk, men denne optagelse har hele tiden ligget i radioens pengeskab. Der er altså lavet en optagelse med skjult mikrofon.

Klageren har anført, at DR ikke skal have lov til at anvende skjult mikrofon ved en fuldt lovlig forenings generalforsamling, og han protesterer mod at blive anvendt som "lydkulisse". Klager mener, at den pågældende journalist har overtrådt almindelig anstændighed ved at anvende optagelser, der er sket uden klagerens og forsamlingens viden og anmoder derfor Pressenævnet om at påtale denne fremgangsmetode.

DR har indledningsvis oplyst, at det pågældende indslag blot er ét i en række, som tjener til at afdække uregelmæssigheder hvad angår anvendelsen af statslige udsendelsesmidler på visse lokalradiostationer. Indslaget belyser, at Folkets Radio ikke gjorde brug af 150.000 kr. i bevilgede statslige midler til det formål, pengene var givet til, nemlig en serie radioudsendelser om udstødte og hjemløse.

DR har anført, at freelancejournalisten, der har lavet indslaget, har oplyst, at der er tale om en lydoptagelse, som han modtog fra et medlem af Folkets Radio. Der blev i indslaget anvendt to lydbidder i ganske få sekunder fra optagelserne til at illustrere, at en generalforsamling havde fundet sted på radioen en generalforsamling, hvor der ikke var fodslag i ledelsen af radioen. Der er intet, der tyder på, at der er optaget med skjult mikrofon. Omvendt er det muligt, at der er tale om en kopi af den optagelse, som klager i sin oprindelige klage selv henviser til fandt sted.

DR har videre anført, at journalisten har oplyst, at aftalen, der er indgået med den ansatte på radioen, giver ret til at anvende lydklip i alle medier i fuld eller beskåret længde og tidsubegrænset. Der er således ikke nogen restriktioner forbundet med anvendelsen af lydoptagelserne. Journalisten har erhvervet alle rettigheder til optagelserne fra en, der er ansat i foreningen.

DR har endelig anført, at da klager intet kontroversielt eller substantielt udtaler, har han ikke fået forelagt den udtalelse, han selv fremsætter.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jørgen Nørgaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker, at nævnet på baggrund af parternes forskellige forklaringer ikke har mulighed for at vurdere, hvorledes Danmarks Radio er kommet i besiddelse af den pågældende optagelse. Allerede derfor har nævnet ikke grundlag for at statuere, at Danmarks Radio har handlet i strid med god presseskik.

Afsagt den 25. september 2002.

Versioner

  1. 2002-09-30