Efterløn med tilbagevirkende kraft
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9455@2002-10-10/da
Indhold
De har ikke ret til at overgå til efterløn med tilbagevirkende kraft fra den 17. juni 1998 eller på ansøgningstidspunktet.
Ankenævnet har lagt til grund
· -at De den 1. oktober 1997 flyttede til Spanien sammen med Deres ægtefælle der havde forladt arbejdsmarkedet, og
· -at De ikke har haft tilknytning til arbejdsmarkedet i tiden fra den 1. oktober 1997 til De fyldte 60 år eller til tidspunktet for ansøgning af efterløn.
Ifølge arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 b, stk. 1, nr. 3, er det en betingelse for ret til efterløn at et medlem opfylder betingelserne for ret til dagpenge. En af disse betingelser er at et medlem skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 62.
Nævnet finder ikke at De opfylder denne betingelse.
Nævnet finder heller ikke at det er tilstrækkeligt at De i brev af 24. juli 2001 har erklæret at De ville have kunnet stå til rådighed og være aktivt arbejdssøgende til lønarbejde på fuld tid den 17. juni 1998 eller på ansøgningstidspunktet.
Der henvises herved til at det efter bemærkningerne til ændringsloven er udtalt at kravet på efterløn med tilbagevirkende kraft kun omfatter personer der før lovens ikrafttræden, den 1. juli 2000, havde fået afslag på efterløn på grund af bopælskravet. Det er således forudsat at ansøgeren skal kunne opfylde de almindelige betingelser for ret til efterløn, herunder rådighedskravet.
Nævnet er opmærksom på at De har oplyst at De ville have at handlet anderledes hvis De på flyttetidspunktet havde vidst at De ville være blevet berettiget til efterløn ved bopæl i andet EØS-land, men nævnet finder ikke at dette forhold i sig selv kan medføre en ændret vurdering af sagen.
Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af 7. januar 2002.
På ankenævnets vegne
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til:
Arbejdsløshedskassen for xxx
Arbejdsdirektoratet + akter
1. Sagsforløb
Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:
"De flyttede den 1. oktober 1997 til Spanien sammen med Deres ægtefælle, som på daværende tidspunkt var på efterløn.
De fyldte 60 år den 17. juni 1998.
De blev udmeldt af a-kassen med virkning fra den 1. marts 1999.
De har den 22. februar 2001 udfyldt en ansøgning om overgang til efterløn pr. 17. juni 1998. A-kassen modtog denne den 5. marts 2001.
Den 3. maj 2001 traf a-kassen afgørelse om, at De ville have haft ret til efterløn fra den 17. juni 1998, da De fyldte 60 år. A-kassen skriver, at De ikke søgte om efterløn i juni måned 1998, da Deres mand, Bent Krone, ved udrejsen til Spanien den 1. oktober 1997 havde fået afgørelse om, at efterløn ikke kunne medtages til Spanien efter de dagældende regler.
Det fremgår endvidere af a-kassens afgørelse, at før De rejste til Spanien modtog De dagpenge og var stadig dagpengeberettiget på det tidspunkt, hvor De fyldte 60 år. De kunne på det tidspunkt have gået på efterløn, hvis reglerne havde været anderledes på dagældende tidspunkt.
Den 3. maj 2001 sendte a-kassen sagen til direktoratet. Det fremgår af sagen, at De ikke har oppebåret nogen løn, pensioner eller anden form for indtægter i perioden fra 17. juni 1998 og frem til dato.
I brev af 9. maj 2001 bad direktoratet a-kassen om at oplyse "ansøgningstidspunktet" (Deres henvendelse til a-kassen), samt om alle betingelser efter loven for ret til efterløn var opfyldt på dette tidspunkt (eller på grundlag af forholdene på et tidligere tidspunkt, evt. tidspunktet hvor De trak Dem tilbage fra arbejdsmarkedet). Direktoratet omtalte herunder betingelsen om at være til rådighed.
Den 19. juni 2001 skrev a-kassen til direktoratet. A-kassen anførte, at Deres sag bør behandles på samme måde som Deres ægtefælles sag, da det for det første ikke var til at forudse, at en afgørelse kunne få en så væsentlig betydning for Deres ret til efterløn. For det andet mener a-kassen ikke at det bør diskvalificere Deres muligheder for at få efterløn med tilbagevirkende kraft, at det kun er mandens navn, der står på den afgørelse som a-kassen traf i 1997. I sådan et tilfælde spørger man vel ikke om noget, som man på forhånd kender svaret på, og som ens mand desuden har fået på tryk.
For det tredje anfører a-kassen, at De har oplyst, at hvis De og Deres ægtefælle havde vidst, at det kunne få betydning for Deres efterlønsret, ville De have ventet med at rejse til Spanien, til De fyldte 60 år i juni måned 1998.
Den 12. juli 2001 bad direktoratet a-kassen om at træffe afgørelse i sagen, jf. direktoratets anmodning i brev af 9. maj 2001.
Den 27. juli 2001 skrev a-kassen, at a-kassen var af den opfattelse at De opfyldte alle betingelser efter a-loven for ret til efterløn, herunder rådighedsbestemmelsen på Deres 60 års dag, idet De ikke ville være rejst til Spanien den 1. oktober 1997, hvis De havde haft mulighed for at kunne tage Deres efterløn med den 17. juni 1998, hvor De fyldte 60 år.
Endvidere skriver a-kassen, at De opfylder betingelserne for ret til efterløn, herunder rådighedsbestemmelsen ved henvendelsen til a-kassen den 21. januar 2001. A-kassen vedlagde Deres redegørelse fra 24. juli 2001 vedr. Deres rådighed på de to tidspunkter.
Endelig skriver a-kassen, at da De var i Spanien på Deres 60 års dag, var De selvfølgelig ikke til rådighed på det tidspunkt. A-kassen mener dog, at det er irrelvant, idet De ville være blevet i Danmark indtil Deres 60 års dag og dermed have været til rådighed, hvis De havde haft mulighed for at tage efterlønnen med til Spanien.
Det fremgår af Deres brev til a-kassen den 24. juli 2001:
at De ville have kunnet være til rådighed og aktivt arbejdssøgende til et lønarbejde på fuldtid ved overgang til efterløn den 17. juni 1998,
at De ikke har været syg i perioden fra 30. september 1997 til 17. juni 1998, og
at De ville have kunnet stå til rådighed for arbejdsmarkedet på samme måde i januar 2001, hvis De ikke, i lyset af den oprindelige lovgivning, var rejst til Spanien."
Sekretariatet er enig i fremstillingen.
2. Arbejdsdirektoratets afgørelse
Direktoratet traf den 7. januar 2002 denne afgørelse:
"De kan ikke overgå til efterløn med virkning fra den 17. juni 1998 eller den 5. marts 2001.
Lov om arbejdsløshedsforsikring mv. (loven) blev ændret med virkning fra den 1. juli 2000, ved lov nr. 397 af 31. maj 2000. Ved lovændringen blev lovens § 75 b, stk. 1, nr. 4, udvidet til hele EØS-området, således at der efter den 1. juli 2000 kan udbetales efterløn under ophold i hele EØS-området uden nogen tidsmæssig begrænsning.
Det er forudsat i bemærkningerne til lovforslaget, at loven skulle have en vis tilbagevirkende kraft, idet det også skulle gælde for personer, der havde fået afslag på efterløn på grund af bopælskravet, og hvor kravet ikke er forældet efter dansk rets almindelige regler.
Begrundelsen for at De ikke kan overgå til efterløn med tilbagevirkende kraft den 17. juni 1998 (hvor De fyldte 60 år) eller den 5. marts 2001 (hvor a-kassen modtog Deres henvendelse/"ansøgning" om efterløn) er, at De ikke på disse tidspunktet opfyldte de almindelige betingelser for at overgå til efterløn.
Det fremgår af lovens § 75 a, stk. 1, at efterløn ydes efter ansøgning til ældre medlemmer, der helt eller delvist forlader arbejdslivet før det fyldte 67 år. Overgang til efterløn kan ske fra beskæftigelse, delpension eller ledighed.
Af lovens § 75 b, stk. 1, nr. 1, fremgår, at overgang til efterløn tidligst kan ske fra det fyldte 60. år.
Det fremgår af endvidere af lovens § 75 b, stk. 1, nr. 3, at én af betingelserne for ret til efterløn er, at medlemmet opfylder betingelserne for ret til dagpenge.
Direktoratet finder ikke, at De den 17. juni 1998 eller den 5. marts 2001 er berettiget til at modtage efterløn, idet De har trukket Dem tilbage fra arbejdsmarkedet den 1. oktober 1997.
De har således ikke på noget tidspunkt efter den 1. oktober 1997 været i beskæftigelse, på delpension, ledig eller på anden måde direkte eller indirekte tilkendegivet at De fortsat ville stå til rådighed for arbejdsmarkedet. De kan derfor ikke overgå til efterløn. De opfylder den 17. juni 1998 og den 5. marts 2001 ikke betingelserne for ret til dagpenge, allerede fordi De ikke har været til rådighed for arbejdsmarkedet.
Det følger af direktoratets praksis, som beskrevet i vejledning nr. 63 af 15. maj 2001 om overgang til, udtræden af og genindtræden i efterlønsordningen samt optjening af præmie, at har et medlem bopæl i et andet EØS-land, skal det vurderes om medlemmet efter en konkret vurdering ville kunne anses for at stå til rådighed for det danske arbejdsmarked, hvis medlemmet havde ophold i Danmark. Det fremgår endvidere, at der kan være tvivl om rådigheden i tilfælde, hvor et medlem er udrejst, og hvor udrejsen ikke er begrundet i medlemmets eller ægtefællens arbejdsmæssige forhold. I disse tilfælde bør der foretages en nærmere undersøgelse af årsagen til medlemmets udrejse. I vurderingen kan f.eks. indgå, om medlemmet må anses for varigt at have trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet.
Det er direktoratets vurdering, at De ikke kan anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet den 17. juni 1998 eller den 5. marts 2001, idet De allerede den 1. oktober 1997 har trukket Dem tilbage fra arbejdsmarkedet.
Det er således de almindelige betingelser for ret til efterløn og ikke bopælskravet der forhindrer, Dem i at overgå til efterløn pr. 17. juni 1998 eller pr. 5. marts 2001.
Direktoratet finder endvidere ikke, at De har modtaget fejlagtig vejledning vedrørende bopælskravet i perioden 1997 - 1999, idet reglerne vedrørende bopælskravet på daværende tidspunkt var et krav om bopæl i Danmark."
3. Klagen til ankenævnet
De har den 28. januar 2002 anført følgende:
" Jeg har modtaget Deres afslag på min ansøgning om efterløn, og må indrømme, at jeg ikke helt forstår Deres argumentation.
Som jeg ser det, bygger Deres argumentation på den gamle lov om efterløn, som De efterfølgende sætter i relation til min daværende situation. Men situationen var jo, at hele mit adfærdsmønster, alle mine handlinger skete i lyste af, at jeg aldrig efter gældende lov kunne opnå retten til efterløn. Hvilket blandt andet betød, at vi kunne fremme vor afrejse til Spanien.
Hvis jeg/vi havde haft den mindste anelse om , at en ny lov var på trapperne, havde vi selv klart sørget for, at alle vore handlinger faldt ind under den gamle lovs betingelser for at opnå efterløn, hvorefter alle Deres argumenter ville havde været imødegået. Vi mener ikke, at det er i lovens ånd, at vi skal straffes at for reagere efter en gammel lov uvidende om, at en ny var lige om hjørnet.
De forstår sikkert, at afgørelsen i sagen, har stor betydning for et pensionistægtepar, så vi anmoder Dem venligst om en revurdering af sagen."
4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen
Direktoratet har den 17. april 2002 anført følgende:
"Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at
ændre afgørelsen.
Direktoratet er således forsat af den opfattelse, at medlemmet ikke kan anses
for at opfylde de almindelige betingelser for at overgå til efterløn, idet hun
ikke kan anses for at have været til rådighed for arbejdsmarkedet, da hun har
trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet den 1. oktober 1997, hvilket er mere
end 8 måneder inden hun fyldte 60 år.
Direktoratet skal endvidere bemærke, at et medlem i relation til de alminde-
lige regler om rådighed efter en konkret vurdering vil kunne anses for at stå
til rådighed, uden forinden at have været tilmeldt AF og være arbejdssøgen-
de, hvis medlemmet er ophørt med sin beskæftigelse og i en periode herefter
ikke ønsker at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, fx fordi medlemmet
modtager en fratrædelsesgodtgørelse, ventepenge eller lignende, jf. herved
bemærkningerne til § 22, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1355 af 20. december
2000 om rådighed, jf. pkt. B, 1.3, i vejledning nr. 189 af 20. december 2000.
Direktoratet finder ikke, at ovenstående kan finde anvendelse i denne sag,
idet der ikke er tale om, at Jonna Krone i en periode ikke ønskede at stå til
rådighed, men derimod permanent trak sig tilbage fra arbejdsmarkedet inden
60 års dagen.
Direktoratet skal henvise til sagerne xxx og xxx som på
tilsvarende måde omhandler spørgsmålet om rådighed ved et medlemmets 60 årsdag. Sagerne er ligeledes oversendt til ankenævnet i dag.
Direktoratet skal afslutningsvis bemærke, at direktoratet i afgørelsen af 7. januar 2002 alene har taget stilling til, hvorvidt Jonna Krone opfyldte kravet om rådighed i forbindelse med 60 årsdagen og dagen for "ansøgning" om efterløn. Direktoratet har således ikke taget stilling til de øvrige betingelser for ret til efterløn med tilbagevirkende kraft."
5. Nyt efter klagen
Intet nyt fremkommet.
6. Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001
§ 75 a. Efterløn ydes efter ansøgning til ældre medlemmer, der helt eller delvist forlader arbejdslivet før det fyldte 67. år. Overgang til efterløn kan ske fra beskæftigelse, delpension eller ledighed.
Stk. 2. ..
§ 75 b. Ret til efterløn har medlemmer af anerkendte arbejdsløshedskasser,
som er fyldt 60 år,
som har været medlem i 20 år inden for de sidste 25 år, jf. dog stk. 2,
som opfylder betingelserne for ret til dagpenge, og
som har bopæl her i riget eller i et andet EØS-land.
Stk. 2. ..
§ 75 b, stk. 1, nr. 4, fik ovennævnte formulering ved lov nr. 397 af 31. maj 2000 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (ændring af bopælskravet i efterlønsordningen) hvor ordene "eller i et andet EØS-land" blev indføjet.
Ændringsloven trådte i kraft den 1. juli 2000.
Af bemærkninger til ikrafttrædelsesbestemmelsen fremgår:
.....
Til § 3
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2000.
Lovforslaget indebærer, at arbejdsløshedsforsikringsloven bringes i overensstemmelse med de synspunkter, Kommissionen har givet udtryk for vedrørende efterlønsordningens forhold til EU-retten. De krav på efterløn, som nu hjemles, følger af EF-traktatens artikel 39 og artikel 7 i Rådets forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed, således som disse bestemmelser er fortolket af Kommissionen.
Et krav om efterløn, som under henvisning til EU-retten måtte blive rejst over for danske myndigheder i overensstemmelse med bestemmelserne, vil derfor medføre, at også personer, der før lovens ikrafttræden har fået afslag på efterløn på grund af bopælskravet, har krav på efterløn i det omfang, dette krav ikke er forældet efter dansk rets almindelige regler, og nu kan dokumenteres.
Vejledning nr. 63 af 15. maj 2001 om overgang til, udtræden af og genindtræden i efterlønsordningen samt optjening af præmie
Til § 3
Et medlem skal på tidspunktet for overgang til efterløn kunne opfylde kravet om at være medlem af en dansk a-kasse og i øvrigt have ret til dagpenge. I kravet om ret til dagpenge ligger bl.a., at medlemmet har ret til dagpenge efter lovens § 55, og at medlemmet skal kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Har medlemmet tidligere fået udstedt et efterlønsbevis, kan medlemmet overgå, selv om medlemmet er syg mv. Med hensyn til dagpengeret henvises også til bekendtgørelse om ret til efterløn for medlemmer, der har haft forsikrings- eller beskæftigelsesperioder i udlandet, i Grønland eller på Færøerne.
Har et medlem bopæl i et andet EØS-land, i Grønland eller på Færøerne, skal a-kassen sikre sig, at medlemmet efter en konkret vurdering ville kunne anses for at stå til rådighed for det danske arbejdsmarked, hvis medlemmet havde ophold i Danmark. Vurderingen skal foretages såvel i forbindelse med udstedelse af efterlønsbevis, som på tidspunktet for overgang til efterløn, og skal foretages i forhold til det enkelte medlems aktuelle situation.
Er der f.eks. tale om et medlem, som er i fuldtidsarbejde i et andet EØS-land, i Grønland eller på Færøerne, eller som er udrejst til det andet land, fordi medlemmets ægtefælle eller samlever har overtaget arbejde i det pågældende land, vil der som udgangspunkt ikke være tvivl om medlemmets rådighed, med mindre medlemmets oplysninger eller sagens omstændigheder i øvrigt måtte skabe en sådan tvivl. Det samme gælder grænsegængere mv., som har bopæl i et andet EØS-land og beskæftigelse i Danmark.
Modsat kan der være tvivl om rådigheden i tilfælde, hvor et medlem er udrejst, og hvor udrejsen ikke er begrundet i medlemmets eller ægtefællens eller samleverens arbejdsmæssige forhold. I disse tilfælde bør der foretages en nærmere undersøgelse af årsagen til medlemmets udrejse. I vurderingen kan f.eks. indgå, om medlemmet må anses for varigt at have trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet, eller om medlemmet midlertidigt holder fri for egen regning, og med hensigt om igen at stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet. Er medlemmet i ledighedsperioder tilmeldt den offentlige arbejdsanvisning i bopælslandet, kan dette tillægges vægt i forbindelse med rådighedsvurderingen.
Rådighedsvurderingen skal foretages på grundlag af reglerne i bekendtgørelse om rådighed.