Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9460@2002-10-10/da

Indhold

1. Indledning

De skal have efterbetalt efterløn for perioden 31. januar 1996-15. marts 1998, brutto kr. 238.357,-.

De skal ikke have udbetalt renter af denne efterløn.

Begrundelsen er at arbejdsløshedsforsikringsloven med virkning fra den 1. juli 2000 blev ændret således at der efter denne dato kunne modtages efterløn under ophold i hele EØS-området uden nogen tidsmæssig begrænsning. I bemærkningerne til lovforslaget er det forudsat at loven skulle have en vis tilbagevirkende kraft idet den også skulle gælde for personer der havde fået afslag på efterløn på grund af bopælskravet, og hvor kravet ikke var forældet efter dansk rets almindelige regler.

Begrundelsen er videre at De anses for omfattet af den tilbagevirkende kraft idet arbejdsløshedskassen den 1. oktober 1993 indstillede udbetalingen af efterløn på grund af Deres flytning til udlandet. De anses for at have dokumenteret at De har opholdt Dem inden for EØS-området i den periode hvor efterlønnen var indstillet.

Efterløn for perioden 1. oktober 1993-30. januar 1996 anser ankenævnet for forældet, jf. § 1, nr. 2, i 1908-loven om forældelse hvor der er nævnt nogle eksempler på løbende ydelser der forfalder med bestemte mellemrum, og som ikke er afdrag på skyldig kapital, f.eks. restance af livrente, overlevelsesrente, pension, aftægtsydelse, underholdsbidrag eller anden lignende ydelse.

Efterløn tjener samme formål som lovens eksempler, nemlig dækning af dagligdagens behov for en gruppe personer der ikke har arbejdsindkomst eller indkomst ved selvstændig virksomhed. Der er tale om forsørgelsesydelser. Efterløn er en lignende forsørgelsesydelse og må anses for undergivet den 5-årige forældelse som er fastsat i 1908-loven.

Arbejdsløshedskassen modtog Deres anmodning om genoptagelse af sagen den 31. januar 2001. Forældelsen kan derfor tidligst anses for afbrudt denne dato. De kan derfor højst få udbetalt efterløn 5 år forud for denne dato. I perioden forud for den 31. januar 2001 kan forældelsesfristen ikke anses for at have været suspenderet på grund af utilregnelig uvidenhed om kravet da uvidenhed om det retlige grundlag - men ikke det faktiske grundlag - ikke medfører suspension.

Ankenævnet anser ikke ikrafttrædelsen den 1. juli 2000 af reglen om det ændrede bopælskrav i relation til efterløn for et særligt retsgrundlag hvorved gældens tilblivelse og størrelse er anerkendt af skyldneren eller på anden måde skriftligt fastslået - men alene for en anerkendelse af grundlaget for et eventuelt krav. Dette krav anses således først for fremsat den 31. januar 2001.

Begrundelsen for at De ikke får renter af den omhandlede efterløn, er at der ikke forud for den 1. juli 2000 var hjemmel i arbejdsløshedsforsikringsloven til at udbetale renter ved efterbetaling af efterløn.

Ifølge lovbekendtgørelse nr. 583 af 1. september 1986 om renter ved forsinket betaling m.v., som ændret ved lov nr. 1098 af 21. december 1994, § 1 gælder loven for rente af pengekrav på formuerettens område. Det vil sige at krav af offentligretlig karakter falder udenfor. Imidlertid fremgår det af lovens § 8, stk. 1, at hvis pengekrav uden for formuerettens område ikke betales i rette tid, skal der betales morarente fra den dag fordringshaveren påbegynder retsforfølgning til betaling af gælden. Ifølge § 3, stk. 5, kan retten når særlige forhold begrunder det, bestemme at rente skal betales fra et tidligere eller senere tidspunkt.

De førnævnte bestemmelser vedrører procesrenter. De forudsætter altså at der er indledt retsforfølgning ligesom det er retten der tager stilling til om der skal svares renter. Nævnet finder således ikke at nævnet har hjemmel til at pålægge arbejdsløshedskassen at udbetale renter.

Ankenævnet finder heller ikke at der er hjemmel i almindelige retsgrundsætninger til at udbetale renter. Nævnet henviser til at de nye regler om renter i arbejdsløshedsforsikringsloven netop blev indsat fordi det var konstateret at den hidtidige retstilstand var urimelig, og for at give samme mulighed for forrentning som den der følger af en domstolsafgørelse.

Ankenævnet henviser til

Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 712 af 19. juli 2000 af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 46, stk. 2-4, og § 75 b, stk. 1, nr. 4,

lov nr. 274 af 22.12. 1908 om forældelse af visse fordringer §§ 1-5 og

direktoratets bekendtgørelse nr. 357 af 18. maj 2000 om renter af efterbetaling af dagpenge m.v. § 3, stk. 1-3, og § 4.

Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af 9. oktober 2001.

På ankenævnets vegne

xxx

fuldmægtig

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til:

xxx

xxx

Arbejdsdirektoratet

+ akter

1. Sagsforløb

Direktoratet fremstiller sagen på følgende måde:

"Det fremgår af sagen at xxx indstillede udbetalingen af Deres efterløn den 1. oktober 1993, da De på dette tidspunkt flyttede til udlandet og derfor efter de dagældende regler ikke havde ret til efterløn. xxx genoptog udbetalingen af efterløn den 16. marts 1998, da De på dette tidspunkt flyttede tilbage til Danmark.

xxx skrev til Dem den 8. januar 2001, at arbejdsløshedsforsikringsloven var blevet ændret, og at De skulle skrive til xxx, hvis De ønskede Deres sag genoptaget.

De skrev i brev af 24. januar 2001 at De ønskede Deres sag genoptaget. Brevet er modtaget i xxx den 31. januar 2001.

xxx skrev den 2. februar 2001 til Dem og bad Dem om at indsende dokumentation for bopæl og indtægter mv. for den periode, hvor udbetalingen af Deres efterløn havde været indstillet.

De sendte dokumentationen med brev af 4. marts 2001.

xxx bad med brev af 23. marts 2001 om yderligere dokumentation. xxx omtalte i brevet forældelsesfristen på 5 år.

De sendte den 31. marts 2001 den ønskede dokumentation. De skrev yderligere i brevet at efter Deres opfattelse kunne der ikke blive tale om en forældelsesfrist, men at den i givet fald skulle være på 20 år. De bad om oplysning om, på hvilket grundlag denne forældelsesfrist hvilede. De skrev videre at ASE stoppede udbetalingen af efterløn i overensstemmelse med de dagældende danske bestemmelser, men i strid med EU-bestemmelser, hvilket havde tvunget Danmark til at ændre regler. Det var Deres opfattelse at De var påført et lovstridigt forhold, som De var uden indflydelse på. De forventede derfor at få efterløn fra den 5. marts 1993. De spurgte også hvorfor der var gået 7 måneder, fra loven trådte i kraft, til De fik brev fra xxx.

xxx skrev i brev af 3. april 2001 blandt andet at grunden til at xxx først henvendte sig til Dem den 8. januar 2001 var at der først den 30. oktober 2000 fandtes retningslinier fra Arbejdsdirektoratet om, hvilke sagstyper a-kasserne af egen drift skulle genoptage. Herefter skulle xxx udlandsarkiv gennemgås manuelt, hvilket var årsagen til at De først hørte fra xxx den 8. januar 2001.

De spurgte i brev af 9. april 2001 blandt andet, på hvilket grundlag xxx vurdering af forældelsesspørgsmålet hvilede.

xxx traf den 24. april 2001 afgørelse om at De ville have været berettiget til efterløn under Deres bopæl i EØS, hvis det nugældende bopælskrav havde været gældende. xxx oversendte samtidig sagen til Arbejdsdirektoratet med henblik på afgørelse af forældelsesspørgsmålet og erstatningsbeløbet.

De skrev i brev af 26. april 2001 at det var Deres opfattelse, at der ikke kunne blive tale om en "forældelsesfrist" på 5 år i Deres tilfælde. Deres begrundelse herfor var at hvis Danmark havde rettet sig efter de gældende EU-bestemmelser havde xxx fortsat udbetalingen af efterløn også efter flytningen til et andet EU-land. De skrev videre at De ved en 5-årig forældelse blev berøvet Deres efterløn forud for den 1. juli 1995. De fandt dette forkert og i strid med EU's bestemmelser. Hvis der skulle være tale om en forældelsesfrist, måtte denne være på 20 år.

I brev af 5. juli 2001 beregnede xxx størrelsen af det beløb, De ville have modtaget i efterløn i perioden fra den 1. oktober 1993 til den 14. marts 1998.

I brev af 10. juli 2001 til direktoratet havde De opgjort Deres tilgodehavende incl. renter til 934.235 kr.

De rykkede den 31. juli 2001 for en afgørelse i sagen.

De skrev i brev af 25. august 2001 at efterlønnen i formuleringen i lov nr. 397 af 31. maj 2000 er en særlig arbejdsmarkedspolitisk ordning og at der intet er i forældelsesloven af 1908, der henviser til ordet "ordning" eller noget der kan ligestilles hermed. De har endvidere henvist til at den 5-årige forældelse ikke er anvendelig, når der er tilvejebragt et særligt retsgrundlag. De anførte at Europakommissionens henvendelse til den danske regering og folketinget var et sådant særligt retsgrundlag og at xxx i afgørelsen af 24. april 2001 havde anerkendt og skriftligt fastslået dette. De mente derfor ikke at den 5-årige forældelse var gældende.

Direktoratet bad i brev af 13. september 2001 om at oplyse, hvilke procedurer a-kassen havde for at finde de medlemmer, der kunne blive berørt af lovændringen af 1. juli 2000.

xxx skrev i brev af 19. september 2001 at xxx i forbindelse med lovændringen udarbejdede procedurer for at finde de medlemmer, der ville være omfattet af lovændringen og fremsendte orienteringsbreve til de medlemmer, der umiddelbart kunne findes ved træk af EDB-lister. xxx afventede herefter retningslinier fra direktoratet, hvilke fremkom den 31. oktober 2000. xxx udarbejdede herefter yderligere procedurer med henblik på at finde medlemmer, der kunne være omfattet af reglerne. Dette indebar en gennemgang af xxx udlandsarkiv, hvorunder Deres sag blev fundet.

De har i brev af 4. oktober 2001 opgjort Deres krav pr. 30. september 2001 til 942.020,29 kr."

Sekretariatet er enig i fremstillingen.

2. Direktoratets afgørelse

Direktoratet traf den 9. oktober 2001 følgende afgørelse:

"Direktoratet har behandlet xxx afgørelse af 24. april 2001.

De skal have efterbetalt efterløn for perioden fra den 31. januar 1996 til den 15. marts 1998.

Beløbet udgør 238.357 kr. Beløbet er opgjort før fradrag af skat mv.

Begrundelsen for afgørelsen er, at lov om arbejdsløshedsforsikring mv. blev ændret med virkning fra den 1. juli 2000, ved lov nr. 397 af 31. maj 2000. Ved lovændringen blev lovens § 75 b, stk. 1, nr. 4 udvidet til hele EØS-området, således at der efter den 1. juli 2000 kan udbetales efterløn under ophold i hele EØS-området uden nogen tidsmæssig begrænsning.

Det er forudsat i bemærkningerne til lovforslaget, at loven skulle have en vis tilbagevirkende kraft, idet den også skulle gælde for personer, der havde fået afslag på efterløn på grund af bopælskravet, og hvor kravet ikke var forældet efter dansk rets almindelige regler.

Direktoratet har vurderet, at De er omfattet af bestemmelsen om tilbagevirkende kraft, idet a-kassen i 1993 indstillede udbetalingen af efterløn på grund af Deres flytning til udlandet.

Direktoratet har vurderet, at De har dokumenteret, at De har opholdt Dem inden for EØS i den periode, hvor Deres efterløn har været indstillet.

Udbetalingen er opgjort som det beløb De ville have fået udbetalt for perioden fra den 31. januar 1996 til den 15. marts 1998, hvis udbetalingen af efterløn ikke havde været indstillet.

For så vidt angår efterløn fra den 1. oktober 1993 til den 30. januar 1996 er denne ydelse forældet efter dansk rets almindelige forældelsesregler, jf. § 1, nr. 2 i lov nr. 274 af 22.december 1908 om Forældelse af visse Fordringer (1908-loven). Der er i lovens § 1, nr. 2 nævnt nogle eksempler på løbende ydelser, der forfalder med bestemte mellemrum og som ikke er afdrag på skyldig kapital, fx restance af livrente, overlevelsesrente, pension, aftægtsydelse underholdsbidrag eller anden lignende ydelse.

Efterløn tjener det samme formål som lovens eksempler, nemlig dækning af dagligdagens behov for en gruppe personer, der ikke har arbejdsindkomst eller indkomst ved selvstændig virksomhed. Der er tale om forsørgelses-ydelser. Efterløn er en lignende forsørgelsesydelse og er undergivet den 5-årige forældelse, som er fastsat i 1908-loven.

xxx modtog Deres anmodning om genoptagelse af sagen den 31. januar 2001, og forældelsen kan tidligst anses for afbrudt fra denne dato. De kan derfor højst få efterbetalt efterløn 5 år forud for denne dato, altså fra den 31. januar 1996.

En henvendelse fra EU-kommissionen kan ikke anses for et "særligt retsgrundlag hvorved dens (gældens) tilblivelse og størrelse er anerkendt af skyldneren eller på anden måde skriftligt fastslået".

Direktoratet har sendt en kopi af dette brev til (xxx).

Der er ikke hjemmel i arbejdsløshedsforsikringsloven til at forrente efterbetalingsbeløb, der ligger forud for den 1. juli 2000, idet der først blev indført regler om forrentning pr. 1. juli 2000. Reglerne skal anvendes på udbetalinger, hvis ordinære udbetalingstidspunkt ligger efter den 1. juli 2000. Reglerne herom står i § 4 i bekendtgørelse nr. 357 af 18. maj 2000 om renter af efterbetaling af dagpenge mv.

Sagsfremstillingen og de anvendte regler står på de følgende sider.

Der vedlægges et bilag, hvoraf udregningen af efterbetalingsbeløbet fremgår."

3. Klagen til ankenævnet

Ved indankningen den 15. oktober 2001 anførte De:

" Klage.

Indledning.

Ved afgørelser af 24-04-01 og 09-10-01 har xxx og Arbejdsdirektoratet enstemmigt fastslået, at jeg er berettiget til efterløn i perioden 01-10-93 til 15-03-98, hvor jeg har haft bopæl i et andet EØS-land, Frankrig.

Jeg er enig i disse afgørelser.

Efterløn/erstatning. Beløb.

Ved brev af 05-07-01 oplyser xxx, at efterløn (ikke udbetalt) i den pågældende periode udgør i alt 511.437,- kr.

På baggrund heraf opgør jeg mit samlede tilgodehavende således:

Manglende/ikke udbetalt efterløn 511.437,- kr.

Renter heraf i perioden 155.886,- kr.

Renter fra 15-03-98 til 30-09-01 274.697,- kr.

I alt tilgode pr. 30-09-01 942.020,- kr.

Ved brev af 09-10-01 opgør Arbejdsdirektoratet beløbet til 238.357,- kr. excl. renter.

Grundlag.

Vore forskellige opgørelser tager udgangspunkt i lov nr. 397 af 31. maj 2000.

Forældelsesfrist.

Ved afgørelse af 24-04-01 fastslår xxx, at forældelsesfristen er 5 år, regnet fra ovennævnte lovs ikrafttrædelsesdato, 1. juli 2000.

xxx præciserer ikke, hvorledes xxx kommer til/vælger 5-års reglen, men fastslår, at der skal betales efterløn i perioden fra 01-07-95 til 15-03-98.

Ved afgørelse af 09-10-01 fastslår Arbejdsdirektoratet, at forældelsesfristen er 5 år, men regnet fra 31-01-96.

Direktoratet henviser til lov nr. 274 af 22. dec. 1908, § 1, stk. 2, og begrunder dette.

Med henvisning til "lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, § 3, stk. 1, indledning", fastslåes det, at efterløn er hverken en pension eller en ydelse ved arbejdsløshed, men en særlig arbejdsmarkedspolitisk ordning, der kan regulere udbuddet af arbejdskraft.

Europa-Kommissionen har ved henvendelse til den danske regering fastslået, at ovennævnte lov i sin oprindelige form ikke er i overensstemmelse med EU-retten og i strid med EF-traktatens artikel 39 og Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15. okt. 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fælleskabet.

På baggrund heraf ændrer regeringen loven.

Den 11-02-93 fyldte jeg 60 år og fik af xxx meddelelse om, at jeg skal overgå fra arbejdsløshedsunderstøttelse til efterløn.

Den 05-03-93 fraflytter jeg Danmark og tager ophold i et andet EØS-land.

xxx meddeler mig i den forbindelse, at retten til efterløn ophører 3 måneder efter jeg fysisk er flyttet, hvilket betyder 01-10-93. Jeg meddeler xxx, at dette efter min opfattelse er i strid med EF-traktatens bestemmelser.

Udbetalingen indstilles, og jeg opretholder mit medlemskab af xxx og betaler kontingent indtil 11-02-00, hvor jeg fylder 67 år, og mit medlemskab ophører.

Ved at fratage mig retten til efterløn i perioden 01-10-93 til 15-03-98 pådrager xxx sig er erstatningsansvar, jvfr. (EØF) nr. 1612/68.

Som anført i mit afsnit 3, er efterløn en arbejdsmarkedspolitisk ordning, ikke en rente, pension, aftægtsydelse, underholdsbidrag eller lign. ydelse, der kan ligestilles hermed.

Det er heller ikke "en forsørgelsesydelse til dækning af dagligdagens behov for en gruppe personer," som påstået af direktoratet.

Det er en " ordning ," hvorved en gruppe ældre personer, som frivilligt forlader arbejdsmarkedet, giver plads for en gruppe yngre, arbejdsløse personer.

Ordningen er en kompensation/præmie/erstatning herfor og modsvarer en arbejdsindtægt.

Deraf måske ordet "efterløn."

Ordningen hører således ikke under § 1, stk. 2, men kan henføres til § 1, stk. 6, i samme lov, hvilket begrundes således:

Ved (EØF) nr. 1612/68 samt lov nr. 397 af 31. maj 2000 og xxx-afgørelse af 24-04-01 er der "...tilvejebragt andet særligt retsgrundlag, hvorved dens tilblivelse og størrelse er anerkendt af skyldneren eller på anden måde skriftligt fastslået."

Herefter og med henvisning til § 4 i samme lov, nr. 274 af 22. dec. 1908, er forældelsesfristen 20 år.

At forældelsesfristen, som fastslået af direktoratet, skal regnes fra 31-01-96 er fejlagtigt.

Som medlem af xxx, har denne et juridisk ansvar over for mig, så jeg i enhver henseende tilgodeses i overensstemmelse med gældende lovbestemmelser.

Dette er også begrundelsen for, at xxx fastslår, at efterbetaling skal ske fra 01-07-95.

Renter.

Direktoratet fastslår, at der ikke skal betales renter og henviser til bekendtgørelse nr. 357 af 18. maj 2000, § 4, stk. 2.

Der er intet i denne henvisning, der siger, at der ikke skal betales renter. jvfr. side 7, sidste afsnit, i direktoratets afgørelse. Se også vejl. nr. 72 af 18. maj 2000, indledning, afsnit 3.

Mit tilgodehavende skal forrentes, og jeg har anvendt en rentesats på 10 %, der modsvarer en gennemsnitlig procesrente i den aktuelle periode.

Der skal betales renter til og med udbetaling af det samlede tilgodehavende finder sted."

4. Direktoratets bemærkninger til klagen

Direktoratet udtalte den 5. november 2001:

"Direktoratet sender klage over afgørelse af 9. oktober 2001.

Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.

Der skal bemærkes følgende til xxx klage af 15. oktober 2001:

1.

Det ses ikke at xxx i sin afgørelse af 24. april 2001 skulle have fastslået, at xxx havde ret til efterløn fra den 1. oktober 1993 til den 15. marts 1998. Således som direktoratet læser xxx afgørelse, er det xxx opfattelse at krav på efterløn for perioden forud for den 1. juli 1995 var forældet.

2.

Direktoratet har i sin afgørelse af 9. oktober 2001 ikke fastslået at xxx skulle have haft ret til efterløn i perioden efter den 1. oktober 1993. Direktoratet har derimod fastslået at xxx skal have efterbetalt efterløn for perioden fra den 31. januar 1996 til den 15. marts 1998, og at krav på beløb forud for den 31. januar 1996 var forældede.

3.

Efter § 1, nr. 2, i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer (1908-loven) finder lovens regler anvendelse på bl.a. restance af livrente, overlevelsesrente, pension, aftægtsydelse, underholdsbidrag eller anden lignende ydelse, der forfalder med bestemte mellemrum og ikke er at betragte som afdrag på skyldig kapital.

Østre Landsret har i en dom trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1997, side 495, fastslået at et krav på arbejdsløshedsdagpenge var omfattet af 1908-lovens §

1, nr. 2. I dommens præmisser er det anført at arbejdsløshedsdagpenge ligesom de i § 1, nr. 2, nævnte eksempler er en løbende ydelse, der forfalder med bestemte mellemrum og ikke er afdrag på skyldig kapital. Det er anført at arbejdsløshedsdagpenge tjener samme formål som lovens eksempler, nemlig dækning af dagligdagens behov for en gruppe personer, der ikke har arbejdsindkomst eller indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed.

Dommen er kommenteret hos Eivind Einersen: "Forældelsesloven af 1908" (1999), side 53. Heri er anført at listen i § 1, nr. 2 inkluderer de forsørgelsesydelser, som navnlig var relevante ved lovens fremsættelse. Det er yderligere anført at da det ikke var hensigten at foretage en komplet opregning af omfattede ydelser, kunne bestemmelsen udvides til at omfatte alle andre forsørgelsesydelser. Ud over de nævnte ydelser omfattes således ifølge værket bl.a. bistandshjælp, boligsikring, invalidedagpenge og privat arbejdsløshedsforsikring.

Efterløn er en særlig arbejdsmarkedspolitisk ordning, der giver medlemmer af en a-kasse mulighed for en tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, og efterlønnen har de samme karakteristika som arbejdsløshedsdagpenge, herunder har efterlønnen til formål at være et løbende forsørgelsesgrundlag for medlemmerne. Efterløn er derfor ligesom arbejdsløshedsdagpenge omfattet af 1908-lovens § 1, nr. 2.

4.

Ifølge 1908-lovens § 2 afbrydes forældelsen ved skyldnerens erkendelse af gælden eller når fordringshaveren foretager retslige skridt mod skyldneren. Direktoratet har i denne sag anerkendt at der sker afbrydelse af forældelsen allerede fra det tidspunkt, hvor xxx henvender sig til enten direktoratet eller a-kassen med krav om efterbetaling. Da xxx brev om genoptagelse af sagen er modtaget i xxx den 31. januar 2001, kan direktoratet anerkende at forældelsen er afbrudt fra dette tidspunkt. xxx skal derfor have efterbetalt efterløn fra perioden efter den 31. januar 1996.

Direktoratet har således ikke fulgt xxx indstilling af 24. april 2001 idet xxx har vurderet, at forældelsen blev afbrudt på datoen for lovens ikrafttræden den 1. juli 2000, således at krav forud for den 1. juli 1995 var forældede.

5.

For så vidt angår renter, blev rentebestemmelsen indsat i arbejdsløshedsforsikringslovens § 46, stk. 2-5 ved lov nr. 334 af 17. maj 2000 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring mv. Det fremgik af lovens § 2, stk. 1, at loven trådte i kraft den 1. juli 2000. Af § 2, stk. 2 fremgik det at arbejdsløshedsforsikringslovens § 46, stk. 2 og 4 havde virkning for udbetalinger, der rettidigt kunne finde sted den 1. juli 2000 eller senere.

De ydelser som xxx nu får efterbetalt, dækker perioden fra den 31. januar 1996 til den 15. marts 1998 og havde rettidigt udbetalingstidspunkt ved hver måneds udgang i perioden. Disse udbetalingstidspunkter ligger alle forud for den 1. juli 2000, og der var derfor ikke hjemmel til at betale renter af disse beløb.

Bilagsfortegnelse og alle bilag i sagen vedlægges. Det skal bemærkes at bilagsfortegnelsens nr. 22 er sprunget over, da dette oversendelsesbrev er bilag nr. 22.

Kopi af dette brev er sendt til medlemmet og a-kassen."

5. Nyt efter klagen

Deres advokat meddelte den 15. november 2001 ankenævnets sekretariat:

"xxx har bedt mig kommentere Arbejdsdirektoratets indlæg til Ankenævnet af 5. d.m.

Idet jeg i det hele henholder mig til de synspunkter xxx tidligere har anført, vil jeg til direktoratets nævnte skrivelse gerne bemærke følgende.

Ad 1.

A-kassen for Selvstændige Erhvervsdrivende skriver udtrykkeligt i sit brev af 24. april 2001, at man hermed "træffe(r) afgørelse om, at du ville have været berettiget til efterløn, såfremt de nugældende bopælskrav havde været gældende." Det kan ikke siges klarere, at xxx var berettiget til at modtage efterløn i hele perioden 1. oktober 1993-15. marts 1998, såfremt loven om arbejdsløshedsforsikring ikke - i strid med EU-retten - havde gjort bopæl i Danmark til en betingelse for modtagelse af efterløn.

Ad 2

Direktoratet skriver i sin udtalelse af 9. oktober 2001:

"Direktoratet har vurderet, at De er omfattet af bestemmelsen om tilbagevirkende kraft, idet a-kassen i 1993 indstillede udbetalingen af efterløn på grund af Deres flytning til udlandet."

Ad 3.

Tilbage står herefter alene spørgsmålet, om xxx på efterløn i perioden efter 1. oktober 1993 i et eller andet omfang bortfalder som følge af forældelse efter 1908-loven. Dette er efter min opfattelse ikke tilfældet.

(i)

1908-lovens § 1 omfatter under litra 2 "fordring...på restance af livrente, overlevelsesrente, pension.eller anden lignende ydelse, der forfalder med bestemte mellemrum." Der kan højest være tale om at anse efterløn som "anden lignende ydelse", men som tidligere påpeget af xxx, afviger reglerne om efterløn markant fra reglerne om pension og aftægtsydelser.

Hertil kommer, at der kun er tale om fordringer på restance. Dette er der efter min opfattelse ikke tale om. Retligt set var forholdet jo det, at loven om arbejdsløshedsforsikring ved at opstille krav om bopæl her i landet for udbetaling af efterløn var i strid med EU-retten. Som dansk borger måtte xxx jo imidlertid rette sig efter gældende lovgivning, og det forekommer ikke mig muligt at konstruere situationen derhen, at der set med xxx øjne var tale om en "restance". xxx havde jo ingen mulighed for at formå a-kassen til at udbetale et beløb i strid med gældende lovgivning.

Højesterets dom af 20. juni 2000 (UfR 2000, 1953) taler ikke herimod. Der var her tale om erhvervsmæssige forhold og om en tilsyneladende tvivlsom fortolkning af EU´s direktiv om kapitaltilførselsafgifter. Højesteret fremhæver, at de offentliggjorte regnskaber fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen indicerede, at afgifterne ikke udelukkende var fastsat med henblik på at dække omkostningerne ved behandlingen af registreringerne.

Højesterets dom vedrører umiddelbart spørgsmålet om "utilregnelig uvidenhed". De to synspunkter har imidlertid nøje sammenhæng.

(ii)

1908-lovens § 2 foreskriver, at fristen "regnes fra den tid, da fordringen af fordringshaveren kan kræves betalt." xxx kunne ikke kræve noget beløb betalt af a-kassen, som nødvendigvis må rette sig efter gældende dansk lovgivning.

(iii)

1908-lovens § 3 undtager situationer, hvor kreditor "på grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav har været ude af stand til at gøre sin ret gældende." I den forannævnte højesteretsdom af juni 2000 antog Højesteret med en meget konkret begrundelse at nogle betydelige erhvervsvirksomheder ikke var i "utilregnelig uvidenhed" om, at nogle registreringsafgifter var i strid med et EU-direktiv om kapitaltilførselsafgifter. Den situation, Højesteret tog stilling til, var imidlertid meget forskellig fra den foreliggende sag. Ændringen af dansk lovgivning således at den blev i overensstemmelse med EU-retten beroede ikke på en tvivlsom fortolkning fastlagt af EFdomstolen, med derimod på, at EU-kommissionen gjorde den danske regering opmærksom på et åbenbart EU-stridigt forhold.

Til slut vil jeg gerne bemærke, at en fordring ikke uden videre ophører på grund af forældelse. Den ophører kun, hvis debitor fremsætter den indsigelse, at fordringen er forældet. I mange retsforhold ønsker debitorer ikke at gøre forældelsesindsigelsen gældende. Den omstændighed, at ministeriet gjorde forældelsesindsigelse gældende i den tidligere nævnte højesteretsdom af juni 2000, betyder vel ikke uden videre, at ministeriet gør forældelsesindsigelse over for en person, som åbenbart er berettiget til en ydelse - efterløn - som staten har ønsket at tillægge ham."

De meddelte den 20. november 2001 ankenævnets sekretariat:

"Jeg har følgende bemærkninger til ovenstående brev af 05-11-01 (Direktoratets oversendelsesbrev. Ankenævnets sekretariat.):

Da jeg i marts 1993 fraflyttede Danmark, meddelte jeg adresseændring til xxx.

xxx meddelte mig herefter, at udbetaling af efterløn ville ophøre 3 mdr. efter "fysisk" fraflytning med henvisning til bopælspligt i Danmark.

Mit medlemskab af xxx fortsatte og jeg betalte løbende herefter kontingent.

Marts 1998 tilflyttede jeg atter Danmark og meddelte xxx min nye adresse i xxx.

xxx genoptog umiddelbart herefter automatisk udbetalingen af efterløn, som først ophørte ved mit fyldte 67. år.

Da xxx i 1993 indstillede udbetalingen af efterløn, meddelte jeg xxx, at dette var i strid med EU-retten.

Som det fremgår af ovennævnte samt mit mangeårige medlemskab af xxx, så er der hos xxx en "indbygget automatik" i behandlingen/administra-tionen af et medlemskab.

Da xxx derfor i brev af 08-01-01 henvender sig til mig, er det "automatikken," der funktionerer.

xxx demonstrerer sit juridiske ansvar og forpligtelse desangående over for mig og mit medlemskab.

Det er derfor uden betydning, om jeg svarer på dette brev.

xxx har pligt til at genåbne sagen. Det er bl.a. derfor og dertil, at jeg betaler medlemskontingent.

Ad punkt 4, Arbejdsdirektoratets brev af 05-11-01:

Det er fejlagtigt af direktoratet at anføre, at forældelsen først er afbrudt ved mit svarbrev til xxx af 24-01-01 (modtaget i xxx 31-01-01).

xxx har senest ved brev af 24-04-01 erkendt, at forældelsen er blevet afbrudt ved lovens ikrafttrædelse 01-07-00, men allerede i 1993 - ved at meddele mig, at efterlønsudbetalinger indstilles - erkendt gælden og således afbrudt forældelsen.

Ad punkt 5, Arbejdsdirektoratets brev af 05-11-01:

Direktoratet skriver "De ydelser...havde rettidigt udbetalingstidspunkt..."

Hvorledes kan udbetalinger i den anførte periode (januar 1996-marts 1998), hvilke i dag er mellem 3 1/2-5 1/2 år tilbage i tiden - og som i skrivende stund endnu ikke er udbetalt - være sket rettidigt?

En ren misfortolkning og -forståelse fra direktoratets side.

Loven, der henvises til, trådte i kraft den 01-07-00.

Direktoratet træffer først afgørelse den 09-10-01.

Der er således forløbet/forsvundet mere end 15 måneder i denne periode?

xxx/Direktoratet har i det mindste pligt til at betale renter fra lovens ikrafttrædelse til betaling finder sted."

Deres advokat meddelte den 21. november 2001 ankenævnets sekretariat:

"I fortsættelse af mit indlæg af 15. d.m. vedlægger jeg kopi af en afgørelse, som Told- og Skattestyrelsen har truffet den 25. oktober 2001 (Skat 2001-837). Told- og Skattestyrelsens afgørelse har interesse på to punkter.

1.

Den fastslår, at 1908-loven kun kan finde anvendelse, hvis en fordring må "anses for omfattet af den udtømmende opregning i 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 1." Det er i den foreliggende sag klart, at efterløn, som slet ikke eksisterede i 1908, ikke er omfattet af denne udtømmende opregning.

2.

Ved vurderingen af om det foreliggende beløb havde været "betalt i urigtigt formening og forpligtelse hertil," når Told- og Skattestyrelsen til, at dette ikke er tilfældet, fordi der efter den tidligere gældende ret eksisterede en ubetinget pligt til at svare afgift på tidspunktet for udbetaling af udtrædelsesgodtgørelsen.

Denne retlige betragtning svarer ganske til de synspunkter, jeg har anført vedrørende det forhold, at der skal foreligge en "restance." Det er i den foreliggende sag sikkert, at arbejdsløshedskassen ingen pligt havde til at udbetale xxx efterløn i den periode, han var bosat i udlandet. Tværtimod ville en sådan udbetaling være et rent lovbrud, og xxx havde i den pågældende periode intet retskrav overhovedet over for a-kassen."

Ankenævnets sekretariat meddelte den 27. februar 2002 direktoratet:

"Vedlagt fremsendes medlemmets advokats brev af 15. november 2001, medlemmets brev af 20. november 2001 og medlemmets advokats brev af 21. november 2001. Direktoratet bedes kommentere det anførte."

Ankenævnets sekretariat meddelte Dem den 11. marts 2002:

"Som svar på Deres telefoniske henvendelse af 11. marts 2002 skal ankenævnets sekretariat oplyse at den 27. februar 2002 blev Deres advokats brev af 15. november 2001, Deres brev af 20. november 2001 og Deres advokats brev af 21. november 2001 sendt til udtalelse i direktoratet. Når direktoratets svar foreligger, skal det sendes til Dem og Deres advokat til udtalelse (reglerne om partshøring). Derefter skal Deres og Deres advokats svar afventes. Derefter skal ankenævnets sekretariat tage stilling til hvilken indstilling der skal gives til ankenævnet. Sagen kan godt give anledning til en del overvejelser i sekretariatet.

Herefter skal sagen skrives færdig. Den skal så på møde i ankenævnet. Ankenævnet holder normalt møde 1 gang om ugen. Efter mødet skal sagen gøres færdig og udsendes.

Ankenævnets sekretariat kan derfor på nuværende tidspunkt ikke med nogen sikkerhed sige hvornår sagen forventes afsluttet."

De meddelte den 11. marts 2002 ankenævnets sekretariat:

"Med henvisning til ovenstående og for den gode ordens skyld bekræfter jeg vor telefonsamtale af d.d. kl. ca. 11.30, således:

1. Ved brev af 07-11-01 meddeler De, at "der vil gå indtil 4 mdr. inden ankenævnet har afgjort sagen." Dette er ikke sket.

2. De oplyser, at De den 27-02-02, næsten 4 mdr. senere, har sendt vore (xxx) breve af 15-11-01, 20-11-01 og 21-11-01 til Arb. direktoratet. Dette ca. 1 uge inden De skal træffe afgørelse, hvilket jeg finder skødesløst, uansvarligt.

3. Med henvisning til krav om aktindsigt, beder jeg Dem omgående tilsende os kopi af Deres brev til direktoratet.

4. Jeg beder Dem herefter meddele os, hvornår De har truffet afgørelse i sagen.

5. Jeg beder Dem ligeledes meddele os, om De ønsker yderligere oplysninger, kommentarer fra os.

6. Kopi af fax/brev til xxx."

De meddelte den 13. marts 2002 ankenævnets sekretariat:

"Jeg bekræfter modtagelsen d.d. af Deres ovennævnte brev, som jeg fax'er til advokat xxx for kommentarer.

Idet jeg henviser til min fax af 11-03-02 til Dem og under henvisning til loven om sagsindsigt, beder jeg Dem omgående tilsende mig kopi af Deres følgeskrivelse til Arb. direktoratet, hvorunder De fremsender vore breve/skrivelser af 15., 20. og 21. nov. 2001."

Ankenævnets sekretariat meddelte Dem den 14. marts 2002:

"Vedlagt fremsendes kopi af ankenævnets sekretariats brev af 27. februar 2002 til direktoratet.

Sekretariatet skal meddele Dem at sekretariatet ikke kan korrespondere med både Dem og Deres advokat. De må meddele hertil om De eller Deres advokat repræsenterer Dem over for ankenævnet.

De af Dem til sekretariatet fremsendte håndskrevne telefaxer kan kun med stort besvær læses - og med den risiko at de læses forkert. De bedes derfor - såfremt De fremover selv skal repræsentere Dem over for ankenævnet - fremsende læselige breve, d.v.s. breve udfærdiget på en anden måde."

Direktoratet meddelte den 20. marts 2002 ankenævnets sekretariat:

"Arbejdsmarkedets Ankenævn har i brev af 27. februar 2002 anmodet om direktoratets bemærkninger til xxx brev af 20. november 2001 og advokat xxx breve af 15. november og 21. november 2001.

Til advokat xxx brev af 15. november 2001 skal direktoratet bemærke:

Ad 1.

Det er fortsat direktoratets opfattelse at xxx i brev af 24. april 2001 har givet udtryk for, at xxx ville have haft ret til efterløn fra den 1. oktober 1993, hvis det nugældende bopælskrav havde været gældende dengang, og at ydelser fra før den 1. juli 1995 var forældede.

Ad 2.

Det citerede afsnit handler om, hvorvidt xxx var omfattet af lovens bestemmelse om tilbagevirkende kraft. Direktoratet kan ikke være uenig i citatet.

Ad 3 (i).

Efter direktoratets opfattelse gør advokat xxx i dette afsnit gældende, at der slet ikke kan være tale om forældelse, da der ikke er tale om en "restance."

Direktoratet skal hertil bemærke, at der i bemærkningerne til lovændringens

§ 3 (lov nr. 397 af 31. maj 2000 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension) står at, "Et krav om efterløn, som under henvisning til EU-retten måtte blive rejst over for danske myndigheder i overensstemmelse med bestemmelserne, vil derfor medføre, at også personer, der før lovens ikraftræden har fået afslag på efterløn på grund af bopælskravet, har krav på efterløn i det omfang, dette ikke er forældet efter dansk rets almindelige regler og nu kan dokumenteres" (direktoratets understregning). Det er således i lovbemærkningerne forudsat, at et krav om betaling af efterløn med tilbagevirkende kraft, kan blive forældet efter lovgivningens almindelige forældelsesregler.

Ad 3 (ii).

Det er direktoratets opfattelse, at ved en eventuel efterbetaling af efterløn fra fx oktober 1993, er udbetalingstidspunktet det afgørende tidspunkt. Det ses ikke at xxx var afskåret fra at gøre sit krav gældende, fx ved at anlægge sag ved domstolene.

Ad 3 (iii).

Det er direktoratets opfattelse, at uvidenhed om det retlige grundlag for et krav ikke suspenderer forældelsesfristen, jf. § 3 i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer. Det er direktoratets opfattelse at dommen i UfR 2000, side 1953 H, underbygger dette.

Direktoratet skal yderligere bemærke, at direktoratet netop har gjort forældelsesindsigelsen gældende over for xxx krav om efterbetaling af efterløn tilbage til den 1. oktober 1993, idet dette blev gjort ved afgørelsen af 9. oktober 2001.

Det skal yderligere bemærkes, at selv om der ifølge § 2 i 1908-loven kræves foretaget retlige skridt - sagsanlæg - for at afbryde forældelsen, har direktoratet dog i xxx (og lignende sager) anerkendt afbrydelsen af forældelsen fra det tidspunkt, hvor a-kassen modtog hans anmodning om efterbetaling af efterløn.

Til xxx brev af 20. november 2001 skal direktoratet bemærke:

Direktoratet er ikke enig med xxx i at der skulle være "indbygget automatik" således at xxx skulle have haft pligt til at genåbne hans sag efter xxx brev af 8. januar 2001. Ved afgørelse af spørgsmålet om afbrydelse af forældelse bør der som et absolut minimum være en tilkendegivelse fra medlemmet om at ville kræve efterbetalingen.

Det er rigtigt, at xxx i brev i 24. april 2001 har skrevet, at forældelsen er afbrudt med lovens vedtagelse den 1. juli 2000. Direktoratet er som det ses ikke enig i dette synspunkt og har truffet afgørelse om at afbrydelse kan anerkendes fra den 31. januar 2001, hvor xxx har modtaget xxx henvendelse.

For så vidt angår xxx bemærkninger om det rettidige udbetalingstidspunkt, har direktoratet ikke yderligere bemærkninger, men skal henvise til pkt. 5 i direktoratets brev af 5. november 2001.

For så vidt angår spørgsmålet om renter skal direktoratet henvise til afsnittet "Øvrige bemærkninger" i afgørelse af 9. oktober 2001.

Til advokat xxx brev af 21. november 2001 skal direktoratet bemærke at der i den refererede afgørelse fra Told- og Skattestyrelsen var tale om krav om tilbagebetaling af for meget betalt afgift, og ikke - som i xxx sag - om efterbetaling af efterløn.

Efterløn er efter direktoratets opfattelse omfattet af 1908-lovens § 1, nr. 2 idet denne bestemmelse blandt andet omfatter "... pension, aftægtsydelse, underholdsbidrag eller anden lignende ydelse, der forfalder med bestemte mellemrum og ikke er at betragte som afdrag på en skyldig kapital." Det er således fastslået i en Østre Landsretsdom (UfR 1997.495) at arbejdsløshedsdagpenge var omfattet af 1908-loven.

Efterløn har samme karakteristika som arbejdsløshedsdagpenge, og efterløn medgår - ligesom arbejdsløshedsdagpenge - til medlemmets løbende forsørgelse. Efterløn er derfor ligesom arbejdsløshedsdagpenge omfattet af 1908loven.

Kammeradvokaten har til orientering modtaget en kopi af dette brev."

De meddelte den 25. marts 2002 ankenævnets sekretariat:

"Jeg takker for Deres brev af 14. ds. med tilhørende bilag.

De må acceptere, at jeg har bedt advokat xxx om juridisk assistance i den foreliggende sag.

Jeg beklager meget, at mine håndskrevne breve m.v. er svære at læse.

Fremover vil jeg forsøge at gøre brevene læselige, idet jeg kan låne mig frem til en skrivemaskine her.

Fremtidig korrespondance bedes De sende til mig på min adresse i Frankrig, hvorefter jeg tager mig af korrespondancen med advokat xxx."

Ankenævnets sekretariat meddelte Dem den 3. april 2002:

"Vedlagt fremsendes kopi af direktoratets brev af 20. marts 2002 til ankenævnets sekretariat. Deres kommentarer udbedes."

Ankenævnets sekretariat meddelte den 5. april 2002 Arbejdsløshedskassen for Selvstændige erhvervsdrivende:

"Ankenævnets sekretariat skal meddele at det ikke på nuværende tidspunkt kan siges hvornår sagen kan behandles da der korresponderes mellem medlemmet, direktoratet og ankenævnets sekretariat."

Deres advokat meddelte den 17. april 2002 ankenævnets sekretariat:

"Til Arbejdsdirektoratets indstilling af 20. f.m. vil jeg gerne sammenfatte problemstillingen således:

Der er enighed om, at klageren skal have medhold, såfremt 1908-lovens 5-årige forældelsesregel ikke finder anvendelse. Dette er sagens eneste spørgsmål.

Efter min opfattelse finder 1908-loven ikke anvendelse, i øvrigt af en række grunde.

1908-loven kan kun finde anvendelse, hvis en fordring "må anses for omfattet af den udtømmende opregning i 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 1," jf. Told- og Skattestyrelsens afgørelse af 25. oktober 2001.

Direktoratet gør her gældende, at efterløn er omfattet af ordene "... pension, aftægtsydelse, underholdsbidrag eller anden lignende ydelse, der forfalder med bestemte mellemrum og ikke er at betragte som afdrag på en skyldig kapital." Direktoratet finder her støtte i Østre Landsrets dom i UfR 1997, side 495, hvorefter arbejdsløshedsdagpenge var omfattet af 1908-loven.

Efterløn har imidlertid en helt anden karakter. Jeg skal herom nøjes med at citere bemærkningerne til lovforslag L 276 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om arbejdsmarkedets tillægspension, selve den lov, som gav ret til efterløn for danskere, der bor "i et andet EØS-land." I disse lovmotiver står:

"Efterløn er hverken en pension eller en ydelse ved arbejdsløshed, men en særlig arbejdsmarkedspolitisk ordning i form af en tilbagetrækningsordning, der kan regulere udbuddet af arbejdskraft."

Jeg fastholder således, at efterløn ikke er omfattet af 1908-loven.

Det forhold, at de samme lovmotiver til lovens § 3 har en generel henvisning til, "at dette krav ikke er forældet efter dansk rets almindelige regler ...," kan selvsagt ikke føre til, at 1908-loven skal fortolkes anderledes, end den står. Dansk ret har i øvrigt andre forældelsesregler end 1908-loven, navnlig Chr. V's Danske Lov (den 20-årige forældelsesfrist).

Som tidligere nævnt foreligger der ingen restance , som kunne give anledning til anlæggelse af retssag. 1908-lovens grundtanke er ganske klar: Den, der har en aktuel fordring, og som undlader at følge den op gennem retssag, må selv bære den skadevirkning, at hans krav forældes på 5 år.

xxx havde intet krav mod arbejdsløshedskassen. Arbejdsløshedskassen var ikke i restance. Han havde følgelig ingen årsag og ingen retlig mulighed for at anlægge retssag mod arbejdsløshedskassen.

Dette har den påklagede afgørelse i øvrigt også godkendt derved, at man anser forældelsen afbrudt den 31. januar 2001 ud fra det synspunkt, at xxx modtog hans anmodning om genoptagelse af sagen den 31. januar 2001. Dette var imidlertid ingen retssag, og afgørelsen viser derfor vel, at det simpelthen ikke er muligt at benytte 1908-lovens kriterium for afbrydelse af den grund, at xxx på intet tidspunkt har haft noget aktuelt krav overfor arbejdsløshedskassen. Han har ingen årsag haft til og intet grundlag for at anlægge nogen retssag mod arbejdsløshedskassen.

Højesterets dom af 20. juni 2000 (UfR 2000, side 1953) taler ikke herimod. I det tilfælde der var forelagt for Højesteret, støttedes kravet på et klart kapitaltilførselsdirektiv, hvis fortolkning var fastlagt ved en dom af EF-domstolen.

Den lovgivning, der er tale om i den foreliggende sag, er, som det fremgår af motiverne, udslag af en række politiske forhandlinger mellem EU-kommissionen og den danske regering, hvis hovedformål var at sikre hensy-

net til arbejdskraftens frie bevægelighed. Der er således ikke tale om fastsættelse af en ret, der til stadighed er tilkommet den enkelte, men derimod om en politisk udformning af de overordnende regler i Romtraktaten."

Ankenævnets sekretariat meddelte den 23. april 2002 direktoratet:

"Vedlagt fremsendes kopi af medlemmets advokats brev af 17. april 2002. Direktoratet bedes kommentere det anførte."

Ankenævnets sekretariat meddelte den 13. maj 2002 direktoratet:

"Ankenævnets sekretariat skal hermed rykke for svar på sit brev af 23. april 2002."

Direktoratet meddelte den 7. maj 2002 ankenævnets sekretariat:

"Arbejdsmarkedets Ankenævn har med brev af 23. april 2002 bedt Arbejdsdirektoratet om at kommentere advokat xxx brev af 17. april 2002 til nævnet.

For så vidt angår advokat xxx henvisning til Told- og Skattestyrelsens afgørelse af 25. oktober 2001, er det direktoratets opfattelse, at opregningen i § 1, nr. 2) i 1908-loven ikke er udtømmende, alene af den grund at bestemmelsen afsluttes med formuleringen "... eller anden lignede ydelse, der forfalder med bestemte mellemrum ..."

Efter direktoratets opfattelse fremgår dette tillige af den omtalte Østre Landsretsdom i UfR 1997.495, hvor landsretten fastslår, at arbejdsløshedsdagpenge er omfattet af 1908-lovens § 1, nr. 2, selv om arbejdsløshedsdagpenge ikke er nævnt i bestemmelsen.

Det skal desuden bemærkes, at Told- og Skattestyrelsens afgørelse af 25. oktober 2001 henviser til 1908-lovens § 1, nr. 1) , og ikke til § 1, nr. 2) .

For så vidt angår advokat xxx bemærkninger om at efterløn har en helt anden karakter end arbejdsløshedsdagpenge, skal direktoratet bemærke, at efterløn er en anden ydelse end arbejdsløshedsdagpenge og gives på andre betingelser. Efterløn er imidlertid - ligesom de i 1908-lovens § 1, nr. 2) nævnte eksempler og ligesom arbejdsløshedsdagpenge - en løbende ydelse, der forfalder med bestemte mellemrum og ikke er afdrag på skyldig kapital. Efterløn, der ligesom arbejdsløshedsdagpenge er reguleret i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., tjener som udgangspunkt det samme formål som arbejdsløshedsdagpenge og de øvrige i § 1, nr. 2) nævnte ydelser, nemlig dækning af dagligdagens behov for en gruppe personer, der ikke har arbejdsindkomst eller indkomst ved selvstændig virksomhed. Efterløn er derfor - ligesom arbejdsløshedsdagpenge - omfattet af 1908-lovens § 1, nr. 2).

For så vidt angår advokat xxx bemærkninger om, at der ikke er tale om restance og at der derfor ikke var årsag og retlig mulighed for at anlægge en retssag, er direktoratet ikke enig heri. Der er således forud for 1. juli 2000 anlagt flere retssager med krav om udbetaling af efterløn i udlandet.

Det skal desuden bemærkes, at direktoratets anerkendelse af at forældelsen anses for afbrudt ved medlemmets henvendelse til a-kassen er sket ud fra en rimelighedsbetragtning om, at størrelsen af den efterbetalte efterløn ikke skulle være afhængig af sagsbehandlingstiden i arbejdsdirektoratet og i akassen. Der ligger heri ikke noget synspunkt om, at det i øvrigt skulle være umuligt at anvende 1908-lovens kriterium for afbrydelse af forældelsen.

Direktoratet kan afslutningsvis anbefale nævnet at overveje at drøfte spørgsmålet om forældelse med kammeradvokaten."

Direktoratet meddelte den 14. maj 2002 ankenævnets sekretariat:

"Hermed sendes efter aftale med xxx kammeradvokatens udtalelse af 21. maj 2001 om forældelse i forbindelse med udbetaling af efterløn og overgangsydelse som følge af lov nr. 397 af 31. maj 2000."

Ankenævnets sekretariat meddelte Dem den 24. maj 2002:

"Vedlagt fremsendes kopi af direktoratets breve af 7. og 14. maj 2002 med bilag til ankenævnets sekretariat. Deres kommentarer udbedes."

Ankenævnets sekretariat meddelte den 11. juni 2002 xxx:

"Ankenævnets sekretariat skal meddele at det fortsat ikke kan siges hvornår sagen kan behandles da der korresponderes mellem medlemmet, direktoratet og ankenævnets sekretariat."

Deres advokat meddelte den 11. juni 2002 ankenævnets sekretariat:

"Til Arbejdsdirektoratets indlæg i sagen af 7. f.m. og til Kammeradvokatens udtalelse af 21. maj 2001 vil jeg gerne sammenfatte, at der nu er enighed om, at det afgørende spørgsmål i sagen er, om xxx krav på efterløn i et eller andet omfang er bortfaldet som følge af forældelse indtrådt med hjemmel i 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 2:

"Fordring på restance af stadigt tilbagevendende afgift...på restance af livrente, overlevelsesrente, pension, aftægtsydelse, underholdsbidrag eller anden lignende ydelse, der forfalder med bestemte mellemrum og ikke er at betragte som afdrag på en skyldig kapi tal."

En stillingtagen til anvendelsen af denne bestemmelse forudsætter en stillingtagen til to spørgsmål:

a)

Efter min bestemte opfattelse foreligger der ingen "restance." Dette er åbenbart rigtigt efter dansk ret. Arbejdsløshedskassen havde ubestridt ingen mulighed for at udbetale xxx efterløn i den periode, han havde bopæl i Frankrig.

Dette afgørende retlige spørgsmål omtales overhovedet ikke i Kammeradvokatens udtalelse af 21. maj 2001, hvilket er så meget mærkeligere som Kammeradvokaten i sit responsum, side 7 forneden, lægger

"...vægt på, at der ikke i loven eller bemærkningerne hertil udtrykkeligt er angivet, at det hidtidige bopælskrav er i strid med EF-traktatens artikel 39 og artikel 7 i Rådets forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed.

Derimod angiver man, at man har stillet lovforslaget for at bringe loven i overensstemmelse med de synspunkter, som Kommissionen har givet udtryk for vedrørende efterlønsordningens forhold til EU-retten."

Dette er afgørende for sagen. Det er rigtigt, at motiverne til loven, L 276 fremsat 12. april 2000, intet indeholder, der blot forudsætningsvis anerkender, at den hidtidige retstilstand har været i strid med EU-reglerne. I de indledende bemærkninger til motiverne hedder det tværtimod:

"Europakommissionen har i september 1998 rejst spørgsmål om betingelserne for ret til dansk efterløn i forhold til EU-retten. På baggrund af den danske regerings svar i december 1998 og marts 1999 har der efterfølgende været en dialog med Kommissionen med henblik på at opnå enighed om denne problemstilling.

...

For at sikre en lige behandling af alle, der har optjent ret til dansk efterløn, har Kommissionen foreslået, at bopælskravene i efterlønsordningen ændres, således at medlemmer af en dansk arbejdsløshedskasse, der bortset fra bopælskravet opfylder alle betingelserne for ret til efterløn, kan overgå til at bevare retten til efterløn, hvis det har eller tager bopæl i et andet EØS-land."

I slutbemærkningen til motiverne anføres:

"Lovforslaget indebærer, at arbejdsløshedsforsikringen bringes i overensstemmelse med de synspunkter, Kommissionen har givet udtryk for vedrørende efterlønsordningens forhold til EU-retten. De krav på efterløn, som nu hjemles, følger af EF-traktatens artikel 39 og artikel 7 i Rådets forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed, således som disse bestemmelser er fortolket af Kommissionen.

Et krav om efterløn, som under henvisning til EU-retten måtte blive rejst over for danske myndigheder i overensstemmelse med bestemmelserne, vil derfor medføre, at også personer, der før lovens ikrafttræden har fået afslag på efterløn på grund af bopælskravet, har krav på efterløn i det omfang, dette krav ikke er forældet efter dansk rets almindelige regler, og nu kan dokumenteres."

Dette betyder, at den danske regering i sine svar af december 1998 og marts 1999 har bestridt, at den dagældende lovgivning står imod EU-reglerne, men at regeringen efter nogle forhandlinger med Kommissionen har bestemt sig for at bøje sig for Kommissionens synspunkter.

Der foreligger med andre ord intet klart EU-direktiv, endsige nogen afgørelse af EF-domstolen, som viser, at den enkelte arbejdstager skulle kunne få tilsidesat sin nationale lovgivning med henvisning til EU-retten.

Den vedtagne lov i sig selv giver ikke den enkelte arbejdstager noget retligt krav på efterløn forud for lovens ikrafttrædelse den 1. juli 2000.

Der er intet grundlag for i dag at mene, at den danske regerings standpunkt i december 1998 og marts 1999 var åbenbart forkert. Det er i hvert fald en kendsgerning, at den danske regering indtog det standpunkt, og at det aldrig vil blive afklaret, om xxx eller andre i hans situation ville kunne have gennemført noget krav ved EF-domstolen.

Når derfor Danmarks nationale myndigheder skal anvende danske regler om forældelse, må man nødvendigvis lægge til grund, at det standpunkt, den danske stat indtog under forhandlingen med Kommissionen i december 1998 og marts 1999, har været rigtigt.

b)

Kammeradvokaten begrunder sit standpunkt med, "at efterløn har samme karakteristika som arbejdsløshedsdagpenge og medgår til løbende forsørgelse..."

Når lovgivningsmagten i de tidligere nævnte motiver til L 276 udtrykkeligt har anført, at

"Efterløn er hverken en pension eller en ydelse ved arbejdsløshed, men en særlig arbejdsmarkedspolitisk ordning..."

må danske nationale myndigheder lægge rigtigheden af dette udsagn til grund. Det krav, der er tale om i denne sag, er ikke nogen "anden lignende ydelse." Som udtalt af Told- og Skattestyrelsen i afgørelsen af 25. oktober 2001 (som antagelig skal henvise til § 1, stk. 1, nr. 2) lægges med rette til grund, at der skal være sikker hjemmel, for at et krav er omfattet af forældelsesloven af 1908.

Om forældelsesfristens begyndelse bemærkes, at rigtigheden af mit standpunkt understreges af de mange forskellige standpunkter, der her synes indtaget.

Arbejdsdirektoratet går i sin rundskrivelse nr. 96 af 30. oktober 2000 ind for at regne den 5-årige forældelse tilbage fra lovens ikrafttræden den 1. juli 2000, dvs. til 1. juli 1995 - med andre ord et andet standpunkt, end det der er indtaget i denne sag.

Kammeradvokaten indtager to forskellige standpunkter. På side 8 skriver han, at udgangspunktet er, "at forældelse først afbrydes ved direktoratets, ankenævnets eller A-kassernes konkrete anerkendelse af den enkeltes krav på efterbetaling af efterløn - eller ved retslige skridt".

På side 9 skriver han imidlertid under sin sammenfatning, at man skal lægge vægt på tidspunktet for kravets fremsættelse.

Alle autoriteter er således enige om, at 1908-lovens krav i § 2 om skyldnerens erkendelse eller foretagelse af retlige skridt ikke kan bruges. Man kan vanskeligt forestille sig en klarere - om end indirekte - erkendelse af, at 1908-lovens regler er uanvendelige.

Skal man overhovedet tale om et begyndelsestidspunkt, må direktoratets standpunkt være det rigtige. I realiteten er den foran citerede motivbemærkning om personer, der før lovens ikrafttræden har fået afslag på efterløn det eneste retlige grundlag for, at denne persongruppe har et sikkert retligt grundlag for at fremsætte krav på efterløn. Den må forstås som den danske stats tilsagn om, at staten - uden på noget tidspunkt at have erkendt at være forpligtet hertil - ensidigt lover de personer, der har fået afslag på efterløn på grund af bopælskravet forud for den 1. juli 2000, at dette krav nu vil blive imødekommet. Dette løfte er afgivet ved lovforslagets fremsættelse den 12. april 2000.

Endvidere er en eventuel forældelse suspenderet som følge af forældelseslovens § 3, idet xxx har været i utilregnelig uvidenhed om sit krav. Kammeradvokaten anfører i sin udtalelse af 21. maj 2001, at "uvidenhed om det retlige grundlag for et krav suspenderer imidlertid ikke forældelsesfristen," og Kammeradvokaten henviser her til dommene i UfR 2000, side 1953 H og UfR 2000, 2444 H. I begge disse sager forelå domme afsagt af de Europæiske Fællesskabers domstol (henholdsvis 2. december 1997 og 31. marts 1992). I den foreliggende sag er der tale om en rent politisk beslutning fra den danske regerings side, og den danske stat bør ikke under nærværende sag kunne få medhold i den betragtning, at det standpunkt den danske regering - meget tænkeligt efter samråd med Kammeradvokaten -indtog over for EU-Kommissionen i sine forannævnte udtalelser af december 1998 og marts 1999 var så åbenbart uholdbart, at enhver dansk borger burde kunne indse det. I hvert fald må Arbejdsmarkedets Ankenævn efter min opfattelse lægge til grund, at de standpunkter, den danske regering indtager, er seriøse. Lægger man dette til grund, foreligger der utvivlsomt "utilregnelig uvidenhed om sit krav" fra xxx side."

Ankenævnets sekretariat meddelte Dem den 8. juli 2002:

"Hermed meddeles det Dem at det vil vare et stykke tid endnu før ankenævnet kan behandle Deres sag. Dels beror sagen på principielle overvejelser i ankenævnets sekretariat, og dels er der ikke møder i ankenævnet i uge 29-31."

6. Regler

Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 712 af 19. juli 2000 af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Beregning af dagpenge m.v.

§ 46, stk. 2. Udbetales dagpenge ikke rettidigt, jf. stk. 1, og skyldes dette ikke medlemmets forhold, forrentes beløbet med den aktuelt gældende morarente efter rentelovens § 5 fra forfaldsdagen, jf. dog stk. 3. Rentebeløb, der er mindre end højeste dagpenge for en dag, jf. § 47, udbetales ikke.

Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse ved efterbetaling af dagpenge efter artikel 69 i forordning (EØF) nr. 1408/71.

Stk. 4. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse ved efterbetaling af andre ydelser fra kassen, bortset fra kursusgodtgørelse, og ved forsinket udbetaling af en skattefri præmie, jf. § 74 k og § 75 c, stk. 10-12.

(Reglen om morarenter trådte i kraft den 1. juli 2000. Forud herfor var der ikke regler i arbejdsløshedsforsikringsloven om morarenter.)

Efterløn til medlemmer, der er fyldt 60 år før den 1. juli 1999

§ 75 b. Ret til efterløn har medlemmer af anerkendte artbejdsløshedskasser,

...

4) som har bopæl her i riget, bortset fra Færøerne og Grønland, eller i et andet EØS-land.

Stk. 2...

(Denne formulering af arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 b, stk. 1, nr. 4, skyldtes lov nr. 397 af 31. maj 2000 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (Ændring af bopælskravet i efterlønsordningen m.v.) således:

§ 1, nr. 7. I § 75 b, stk. 1, nr. 4 , indsættes efter "Grønland": ", eller i et andet EØS-land".

§ 3. Loven træder i kraft den 1. juli 2000

Bemærkninger til lovforslag nr. L 276, fremsat den 12. april 2000.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser.

Til § 3

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2000.

Lovforslaget indebærer, at arbejdsløshedsforsikringsloven bringes i overensstemmelse med de synspunkter, Kommissionen har givet udtryk for vedrørende efterlønsordningens forhold til EU-retten. De krav på efterløn, som nu hjemles, følger af EF-traktatens artikel 39 og artikel 7 i Rådets forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed, således som disse bestemmelser er fortolket af Kommissionen.

Et krav om efterløn, som under henvisning til EU-retten måtte blive rejst over for danske myndigheder i overensstemmelse med bestemmelserne, vil derfor medføre, at også personer, der før lovens ikrafttræden har fået afslag på efterløn på grund af bopælskravet, har krav på efterløn i det omfang, dette krav ikke er forældet efter dansk rets almindelige regler, og nu kan dokumenteres.)

Lov nr. 274 af 22.12. 1908 om forældelse af visse fordringer

§ 1. For følgende fordringer gælder en forældelsesfrist af 5 år:

1. Fordring, som støttes på overenskomst om

Salg eller anden overdragelse af varer eller andet løsøre, der ikke er afhændet som tilbehør til fast ejendom,

brug af fast ejendom eller løsøre,

Ydelse af ophold, fortæring eller forplejning,

Befordring af personer eller gods,

Udførelse af arbejde eller ydelse af personlig virksomhed af hvilken som helst art.

2. Fordring på restance af stadigt tilbagevendende afgift, som hviler på fast ejendom og uden særlig vedtagelse går over fra ejer til ejer, på forfalden rente, på restance af livrente, overlevelsesrente, pension, aftægtsydelse, underholdsbidrag eller anden lignende ydelse, der forfalder med bestemte mellemrum og ikke er at betragte som afdrag på en skyldig kapital;

3. Fordring ifølge forløfte, indgået for noget i denne paragraf omhandlet krav;

4. Statens eller kommunens krav på skatter eller afgifter af offentligretlig natur;

5. Fordring på erstatning for skade, tilføjet udenfor kontraktsforhold, medmindre skaden er bevirket ved en forbrydelse, for hvilken der under offentlig straffesag pålægges straf; og

6. Fordring, som udenfor tilfælde af svig haves på betaling af, hvad nogen har ydet i urigtig formening om, at forpligtelse hertil påhvilede ham.

Foranførte forældelsesfrist er dog ikke anvendelig, når der for fordringen er udstedt gældsbrev eller tilvejebragt andet særligt retsgrundlag, hvorved dets tilblivelse og størrelse er anerkendt af skyldneren eller på anden måde skriftligt fastslået.

§ 2. Den i § 1 fastsatte kortere forældelsesfrist regnes fra den tid, da fordringen af fordringshaveren kan kræves betalt. Fordringen fortabes, medmindre fordringshaveren inden fristens udløb enten erhverver skyldnerens erkendelse af gælden eller foretager retslige skridt mod ham og uden ufornødent ophold forfølger disse til erhvervelse af forlig, dom eller anden retsafgørelse.

§ 3. Når den fordringshaver, for hvem nogen af de i § 1 ommeldte krav er stiftet, på grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav eller om skyldnerens opholdssted, har været ude af stand til at gøre sin ret gældende, regnes den i § 1 omhandlede kortere forældelsesfrist først fra den tid, da fordringshaveren var eller ved sædvanlig agtpågivenhed ville have været i stand til at kræve sit krav betalt.

§ 4. Den almindelige forældelsesfrist af 20 år vedbliver ved siden af den i § 1 fastsatte.

§ 5. (Ikrafttrædelsesbest.)

Direktoratets bekendtgørelse nr. 357 af 18. maj 2000 om renter af efterbetaling af dagpenge m.v.

§ 3. Udbetales ydelser ikke i rette tid, forrentes beløbet fra forfaldsdagen med den aktuelt gældende morarente efter rentelovens § 5. Der beregnes ikke rente af morarenten. Renten beregnes i øvrigt efter principperne i renteloven.

Stk. 2. Forfaldsdagen er den dispositionsdato, som a-kassen har fastsat, eller som er fastsat på anden vis. Der beregnes renter indtil det tidspunkt, hvor den forfaldne ydelse faktisk er udbetalt på en efterfølgende dispositionsdag.

Stk. 3. Den foretagne beregning af renten skal ikke ændres, selv om morarenten ændres inden den først mulige dispositionsdag.

Stk. 4. Den beregnede rente udbetales ikke, hvis det beregnede rentebeløb udgør mindre end højeste dagpenge for en dag for fuldtidsforsikrede.

§ 4. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2000.

Stk. 2 . Bekendtgørelsen har virkning for alle udbetalinger, der rettidigt kan finde sted den 1. juli 2000 eller senere.

Versioner

1. 2002-10-10 · til 2007-06-06