Gelex

Hobby eller selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse - travheste

GældendeVersion 2002-10-10
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9462@2002-10-10/da

Indhold
  1. Indledning

Ankenævnet finder, at Deres aktivitet med Deres travheste ikke er betragte som selvstændig virksomhed, men som hobby. Deres aktivitet med travhestene er dermed på det foreliggende grundlag ikke omfattet af reglerne om selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse.

Ankenævnet har lagt til grund, at De ikke er momsregistreret, at hestene ved travløb i år 2000 vandt gevinster for et samlet beløb på 183.000 kr., og at omkostningerne ved hestehold og travløb var ca. 185.000 kr. i samme år.

Ankenævnet har lagt vægt på, at De ikke opdrætter Deres heste med henblik på videresalg, og at De derfor ikke søger at optimere udbyttet af Deres aktivitet ved at frasælge heste, hvis talent for travløb er mindre end de andres.

Ankenævnet har endvidere lagt vægt på, at De ca. 9-13 gange årligt betaler en selvstændig kusk for at ride travløb for Dem. Denne kusk er imidlertid efter det oplyste ikke ansat hos Dem, men kun hvervet til en bestemt opgave (i lighed med dyrlægen eller smeden).

Ankenævnet har overvejet, om De ved at betale en kusk til at ride travløb for Dem særlig kunne siges at have et ønske om at opnå økonomisk udbytte af Deres travheste. Ankenævnet finder efter oplysningerne om, at kusken kun bliver betalt for at ride ca. halvdelen af travløbene i et år, og om, at det ellers er Deres børn, der deltager i travløbene, ikke, at betalingen til kusken for 9-13 travløb årligt alene bør føre til, at Deres aktiviteter med travhestene er selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse.

Ankenævnet har i øvrigt lagt vægt på, at aktiviteten trods gevinstsummen på 183.000 kr. i år 2000 ikke har haft overskud, og på, at aktiviteten hverken kan bære en momsregistrering eller skattemæssige fradrag.

Ankenævnet ændrer på denne baggrund Arbejdsdirektoratets afgørelse af 4. oktober 2001, således at De ikke skal have tilladelse til samtidig med Deres efterløn at foretage aktiviteten med travhestene i det omfang og på den måde, som er beskrevet i denne afgørelse.

Ankenævnet skal gøre opmærksom på, at en ændring af aktiviteten i retning af væsentligt flere travløb, frasalg af heste med henblik på at opnå bedre dyr, yderligere antagelse af en kusk end ca. 9-13 gange årligt, momsregistrering, skattemæssige fradrag eller lignende kan medføre, at aktiviteten vil kunne ændre sig til selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse. Hvis aktiviteten derfor ændres, bør De henvende Dem til a-kassen herom.

Der henvises til § 74 f, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., til § 2 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1142 af 20. december 1995 om optagelse i en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende, og til § 1 i Direktoratets bekendtgørelse nr. 1146 af 20. december 1995 om udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse.

Ankenævnet ændrer således direktoratets afgørelse af 4. oktober 2001.

På ankenævnets vegne

xxx

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til:

xxx

Arbejdsdirektoratet + akter

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på følgende måde ved afgørelsen af 4. oktober 2001:

"Det fremgår af sagen, at De er født den xxx, og at De forventer at gå på efterløn pr. xxx.

De og Deres a-kasses lokalafdeling har i brev af den 19. februar 2001 til direktoratet blandt andet anført, at der er intet, som tyder på, at De driver selvstændig virksomhed.

Som begrundelse anføres blandt andet, at De ikke er momsregistreret, at De bliver beskattet som lønmodtager, at De ikke angiver virksomhedens resultat skattemæssigt, og at De ikke foretager drift med salg for øje.

I Deres a-kasses hovedkontors brev til lokalafdelingen af den 6. marts 2001 fremgår det blandt andet, at hovedkontoret umiddelbart anser Dem for at drive selvstændig virksomhed. Hovedkontoret gør derfor opmærksom på, at De skal søge om tilladelse til videreførelse af Deres bibeskæftigelse for at kunne overgå til efterløn.

Hovedkontoret anmoder om at få afklaret, om der er landbrugspligt på ejendommen, og om at få besvaret forskellige oplysninger i forbindelse med virksomheden.

I Deres brev af den 14. marts 2001 oplyser De følgende:

· At De driver stedet som hobby, og det derfor skal betragtes som hobby,

· at ejendommen er belagt med landbrugspligt, hvilket betyder bopælspligt, og at jorden skal udnyttes på en forsvarlig måde,

· at for at en fast ejendom kan fritages for en landbrugspligt, skal ejendommen være under 5.000 m2,

· at 2,7 ha er udlejet, at resten er udlagt til græs for grænsning af hestene,

· at der ingen tid anvendes til drift af gården,

· at der anvendes 1 time pr. år med udarbejdelse af regnskab,

· at der er 10 heste, som der anvendes 1/2 time pr. dag med, dvs. i alt 182,5 time pr. år,

· at i 2000 deltog 3 heste i 10 løb,

· at 1 løb tager i gennemsnit 2 timer, dvs. i alt 60 timer,

· at det er Deres børn, som deltager i løbene med hestene,

· at hvis der indtjenes gevinster på hestene, der overstiger udgifterne, skal de opgives som personlig indkomst, og underskud kan ikke trækkes fra, samt

· at der ikke foretages handel med hestene.

Af Deres brev af den 2. januar 2001 fremgår, at De ejer 3 stk. følhopper, 4 stk. opdræt og 3 stk. løbeheste, samt at De solgte 1 hest i 1998.

Det fremgår også af brevet, at De for ca. 35 år siden købte en hoppe, der skulle bruges til travløb, at hoppen efter løbskarrieren blev sat i avl, og at alle Deres heste - bortset fra Deres følhopper - har til hensigt at løbe travløb.

På skemaet til brug for supplerende oplysninger dateret den 14. marts 2001 har De blandt andet oplyst:

· At virksomhedens art er hobby/landbrug,

· at virksomhedens ejes og drives af Dem,

· at De er beskæftiget 0 timer i virksomheden,

· at De begyndte arbejde i virksomheden den 1. maj 1980,

· at der ikke er ansatte i virksomheden,

· at ejendommens grundværdi ifølge 19. alm. vurdering er 82.500 kr.,

· at ejendommens areal er 8 ha,

· at De ikke er momsregistreret,

· at virksomhedens nettoomsætning, dvs. gevinster, i 2000 var 183.000 kr.,

· at virksomhedens vareforbrug var 183.000 kr.,

· at virksomhedens dækningsbidrag 1 var 0 kr.,

· at der indgår pasning af/tilsyn med 10 heste i virksomheden,

· at De anvender 185 timer og 60 timer om året på virksomheden,

· at virksomheden intet kundegrundlag har, og

· at De forventer en omsætning på måske 20.000 kr. og et dækningsbidrag 1 på 0 kr. i indeværende regnskabsår.

Deres skattekonsulent og registrerede revisor fra xxx har den 14. marts 2001 attesteret Deres regnskabsmæssige oplysninger. Konsulenten bemærker i den forbindelse, at hesteholdet betragtes i skattemæssigt henseende som hobby, og at vareforbruget er gennemgået, og der har været udgifter for beløbet.

Deres a-kasse har den 21. marts 2001 truffet afgørelse om, at De driver selvstændig virksomhed, hvorfor De skal have tilladelse til at videreføre virksomheden for at kunne overgå til efterløn.

A-kassen ligger i den forbindelse vægt på, at Deres landbrug med landbrugspligt og "opdræt" af heste til travløb har til formål at opnå et økonomisk udbytte.

Deres a-kasse har den 23. marts 2001 indstillet til direktoratet, at De får tilladelse til at drive selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse inden for 400 timer i efterlønsperioden.

Deres a-kasse har endvidere den 23. marts 2001 indsendt en lejekontrakt mellem Dem og xxx dateret den xxx. Det fremgår af lejekontrakten, at lejen omfatter 2,7 ha, at lejeperioden er fra den xxx til den xxx, og at prisen for leje er 1.000 kr. pr. år.

Direktoratet har 19. juli 2001 foretaget en høring af Dem via a-kassen.

Det fremgår af a-kassens høringssvar af den 15. august 2001, at:

· Det forventet tidsforbrug på pleje og træning af hestene pr. uge er 6 timer,

· det forventet tidsforbrug på transport til travløb pr. år er 5 timer,

· det forventet tidsforbrug på administration pr. år 2 timer,

· det forventet tidsforbrug på eventuel vedligeholdelse pr. år er 1 time,

· det forventet tidsforbrug på anden fremmed hjælp , fx dyrlæge, pr. år 2 timer, og

· det forventet tidsforbrug på græsarealet , dvs. 5,3 ha, pr. år 2 timer.

Det fremgår også af a-kassens brev, at:

· Det forventede antal travløb pr. år er 25,

· antallet af heste, som deltager i travløb pr. år, er 2 stk.,

· den forventede gevinsts størrelse pr. løb er 1.000 kr., og

· hestene indtil nu har indbragt 100.000 kr.

Det fremgår endvidere af brevet, at De finder, at beskæftigelsen med hesteopdræt skal anses for at være en hobby.

De har endvidere i bilag til a-kassens brev opgjort regnskabet for år 2000 således:

Udgifter på hestene i år 2000 Løbsgevinst for år 2000

Indskud - løb kr. 27.698,58

Indskud årgangsløb kr. 21.135,00

Udstyr kr. 4.681,00

Foder kr. 71.151,34

Dyrlæge kr. 2.073,61

Professionel kusk kr. 16.656,25

Følafgift kr. 28.656,25

Falck og transport kr. 13.038,00

Udgifter i alt kr. 185.090,032 gevinst i alt 183.750,00

Direktoratet foretog den 28. september 2001 en telefonisk høring af den lokale afdeling i a-kassen for at få afgjort, om der er ansatte i virksomheden, idet De i opgørelsen over udgifter har anført udgifter til professionel kusk.

Den 1. oktober 2001 vendte a-kassen tilbage på direktoratets forespørgsel. A-kassen oplyste, at i år 2000 deltog den professionelle kusk i 9 løb af 10 minutters varighed, at kusken i år 2001 indtil nu har deltaget i 11 løb af 10 minutters varighed, og at De forventer at kusken i år deltager i 2 yderligere løb."

Sekretariatet er enig i fremstillingen.

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 4. oktober 2001 følgende afgørelse:

"Deres beskæftigelse med opdræt af et mindre hestehold skal anses for drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse.

De får tilladelse til at drive virksomheden samtidig med, at De får efterløn.

Tilladelsen gives på vilkår af, at virksomhedens indtægt pr. regnskabsår ikke er over 50.000 kr. (beløbet reguleres hvert år, og udgør 53.251 kr. i år 2001). Det er også et vilkår, at det samlede tidsforbrug i virksomheden ikke er over 400 timer pr. år.

I år må det samlede tidsforbrug i virksomheden højst være på 300 timer.

Vedrørende selvstændig virksomhed

I § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1142 af 20. december 1995 om optagelse i en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende (herefter: optagelsesbekendtgørelsen) defineres selvstændig erhvervsvirksomhed som beskæftigelse for egen eller ægtefællens regning og risiko og med det formål at opnå økonomisk udbytte.

Det fremgår af § 2, stk. 2, i optagelsesbekendtgørelsen, hvornår en beskæftigelse altid skal anses for selvstændig virksomhed, og i § 2, stk. 3, i optagelsesbekendtgørelsen, er angivet en række forhold, der som udgangspunkt medfører, at der er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed.

Vurderingen af, om en beskæftigelse skal anses for udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed foretages i øvrigt konkret, jf. optagelsesbekendtgørelsens § 2, stk. 4.

Af vejledningen til § 1 i bekendtgørelse nr. 1146 af den 20. december 1995 om udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse (herefter: bibeskæftigelsesbekendtgørelsen) fremgår det, at hobbypræget aktivitet og produktion vil kunne anses for fritidsaktivitet, når den ikke indeholder noget erhvervsmæssigt element og ikke har til formål at opnå økonomisk udbytte.

Direktoratet finder, at De skal anses for at drive selvstændig erhvervs-virksomhed ved Deres beskæftigelse med opdræt af et mindre hestehold, hvor 3 af hestene i år 2000 (2 i år 2001) deltager i travløb, jf. § 2, stk. 1 og stk. 4, i optagelsesbekendtgørelsen.

Direktoratet finder også, at der er tale om selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, jf. § 1, stk. 1 og stk. 2, i bibeskæftigelsesbekendtgørelsen.

Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt på, at det er Deres formål med opdræt af hestene at opnå et økonomisk udbytte, at virksomhedens omsætning i år 2000 udgjorde 183.000 kr., samt at De har en ansat i form af en professionel kusk, der deltager i travløbene.

Vedrørende tilladelse inden for 400-timers-ordningen

Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt på, at virksomheden består af 8 ha jord, at 2,7 ha er udlejet, og at den resterende del af jorden er udlagt til græs.

Der er endvidere lagt vægt på, at virksomheden består af 10 heste, at 2 heste i år 2001 deltager i travløb, at Deres børn og en professionel kusk deltager i travløbene, og at hestene deltager i 25 travløb pr. år.

Direktoratet har også lagt vægt på Deres oplysninger om det samlede årlige tidsforbrug i virksomheden, dvs. tidsforbruget med pleje og træning af hestene (6 timer x 52 uger), fremmed hjælp (2 timer), administration (2 timer), transport (5 timer) vedligeholdelse (1 time) og pasning af græsarealet (2 timer), som udgør ca. 324 timer.

Direktoratet har endvidere lagt vægt på, at omsætningen i 2000 udgjorde 183.000 kr., og at dækningsbidrag 1 udgjorde 0 kr. Oplysningerne er attesteret af Deres skattekonsulent og registrerede revisor fra xxx.

På denne baggrund finder direktoratet det sandsynliggjort, at det samlede tidsforbrug i virksomheden kan holdes inden for de tilladte 400 timer pr. år, og at indtægten ikke vil overstige de tilladte 50.000 kr. pr. år (53.251 kr. i 2001).

Der henvises til § 74 f, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001, og til § 15, stk. 1-3, i direktoratets bekendtgørelse nr. 315 af 20. maj 1999 om selvstændig virksomhed samtidig med efterløn (se regelafsnittet).

Da De overgår til efterløn i 2. kvartal, må det samlede tidsforbrug i virksomheden i 2001 i perioden med efterløn højst udgøre 300 timer. Der henvises til bekendtgørelsens § 16."

3. Klagen til ankenævnet

De skrev følgende i Deres klage af 24. oktober 2001:

"Jeg skal hermed anke afgørelsen af d. 4. oktober 2001 om, at min hobby bliver betragtet som selvstændig virksomhed.

Sagsfremstillingen vil blive eftersendt, da den er under udarbejdelse hos xxx.

Afgørelsen om dispensation til at gå på efterløn med selvstændig virksomhed ankes ikke, men alene spørgsmålet om der er tale om drift af selvstændig virksomhed."

xxx A-kasse skrev følgende til Arbejdsdirektoratet den 7. november 2001:

"Jf. brev af d. 24/10 2001 har xxx anket Arbejdsdirektoratets afgørelse af d. 4/10 2001 om, at han driver selvstændig virksomhed.

Det er xxx's klare opfattelse, at han driver sit hestehold som hobby og altid har gjort det, hvilket i øvrigt klart fremgår af hele sagsforløbet.

Vi skal her redegøre for, hvorfor der er tale om hobby.

I afgørelsen af d. 4/10 2001 er der lagt vægt på, at xxx driver sit hestehold med den hensigt at få økonomisk udbytte, og at der er en omsætning på kr. 183.000,00.

Det er ved at gennemgå regnskaberne for de seneste 3 år ikke muligt at påstå, at hesteholdet er drevet med et ønske om økonomisk udbytte.

Der er ikke foretaget handel med heste, som ville kunne optimere indtjeningen eller reducere udgifterne, der er ikke foretaget afskrivninger, der er ikke modtaget tilskud af nogen form.

Hobbyen kan ikke godkendes som selvstændig virksomhed hos Told & Skat, hvilket betyder, at der ikke kan laves momsopgørelse.

Det kan også af regnskabet læses, at der ikke har været værdi tilvækst eller udbetalt overskud. Gevinster har kun dækket udgifterne ved at stille op i diverse løb.

Der er yderligere lagt vægt på, at xxx har ansat personale.

Det er vores klare opfattelse, at hvis man køber en serviceydelse, betyder det ikke, at der er tale om, at man ansætter personale.

Hvis det var gældende, ville det betyde, at xxx også havde ansat dyrlægen og smeden.

Den kusk, der er arrangeret til at ride en af xxx's heste, driver selvstændig virksomhed som træner og kusk.

xxx skal derfor kun betale den faktura, der bliver forelagt, han skal ikke tegne arbejdsskadeforsikring og ikke indberette til Told- og Skat.

Når der således ikke er tale om en aktivitet med det formål at få økonomisk udbytte, og der ikke er tale om ansat arbejdskraft, er der ikke noget, jf. D.f.A.'s bek. nr. 1142 af 20. december 1995, der gør, at der er tale om selvstændig virksomhed."

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

Arbejdsdirektoratet skrev følgende den 22. november 2001:

"Direktoratet sender klage over afgørelse af 4. oktober 2001 vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt medlemmets beskæftigelse skal anses for at være selvstændig virksomhed eller hobby.

Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.

Direktoratet skal bemærke, at oplysningerne i brev af den 7. november 2001 fra den lokale afdeling i a-kassen om, at der ikke foretages handel med heste, at der ikke foretages afskrivninger, eller der ikke modtages nogen form for tilskud, ikke giver direktoratet anledning til at ændre sin afgørelse af 4. oktober 2001.

Direktoratet skal også bemærke, at det forhold, at hesteopdrættet ikke betragtes/godkendes som selvstændig virksomhed hos Told- og Skat, ikke ændrer ved direktoratets opfattelse af, at der er tale om selvstændig virksomhed i henhold til arbejdsløshedsforsikringen.

Endelig skal direktoratet anføre, at det forhold, at kusken ikke er ansat hos medlemmet, men mod betaling udøver en serviceydelse for medlemmet, heller ikke ændrer ved direktoratets opfattelse af, at der er tale om selvstændig virksomhed.

Direktoratet finder derfor fortsat, at der er tale om selvstændig virksomhed, idet formålet med opdræt af hestene er at opnå et økonomisk udbytte, og idet virksomhedens omsætning udgjorde 183.000 kr. i år 2000.

Bilagsfortegnelse og alle bilag i sagen vedlægges.

Kopi af brevet er sendt til medlemmet og a-kassen."

5. Nyt efter klagen

Intet.

6. Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 712 af 19. juli 2000)

§ 74 f...

Stk. 4. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kan tillade, at et medlem kan videreføre eller påbegynde selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i efterlønsperioden, hvis medlemmet sandsynliggør, at arbejdstiden i virksomheden kan holdes under 400 timer pr. år. Virksomhedens indtægt må ikke overstige 50.000 kr. pr. år. Beløbet reguleres med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent...

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1142 af 20. december 1995 om optagelse i en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende

Selvstændig erhvervsvirksomhed

§ 2. Selvstændig erhvervsvirksomhed udøves ved beskæftigelse for egen eller ægtefællens regning og risiko og med det formål at opnå økonomisk udbytte.

Stk. 2. Beskæftigelsen anses altid for selvstændig erhvervsvirksomhed, hvis pågældende

har henlagt midler til investeringsfonds,

har ansat arbejdskraft,

har overført beløb til beskatning som medarbejdende ægtefælle,

har foretaget varelagernedskrivninger eller skattemæssige fradrag for driftsudgifter og afskrivning på driftsmidler efter de for selvstændige erhvervsdrivende gældende regler,

er omfattet af en kollektiv overenskomst som arbejdsgiver eller er medlem af en arbejdsgiverorganisation, eller

er omfattet af mindst 2 af forholdene i stk. 3.

Stk. 3. Beskæftigelsen vil som udgangspunkt blive anset for selvstændig erhvervsvirksomhed, hvis pågældende

eller virksomheden er momsregistreret, eller ydelsen faktureres med tillæg af moms,

skattemæssigt angiver over-/underskud af selvstændig virksomhed,

på selvangivelsen for et givet indkomstår har tilkendegivet, at indkomsten ønskes beskattet efter virksomhedsskatteloven, eller

er deltager i et interessentskab.

Stk. 4. I øvrige tilfælde foretages en konkret vurdering efter stk. 1.

Direktoratets bekendtgørelse nr. 1146 af 20. december 1995 om udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse

Personkreds

§ 1. Bekendtgørelsen omfatter medlemmer, der alene eller sammen med andre udøver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse.

Stk. 2. Som bibeskæftigelse anses selvstændig virksomhed, der ikke er hovedbeskæftigelse eller forsikringsgrundlag for medlemmet.

Stk. 3. (udeladt).

Vejledning af 20. december 1995 til bekendtgørelse om udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse

Til § 1

Personkreds

...

Særligt om hobby / fritidsaktiviteter

Hobbypræget aktivitet og produktion vil kunne anses for fritidsaktivitet, når den ikke indeholder noget erhvervsmæssigt element og ikke har til formål at opnå økonomisk udbytte. Som eksempel kan nævnes visse tilfælde af hundeopdræt, hestehold og kunstneriske aktiviteter.

Er beskæftigelsen tilrettelagt som egentlig erhvervsvirksomhed ved f.eks. annoncering, regnskabsføring, momsregistrering, skattemæssig angivelse af overskud / underskud, skattemæssige afskrivninger eller lignende, er der ikke tale om hobby / fritidsaktiviteter i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven.

Om beskæftigelse, der af medlemmet opfattes som hobby / fritidsaktiviteter, skal anses for udøvelse af selvstændig virksomhed i relation til arbejdsløshedsforsikringen, afgøres efter reglerne i direktoratets bekendtgørelse om optagelse i en anerkendt arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende, jf. ovenfor.

Beskæftigelse, der herefter kan anses for hobby / fritidsaktiviteter i relation til arbejdsløshedsforsikringen, er ikke omfattet af bekendtgørelsen.

Versioner

  1. 2002-10-10