Forældelse af krav på efterbetaling af efterløn- afbrydelse af forældelse
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9463@2002-10-10/da
Indhold
De har ret til efterbetaling af efterløn for perioden fra den 13. august 1996 til den 31. maj 1998 med reduktion for medlemsbidrag fra udmeldelsesdatoen.
Ved afgørelse har ankenævnet lagt vægt på at kassen først den 13. august 2001 modtog Deres brev af 9. august 2001 med anmodning om efterbetaling af efterløn for perioden for 1. november 1994 til 31. maj 1998.
Afbrydelsen af forældelsesfristen skete således først den 13. august 2001 hvor kassen anerkendte Deres krav om efterbetaling af efterløn.
Nævnet er opmærksom på at De har oplyst at De i sommeren 2000 henvendte Dem til kassen vedrørende efterløn, og at kassen ikke har bestridt dette. Men da denne henvendelse ikke er registreret, og det derfor ikke kan dokumenteres om den har fundet sted og hvad indholdet af henvendelsen har været finder nævnet ikke at denne henvendelse kan anses som en afbrydelse af den 5-årige forældelsesfrist.
Med hensyn til forældelse af efterbetalingskravet efter lov af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer (1908-loven) har nævnet lagt til grund
· -at kravet på efterløn er omfattet af § 1, nr. 2, i 1908-loven,
· -at forældelsesfristen begyndelsestidspunkt er identisk med forfaldstidspunktet for de enkelte ydelser såfremt De havde været tilkendt efterløn på det pågældende tidspunkt,
· -at suspensionsreglen i § 3 i 1908-loven ikke finder anvendelse da uvidenhed om det retlige grundlag for et krav ikke suspenderer forældelsesfristen, samt
· -at afbrydelse af forældelsesfristen sker ved anerkendelse af et bestemt gældsforhold, og det vil sige ved fremsættelse af kravet om efterbetaling af efterløn, jf. § 2, 2. punktum, i 1908-loven.
Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af 10.december 2001.
På ankenævnets vegne
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til:
Arbejdsløshedskassen for xxx
Arbejdsdirektoratet + akter
1. Sagsforløb
Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:
"Det fremgår af sagen at De overgik til efterløn den 2. januar 1994.
De flyttede til Frankrig den 30. november 1994, og kassen indstillede fra denne dato udbetalingen af efterløn. De blev samtidig udmeldt af kassen. kassen har den 9. marts 1995 noteret, at De telefonisk har oplyst til kassen, at De ønskede at blive udmeldt af kassen den 1. december 1994 i forbindelse med Deres flytning til Frankrig.
De anmodede med brev af 9. august 2001, der er modtaget i kassen den 13. august 2001, om at få efterbetalt efterløn fra den 1.11. 1995 til den 31.5. 1998. Baggrunden for Deres anmodning er at De var blevet opmærksom på, at loven var blevet ændret i juli 2000, som havde givet mulighed for betaling af efterløn med tilbagevirkende kraft. De skrev videre at De i den forbindelse ringede til kassens kontor i xxx for at spørge, om De havde mulighed for at få efterbetalt den tilbageholdte efterløn. De fik det svar, at man ikke mente det var muligt, da De var fyldt 67 år i 1998. Dermed slog De Dem til tåls. De hørte så senere fra juridisk hold at De burde fremsende krav herom.
De oplyste i brev af 18. august 2001 at De havde bevaret Deres konsulentjob hos xxx i xxx, og at Deres arbejde hos xxx sluttede i 1995. De har udover det beskrevne konsulentjob ikke haft indtægter. Til forsørgelse i 1995 - 1998 har De anvendt ophørende ratepensioner, der er indbetalt af egne midler. De har først påbegyndt Deres livsvarige pension fra lægernes pensionskassen den 1. januar 2000 og har ikke modtaget løbende pensionsudbetalinger i perioden 1995 - 1998.
Kassen traf den 26. september 2001 afgørelse om at De ville have haft ret til efterløn i perioden fra den 1. juli 1995 til den 31. maj 1998. Kassen havde opgjort efterbetalingsbeløbet for perioden til 326.580 kr. og kontingent for perioden fra den 1. december 1994 - 31. maj 1998 til 5.223,50 kr. Kassen skrev i oversendelsesbrevet til direktoratet at på grund af reglerne om den 5-årige forældelse, var efterbetalingskravet alene opgjort for perioden efter den 1. juli 1995.
Kassen oplyste videre at De havde haft 2 bierhverv som lægekonsulent på 2 private virksomheder, og at disse bierhverv var udført efter reglerne om arbejde i 200 timer uden fradrag. Det ene bierhverv blev opgivet i 1995, og det var Kassens opfattelse at beskæftigelsen kunne være holdt indenfor de tilladte 200 timer pr. kalenderår. Kassen anmodede derfor direktoratet om dispensation for udmeldelsen og om at De fik efterbetalt efterløn med tilbagevirkende kraft.
De oplyste den 8. oktober 2001 i en telefonsamtale med direktoratet at arbejdet som konsulent for xxx havde været på 11/2 time om ugen i perioden, fra De flyttede til Frankrig. De oplyste videre at De omkring juni 2000/sommeren 2000 havde ringet til kassens regionskontor i xxx for at høre, om lovændringen om efterløn ville få nogen konsekvenser for Dem. Regionskontoret svarede at det ville den ikke.
Kassen skrev i brev af 12. oktober 2001 til direktoratet at kassen naturligvis ikke kunne afvise, at De havde kontaktet regionskontoret, men gjorde samtidig opmærksom på, at der i forsommeren herskede stor usikkerhed om, hvad der ville ske med den tilbagevirkende kraft. Kassen anså det ikke for usandsynligt at man ved en henvendelse til et af kassens regionskontorer ville blive vejledt således, som De beskrev det i brev af 9. august 2001.
Kassen skrev videre at årsagen til at kassen ikke henvendte sig til Dem på et tidligere tidspunkt var, at kassen i forbindelse med rundskrivelse 96/00 af 30.10.2000 foranstaltede en manuel gennemgang af sager, hvor kassen skriftligt havde vejledt medlemmer om forhold vedrørende bopæl, beskæftigelse og lignende i udlandet. Da der imidlertid ikke var sendt en egentlig skriftlig afgørelse til Dem i forbindelse med Deres udmeldelse, stødte kassen ikke på Deres sag i forbindelse med gennemgangen.
Direktoratet modtog den 22. oktober 2001 en tro- og love erklæring fra Dem sammen med Deres lønsedler. "
Sekretariatet er enig i fremstillingen.
2. Arbejdsdirektoratets afgørelse
Direktoratet traf den 10. december 2001 denne afgørelse:
"Deres udmeldelse af kassen pr. 1. december 1994 annulleres.
De har ret til 202.552 kr. i efterløn for perioden fra den 13. august 1996 til den 31. maj 1998. Beløbet er opgjort før fradrag for skat og eventuelt bidrag til ATP.
Beløbet skal reduceres for medlemsbidraget for perioden siden udmeldelsen. kassen har oplyst at bidraget er på 5.223,50 kr.
Det samlede efterbetalingsbeløb er derfor på 197.329 kr.
Begrundelsen for afgørelsen er, at lov om arbejdsløshedsforsikring mv. blev ændret med virkning fra den 1. juli 2000, ved lov nr. 397 af 31. maj 2000. Ved lovændringen blev lovens § 75 b, stk. 1, nr. 4 udvidet til hele EØS-området, således at der efter den 1. juli 2000 kan udbetales efterløn under ophold i hele EØS-området uden nogen tidsmæssig begrænsning.
Det er forudsat i bemærkningerne til lovforslaget, at loven skulle have en vis tilbagevirkende kraft, idet det også skulle gælde for personer, der havde fået afslag på efterløn på grund af bopælskravet, og hvor kravet ikke var forældet efter dansk rets almindelige regler.
Begrundelsen for at De får annulleret sin udmeldelse af a-kassen er, at De har sandsynliggjort, at udmeldelsen skyldtes, at De ikke var berettiget til at modtage efterløn, når De tog ophold i Frankrig. Direktoratet har lagt vægt på, at De mundtligt har tilkendegivet over for kassen, at De ønskede at blive udmeldt i forbindelse med Deres flytning til Frankrig.
Direktoratet har vurderet, at De har dokumenteret, at De har opholdt Dem inden for EØS i perioden fra den 1. november 1994 til den 31. maj 1998.
Udbetalingen er opgjort som det beløb, De ville have fået udbetalt i perioden fra den 13. august 1996, hvis udbetalingen af efterløn ikke havde været indstillet på grund af flytning til Frankrig og udmeldelse af a-kassen.
For så vidt angår efterløn fra den 1. december 1994 til den 12. august 1996, er ydelsen for denne periode forældet efter dansk rets almindelige forældelsesregler, jf. § 1 i lov nr. 274 af 22.december 1908 om Forældelse af visse Fordringer (1908-loven). Efterløn er undergivet den 5-årige forældelse, som er fastsat i 1908-loven, og da kassen modtog Deres skriftlige henvendelse den 13. august 2001, kan forældelsen først anses for afbrudt fra denne dato. De kan derfor højst få efterbetalt efterløn 5 år forud for denne dato, altså fra den 13. august 1996.
Uanset at De har oplyst at have henvendt Dem til kassens lokalkontor i xxx i sommeren 2001, har direktoratet vurderet at forældelsen ikke blev afbrudt på dette tidspunkt, idet der ikke foreligger nogen skriftlig henvendelse fra Dem, og idet henvendelsen ikke på anden måde er at være dokumenteret.
Efterbetalingsbeløbet er nærmere specificeret i vedlagte regneark.
Efterbetalingsbeløbet er mindre end det beløb, der fremgik af kassenss brev af 26. september 2001. Dette skyldes at kassen har beregnet efterbetalingsbeløbet helt tilbage fra den 1. juli 1995."
3. Klagen til ankenævnet
De har den 27. december 2001 anført følgende:
"Den 13. august 2001 fremsendte A-kassen for xxx (kassen) til Arbejdsdirektoratet en sagsfremstilling for mig med beregning af efterløn for perioden 1. juli 1995 - 31. august 1998.
Af sagsfremstillingen fra såvel kassen som Arbejdsdirektoratet fremgår, at undertegnede ved telefonisk henvendelse sommeren 2000 til kassenss lokalkontor i xxx fik oplyst, at jeg ikke var berettiget til efterbetaling, da jeg var fyldt 67 år den 6. maj 1998. Jeg fandt ingen grund til at betvivle dette klart udtalte udsagn. men erfarede et år senere, at der i sommeren 2000 herskede stor usikkerhed om udbetalingsreglerne med tilbagevirkende kraft.
Jeg rettede derefter i august 2001 direkte henvendelse til kassens hovedkontor, som udarbejdede deres afgørelse til Arbejdsdirektoratet. I Arbejdsdirektoratet gøres det så herefter gældende, at min første lokale og mundtlige henvendelse, der skønt accepteret, men ikke registreret, ikke har kunnet danne udgangspunkt for forældelsestidspunktets afbrydelse.
Desværre modtog jeg ikke henvendelse fra kassen med rundskrivelse 96/00 af 30. oktober 2000, skønt jeg havde udmeldt mig af A-kassen 30. november 1994.
Jeg vil derfor anmode om, at min efterløn beregnes fra 1. juli 1995 i overensstemmelse med kassens indstilling i stedet for Arbejdsdirektoratets dato 13. august 1996, idet jeg på eget initiativ reagerede hurtigt og adækvat i tillid til mundtlige udsagn."
4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen
Direktoratet har den 4. januar 2002 anført følgende:
"Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at Deres sag ændre afgørelsen.
For så vidt angår forældelsesspørgsmålet skal følgende bemærkes:
Efter § 1, nr. 2, i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer (1908-loven) finder lovens regler anvendelse på bl.a. restance af livrente, overlevelsesrente, pension, aftægtsydelse, underholdsbidrag eller anden lignende ydelse, der forfalder med bestemte mellemrum og ikke er at betragte som afdrag på skyldig kapital.
Østre Landsret har i en dom trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1997, side 495, fastslået at et krav på arbejdsløshedsdagpenge var omfattet af 1908-lovens § 1, nr. 2. I dommens præmisser er det anført at arbejdsløshedsdagpenge ligesom de i § 1, nr. 2, nævnte eksempler er en løbende ydelse, der forfalder med bestemte mellemrum og ikke er afdrag på skyldig kapital. Det er anført at arbejdsløshedsdagpenge tjener samme formål som lovens eksempler, nemlig dækning af dagligdagens behov for en gruppe personer, der ikke har arbejdsindkomst eller indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed.
Dommen er kommenteret hos Eivind Einersen: "Forældelsesloven af 1908" (1999), side 53. Heri er anført at listen i § 1, nr. 2 inkluderer de forsørgelsesydelser, som navnlig var relevante ved lovens fremsættelse. Det er yderligere anført at da det ikke var hensigten at foretage en komplet opregning af omfattede ydelser, kunne bestemmelsen udvides til at omfatte alle andre forsørgelsesydelser. Ud over de nævnte ydelser omfattes således ifølge værket bl.a. bistandshjælp, boligsikring, invalidedagpenge og privat arbejdsløshedsforsikring.
Efterløn er en særlig arbejdsmarkedspolitisk ordning, der giver medlemmer
af en a-kasse mulighed for en tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, og
efterlønnen har de samme karakteristika som arbejdsløshedsdagpenge, her-
under har efterlønnen til formål at være et løbende forsørgelsesgrundlag for medlemmerne. Efterløn er derfor ligesom arbejdsløshedsdagpenge omfattet af 1908-lovens § 1, nr. 2.
Ifølge 1908-lovens § 2 afbrydes forældelsen ved skyldnerens erkendelse af gælden eller når fordringshaveren foretager retslige skridt mod skyldneren. Direktoratet har i denne sag anerkendt at der sker afbrydelse af forældelsen allerede fra det tidspunkt, hvor Ib Ladefogeds skriftlige henvendelse om efterbetaling af efterløn blev modtaget i a-kassen - den 13. august 2001. Dette er efter direktoratets opfattelse det tidligst dokumenterbare tidspunkt, hvor a-kassen har modtaget en egentlig anmodning om efterbetaling. Der er således ikke nogen 3. mands-dokumentation for at Ib Ladefoged skulle have henvendt sig til KASSEN's Århus-kontor i sommeren 2000."
5. Nyt efter klagen
Intet nyt fremkommet.
6. Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2000
§ 75 b. Ret til efterløn har medlemmer af anerkendte arbejdsløshedskasser,
som er fyldt 60 år,
som har været medlem i 20 år inden for de sidste 25 år, jf. dog stk. 2,
som opfylder betingelserne for ret til dagpenge, modtager dagpenge efter § 55, stk. 4, eller modtager overgangsydelse, og
som har bopæl her i riget, bortset fra Færøerne og Grønland, eller i et andet EØS-land.
Lov nr. 397 af 31. maj 2000 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (ændring af bopælskravet i efterlønsordningen i § 75 b, stk. 1, nr. 4, jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2000).
§ 1.
.....
7. I § 75 b, stk. 1, nr. 4 indsættes efter "Grønland": ", eller i et andet EØS-land".
§ 3. Loven træder i kraft den 1. juli 2000
Bemærkninger til lovforslag nr. L 276, fremsat den 12. april 2000:
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
.....
Til § 3
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2000.
Lovforslaget indebærer, at arbejdsløshedsforsikringsloven bringes i overensstemmelse med de synspunkter, Kommissionen har givet udtryk for vedrørende efterlønsordningens forhold til EU-retten. De krav på efterløn, som nu hjemles, følger af EF-traktatens artikel 39 og artikel 7 i Rådets forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed, således som disse bestemmelser er fortolket af Kommissionen.
Et krav om efterløn, som under henvisning til EU-retten måtte blive rejst over for danske myndigheder i overensstemmelse med bestemmelserne, vil derfor medføre, at også personer, der før lovens ikrafttræden har fået afslag på efterløn på grund af bopælskravet, har krav på efterløn i det omfang, dette krav ikke er forældet efter dansk rets almindelige regler, og nu kan dokumenteres.
Lov nr. 274 af 22.december 1908 om Forældelse af visse Fordringer (1908-loven)
§ 1
For følgende Fordringer gælder en Forældelsesfrist af 5 Aar:
Fordring, som støttes på Overenskomst om
Salg eller anden Overdragelse af Varer eller andet Løsøre, der ikke er afhændet som Tilbehør til fast Ejendom,
Brug af fast Ejendom eller Løsøre,
Ydelse af Ophold, Fortæring eller Forplejning,
Befordring af Personer eller Gods,
Udførelse af Arbejde eller Ydelse af personlig Virksomhed af hvilken som helst Art;
Fordring på Restance af stadigt tilbagevendende Afgift, som hviler på fast Ejendom uden særlig vedtagelse gaar over fra Ejer til Ejer, paa forfalden Rente, paa Restance af Livrente, Overlevelsesrente, Pension, Aftægtsydelse, Underholdsbidrag eller anden lignende Ydelse, der forfalder med bestemte Mellemrum og ikke er at betragte som Afdrag paa en skyldig Kapital;
Fordring ifølge Forløfte, indgaaet for noget i denne Paragraf omhandlet Krav;
Statens eller Kommunens Krav paa Skatter eller Afgifter af offentligretlig Natur;
Fordring paa Erstatning for Skade, tilføjet udenfor Kontraktforhold, medmindre Skaden er bevirket ved en Forbrydelse, for hvilken der under offentlig Straffesag paalægges Straf; og
Fordring, som udenfor Tilfælde af Svig haves på Betaling af, hvad nogen har ydet i urigtig Formening om, at Forpligtelse hertil paahvilede ham.
Foranførte Forældelsesfrist er dog ikke anvendelig, naar der for Fordringen er udstedt Gældsbrev eller tilvejebragt andet særligt retsgrundlag, hvorved dens Tilblivelse og Størrelse er anerkendt af Skyldneren eller på anden Maade skriftligt fastslaaet.
§ 2. Den i § 1 fastsatte kortere forældelsesfrist regnes fra den tid, da fordringen af fordringshaveren kan kræves betalt. Fordringen fortabes, medmindre fordringshaveren inden fristens udløb enten erhverver skyldnerens erkendelse af gælden eller foretager retslige skridt mod ham og uden fornødent ophold forfølger disse til erhvervelse af forlig, dom eller anden retsafgørelse.
§3. Når den fordringshaver, for hvem nogen af de i § 1 ommeldte krav er stiftet, på grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav eller om skyldnerens opholdssted, har været ude af stand til at gøre sin ret gældende, regnes den i § 1 omhandlede kortere forældelsesfrist først fra den tid, da fordringshaveren var eller ved sædvanlig agtpågivenhed ville have været i stand til at kræve sit krav betalt.
....