Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9486@2002-10-25/da

Indhold

1. Indledning

Hjemmevejledergruppen i Silkeborg har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Fagliv nr. 3, 2002, udgivet den 5.-7. juli 2002, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat.

I artiklen, der havde overskriften " MOBBET UD AF JOBBET ", hed det i en underoverskrift: "To års psykisk terror drev Sonja Bødker væk fra ønskejob. Hun har nu kæmpet sig tilbage til nyt arbejde".

I artiklen hed det bl.a.:

""Ubeskriveligt", siger Sonja Bødker igen og igen, når hun fortæller om sine to år, udsat for kollegers grove chikane, som endte med, at Sonja måtte melde sig syg i marts sidste år. "Jeg havde ikke forestillet mig, at voksne mennesker kunne behandle hinanden sådan", siger hun. Og ser ud som om, hun stadig har svært ved at tro det.

Tusind gange er hun vandret frem og tilbage derhjemme i søvnløse nattetimer. Hele huset igennem og ud på en lukket terrasse, hvor hun har stirret sig blind på nattemørket udenfor.

Nogle gang grædende, mens tankerne roterede i et uforståeligt kaos. Hvorfor? og Hvad er der galt med mig?

Som ved voldsofre føler den mobbede skam og skyld. For det er personligheden, mobberne går efter og rammer. Splintrer det grundlæggende verdensbillede. Hvor man tror på sig selv, tror på andre, føler en basal tryghed ved livet. Og når det splintres, bliver offeret magtesløs.

Sonja Bødker, 51 år, har en selvtillidsfuld kropsholdning, fast håndtryk og et velkomstsmil, der også giver øjnene varme. Hun er god til sit arbejde og glad for det. Ikke en kvinde, man umiddelbart ville se som et let offer.

Hun blev uddannet i ’75 og har siden arbejdet i flere typer dag- og døgninstitutioner, med socialt belastede familier og med udviklingshæmmede mennesker. I dag er hun ansat i socialpsykiatrien, som kræver høj faglig etik og en stærk personlighed.

Slår hul i det lille barn i dig

Sonja arbejdede som hjemmevejleder i en midtjysk kommune. Et ønskejob for Sonja, fandt hun ud af. Hun kunne lide sit arbejde med og hos klienterne og med deres pårørende.

De var først et lille team, der efter fire år langsomt blev udvidet. Og så kom mobningen af Sonja snigende og tog til. Senere har hun kontaktet en anden ansat, der pludselig "forsvandt". Hun følte sig også dårligt behandlet på arbejdspladsen.

Hvad består sådan en mobning af?

For Sonjas vedkommende, så fik hun ikke de informationer, andre fik, og som hun havde brug for til at udføre sit arbejde. Når hun bad om dem, blev hun hånet for, at hun skulle have anderledes besked end alle andre.

Hun fik nedsættende kommentarer om sin person og sit udseende. Der blev stille, når hun kom ind i et lokale. Hun blev overset og behandlet som en spedalsk, en udstødt.

"De slår hul i det lille barn i én", beskriver Sonja.

Flere prøvede aktivt at finde og påpege fejl ved Sonjas arbejde. Det blev efterhånden indforstået, at hun ikke magtede det. Når f.eks. de statusrapporter, hun havde skrevet, skulle diskuteres, blev de nedprioriteret på flere mødet for at blive jasket igennem på et møde, hvor halvdelen ikke havde gjort sig ulejlighed med at tage papirerne med.

"Jeg havde svært ved at tro, det kunne være rigtigt i begyndelsen. Og det værste var, at tillidsrepræsentanten og sikkerhedsrepræsentanten var de udfarende kræfter i mobberiet og lederen var meget fraværende og valgte til slut mobbernes side. Ligesom de kolleger, der var vidner på sidelinjen".

BST var indover, men der skete ikke mere, fordi ledelsen intet satte i gang.

Og alle de forslag, Sonja havde til at ændre informationsgangen, kulturen og arbejdsmiljøet blev forkastet.

"Jeg mente, det kunne lade sig gøre at overvinde sådan en mobning mellem voksne mennesker. Men selvom du godt kan tage en lagkage (løsningsforslag) med på arbejde, kan du ikke tvinge folk til at spise den. De er pludseligt mætte eller på slankekur alle sammen", illustrerer hun. "De ønskede ikke at høre mine forslag."

Sonja holdt det og meget mere ud i to år. Fordi hun troede, man sammen kunne finde en løsning, og fordi hun 80% af arbejdstiden var ude hos de mennesker, hele jobbet handlede om, og som hun følte ansvar for. Hun gjorde en dyd ud af hele tiden at have fat i alle tråde og sikre, at der ikke kunne sættes en finger på hendes arbejde.

Men til sidst blev det for meget.

Mobningen stoppede ikke dér, for den forklaring kolleger, klienter og pårørende fik af TR, SR og leder, var, at det var Sonja, der var noget galt med, og at hun smækkede med døren, da hun gik.

Sonja måtte indgå en mindelighedsaftale i maj, hvor hun indvilligede i at skrive sin egen opsigelse og blev fritstillet. SL Århus amts miljøkonsulent Søren Ravn kunne godtgøre, at sygdommen skyldtes chikane på jobbet, og Sonja fik 7 mdr. løn med sig.

En pårørende, Sonja havde forklaret sin sygemelding til, sendte Sonja et udklip fra lokalavisen, hvor en socialrådgiverstuderende søgte kontakt med folk, der var blevet mobbet ud af arbejdspladsen, til en rapport. Sonja meldte sig sammen med 180 andre.

.."

Artiklen var ledsaget af et billede af Sonja Bødker.

Klageren har indledningsvis anført, at man mener at have retlig interesse i sagen, da artiklen ikke i tilstrækkelig grad sikrer de nævnte parter anonymitet, idet tillids- og sikkerhedsrepræsentant, leder og øvrige kolleger er nævnt. Baggrunden for dette er, at den person, der interviewes, er nævnt med navn og billede. Fagbladet udgives kun i Århus Amt, og klager har haft flere henvendelser fra samarbejdspartnere på baggrund af artiklen, hvilket viser, at de pågældende ikke i tilstrækkelig grad er sikret anonymitet.

Klageren har videre anført, at mediet ikke har kontrolleret, at oplysningerne er korrekte. Det er ikke den interviewedes følelser, der ønskes kontrolleret, men de oplysninger, der gives i forbindelse med oplysningerne om den pågældendes følelser.

Klageren har yderligere anført, at bladet ikke har udvist fornøden kritik over for de oplysninger, som den interviewede person fremkommer med, og som omhandler andre personer. Den interviewede vil netop på grund af oplevelsen af at være blevet mobbet have en personlig interesse i sagen, og derfor vil udsagnene være farvet af dette.

Klageren har desuden gjort gældende, at bladet ikke har efterprøvet de udsagn, der vedrører de enkelte personer i artiklen, dvs. tillids- og sikkerhedsrepræsentanten samt lederen. Udsagnene er krænkende og agtelsesforringende og ikke dokumenterede. Klager har imidlertid ikke fået mulighed for at fremkomme med sin version af sagen.

Klageren har videre anført, at bladet ikke har givet de omtalte personer i artiklen lejlighed til at komme med svar på de angreb, der fremsættes i artiklen. Klager har efterfølgende bedt bladet om at få bragt den oprindelige klage til bladet som et åbent læserbrev, men man har fra bladets side alene ville indsætte en notits, som klager en gang har afvist. At bladet mener, at "vi fejlfortolker artiklen og påpeger fejl, der ikke er belæg for i medieansvarsloven", giver ikke bladet ret til at afvise, at klager kan få sine holdninger bragt.

Klageren har endelig anført, at mediet ikke oplyser, hvornår der er tale om faktiske oplevelser, og hvornår der er tale om kommentarer. Artiklen indeholder ingen by-line, og der er indsat kommentarer og udtalelser fra øvrige personer i artiklen, der angiveligt skulle baseres på et interview med en enkelt person.

Bladet har anført, at man i artiklen har beskrevet en række subjektive følelser, dvs. en medarbejders følelser og oplevelser i forbindelse med et mobningsforløb. De følelser, som et offer for et sådant mobningsforløb rummer, kan beskrives, men ikke kontrolleres.

Bladet har videre anført, at forløbet er veldokumenteret og er anmeldt som en arbejdsbetinget lidelse via Arbejdsmedicinsk Klinik i Skive, hvor den pågældende medarbejder har været igennem et længere forløb med psykologbehandling. Samtidig har Socialpædagogernes Landsforbund over for Silkeborg Kommune påpeget problemet, da organisationen har haft yderligere to sager af lignende karakter på samme arbejdsplads.

Bladet har yderligere anført, at sikkerheds- og tillidsrepræsentanten samt lederen kun er nævnt ved anonyme titler og ikke ved navn, dvs. at de udelukkende er beskrevet ud fra den interviewedes oplevelse. Bladet henvendte sig netop ikke til de pågældende, da bladet derved ville bryde anonymiteten med hensyn til, hvilken kommune, hvilken arbejdsplads og hvilke konkrete personer sagen involverede. Bladet fandt det ikke formålstjenligt at henvende sig, da det var den mobbedes oplevelser, der var centrum for historien. Det er i øvrigt bladets opfattelse, at klager i det afviste læserbrev fejlfortolker artiklen og påpeger fejl, som der ikke er dækning for i medieansvarsloven.

Bladet har endelig anført, at det ikke kan anses for fejlagtigt, at en ergoterapeut, der har beskæftiget sig med mobning på et forskningsmæssigt niveau, udtaler sig om konsekvenserne af mobning. I forbindelse med klagen over den manglende by-linie har bladet henvist til kolofonen på sidste side.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Niels Grubbe, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at det ikke kan udelukkes, at det ud fra artiklens oplysninger er muligt for personer med et vist kendskab til de artiklen omtalte personer at identificere dem som de i artiklen omtalte.

I artiklen gengives en tidligere hjemmevejleders oplevelse af at være blevet mobbet af sine tidligere arbejdskolleger i en midtjysk kommune, heriblandt af tillids- og sikkerhedsrepræsentanten samt lederen.

Pressenævnet finder, at medarbejderens udsagn inden offentliggørelsen burde være forelagt tillids- og sikkerhedsrepræsentanten samt lederen, idet der i forhold til dem fremsættes udtalelser, der er krænkende og skadelige. Dette gælder, selvom det er medarbejderens subjektive oplevelser, der gengives i artiklen. Ved at undlade at forelægge udsagnene har bladet handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er redaktøren berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Bladet har således ikke været forpligtet til at bringe klagerens læserbrev, der i øvrigt ses at være bragt i Fagliv nr. 4 med journalisternes svar herpå.

Nævnet finder, at bladet ikke i øvrigt har tilsidesat god presseskik.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af Fagliv at offentliggøre følgende:

I Fagliv nr. 3 blev der bragt en omtale af, hvorledes en tidligere hjemmevejleder i en kommune havde oplevet at blive mobbet af sine tidligere arbejdskolleger, heriblandt af tillids- og sikkerhedsrepræsentanten samt lederen.

Hjemmevejledergruppen i den pågældende kommune har klaget til Pressenævnet, idet man finder, at god presseskik er tilsidesat.

Pressenævnet finder, at medarbejderens udsagn inden offentliggørelsen burde være forelagt tillids- og sikkerhedsrepræsentanten samt lederen, idet der i forhold til dem fremsættes udtalelser, der er krænkende og skadelige. Dette gælder, selvom det er medarbejderens subjektive oplevelser, der gengives i artiklen. Ved at undlade at forelægge udsagnene har bladet handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

Afsagt den 23. oktober 2002.

Versioner

1. 2002-10-25