Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 94/2002
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9490@2002-10-25/da
Indhold
[En kvinde og hendes datter] har ved advokat Stig Nielsen klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i B.T. den 11. september 2002, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat.
I artiklen med overskriften " Føl diede hos sin døde mor " hed det i en brødtekst:
""Det var forfærdeligt. Der findes simpelthen ikke nogen undskyldning for en så meningsløs vanrøgt. Det tangerer mishandling"."
I artiklen hed det:
" Axel Sørensen, Alle Dyrs Ret, var chokeret, da han i går eftermiddag nåede frem til en mark på [vejnavn udeladt] ved Kalundborg. Et føl skubbede til den livløse hoppe og søgte forgæves næring i patterne.
Andre steder på marken var flere heste enten styrtet om af udmattelse, underernæring og misrøgt eller gik vaklende i en desperat søgen efter vand og foder.
Det var Kirsten Hildebrand, der ved 11-tiden kontaktede Kalundborg politi og anmeldte ejeren, en mor og hendes datter, for vanrøgt. Men der gik næsten fem timer, før politi og myndigheder mødte op på marken, som kvinden og hendes datter har lejet.
"Jeg var ude at ride en tur, da jeg opdagede en død hest på marken.
Jeg var harm, og det er ikke første gang, jeg har anmeldt de pågældende for vanrøgt. Det har stået på i en årrække, men hver eneste gang er de smuttet uden om en retssag.
Der går 10-12 heste på den her mark, hvor baljen, der er stillet med vand, måske rummer nok vand til kun tre heste. Jeg så yderligere to heste, de var styrtet om på grund af væskemangel," fortæller Kirsten Hildebrand, der også slog alarm til Axel Sørensen fra Alle Dyrs Ret.
"Jeg har rekvireret en dyrlæge, og han vurderer, at de øvrige heste kan reddes.
De er behandlet med indsprøjtninger mod forgiftning, fordi det ser ud til, at vandet i baljen var forgiftet af alger.
Måske har de også ædt noget fordærvet korn, jægere har udlagt til fasaner," siger Axel Sørensen og tilføjer:
"Jeg finder politiets indsats uprofessionel de sendte en betjent uden dyrlæge. En betjent har ikke den fornødne kendskab til heste, det er udelukkende dyrlæger, der kan vurdere hestens tilstand. Jeg ved, at kredsdyrlægen tidligere har tilset hestene, uden der skete noget. Vi må konstatere, at uden døde dyr ingen sag."
Ikke vanrøgt sygdom
Ifølge Torben Martinsen, vagthavende på Kalundborg politistation, fører sagen heller ikke denne gang til en straffesag mod hesteejerne:
"Ifølge det korte referat, jeg har fået fra kollegaen på stedet, er hesten ikke død som følge af vanrøgt, men af sygdom"."
Artiklen var ledsaget af et stort billede af føllet og dets døde mor. Billedet var ledsaget af følgende tekst:
"Moderløs: Da myndighederne blev kaldt til marken ved Kalundborg lå en hoppe død, mens flere andre heste angiveligt var styrtet om af udmattelse."
Endvidere var der i artiklen indsat en faktaboks med følgende indhold:
"Hesteejere tidligere meldt til politiet for vanrøgt, uden de blev straffet. Det gør de formentlig heller ikke denne gang."
Klagerne har oplyst, at de tilkaldte dyrlægen så snart, de var blevet gjort opmærksom på, at deres dyr var syge. Dyrlægen var til stede i ca. 30-40 minutter, mens både B.T.’s og Ekstra Bladets fotografer var til stede. Dyrlægen konstaterede, at der ikke forelå vanrøgt, og at sygdom og dødsfald skyldtes, at hestene var brudt ind i en fold og havde forspist sig på korn, som befandt sig der. Dyrene var således blevet syge af "overspisning". Dyrlægen gik hen til klagerne og fortalte det, mens begge fotografer overhørte dette. Klagerne anser det for helt usandsynligt, at B.T.’s fotograf ikke også har hørt dyrlægens udsagn. Eventuelt har fotografen holdt sig i bevidst uvidenhed, men dette er også kritisabelt, idet fotografen naturligvis burde have spurgt dyrlægen for at få kendskab til, hvad dyrene fejlede, inden man valgte at bringe artiklen. Ekstra Bladet undlod at omtale episoden, da der var tale om "et banalt sygdomstilfælde". På trods af, at dette burde stå B.T. klart efter at have hørt dyrlægen, valgte bladet at bringe artiklen, hvori der bringes en række grove injurierende udsagn fra Axel Sørensen og Kirsten Hildebrand mod klagerne, blandt andet det i brødteksten anførte.
Med hensyn til det i faktaboksen anførte har klagerne gjort gældende, at de aldrig dem bekendt har været anmeldt for vanrøgt. Udsagnet "Jeg så yderligere 2 heste, de var styrtet om på grund af væskemangel" er ligeledes ukorrekt, idet ingen af dyrene har været syge på grund af væskemangel. Ingen af dyrene var blevet syge på grund af forhold, som klagerne har ansvaret for eller i øvrigt kunne være undgået.
Klagerne har i øvrigt bestridt, at bladets fotograf på stedet rettede henvendelse til moderen. Det er korrekt, at moderen efterfølgende kontaktede journalisten bag artiklen, der tilbød at bringe hendes side af historien, hvis hun ville stå frem med billede og navn. Der var ikke tale om, at man ville bringe noget dementi af de tidligere afgivne oplysninger, idet artiklen skulle handle om, at føllet ville overleve uden sin mor. Datteren oplyste til fotografen på stedet, at hun ville udtale sig på et senere tidspunkt, når hun havde fået et overblik over situationen. Fotografen vendte imidlertid ikke tilbage. Klagerne har ligeledes bestridt, at moderen skulle have udtalt, at hestene var forgiftet, idet hun alene på baggrund af oplysninger fra dyrlægen har udtalt, at de havde forædt sig. Endelig har klagerne bestridt, at politiet på stedet skulle være kommet med en bemærkning om en tidligere dyreværnssag.
Klagerne har sammenfattende anført, at bladet ved at bringe artiklen har overtrådt god presseskik, idet bladet har viderebragt injurier vel vidende (eller idet man i det mindste burde have vidst), at udsagnene var ukorrekte, og at der ikke var tale om vanrøgt.
Bladet har oplyst, at bladets fotograf ankom sammen med dyrlægen. Dyrlægen udtalte sig ikke på noget tidspunkt i fotografens nærvær om årsagen til hestenes tilstand, herunder om dødsårsagen til den afdøde hest. Bladets fotograf anmodede under opholdet ved hestefolden den ene af klagerne, moderen, om en udtalelse vedrørende politianmeldelsen om vanrøgt. Ifølge fotografen gav hun over for ham og de øvrige tilstedeværende udtryk for, at der ikke var tale om dyremishandling, men at hesten formentlig havde spist noget, den ikke kunne tåle. En politibetjent anmodede herefter klageren om at tie stille under henvisning til, at det ikke var første gang, at politiet var derude. Herefter ønskede klageren ikke at udtale sig til bladet. Ej heller den anden klager, datteren, ønskede at udtale sig trods bladets gentagne opfordringer dertil.
Bladet har videre oplyst, at bladet den 13. september 2002 blev kontaktet af den ene af klagerne, moderen, der gav udtryk for, at hesten ikke var død af vanrøgt, men angiveligt af at spise noget forgiftet korn. Klager fik tilbudt at blive interviewet til en artikel, der skulle bygge på hendes syn på sagen. Klager afslog dette i første omgang, idet hun først ville tale med sin advokat, men hun er efterfølgende ikke vendt tilbage.
Bladet har afvist at have handlet i strid med god presseskik. Klagerne er blevet forelagt Kirsten Hildebrand og Axel Sørensens påstande om vanrøgt med henblik på at kommentere disse inden offentliggørelsen af artiklen, men de afslog begge at udtale sig.
Bladet har videre anført, at der intet grundlag er for at antage, at bladet har videregivet Kirsten Hildebrand og Axel Sørensens udtalelser om vanrøgt mod bedrevidende, idet det særskilt bemærkes, at bladets fotograf ikke som hævdet af klagerne modtog oplysninger fra den tilstedeværende dyrlæge om årsagen til dyrenes tilstand. Klagernes påstand om, at dyrlægen allerede ved hestefolden skulle have givet udtryk for, at hestene var blevet syge efter at have forspist sig på korn, stemmer ikke med, at den ene af klagerne både den 10. september 2002 ved hestefolden og den 13. september 2002 telefonisk over for bladet gav udtryk for, at hestene havde spist forgiftet korn.
Bladet har videre anført, at bladet havde fuldt tilstrækkeligt grundlag for at videregive Kirsten Hildebrands udtalelser om tidligere anmeldelser for vanrøgt, da hun oplyste, at det var hende selv, der havde indgivet denne anmeldelse, og da Kirsten Hildebrands udtalelse i øvrigt støttedes af en udtalelse fra en politibetjent om, at politiet tidligere havde været på ejendommen i forbindelse med hestenes sundhedstilstand.
Bladet har endelig anført, at man i artiklen gennem et citat fra Kalundborg Politi oplyste, at der ikke ville blive rejst sag mod hesteejerne, idet der efter politiets opfattelse ikke var tale om vanrøgt, men sygdom.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Niels Grubbe, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet finder ikke på baggrund af sagens oplysninger at kunne vurdere, hvorvidt der er bragt forkerte oplysninger med hensyn til årsagen til hestens død, tidligere anmeldelser for vanrøgt eller hvorvidt to andre heste var styrtet om på grund af væskemangel. Nævnet finder heller ikke at kunne vurdere, om bladet af dyrlægen blev gjort bekendt med årsagen til hestens død.
Nævnet finder imidlertid, at bladet selvstændigt burde have indhentet oplysninger hos den tilstedeværende dyrlæge om årsagen til hestens død. Ved at undlade dette og i stedet i det væsentlige lade artiklen bygge på Axel Sørensens og Kirsten Hildebrands udsagn har bladet handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af B.T. at offentliggøre følgende:
Den 11. september 2002 bragte B.T. en artikel, hvori man omtalte, at en hest var fundet død på en mark. I den forbindelse udtalte en repræsentant for Alle Dyrs Ret og den person, som havde fundet den døde hest, at der var tale om vanrøgt. Herudover var indsat en udtalelse fra vagthavende ved Kalundborg Politi om, at hesten efter hans oplysninger ikke var død som følge af vanrøgt, men af sygdom.
Hestens ejere har klaget til Pressenævnet, idet de finder, at god presseskik er tilsidesat.
Pressenævnet finder, at bladet selvstændigt burde have indhentet oplysninger hos den tilstedeværende dyrlæge om årsagen til hestens død. Ved at undlade dette og i stedet i det væsentlige lade artiklen bygge på udsagnene fra repræsentanten fra Alle Dyrs Ret og fra personen, der fandt hesten, har bladet handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.
Afsagt den 23. oktober 2002.