Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9491@2002-10-25/da

Indhold

1. Indledning

[En advokat K] har klaget til Pressenævnet over Helsingør Dagblads offentliggørelse af Pressenævnets kendelse i sag nr. 42/2002 den 28. september 2002, idet han mener, at offentliggørelsen er i strid med medieansvarslovens § 49, 2. pkt. Herudover mener klager, at bladet har handlet i strid med god presseskik.

Den 28. september 2002 bragte Helsingør Dagblad følgende resumé, som bladet ved nævnets kendelse af 25. september 2002 var blevet pålagt at offentliggøre:

" Kendelse fra Pressenævnet:

I perioden 16. marts til 11. april 2002 bragte Helsingør Dagblad en artikelserie omkring forløbet af en indbudt licitation i forbindelse med byfornyelse af en konkret ejendom i Helsingør. I artikelserien omtaltes blandt andet advokat [K]s rolle i forbindelse med saneringssagen, ligesom klagers hverv som advokat for kommunen og byens borgmester blev beskrevet. I artikelserien indgik endvidere en omtale af advokat [K]s rolle i forbindelse med salget af en lokalradiostation. Endelig bragte bladet den 18. maj 2002 en artikel om advokat [K]s deltagelse i en voldgiftssag som advokat for kommunen. I artiklen udtrykte et byrådsmedlem for SF tvivl om, hvorvidt advokaten var i stand til fagligt at varetage kommunens interesser i voldgiftssagen.

Advokat [K] har klaget til Pressenævnet, idet han finder, at god presseskik er tilsidesat.

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at forholdene omkring byfornyelsessager, herunder hvorvidt der sker misbrug af offentlige midler, har stor samfundsmæssig interesse. De involverede parter må i den forbindelse tåle at få deres roller kritisk belyst af medierne.

Nævnet finder for så vidt angår artiklen den 27. marts 2002 med overskriften "Kommunens advokat og Tærsbøls Aps-formand styrer saneringsfirmaer", at der ikke i artiklens oplysninger er belæg for artiklens overskrift, og nævnet udtaler i den anledning sin kritik. Nævnet finder endvidere, at kritikken af klager burde være forelagt klager selv inden offentliggørelsen med henblik på en kommentar. Ved at undlade dette har bladet handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler også på dette punkt sin kritik. Til bladets anførsel om, at det ikke har været muligt at få fat i klager for en kommentar, bemærker nævnet, at oplysningerne ikke havde en sådan aktualitetsværdi, at bladet ikke havde kunne afvente klagers bemærkninger inden for en rimelig tidsramme.

Hvad angår forsiden og artiklen den 5. april 2002 med overskriften "Advokat for sælger, medejer og advokat for køber" finder nævnet, at beskyldningerne mod klager for sammenblanding af interesser er af en sådan karakter, at bladet burde have forelagt dem for ham inden offentliggørelsen. Ved at undlade dette har bladet handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler tillige sin kritik på dette punkt. Nævnet bemærker ligeledes her, at oplysningerne ikke havde en sådan aktualitetsværdi, at bladet ikke havde kunne afvente klagers bemærkninger inden for en rimelig tidsramme.

Nævnet finder samtidig, at bladet med kendskab til de verserende konflikter mellem Michael Eibye og klager burde have udvist større kritik over for Michael Eibye som kilde og i den forbindelse som mindstemål have forelagt klager Eibyes oplysninger. Nævnet finder, at bladet også på dette punkt har handlet i strid med god presseskik og udtaler sin kritik.

Nævnet finder, at bladet ikke herudover har handlet i strid med god presseskik i forbindelse med artikelserien.

København, den 25. september 2002.

Jørgen Nørgaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig."

Herudover bragte bladet samme dag udover en leder om sagen på side 2 nævnets kendelse i sin fulde ordlyd samt en artikel om sagen på samme side som resumeet af nævnets kendelse. I artiklen med overskriften " Pressenævnet om de involverede i byfornyelsen: "De må tåle at få deres roller belyst "" hed det i en mindre overskrift:

"Helsingør Dagblad får kritik af fodfejl i behandlingen af advokat [K], men nogen "hetz", der krænker privatlivets fred, mener nævnet ikke, at der har været tale om."

I artiklen hed det:

" HELSINGØR: To omfattende klageskrifter til Pressenævnet fra advokat [K] med stribevis af klager over Helsingør Dagblad for at have ført kampagne mod ham og hans virksomhed gav kun advokaten medhold i fire tilfælde, som må falde ind under betegnelsen journalistiske fodfejl.

Pressenævnet konstaterer i en kendelse, som bringes i dagens avis, at Helsingør Dagblad i den lange artikelserie om byfornyelsen i Helsingør i tre tilfælde burde have forelagt omtalen af advokat [K]s rolle for ham og dermed har gjort sig skyldig i brud på god presseskik. Samtidig finder nævnet i ét tilfælde, at der ikke er dækning for en artikels indhold i overskriften. Men nævnet slår i en ledsagende udtalelse fast, at de fremlagte artikler i sagen "alene omhandler klagers virke som advokat", og at Helsingør Dagblad således ikke har bragt oplysninger om [K], som kan krænke privatlivets fred.

Advokat [K] havde ellers i sin meget omfattende klage til Pressenævnet over Helsingør Dagblad hævdet, at der var tale om en hetz mod ham, og at "hetzen føres på et ukorrekt grundlag og på en måde, der tilsidesætter de presseetiske regler, og som alene kan have til formål at skade ham og den advokatvirksomhed, han driver".

Helsingør Dagblad har i sit svar afvist, at der var tale om en hetz, og at vi skulle have haft til forsæt at skade hans personlige anseelse. Det har ikke været [K]s personlige adfærd, men hans offentlige/erhvervsmæssige adfærd, der har været genstand for undersøgelse. Hans navn blev først interessant for sagen, efterhånden som bladets research skred frem. Samtidig holdt vi os i vores svar til Pressenævnet til, at der har været tale om "en for offentligheden helt relevant sag".

"Stor samfundsmæssig interesse"

Det samme mener Pressenævnet. I såvel den ledsagende udtalelse som i selve kendelsen fastslås det, at "forholdene omkring byfornyelsessager, herunder hvorvidt der sker misbrug af offentlige midler, har stor samfundsmæssig interesse, og at de involverede parter i den forbindelse må tåle at få deres roller kritisk belyst af medierne".

Pressenævnet har i sagen haft omkring 20 artikler fra Helsingør Dagblad og lige så mange A4-sider med klager fra at læse igennem, idet det dog kun er nogle af artiklerne, der er indgået i selve sagen.

I denne store sag er der så sket nogle fodfejl, som Pressenævnet påpeger, og som vi derfor tager til efterretning (læs lederen side 2). Hvad angår artiklen om Radio The Wave havde vi faktisk allerede i vores svar til Pressenævnet indrømmet, at det kunne tolkes som en forsømmelse, at vi ikke havde forelagt [K] Michael Eibyes påstande.

Det fremgår i øvrigt, at vi allerede ved artikelseriens start forsøgte at indhente en kommentar fra [K], men vi må altså konstatere, at dette efter Pressenævnets vurdering ikke er forsøgt tilstrækkeligt ihærdigt under sagens forløb. Det har spillet en afgørende rolle for Pressenævnet, at artiklerne ikke havde en sådan aktualitet, at de ikke kunne vente på at komme i avisen, til [K] var blevet hørt.

At Pressenævnet ikke mener, at en af overskrifterne har dækning i indholdet, tager vi til efterretning.

Læs i øvrigt dagens leder.

bec. "

Klageren har anført, at offentliggørelsen af Pressenævnets kendelse af 25. september 2002 i sag nr. 42/2002 er i strid med medieansvarslovens § 49, 2. pkt., idet offentliggørelsen ikke er sket uden kommenterende tilføjelser. Artiklen og overskrifterne fastslår således, at bladet har begået " fodfejl ", og at de påklagede forhold falder ind under " betegnelsen journalistiske fodfejl". Dette må betragtes som værende en kommentar til kendelsen, hvori man forsøger at nedtone det faktum, at man har begået brud på reglerne om god presseskik og dermed lovgivningen. Artiklen er bragt i umiddelbar tilknytning til kendelsen og fremstår dermed som bladets kommentar til afgørelsen, hvor klager ikke har nogen mulighed for at kommentere denne.

Klageren har samtidig under henvisning til nævnets årsberetning 1999, side 10-11, og sag nr. 39/1999 og 111/1999, anmodet om nævnets stillingtagen til, hvorvidt de ledsagende kommentarer til kendelsen som indeholdt i artiklen og lederen er i overensstemmelse med loven og de vejledende regler for god presseskik.

Klageren har anmodet nævnet om at pålægge bladet at offentliggøre kendelsen om offentliggørelse og samtidig offentliggøre kendelsen af 25. september 2002 på ny uden ledsagende kommentarer.

Bladet har oplyst, at man har ønsket at følge reglerne, og hvis man har brudt dem, er det ikke sket med forsæt. Bladet har overvejet, hvorledes nævnets krav om offentliggørelse og reglerne i øvrigt skulle fortolkes og kom frem til, at det vel ikke kunne være rigtigt, at bladet var afskåret fra enhver journalistisk behandling og meningstilkendegivelse i forbindelse med kendelsen. Under alle omstændigheder stod det klart, at det ville give et misvisende billede af pressenævnssagen, hvis kendelsen om fire overtrædelser af reglerne for god presseskik stod helt alene. Nævnet havde jo afvist den helt overordnede påstand om, at bladet alene skulle have haft til formål med sin artikelserie at skade klager og hans virksomhed. De fire punkter, hvor Pressenævnet udtaler sin kritik, burde ud fra en rimelighedsbetragtning ses på baggrund af omfanget af den samlede klage.

Det er i øvrigt på baggrund af en samtale med en førende pressejurist ved Danmarks Journalisthøjskole bladets opfattelse, at bladet har lov til at give sin mening til kende, blot det ikke er en tilføjelse til kendelsen. Bladet har i den forbindelse henvist til hjemmesiden om mediejura.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Niels Grubbe, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Efter medieansvarslovens § 49 kan Pressenævnet pålægge redaktøren for det indklagede massemedie snarest muligt at offentliggøre en kendelse i et af nævnet nærmere fastlagt omfang. En sådan offentliggørelse skal ske uden kommenterende tilføjelser og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges.

Bladet har på samme side som nævnets kendelse bragt en artikel med kommentarer til nævnets kendelse. Pressenævnet finder, at bladet herved har handlet i strid med medieansvarslovens § 49, 2. pkt., og udtaler i den anledning sin kritik. Nævnet pålægger samtidig bladet at foretage en ny offentliggørelse af nævnets kendelse i sag nr. 42/2002 uden kommentarer.

Nævnet finder ikke, at lederen og artiklen har et sådant indhold, at bladet ved offentliggørelsen har tilsidesat god presseskik.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af Helsingør Dagblad at offentliggøre følgende:

Pressenævnet afsagde den 25. september 2002 kendelse i sag nr. 42/2002, advokat [K] mod Helsingør Dagblad, og pålagde i den forbindelse i medfør af medieansvarslovens § 49 den ansvarshavende redaktør af Helsingør Dagblad at offentliggøre et nærmere anført resumé af nævnets kendelse. Den 28. september 2002 bragte bladet resumeet af nævnets kendelse og desuden på samme side nævnets kendelse i sin fulde ordlyd samt en artikel om sagen.

Advokat [K] har efterfølgende klaget til Pressenævnet, idet han finder, at nævnets kendelse er offentliggjort i strid med medieansvarslovens § 49, 2. pkt., og at god presseskik er tilsidesat.

Pressenævnet udtaler:

Efter medieansvarslovens § 49 kan Pressenævnet pålægge redaktøren for det indklagede massemedie snarest muligt at offentliggøre en kendelse i et af nævnet nærmere fastlagt omfang. En sådan offentliggørelse skal ske uden kommenterende tilføjelser og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges.

Bladet har på samme side som nævnets kendelse bragt en artikel med kommentarer til nævnets kendelse. Pressenævnet finder, at bladet herved har handlet i strid med medieansvarslovens § 49, 2. pkt., og udtaler i den anledning sin kritik. Nævnet pålægger samtidig bladet at foretage en ny offentliggørelse af nævnets kendelse i sag nr. 42/2002 uden kommentarer.

Afsagt den 23. oktober 2002.

Versioner

1. 2002-10-25