Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 97/2002
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9492@2002-10-25/da
Indhold
[En mand K] har ved brev af 7. oktober 2002 anmodet om genoptagelse af Pressenævnets sag nr. 80/2002, som nævnet traf afgørelse i den 25. september 2002.
I nævnets kendelse hed det:
"Henset til karakteren af den løbende meningsudveksling mellem klager og indklagede, herunder navnlig de gentagne, gensidige personlige udfald, finder Pressenævnet ikke anledning til at udtale kritik af indklagede."
[K] har til støtte for sin anmodning om genoptagelse af sagen anført, at han i "Journalisten" og snesevis af gange på diverse debatfora på internettet har anklaget Ole Askvig, som har deltaget i nævnets afgørelse af den aktuelle sag, for svindel. Dette hænger sammen med, at Ole Askvig var et af medlemmerne i behandlingen af sag nr. 113/1997, hvor nævnet traf en afgørelse, der kun kan betragtes som svindel. Ole Askvig er derfor 100% inhabil til at dømme i sager vedrørende klagers person.
[K] har videre anført, at der ikke er nogen begrundelse i kendelsen i sag nr. 80/2002. Nævnets udtalelse/begrundelse er en konklusion, hvilket er noget helt andet. I forhold til begrundelsen mangler der oplysning om, hvad det er for personlige udfald, som klager er fremkommet med. Det fremgår ingen steder i de to redaktørers kommentar til klagen. Klagen handler udelukkende om tilsvining i Radio Frederiksberg-Journalen. I denne radio har klager aldrig udtalt et eneste ord om de redaktører. Klager har skrevet adskillige indlæg på nettet om de to, men ikke noget injurierende eller noget, der er usandt.
Klageren har endelig anført, at nævnet ved at afvise klagen og samtidig offentliggøre de anklager, klager har rettet mod de to redaktører, gør sig skyldig i injurier, da nævnets offentliggørelse fremstår som et bevis for de løgne, som de to redaktører har fremsat mod klager.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jørgen Nørgaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsorden for Pressenævnet træffer de nævnsmedlemmer, der har afgjort en sag, også afgørelse vedrørende spørgsmål om eventuel genoptagelse af sagen.
Det forhold, at et nævnsmedlem tidligere har deltaget i behandlingen af en sag vedrørende en klager, gør ikke dette medlem inhabil i relation til senere sager indgivet af den samme klager.
Pressenævnet vil kunne genoptage behandlingen af en sag, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse. Da klageren ikke er fremkommet med sådanne nye oplysninger, finder nævnet ikke grundlag for at genoptage sagen.
Nævnet skal samtidig bemærke, at der med nævnets bemærkning om den løbende meningsudveksling mellem sagens parter sigtes til det forhold, at klager og indklagede tidligere i internetmediet Kafka.dk., er fremkommet med personlige udfald mod hinanden. Nævnet skal i den forbindelse henvise til sag nr. 12/2002. Det er under hensyn hertil, at nævnet har vurderet, at udtalelserne ikke har en sådan karakter, at indklagede har handlet i strid med god presseskik.
Afsagt den 14. oktober 2002.