Gelex

Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.

GældendeVersion 2002-10-30
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9496@2002-10-30/da

Indhold
  1. Indledning

Ved klageskrift af 10. maj 2001 har klageren indklaget indklagede for en i henhold til "Regler for behandling af sager ved Voldgiftsnævnet for bygge- og Anlægsvirksomhed" nedsat voldgiftsret, bestående af direktør, arkitekt m.a.a. Niels Henning Johansen, murermester, ingeniør Sven O. Pedersen og landsdommer Marianne Levy, sidstnævnte som rettens formand.

Klageren har nedlagt følgende påstande:

Indklagede tilpligtes at færdiggøre det imellem parterne aftalte projekt med opførsel af støttemur til den oprindelige kontraktsum, således at indklagede tilpligtes at bære alle ekstra omkostninger i forbindelse med sammenstyrtning af eksisterende støttemur. Indklagede tilpligtes at betale klagers ekstraomkostninger til ingeniørtilsyn i forbindelse med merarbejde.

Indklagede tilpligtes at genopføre nedrevet mur i skellet tilsvarende den mur, som er blevet nedrevet af indklagede. Alternativt tilpligtes indklagede at betale klager erstatning på kr. 25.000.

Indklagede tilpligtes at betale klager 204.340,83 kr. med procesrente fra 8. februar 2002.

Indklagede har påstået frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.

Sagen blev mundtligt forhandlet den 15. februar 2002.

Efter voldgiftsrettens tilkendegivelse af resultatet anmodede parterne om en kort kendelse uden angivelse af sagsfremstilling og angivelse af forklaringer.

Klageren har i sit klageskrift gjort gældende,

at indklagede ikke har overholdt forskrifter for arbejdet, som var fastlagt ved ingeniørprojektet,

at indklagede således har handlet culpøst over for klager ved dels at nedrive en mur uberettiget, dels ved forkert arbejdsmetode at forårsage sammenstyrtning af muren, at der således foreligger et erstatningsgrundlag og at indklagede derfor er forpligtet til at betale klagers samlede omkostninger ved retablering at støttemur svarende til, at klager alene skal betale den oprindelig aftalte kontraktsum til indklagede,

at indklagede skal betale samtlige følgeudgifter, jf. AB 92 § 25, stk. 3, herunder for genopførelsen af den mur, som ikke skulle have været nedrevet.

Indklagede har i sit påstandsdokument gjort gældende,

at indklagede ikke/ikke alene er ansvarlig for nedstyrtning af støttemur,

at den i påstand 2 nævnte mur er fjernet uden indsigelser fra tilsynet,

at denne mur var i dårlig stand, hvorfor istandsættelsesudgifter bør fradrages i eventuel erstatning,

at arbejdet er standset af klageren den 5/10 2000,

at sikring mod yderligere skred på dette tidspunkt var udført af indklagede,

at fortsættelse af entreprisen kunne være igangsat igen få dage efter,

at årsagen til, at igangsættelse ikke fandt sted skal findes i klagerens forhold,

at betingelserne for igangsættelsen den 9/4 2001 (bilag 7) er urimelige,

at klager ikke var berettiget til at stille sådanne betingelser fordi

· at årsagen til entreprisens udskydelse/forsinkelse ligger i klagerens forhold,

· at evt. udgifter som følge af udskydelse derfor påhviler klageren,

· at indklagede var berettiget til at forlange erstatning/merpris, jfr. § 27,

· at klagerens advokat telefonisk var blevet meddelt, at indklagede ville kræve merpris,

at klageren herefter måtte lade arbejdet udføre af andre (tabsbegrænsning)

at de anførte renteudgifter modsvares af andre renteudgifter, som klageren sparer,

at klageren ikke har forsøgt at prioritere mod eventuel indeståelse og deponering,

at udgifter til containerleje er forårsaget af klagerens udskydelse af entreprisen.

Parterne har under proceduren uddybet disse synspunkter.

Voldgiftsrettens bemærkninger:

Ad påstand 1:

Voldgiftsretten lægger til grund, at indklagede, der har kendskab til byfornyelsessager, og som har anvendt en anerkendt og specialiseret underentreprenør ved udbedring af forankringerne, ikke på noget tidspunkt har taget forbehold over for projektet.

Efter indholdet af skønserklæringen sammenholdt med skønsmandens afhjemling finder voldgiftsretten, at årsagen til den skete nedstyrtning var nedtagning af de 2 støttemure, antagelig primært nr. 2 fra øst, og nedtagning af tag over de tidligere skure garage, uden i stedet at udføre alternativ midlertidig afstivning. Det er ubestridt, at disse støttemure er fjernet af indklagede, uden at der forinden var rettet henvendelse til klageren eller dennes rådgivere herom.

Uanset at projektet kan karakteriseres som utilstrækkeligt, og uanset at tilsynet ikke reagerede på indklagedes nedrivning af de stabiliserede støttemure, finder voldgiftsretten, at ansvaret for sammenstyrtningen påhviler indklagede, der burde have foreholdt klagerens rådgiver vanskelighederne ved at gennemføre projektet.

Herefter gives der klageren medhold i påstand 1, idet klageren dog under hensyn til det ovenfor anførte om tilsynets rolle, selv skal afholde ekstraomkostninger til ingeniørtilsyn i forbindelse med merarbejde.

Ad påstand 2:

Uanset om murens nedrivning var nødvendig af hensyn til underentreprenørens maskiner, burde indklagede have taget højde herfor ved tilbudet eller have kontaktet klageren eller dennes rådgivere, inden muren blev nedrevet. Da dette ikke er sket, gives der klageren medhold i påstand 2, idet det heri angivne beløb svarer til det beløb, som skønsmanden har udregnet.

Ad påstand 3:

Voldgiftsretten finder, at såvel indklagede som klageren på et tidligere tidspunkt burde have etableret en uvildig teknisk opgørelse over arbejdspladsens karakter og omfang, og at indklagede umiddelbart efter modtagelsen af skønserklæringen burde have fortsat og færdiggjort arbejdet. Som følge heraf betaler indklagede klagerens ekstra udgifter til forsikring, leje af container og delvise renteudgifter med i alt 150.000 kr. med procesrenter fra 8. februar 2002.03.12.

I sagsomkostninger betaler indklagede 35.000 kr. til klageren samt dennes udgifter til syn og skøn på 11.500 kr.

Indklagede betaler de omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.

Indklagede tilpligtes at færdiggøre det imellem parterne aftalte projekt med opførelse af støttemur til den oprindelige kontraktsum, således at indklagede tilpligtes at bære alle ekstra omkostninger i forbindelse med sammenstyrtning af eksisterende støttemur.

Indklagedes tilpligtes af genopføre nedrevet mur tilsvarende den mur, som er blevet nedrevet af indklagede. Alternativt tilpligtes indklagede at betale klageren erstatning på 25.000 kr.

Indklagede tilpligtes at betale klager 150.000 kr. med procesrente fra 8. februar 2002.

I sagsomkostninger betaler indklagede 46.500 kr. til klageren.

Indklagede betaler de omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.

Kendelsen opfyldes inden 14 dage efter dens modtagelse.

Versioner

  1. 2002-10-30