Selvforskyldt ledig. Ferie ikke meddelt AF
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9536@2002-11-11/da
Indhold
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 20. juni 2002.
Nævnet traf denne
Deres manglende henvendelse til Arbejdsformidlingen (AF) den 22. august 2001 skal ikke sidestilles med afslag på formidling af job. De pålægges derfor ikke en karantæne på 37 timer.
Ankenævnet lægger ved afgørelsen til grund, at De havde orienteret arbejdsløshedskassen om, at De ville afholde ferie i perioden 13. - 26. august 2001, at De glemte at orientere AF forud for ferieafholdelsen, og at AF i brev af 17. august 2001 bed Dem kontakte AF den 22. august 2001 vedrørende et job.
Ankenævnet lægger videre til grund, at De ikke kontaktede AF, fordi De afholdt ferie og var bortrejst på tidspunktet for AF´s fremsendelse af brevet den 17. august 2001 og på datoen for henvendelsen til AF den 22. august 2001.
Ankenævnet lægger ved afgørelsen vægt på, at De havde orienteret arbejdsløshedskassen om ferien, og at årsagen til at De ikke kontaktede AF alene var en afledt følge af, at De havde glemt at give AF meddelelse om ferien. På grund af bortrejse i forbindelse med ferie, blev De først for sent bekendt med brevet fra AF.
Ankenævnet finder efter en konkret vurdering af samtlige oplyste omstændigheder, at udeblivelsen ikke skal sidestilles med et afslag.
Ankenævnet lægger ved denne vurdering særlig vægt på, at De selv rettede henvendelse til AF den 27. august 2001, mindre end en uge efter den manglende kontakt til AF. Ankenævnet lægger videre vægt på, at ferien forud for afholdelsen var meddelt til arbejdsløshedskassen, og at der ikke i sagen foreligger oplysninger, der tyder på, at De havde været uvillig i forhold til jobformidlingen.
Ankenævnet finder det på den baggrund godtgjort, at den manglende henvendelse alene skyldtes en forglemmelse, hvorfor der ikke er belæg for at sidestille dette med et afslag.
Ankenævnet henviser til § 63, i Arbejdsløshedsforsikringsloven, § 24, stk. 2, Arbejds-markedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1338 af 18. december 2000 om en aktiv arbejds-markedsindsats, § 15, i direktoratets bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed samt §§ 10, stk. 3, 23 og 26, stk. 2, i direktoratets bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om selvforskyldt ledighed.
Ankenævnet ændrer således direktoratets afgørelse af 27. marts 2002.
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til:
XXX
xxx
1. Sagsforløb
Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:
"I brev af 17. august 2001 blev De bedt om at ringe til AF om et job den 22. august 2001. I brevet blev De gjort opmærksom på, at AF ville orientere Deres a-kasse, hvis De ikke ringede til AF, og at det i så fald kunne få betydning for Deres dagpengeret.
Da De ikke ringede den 22. august 2001 meddelte AF dette til a-kassen. Senere oplyste AF over for a-kassen, at De ikke havde meddelt AF Deres ferie fra den 13. august til den 26. august 2001.
I en telefonsamtale med a-kassen den 3. september 2001 havde De oplyst, at De ikke havde meddelt ferie til AF, og at De ikke vidste, at De skulle give AF besked herom.
I brev af 11. september 2001 traf a-kassen afgørelse om, at De var selvforskyldt ledig, fordi De ikke havde kontaktet AF angående et formidlet arbejde. De fik derfor en karantæne på 37 timer fra den 22. august 2001. Ved afgørelsen havde a-kassen bl.a. lagt vægt på, at a-kassen i november 2000 udleverede Dem Håndbog for Ledige, hvoraf det bl.a. fremgår, at De skal melde ferie til AF, og at a-kassen i foråret 2001 sendte Dem vejledning til ansøgning om dagpenge, hvori der bl.a. stod, at "AF skal have besked om ferien før den begynder".
I brev af 18. september 2001 klagede De over afgørelsen. De anførte, at De havde meddelt ferie til a-kassen, men at De havde glemt at meddele ferie til AF. De havde beklaget fejlen over for a-kassen. De anførte, at De ikke tidligere havde holdt ferie i en arbejdsløs periode.
I brev af 19. februar 2002 sendte a-kassen Deres klage og sagens øvrige akter til direktoratet, idet a-kassen oplyste, at den fastholdt afgørelsen.
I brev af 21. marts 2002 sendte a-kassen bl.a. kopi af AF´s brev af 17. august 2001 samt Håndbog for ledige."
Sekretariatet er enig i fremstillingen.
2. Arbejdsdirektoratets afgørelse
Direktoratet traf den 27. marts 2002 denne afgørelse:
"De er selvforskyldt ledig den 22. august 2001.
De skal have en karantæne på 37 timer fra den 23. august 2001.
Et medlem, der ønsker at afholde ferie, skal give AF besked herom.
Der henvises til § 24, stk. 2, i Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1338 af 18. december 2000 om en aktiv arbejdsmarkedsindsats.
Har et medlem undladt at give AF besked om afholdelse af ferie, skal medlemmet kunne overtage arbejde, deltage i tilbud efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik eller deltage i møder eller andre aktiviteter på AF, der rækker ind over ferien, jf. § 15 i bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed.
Et medlem, der ikke har givet besked om afholdelse af ferie til AF, og som under ferien udebliver fra en samtale, som AF har indkaldt til, er omfattet af sanktionsreglerne i bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed.
Et medlem er selvforskyldt ledig, hvis medlemmet afslår et formidlet arbejde uden en gyldig grund. Det gælder også, hvis medlemmet har handlet på en måde, der kan sidestilles med et afslag, f.eks. hvis medlemmet udebliver fra en samtale på AF om et formidlet arbejde.
Se § 63, stk. 1, nr. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001, og § 10, stk. 1 og 3, i direktoratets dagældende bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om selvforskyldt ledighed (bekendtgørelsen).
Et medlem, der er selvforskyldt ledig i medfør af § 10 pålægges 1 uges effektiv karantæne, jf. § 23 i bekendtgørelsen.
Direktoratet har lagt vægt på, at AF den 17. august 2001 sendte et brev til Dem, hvori De blev bedt om at ringe til AF om et job den 22. august 2001.
Direktoratet har videre lagt vægt på Deres oplysning om, at De holdt ferie i perioden fra den 13. august til den 26. august 2001, og at det var årsagen til, at De ikke ringede til AF den 22. august 2001.
Direktoratet har endvidere lagt vægt på Deres oplysning om, at De glemte at melde ferie til AF.
Direktoratet har også lagt vægt på, at a-kassen i november 2000 udleverede Dem Håndbog for Ledige, hvoraf det bl.a. fremgår, at De skal melde ferie til AF. I foråret 2001 sendte a-kassen Dem vejledning til ansøgning om dagpenge, hvori der bl.a. stod, at "AF skal have besked om ferien før den begynder".
Direktoratet finder, at De handlede på en måde, der kunne sidestilles med et afslag på et formidlet arbejde, jf. § 10, stk. 3, i bekendtgørelsen.
De er derfor selvforskyldt ledig den 22. august 2001, og De pålægges 1 uges karantæne fra den 23. august 2001, jf. § 23 og § 26, stk. 2, i bekendtgørelsen."
3. Klagen til ankenævnet
De skrev den 12. april 2002:
"Undertegnede ønsker at oprundere over den afgørelse der er taget i xxxx.
Jeg er i dag bedre bekendt med lovene, end jeg var tidligere, men jeg synes der alligevel må være plads til det menneskelige, hermed mener jeg at lave en fejl, jeg har beklaget manglende viden.
Sagen drejer sig ikke om at snyde systemet, fordi a-kassen var informeret om ferien, nu viser det sig, at a-kassen har lavet en fejl over for mig ved at have glemt at sende min første klage videre til Arbejdsdirektoratet (4 mdr.). Der sker først noget, da jeg ringer og rykker, a-kassen meddeler mig, at de har glemt at sende min klage videre.
Med hensyn til AF´s brev de sendte til mig, og som jeg ikke svarede på, det kunne jeg jo ikke, da jeg ikke var i landet, og derfor ikke vidste, at jeg havde fået et brev fra dem, jeg troede jo, at jeg havde ferie.
Endvidere forstår jeg ikke, at AF ikke får besked fra a-kassen (der vidste at jeg holdt ferie på dette tidspunkt), når de lavet en forespørgsel på mig, man taler åbenbart ikke sammen.
Jeg håber, at Arbejdsmarkedets Ankenævn ser anderledes på sagen."
4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen
Direktoratet sendte sagen til ankenævnet den 23. april 2002. Direktoratet fastholdt afgørelsen af 27. marts 2002 med følgende bemærkninger:
"Direktoratet finder det kritisabelt, at a-kassen er ca. 5 måneder om at sende medlemmets klage til direktoratet. Denne forglemmelse har dog ikke betydning for vurderingen af, om medlemmet er selvforskyldt ledig.
Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.
Direktoratet skal fremhæve, at medlemmet var bekendt med, at hun skulle meddele AF, hvornår hun holdt ferie, idet hun var blevet vejledt herom. A-kassen havde bl.a. vejledt medlemmet herom i november 2000 ved udleveringen af Håndbog for ledige og i foråret 2001 ved fremsendelse af vejledning til ansøgning om dagpenge til medlemmet."
5. Nyt efter klagen
Ankenævnet bad Dem den 24. maj 2002 om at oplyse, hvornår De var på ferie i august 2001, og om De kontaktede AF straks efter Deres hjemkomst.
Deres ægtefælle oplyste den 27. maj 2002, at De holdt ferie fra den 12. - 26. august 2001 og meldte dette til fagforeningen. De havde glemt at melde det til AF, hvilket skyldes dårlig hukommelse efter blodpropper i hjernen og startede tilbage i juli 2000. De havde undskyldt til fagforeningen og AF straks De var kommet hjem og så brevet den 27. august 2001.
De var bekendt med reglerne men som allerede forklaret, har De problemer med hukommelsen.
Vedlagt brevet var en henvisningseddel fra lægerne xxx og xxxx, AF´s indkaldelse fra den 17. august 2001 og AF´s brev af 24. august 2001 om Deres manglende kontakt til AF.
6. Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. jf. lovbekendtgørelse. nr. 603 af 25. juni 2001
§ 63. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, hvis ledighed skyldes,
1) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår et passende arbejde, der formidles af Arbejdsformidlingen eller arbejdsløshedskassen,
.....
Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1338 af 18. december 2000 om en aktiv arbejdsmarkedsindsats
§ 24, stk. 2. Ledige medlemmer af en arbejdsløshedskasse og kontanthjælpsmodtagere, der ønsker at afholde ferie, skal give Arbejdsformidlingen besked herom.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed
§ 15. Har et medlem undladt at give AF besked om afholdelse af ferie, skal medlemmet kunne overtage arbejde, deltage i tilbud efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik eller deltage i møder eller andre aktiviteter på AF, der rækker ind over ferien. Dette gælder også, hvis medlemmet er formidlet arbejdet, har fået tilbudet eller modtaget indkaldelsen, efter medlemmet er påbegyndt ferien, og frem til medlemmet oplyser AF om ferien.
Direktoratets bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om selvforskyldt ledighed
§ 10. Et medlem er selvforskyldt ledig, hvis medlemmet afslår et formidlet arbejde uden en gyldig grund, jf. § 21.
.....
Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder også situationer, der kan sidestilles med afslag. Det sidestilles f.eks. med afslag,
1) hvis et medlem udebliver fra en samtale om formidlet arbejde hos arbejdsgiveren, på AF eller i arbejdsløshedskassen,
2) hvis et medlem undlader at påbegynde et formidlet arbejde, eller
3) hvis et medlem ikke møder til en samtale eller et formidlet arbejde, fordi medlemmet ikke har gjort sig bekendt med sin post.
§ 23. Et medlem, der er selvforskyldt ledig i medfør af §§ 10-13, pålægges 1 uges effektiv karantæne, jf. dog § 27.
§ 26, stk. 2. Karantænen har virkning fra dagen efter afslaget, arbejdsophøret eller tilbudets ophør, jf. dog stk. 3-5.
Direktoratets vejledning nr. 238 af 21. december 1998 om selvforskyldt ledighed
Afslag på formidlet arbejde
Til § 10
Et medlem skal oplyse AF og arbejdsløshedskassen om en eventuel aftale om arbejde, uddannelse eller planlagt ferie. Medlemmet har ikke en gyldig grund til at afslå et formidlet arbejde, hvis arbejdet skal påbegyndes, før de nævnte begivenheder indtræder. Medlemmet skal derfor henvende sig til arbejdsgiveren, der afgør, om medlemmet kan ansættes eller ej.
Har et medlem undladt at give AF besked om afholdelse af ferie, herunder ferie med feriedagpenge, kan AF formidle arbejde, der rækker ind over ferien, indtil medlemmet oplyser AF om ferien, jf. § 15 i bekendtgørelse om rådighed.
Et medlem, som ikke har givet besked om afholdelse af ferie, og som forud for meddelelsen om afholdelse af ferien afslår et arbejde med den begrundelse, at medlemmet skal holde ferie eller holder ferie, er omfattet af sanktionsregler m.v., jf. kap. 5
Et medlem, som ikke har givet besked om afholdelse af ferie, og som under ferien formidles arbejde, mister ikke retten til feriedagpenge, forudsat at medlemmet opfyldte betingelserne herfor ved feriens begyndelse. Der henvises til bekendtgørelse om feriedagpenge
Et medlem kan formidles arbejde, når medlemmet deltager i undervisning og får dagpenge efter § 16 i bekendtgørelse om rådighed.
Til § 10 stk. 3 (situationer, der kan sidestilles med afslag)
Det sidestilles med afslag, hvis et medlem under en samtale på AF eller hos arbejdsgiveren handler på en måde, så arbejdsforholdet ikke kommer i stand. Som eksempel kan nævnes, at et medlem under en formidlingssamtale på AF eller under en samtale hos arbejdsgiveren giver udtryk for så mange forbehold med hensyn til arbejdets indhold eller personlige eller faglige kvalifikationer, at AF eller arbejdsgiveren af den grund fravælger medlemmet. Et andet eksempel kan være, at et medlem under en samtale uopfordret fremhæver forhold, der er irrelevante i forhold til den konkrete jobsituation, og som man ud fra almindelige betragtninger må kunne indse vil svække arbejdsgiverens interesse i at ansætte medlemmet.
For så vidt angår udeblivelse som følge af at medlemmet ikke har gjort sig bekendt med eller ikke har modtaget sin post henvises der til bekendtgørelse om rådighed § 5 med tilhørende vejledning