Gelex

Arbejdsdirektoratets afgørelse om belægning af G-dage for tilkaldevikar tilsidesat efter en samlet vurdering af ansættelsesaftale og frigørelsesattest

OphævetVersion 2002-11-11fra 2002-11-11 til 2024-03-26
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9537@2002-11-11/da

Indhold
  1. Indledning

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 29. august 2002.

Nævnet traf denne

Ankenævnet finder, at Deres dagpengekort ikke skal belægges med G-dage.

Ankenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at det på trods af, at samarbejdsaftalen af 8. januar 2002 indholdsmæssig er uklar, må lægges til grund, at der er et garanteret minimumsantal timer ugentligt på 15 i ansættelsesforholdet.

Ankenævnet har endvidere lagt vægt på, at det på trods af, at frigørelsesattesten af 8. januar 2002 og samarbejdsaftalen af samme dato indeholder uklare oplysninger om opsigelsesvarsel, må lægges til grund, at der gælder et gensidigt opsigelsesvarsel på mindst 14 dage i ansættelsesforholdet, da ansættelsesforholdet synes omfattet af bestemmelserne i funktionærloven.

Nævnet bemærker, at der ikke udløses dagpengegodtgørelser under en ansættelse, hvor der er garanteret et mindsteantal af timer ugentligt, og hvor der gælder et opsigelsesvarsel på mindst en uge, idet den ansatte altid under disse omstændigheder vil have sikkerhed for at få tilbudt arbejde i et omfang, der svarer til det ugentlige minimumstimetal.

Ankenævnet omgør således Arbejdsdirektoratets afgørelse af 23. april 2002

Afgørelsen er truffet med hjemmel i § 84 i arbejdsløshedsforsikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001 om arbejdsløshedsforsikring m.v. og §§ 1 og 2 i direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 669 af 11. juli 2000 om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag.

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til:

XXXX Arbejdsløshedskasse

Arbejdsdirektoratet + akter

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:

"Det fremgår af samarbejdsaftale indgået den 8. januar 2002 mellem Dem og XXXX, at De fra den 7. januar 2002 skal arbejde som tilkaldevikar på virksomhedens adresse i Silkeborg. Der er ikke tale om et fast ansættelsesforhold, men alene aftalt arbejde som vikar, dvs., fra opgave til opgave, hvorfor aftalen gensidigt kan opsiges med dags varsel.

De har tirsdag den 29. januar 2002 arbejdet 74 timer inden for de sidste 4 uger hos ovennævnte selskab.

Deres a-kasse belægger herefter Deres dagpengekort med en halv godtgørelsedag tirsdag til fredag i uge 5 og mandag til fredag i uge 6 2002.

De anfører i Deres klage, at De har modtaget et brev, hvor De har fået at vide, at man har fratrukket dagpengegodtgørelser i Deres udbetalinger, da De er løst ansat hos XXXX, Silkeborg.

De syntes, at det er helt urimeligt, at man har tilbageholdt Deres penge, når der ikke tidligere har været problemer med Deres frigørelsesattest, der lyder på garanti af 15 timers arbejde pr. uge, hvilket tidligere har betydet, at man kunne se bort fra § 84 og 74 timers reglen.

De kan ikke forstå, at man ikke tillader en fleksibel arbejdstid, da De syntes det er at foretrække, frem for at gå arbejdsløs. Hvis det er en lov, som ikke står til at ændre, mister De Deres arbejde. Er det at foretrække?

A-kassen fastholder ved oversendelsen til direktoratet sin afgørelse."

Sekretariatet er enig i fremstillingen med følgende korrektioner og bemærkninger:

Det ses tillige af den af Arbejdsdirektoratet indledningsvis nævnte samarbejdsaftale, at der med håndskrift for neden, lige over dateringen, er anført "min 15 timer pr. uge".

Sammen med samarbejdsaftalen af 8. januar 2002 vedlagde A-kassen i forbindelse med fremsendelsen af klagen til Arbejdsdirektoratet en "Arbejdsgivers attest ved udbetaling af supplerende dagpenge", der ligeledes er dateret den 8. januar 2002. Her har arbejdsgiver blandt andet angivet, at der er tale om varierende timetal med et gennemsnit på 15, og at den ansatte er omfattet af funktionærloven eller anden lovgivning, efter hvilken den ansatte har et opsigelsesvarsel overfor arbejdsgiveren. Arbejdsgiver har ikke afkrydset i feltet "løst ansat/tilkaldevikar", men har underskrevet både frigørelsesattest og erklæring om fratræden.

Endelig vedlagde A-kassen kopi af dagpengekort, hvoraf det fremgår, at der blev arbejdet minimum 15 timer om ugen, og i de fleste uger omkring 27 timer.

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 23. april 2002 denne afgørelse:

"Deres dagpengekort skal belægges med 9 halve G-dage.

Det fremgår af bekendtgørelse nr. 669 af 11. juli 2002 om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag § 1, stk. 3, at en arbejdsgiver skal betale for G-dage, hvis medlemmet inden for de sidste 4 uger i alt har været beskæftiget hos arbejdsgiveren i et omfang, der svarer til fuld overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger.

Tirsdag den 29. januar 2002 har De arbejdet 74 timer inden for de sidste 4 uger hos XXXX.

Deres arbejdsgiver skal derfor betale G-dage fra denne dag.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 3, at en arbejdsgiver skal betale 7,4/37 af højeste dagpengebeløb for en uge, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., pr. G-dag til et medlem, som er ledigt i over 4 timer på G-dagen. Hvis medlemmet er ledigt i 4 timer eller derunder på G-dagen, udgør betalingen halvdelen af det nævnte beløb, jf. dog § 4.

Et medlem, som ifølge aftale er ansat således, at hverken omfanget af arbejdsforpligtelsen eller arbejdstidens placering er fastlagt på forhånd, anses ikke for at arbejde på fast nedsat tid, men ansat til variabel beskæftigelse. Det indebærer, at medlemmet som udgangspunkt skal have betaling for G-dage, når medlemmet er ledigt. Et medlem, der er ansat som vikar/afløser fra dag til dag, betragtes også som afskediget hver dag ved beskæftigelsens ophør. Arbejdsgiveren skal derfor betale for G-dage, hvis medlemmet ikke opnår fuld beskæftigelse på disse dage.

Da De fra tirsdag den 29. januar til fredag den 8. februar har arbejdet mindre end fuld tid anses De for afskediget hver dag, hvor arbejdsgiveren er forpligtet til at betale Dem 9 halve G-dage.

Det fremgår af bekendtgørelse nr. 966 af 8. november 2001 om supplerende dagpenge § 11, stk. 2, at når et medlem har ret til betaling for en G-dag på grundlag af ledighed på 4 timer eller derunder, skal dagpengekortet belægges med 3,7 timer.

Deres dagpengkort skal derfor belægges med 9 halve G-dage i perioden fra den 29. januar til den 8. februar 2002."

3. Klagen til ankenævnet

I klage af 1. maj 2002 anførte De indledningsvis, at De ikke mener at have variabel beskæftigelse og dermed ikke skal have G-dage. De henviste til ansættelsesaftalen og Deres faktiske arbejdstid og anførte, at når De har en ansættelsesaftale med XXXX, har De en tilknytning til arbejdsgiver og betragter overhovedet ikke Dem selv som løst ansat eller vikar. De anførte endvidere, at De ikke betragter Dem som afskediget hver dag, da De som minimum kender Deres arbejdstid og arbejdsopgaver en uge frem og ofte længere frem, og at arbejdstiden altid er i tidsrummet 8-16, hvilket må siges at være forudbestemt og klart defineret.

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

Ved oversendelsen af sagen til Arbejdsmarkedets Ankenævn bemærkede Arbejdsdirektoratet, at det fremgår af samarbejdsaftalen, at De er ansat som tilkaldevikar.

5. Nyt efter klagen

Der er ikke kommet nyt til sagen efter klagen.

6. Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jævnfør lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001

§ 84. Til et medlem betaler arbejdsgiveren ved afskedigelse, hjemsendelse, ophør af opgave- og tidsbestemt akkord og lignende dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag. Dagpengegodtgørelsen udgør pr. dag et beløb svarende til 7,4/37 af det højeste dagpengebeløb for en uge, jf. § 47, stk. 1, afrundet til nærmeste hele kronebeløb. Ved ledighed på 4 timer eller derunder betaler arbejdsgiveren en dagpengegodtgørelse svarende til halvdelen af det i 2. punktum omhandlede beløb. Ved ledighed på over 4 timer betaler arbejdsgiveren fuld dagpengegodtgørelse.

Stk. 2. Arbejdsgiverens forpligtelse indtræder kun, når medlemmet inden for de sidste 4 uger har været beskæftiget hos arbejdsgiveren svarende til fuld overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger.

...

§ 12. Når et medlem er berettiget til en dagpengegodtgørelse af arbejdsgiveren for 1. og 2. ledighedsdag, skal dagpengekortet belægges med 6,6 timer (teknisk belægning).

Stk. 2. Når et medlem er berettiget til en dagpengegodtgørelse fra arbejdsgiveren på grund af ledighed på 4 timer eller derunder, skal dagpengekortet belægges med 3,3 timer.

I § 12, stk. 1, ændres"6,6 timer " til "7,4 timer".

I § 12, stk. 2, ændres "3,3 timer" til " 3,7 timer".

Direktoratets bekendtgørelse nr. 669 af 11. juli 2000 om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag

§ 1. En arbejdsgiver skal betale et medlem af en a-kasse dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, hvis medlemmet

1) bliver ledigt som følge af afskedigelse, hjemsendelse, ophør af opgave- og tidsbestemt akkord og lignende,

2) har været ansat som lønmodtager, og

3) har indtjent en løn i ansættelsen.

Stk. 2. Ved "G-dage" forstås i denne bekendtgørelse 1. og 2. ledighedsdag. Én "G-dag" er én ledighedsdag.

Stk. 3. En arbejdsgiver skal betale for G-dage, hvis medlemmet inden for de sidste 4 uger i alt har været beskæftiget hos arbejdsgiveren i et omfang, der svarer til fuld overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger. Hvis et medlems arbejdstid ikke kan anses som kontrollabel, beregnes arbejdstiden i ugen efter reglerne herom i bekendtgørelse om supplerende dagpenge.

§ 2. Et medlems G-dage er de 2 første ordinære arbejdsdage, efter at medlemmet er fratrådt, hvis medlemmet har været i fuld beskæftigelse på dagen for fratrædelsen. Hvis medlemmet ikke har været i fuld beskæftigelse på denne dag og ikke har haft fuld overenskomstmæssig arbejdstid i kalenderugen, er dagen for fratrædelsen 1. ledighedsdag.

Lov om retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer (Funktionærloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 622 af 20. juli 1999 med senere ændringer

§ 1. Ved funktionærer forstås i denne lov følgende personer:

a) Handels- og kontormedhjælpere, beskæftiget ved køb eller salg, ved kontorarbejde eller dermed ligestillet lagerekspedition.

........

§ 2. Arbejdsaftalen mellem arbejdsgiveren og funktionæren kan ved opsigelse kun bringes til ophør efter forudgående varsel i overensstemmelse med nedenstående regler.

Stk. 2. Opsigelse fra arbejdsgiverens side skal ske med mindst

1) 1 måneds varsel til fratræden ved en måneds udgang i de første 6 måneder efter ansættelsen,

2) 3 måneders varsel til fratræden ved en måneds udgang efter 6 måneders ansættelse.

Stk. 3. Opsigelsesvarslet i stk. 2, nr. 2, forhøjes med 1 måned for hvert tredje ansættelsesår, dog højst til 6 måneder.

Stk. 4. Såfremt arbejdsgiveren godtgør, at der er truffet aftale om, at arbejdet er af rent midlertidig karakter, og arbejdsforholdet ikke vedvarer ud over 3 måneder, finder reglen i stk. 2, nr. 1, ikke anvendelse.

Stk. 5. Såfremt arbejdsgiveren godtgør, at ansættelsen er sket på prøve, og arbejdsforholdet ikke vedvarer ud over 3 måneder, skal opsigelse fra arbejdsgiverens side ske med mindst 14 dages varsel.

.......

§ 21. De i denne lov indeholdte bestemmelser kan ikke ved aftale mellem parterne fraviges til ugunst for funktionæren, jf. dog § 18, stk. 5, og § 18 a, stk. 6.

Stk. 2. Arbejdsministeren kan fastsætte regler, hvorefter bestemmelserne i §§ 2, 5 og 7, stk. 2, kan fraviges i særlige tilfælde, såfremt hensyn til funktionæren

Versioner

  1. 2002-11-11 · til 2024-03-26