Gelex

Administrerende direktør ikke omfattet af Ferieloven

OphævetVersion 2002-11-11fra 2002-11-11 til 2020-09-08
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9540@2002-11-11/da

Indhold
  1. Indledning

Afgørelse:

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 14. august 2002.

Nævnet traf denne

De er ikke omfattet af Ferieloven.

xxxxxxx kan derfor få tilbagebetalt kr. xxxxxx kr. fra FerieKonto.

Ankenævnet har lagt til grund for afgørelsen, at De i perioden fra november 1993 til november 2001 var direktør for xxxxxx.

Ankenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af forarbejderne til Ferieloven, at man med den nye ferielov ikke har haft til hensigt at ændre den hidtidige praksis for, hvem der kan anses for lønmodtagere efter Ferieloven. Udgangspunktet er således stadig, at direktører som er anmeldt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ikke anses for lønmodtagere er og dermed ikke omfattet af ferieloven.

Ankenævnet har desuden lagt vægt på, at det fremgår af direktørkontrakten underskrevet af Dem den 19. november 1993, at De var ansat som den ene af to direktører, at De ville blive tilmeldt Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, at De havde kompetence til at afskedige og ansætte personale, og at De som direktør havde ansvar for den daglige ledelse.

Der er yderligere lagt vægt på, at det fremgår af kontraktens § 7, at De ikke var omfattet af Ferieloven.

Nævnet finder, at da det ikke kan antages, at De som direktør var underlagt videre instruktioner, end hvad der er sædvanligt for en administrerende direktør, så kan det ikke antages, at De har været omfattet af Ferielovens lønmodtagerbegreb. De har derfor ikke krav på feriepenge i henhold til Ferieloven.

Ankenævnet har med afgørelsen ikke taget stilling til, om De eventuelt har et kontraktretligt krav på feriepenge.

Ankenævnet henviser til § 1, stk. 2, i Ferieloven, Lov nr. 396 af 31. maj 2000.

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:

" Den 27. november 2001 modtog vi en telefax fra xxxxx, hvor selskabet beder om at få tilbagebetalt xxxxx kr., som fejlagtigt er indbetalt til FerieKonto.

Den 29. november 2002 skrev vi til Dem, og bad om Deres eventuelle bemærkninger.

Samme dag beder vi xxxxxx om at komme med en nærmere redegørelse for, hvorfor beløbet skal tilbagebetales, og vi oplyser, at beløbet indtil videre er spærret hos FerieKonto.

Den 12. december 2001 rykker vi xxxxx for svar.

I et brev af 14. december 2001 oplyser De, at De står fuldstændig uforstående overfor virksomhedens ønske/anmodning om at ville trække indbetalingen tilbage.

De oplyser også, at De i forbindelse med Deres fratrædelse har accepteret, at De ikke længere har feriepenge/opsparing tilgode fra optjeningsåret 2000, at virksomheden indbetaler til feriefonden på baggrund af den totale lønsum samt den skattemæssige værdi af Deres firmabil for optjeningsåret 2001, og at optjeningsperioden således er 1. januar til 15. november 2001.

De oplyser videre, at xxxxxxxx udarbejdede bilag "Indbetalt til feriekonto", at formålet med dette alene var, at De skulle kunne godkende beregningen, hvilket De gjorde.

Endelig oplyser De, at xxxxxx på et møde accepterede at beregningen af Deres feriepenge, blot skulle den være i henhold til dansk Ferielov.

I en telefax af 22. december 2001 oplyser advokat for xxxx, xxxx at det af § 7, i vedlagte, af Dem underskrevne direktørkontrakt fremgår, at De var ansat og fungerede som direktør for hendes klients virksomhed i Danmark, at De derfor ikke er omfattet af Ferieloven med deraf følgende forpligtigelse til at indbetale feriepenge til FerieKonto, og at De derudover ikke ifølge kontrakten eller nogen anden lovgivning er berettiget til nogen form for kompensation for en inden fratrædelse ikke afholdt ferie.

Advokaten oplyser også, at hendes klient alene af den grund, må kunne kræve feriepengene tilbage.

Advokaten oplyser videre, at De har indgået en aftale med hendes klient, hvori De accepterer at modtage et kontantbeløb til fuld og endelig afgørelse af sagen, herunder ferie, og at beløbet er udbetalt til Dem.

Endelig oplyser advokaten, at De efter denne aftales indgåelse henvendte Dem til en medarbejder hos hendes klient, som fejlagtigt indbetalte feriepengene, og at denne medarbejder ikke var bekendt med direktørkontrakten og den mellem parterne indgåede aftale.

Med et brev af 4. januar 2002 sender vi ovenstående materiale til Dem, og beder om Deres eventuelle bemærkninger.

I en telefax den 14. januar 2002 rykker advokaten i sagen.

I en telefax af den 15. januar 2002 oplyser vi advokaten om, at det fremsendte materiale er sendt til høring hos Dem, at Feriekontoret ikke tidligere har været i besiddelse af dette materiale, og at sagen i øjeblikket er under behandling.

I et brev af 18. januar 2002 får De en ny svarfrist, således at Deres svar skal være os i hænde senest den 1. februar 2002, og vi oplyser Dem om, at vi formentlig vil tillade tilbagebetaling af feriepengene. Vi har ikke hørt fra Dem.

I en telefax modtaget den 18. januar 2002 oplyser advokaten et kontonummer til indbetaling af beløbet.

Den 31. januar 2002 modtog vi fra FerieKonto kopi af brev fra selskabet med oplysning om et andet kontonummer til indbetaling af beløbet.

I en telefax modtaget den 14. februar 2002 spørger advokaten til sagen.

Den 28. februar 2002 oplyser advokatkontoret telefonisk, at pengene skal indsættes på den danske konto, og at de gerne vil have afgørelsen sendt pr. telefax.".

Sekretariatet er enig i fremstillingen.

Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 7. marts 2002 denne afgørelse:

" De er ikke omfattet af Ferieloven.

xxxxxx kan derfor få tilbagebetalt 33.671 kr.

Begrundelse

De er ikke omfattet af Ferieloven, fordi De var direktør i firmaet.

Det fremgår af § 1, stk. 2, i Ferielov nr. 396 af 31. maj 2000, at en lønmodtager er en person, der modtager vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold.

Efter fast praksis er hovedreglen, at direktører i selskaber typisk falder udenfor ferielovens lønmodtagerbegreb, når de i kraft af deres overordnede position ikke kan siges at være underordnet en anden instans i deres daglige arbejde, og dette er kundgjort overfor omverdenen i kraft af en anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

I afgørelsen har vi lagt vægt på, at det fremgår af Direktørkontrakt, underskrevet af Dem, at De vil blive tilmeldt Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som en af to filialbestyrere, at De ikke er omfattet af Ferieloven, og at direktøren ansætter og afskediger personale sammen med filialbestyreren, og fastsætter løn - og beskæftigelsesvilkår.

Kun spørgsmål af ekstraordinær karakter eller af stor betydning skal forelægges selskabet af direktøren.

De har ikke anfægtet eller svaret på vores brev af 18. januar 2002.

Den særlige beskyttelse i Ferieloven omfatter kun lønmodtagere, som er omfattet af Ferieloven.

De indbetalt feriepenge kan derfor tilbagebetales til virksomheden.".

Klagen til ankenævnet

De ønskede med brev af 4. april 2002, at indbringe direktoratets afgørelse for ankenævnet. I Deres klage anførte De, at De ønsker, at Deres sag genoptages, idet De blandt andet anførte, at det den 12. juli 2001 var aftalt med xxxxxx, at Deres feriepenge for 2001 skulle indbetales til feriefonden, og at det var efter aftale med xxxxx, at pengene blev indbetalt på Deres konto.

De har desuden anført, at De ikke rapporterede til xxxx men kun til moderselskabet i xxxxxx i England.

De har yderligere anført, at aftalen fra september 2001 om, at De og selskabet ikke havde yderligere krav mod hinanden var under forudsætning af, at De ville modtage feriepenge beregnet ud fra Deres A-indkomst i 2001.

Ankenævnet skal bemærke, at Deres klage har været forelagt nævnet i sin helhed.

Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

Ved oversendelsen af sagen til ankenævnet den 7. juni 2002 havde Arbejdsdirektoratet følgende bemærkninger til sagen.

" Der er ikke kommet nye oplysninger, som giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.

xxxx oplysning om, at han den 12. juli 2001 aftalte med xxxx, at han i forbindelse med hans fratræden har accepteret, at han ikke længere har feriepenge/opsparing tilgode for optjeningsåret 2000, finder vi ikke ændrer det forhold, at han ikke er omfattet af ferieloven.

Oplysningen om at han ikke rapporterede til xxxx, men kun til moderselskabet xxxx., finder vi heller ikke ændrer dette forhold.

Oplysningen om, at han accepterede at modtage et kontantbeløb til fuld og endelig afgørelse af sagen, herunder ferie, kun omfattende indkomståret 2000, finder vi heller ikke ændrer dette forhold.

Endelig finder vi ikke, at oplysningen om, at han den 12. juli 2001 af xxxx blev bedt om at henvende sig til en medarbejder, finder vi heller ikke ændrer på det forhold, at han ikke er omfattet af ferieloven.

Direktoratet skal bemærke, at der ikke er noget til hinder for, at det aftales med en direktør, at lønnen er ferieberettiget. Dette betyder imidlertid ikke, at aftalen automatisk hører under Ferielovens anvendelsesområde.

Direktoratet har ikke i sin afgørelse taget stilling til, om xxxx eventuelt har et kontraktretligt krav på feriepenge.

Nyt efter klagen

Intet

Regler

Ferieloven, Lov nr. 396 af 31. maj 2000

§ 1. En lønmodtager har ret til ferie og feriegodtgørelse eller løn under ferie og ferietillæg efter denne lovs bestemmelser. Stk. 2. Ved lønmodtager forstås i denne lov en person, der modtager vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold.

§ 4. En lønmodtager kan ikke give afkald på sin ret til ferie, løn under ferie, ferietillæg og feriegodtgørelse efter loven, og loven kan i øvrigt ikke fraviges til ugunst for lønmodtageren, medmindre andet fremgår af de øvrige bestemmelser i loven. Stk. 2. Loven er ikke til hinder for videregående rettigheder for en lønmodtager i henhold til andre love og bestemmelser, kollektiv overenskomst, individuel aftale, sædvane m.v. Stk. 3. I det omfang lovens bestemmelser indgår i en kollektiv overenskomst, indebærer dette, at fortolkning og brud på disse bestemmelser skal afgøres i det fagretlige system, jf. også § 44, stk. 1.

Versioner

  1. 2002-11-11 · til 2020-09-08