Gelex

Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser efter serviceloven - af fuldmægtig Inge Henriksen

GældendeVersion 2002-11-11
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9551@2002-11-11/da

Indhold
  1. Indledning

Sagen vedrørte tilbagebetaling af forældrebetaling med tilbagevirkende kraft som følge af, at en forælder med tilbagevirkende kraft fik udbetalt en pensionsforsikring.

Nævnet fandt, at det afgørende var i hvilken periode pensionsudbetalingen var gældende og ikke hvornår ydelsen konkret blev udbetalt.

Ankestyrelsen finder at afgørelsen er i overensstemmelse med § 13, stk. 2 i bekendtgørelsen om forældrebetaling for ophold i dagtilbud for børn, hvor der findes hjemmel til at regulere med tilbagevirkende kraft.

Sag nr. 1

Et nævn fandt ikke grundlag for at ændre en kommunes afgørelse, hvorefter en ansøger ikke var berettiget til at få dækket merudgifter på 1.060 kr. om måneden til sondemad til ansøgers 1-årige barn som en merudgift efter servicelovens § 28.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på udgiftens størrelse og det forhold, at sondemaden skulle erstatte sædvanlig kost. Nævnet fandt ikke, at der var tale om en merudgift i forhold til udgifterne til raske børns kost. Nævnet fandt således ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering, hvorefter ansøgerens udgifter til sondemad ikke var større end sædvanlige kostudgifter.

Ankestyrelsens kommentarer

Ankestyrelsen har ikke haft lignende sager. Ankestyrelsen finder umiddelbart, at udgiften til sondemad, der erstatter sædvanlig kost, vil kunne anses for at være en nødvendig merudgift i det omfang, udgiften overstiger omkostningerne til kost til raske børn på samme alder.

Ankestyrelsen har bemærket, at det fremgår af afgørelsen, at ansøgeren har henvist til, at i følge Forbrugerstyrelsens Familiebudget er udgiften til normal kost for børn på 1-2 år 612 kr. månedligt (478 kr. ved discountkost). Der kan henvises til pkt.51 og pkt. 52 i vejledningen om sociale tilbud til børn og unge med handicap.

Sag nr. 2

Et nævn fandt ikke, at der kunne ydes økonomisk støtte efter servicelovens § 28 til udgifter i forbindelse med optræning/behandling af et barn efter Doman-metoden.

Under hensyn til at der ikke var grundlag for at yde hjælp efter servicelovens § 28 fandtes ansøger heller ikke berettiget til fuld lønkompensation i forbindelse med træning/behandling efter Doman-metoden.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at de ansøgte udgifter til træning/behandling efter Doman -metoden ikke kunne betragtes som nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af barnet.

Nævnet lagde særligt vægt på, at Sundhedsstyrelsen ud fra en bred sundhedsfaglig vurdering ikke kan støtte genoptræning efter Doman-metoden og at det offentlige havde tilrettelagt et relevant behandlings- og undervisningstilbud for barnet.

Nævnet lagde endvidere nogen vægt på, at kommunallægen ikke kunne udelukke, at den kraftige fysiske påvirkning ville kunne medføre astma gener hos barnet og at kommunens børne- og unge rådgivning havde henvist til risikoen for social afsondring.

Ankestyrelsens kommentarer

Ankestyrelsen har antaget 2 sager om dækning af merudgifter efter servicelovens § 28 i forbindelse med optræning efter Doman-metoden. Sagerne forventes afgjort om ca. 2 måneder.

Sag nr. 3

Et nævn fandt ikke, at der kunne ydes hjælp til dækning af udgifter til hjælpetimer efter servicelovens § 28 og tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29 i forbindelse med behandling af et hjerneskadet barn efter Doman-metoden.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at udgiften til en hjælper, der skulle assistere ved behandling af barnet efter Doman-metoden, var en behandlingsudgift og ikke en merudgift ved forsørgelsen. Der var derfor ikke hjemmel i § 28 til at dække udgiften.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at de lægelige oplysninger i sagen ikke godtgjorde, at behandling efter Doman-metoden kan betragtes som en anerkendt behandling i Danmark. Nævnet fandt derfor ikke grundlag for at antage, at det var mest hensigtsmæssigt og en nødvendig følge af barnets handicap, at barnet blev passet i hjemmet for at blive behandlet efter Doman-metoden.

Ankestyrelsens kommentar

Der henvises til bemærkningerne vedrørende sag nr. 2.

Sag nr. 4

Nævnet fandt ikke, at ansøger var berettiget til at få udbetalt den hidtidige tabte arbejdsfortjeneste i en afviklingsperiode på 3 måneder.

Nævnet lagde vægt på, at kommunen i brev af 14. oktober 1999 havde bevilget ansøger tabt arbejdsfortjeneste i perioden 18. oktober 1999 30. juni 2000, at det af bevillingen fremgik at ansøger derefter efter aftale skulle påtage sig et deltidsjob og at den tabte arbejdsfortjeneste herefter skulle udgøre et supplement til deltidslønnen.

Nævnet fandt herefter, at det lå klart at bevillingen ophørte den 30. juni 2000 og bevillingen på tabt arbejdsfortjeneste for 37 timer ugentligt skulle derfor ikke tages op til fornyet vurdering.

Nævnet anførte, at der ikke, når hjælpeperiodens længde er kendt, er samme behov for at få en afviklingsperiode, hvor man kan indstille sig på den nye situation. Der er derfor ikke i disse situationer grundlag for at udbetale fortsat hjælp i en afviklingsperiode.

Nævnet bemærkede endvidere, at § 13, stk. 2 i Socialministeriets bekendtgørelse om merudgiftsydelse efter § 28 og hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 29 i lov om social service, ikke forudsætter, at ansøger er enig i kommunens bevilling, men derimod, at der er tale om, at kommunen har fastsat en klar afgrænset bevillingsperiode.

Ankestyrelsens kommentarer

Det fremgår af § 13 stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse om merudgiftsydelse mv., at der ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i 3 måneder efter udgangen af den måned, hvor betingelserne for at modtage hjælpen er bortfaldet.

Det følger herefter af § 13, stk. 2, at reglen i stk.1, ikke gælder, når modtageren har truffet aftale med kommunalbestyrelsen om, at hjælpen ydes i en på forhånd fastsat periode eller når afviklingsperioden efter modtagerens ønske fastsættes til en kortere periode.

Ankestyrelsen har tidligere i sagen refereret i SM 0-101-98 taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt lønkompensation der af administrative grunde var bevilget for en bestemt periode, hvorefter bevillingen skulle tages op til en ny vurdering, var omfattet af lovgivningens bestemmelse om hjælp i en afviklingsperiode på 3 måneder.

Umiddelbart er Ankestyrelsen enig i resultatet af nævnets afgørelse. Ankestyrelsen er dog ikke enig i den af nævnet anførte fortolkning af bekendtgørelsens § 13, stk. 2. Det følger således af § 13, stk. 2, at det er en forudsætning, at der foreligger en aftale mellem ansøger og kommune om at hjælpen ydes i en på forhånd fastsat periode.

Det er Ankestyrelsens umiddelbare opfattelse, at det forhold, at hjælpen til dækning af tabt arbejdsfortjeneste er bevilget for en afgrænset periode ikke i sig selv medfører, at der kan anses for at være truffet en aftale mellem kommune og ansøger.

Sag nr. 1

En kommune afslog anmodning om fortsat morgenpleje efter reglerne om hjemmehjælp efter § 71, efter at en mand havde fået bevilget en udvidelse af hjælpeordning efter § 77 med 36 timer pr. uge mod tidligere 21 timer pr. uge.

Nævnet hjemviste sagen til fornyet vurdering og behandling i kommunen under henvisning til punkt 70 i Socialministeriets vejledning om Sociale tilbud til voksne med handicap, hvoraf det fremgår, at hjælpeordning efter § 77 kan kombineres med andre hjælpeforanstaltninger, f.eks. personlig hjælp, omsorg, pleje m.v., dog kun i det omfang pågældende selv fortrækker det.

Nævnet havde lagt vægt på, at manden udtalte, at han var indforstået med, at timerne til hjemmeplejen efter § 71 ville gå fra i udmålingen af hjælp efter § 77 til personlig hjælper.

Nævnet fandt, at kommunen skulle foretage en ny samlet vurdering i sagen og herunder konkret forholde sig til bevilling af hjemmehjælp til morgenpleje sammenholdt med en reduceret bevilling efter § 77 til hjælpetimer.

Ankestyrelsen kommentarer

Ankestyrelsen har ikke haft lignende sager. Ankestyrelsen er enig i nævnets henvisning til punkt 70 i Socialministeriets vejledning.

Sag nr. 2

Et nævn tiltrådte en kommunes afslag på personlig hjælp og pleje efter § 71 samt hjælp efter § 73 til en 19-årig kvinde som fortsat boede hjemme hos sin mor. Kvinden modtog højeste førtidspension på grund af mental retardering i middelsvær grad samt en atypisk form for autisme.

Nævnet fandt det ikke udelukket, at kvinden kunne optrænes til at klare personlige fornødenheder i væsentlig videre omfang end det, som for øjeblikket var tilfældet.

Nævnet fandt på baggrund af kvindens afhængighedsforhold til moderen og de hjemlige forhold, at en sådan eventuel opøvelse af færdighederne mest hensigtsmæssig skulle foregå i en dagforanstaltning uden for hjemmet.

Nævnet opfordrede kvinden til at indgå i et positivt samarbejde med kommunen om tilbudte foranstaltninger, som eventuelt kan forbedre funktionsniveauet.

Ankestyrelsens kommentarer

Ankestyrelsen har ikke haft lignende sager. Umiddelbart finder Ankestyrelsen afgørelsen korrekt.

Sag nr. 1

Sagen drejede sig om en 22-årig mand, der havde haft hashmisbrug siden 10. klasse. Dette misbrug ophørte og manden overgik herefter til et overforbrug af alkohol.

Nævnet fandt, at manden var berettiget til støtte i form af en kontaktperson efter servicelovens § 73. Nævnet fandt, at manden havde særlige sociale problemer, som gjorde, at han havde behov for støtte. Nævnet lagde vægt på, at manden efter det oplyste havde haft et ret massivt hashmisbrug ledsaget af alkoholmisbrug og at han måtte antages at være i risiko for tilbagefald.

Manden havde forsat behov for støtte til praktiske ting i hverdagen, støtte til at passe teknisk skole, som han snart skulle starte på, til at få styrket sit selvværd samt til at opbygge et netværk.

Nævnet fandt, at støtten til manden ikke kunne stoppe ved den behandling han havde fået ved amtets behandlingscenter, men at det netop var påkrævet at følge op med en kommunal indsats for at rette op på de forhold, der havde medvirket til at gøre manden behandlingskrævende og revalideringsberettiget.

Ankestyrelsens kommentarer

Ankestyrelsen har ikke haft lignende sager. Af Socialministeriet vejledning om Sociale tilbud til voksne med handicap, pkt. 5.3, fremgår det, at formålet med indsatsen bl.a. er, at brugeren kan bevare eller forbedre sine psykiske, fysiske eller sociale funktioner. Umiddelbart finder Ankestyrelsen afgørelsen korrekt.

Drejede sig om en 70-årig døvblind, der havde fået afslag på bevilling af hjælp til dækning af udgifter til rejse og ophold til en særlig kontaktperson for døvblinde under ophold i udlandet.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet fandt ikke, at der var beskrevet sådanne særlige forhold, at der i forbindelse med De nordiske mesterskaber i skak for døvblinde ville være grundlag for at pålægge kommunen at betale kontaktpersonens rejse- og opholdsudgifter.

Nævnet gjorde samtidig opmærksom på, at kommunen ikke generelt kan beslutte, at der ikke ydes tilskud til en kontaktpersons rejse/opholdsudgifter til skakstævner og udenlandsrejser, men kun til løntimer, idet der i hvert enkelt tilfælde må foretages en konkret vurdering. Der henvistes til Ankestyrelsens snævre praksis i SM C-41-00.

Ankestyrelsens kommentarer

Umiddelbart finder Ankestyrelsen at afgørelsen er i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis, jf. ovennævnte SM. Endvidere kan henvises til SM C-13-00 og SM C-16-00.

Sag nr. 1

Sagen drejede sig om en 30-årig kvinde, der af Sundhedsstyrelsen havde fået bevilget hjælp til en operation i udlandet på grund af epilepsi.

Moderen havde søgt om bevilling af tabt arbejdsfortjeneste, idet behandlingen og rejsen var betinget af, at kvinden havde en ledsager med på turen, der havde kendskab til hendes epileptiske anfald. Staten afholdt udgiften til behandlingen, ophold på hospitalet og eventuel operation, medens amtet betalte rejsen, kost og ophold for kvinden samt for en ledsager.

Nævnet fandt, at kvinden var omfattet af personkredsen i § 84, stk.1, som følge af epilepsi.

Da behandlingen i udlandet var betinget af, at kvinden havde moderen med som ledsager, fandt nævnet, at den udgift som kvinden eventuel måtte afholde til moderen, kunne anses for at være en nødvendig merudgift ved forsørgelsen.

Sagen blev hjemvist til kommunen med henblik på en stillingtagen til merudgiftens omfang for kvinden.

Nævnet lagde vægt på, at det ikke var udelukket, at der kunne ydes hjælp efter § 84, stk. 1, til dækning af de udgifter, som kvinden måtte have, som følge af at behandlingen i udlandet krævede, at hun havde en ledsager med.

Ankestyrelsens kommentarer

Nævnets afgørelse ses ikke at være i overensstemmelse med SM O-112-96.

En 21-årig mand var idømt en fængselsstraf. Kriminalforsorgen søgte kommunen om betaling af institutionsophold, således han kunne anbringes efter straffelovens § 49, stk. 2, som alternativ til almindeligt fængsel, begrundet i mandens alder samt hans massive personlige, adfærdsmæssige og intellektuelle problemer. Kommunen afslog at betale for institutionsopholdet.

Nævnet stadfæstede kommunens afslag.

Nævnet var enig med Kriminalforsorgen i, at det på baggrund af oplysningerne om mandens særlige sociale problemer ville være relevant, at han blev anbragt på en særlig institution som alternativ til afsoning i almindeligt fængsel, jf. straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 1(før 1. juli 2001 straffelovens § 49, stk. 2), jf. servicelovens § 91.

Under hensyn til, at omkostningerne ved den af Kriminalforsorgen foreslåede anbringelse måtte anses for at være uforholdsmæssigt store i forhold til, hvad der kunne opnås ved alternativ anbringelse, fandt nævnet imidlertid ikke, at kommunen kunne være forpligtet til denne anbringelse. Kriminalforsorgen måtte, hvis ønsket om alternativ afsoning fastholdtes, finde en anden passende anbringelse.

Ankestyrelsens kommentarer

Nævnets afgørelse ses umiddelbart ikke at være i overensstemmelse med SM O-84-87, hvorefter visitationen til ophold på en institution (og finansiering af udgifterne til opholdet) skal ske ud fra en vurdering af personens behov. Der kan endvidere henvises til SM O-21-99.

Sag nr. 1

Sagen vedrørte en ansøgning om synshandicapkompenserende EDB-udstyr i form af computer med microsoft office 2000-pakke, printer, scanner med tilhørende scannerprogram, skærmlæseprogram jaws og talesyntese infovox til en blind kvinde, der boede alene.

Amtskommunen meddelte afslag på det ansøgte, idet dette ikke skønnedes væsentligt i en sådan grad som forudsat i § 97, stk. 1, i lov om social service.

Kommunen lagde vægt på, at kvindens behov for læsning af bøger, tidsskrifter m.v. kunne tilgodeses ved lån af bånd, ligesom telefon- og adresselister, indkøbssedler, egne notater og almindelig korrespondance ligeledes kunne tilgodeses ved hjælp af henholdsvis bånd samt tale såvel telefonisk som ved personlig kontakt.

Nævnet hjemviste sagen til fornyet behandling og afgørelse, da amtskommunens afgørelse efter nævnets opfattelse var truffet på et utilstrækkeligt grundlag.

Nævnet fandt, at der til brug for vurderingen af det ansøgtes væsentlighed ud over ansøgningens oplysninger om, hvad det ansøgte skulle anvendes til, burde have været tilvejebragt en bredere beskrivelse af kvindens samlede situation, der belyste, hvordan hun klarede sin dagligdag.

Ankestyrelsens kommentarer

Ankestyrelsen er umiddelbart enig i nævnets afgørelse. Sagen, der er valgt ud blandt flere sager om bevilling af synshandicapkompenserende EDB-udstyr, som Ankestyrelsen har modtaget, illustrerer at der i hver enkelt sag skal foretages en samlet konkret vurdering af ansøgerens situation.

Ankestyrelsen har for nylig truffet afgørelse i en lignende sag, hvor ansøgerens aktivitetsniveau også blev inddraget. Afgørelsen er offentliggjort ved SM C-23-02.

Sag nr. 2

Sagen vedrørte en ansøgning om bevilling af håndledsskinner til en pige, der led af spastisk lammelse.

Kommunen meddelte afslag med den begrundelse, at man havde rettet henvendelse til sygehuset, der havde oplyst, at skinnerne skulle bruges til forsøgsvis at rette håndleddene ud samt for at undgå yderligere kontraktur. Kommunen henviste videre til, at der efter § 97 i lov om social service ikke kan ydes hjælp til behandlende/forebyggende hjælpemidler.

Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse, idet nævnet fandt, at der var tale om et behandlingsredskab, hvortil der ikke kunne ydes hjælp efter § 97, stk. 1, i lov om social service.

Det var nævnets vurdering, at håndledsskinnerne måtte anses for at være et behandlingsredskab, hvor vurderingen af behov, behandling og opfølgning af behandling, herunder udlån og bevilling, henhørte under sygehusvæsenet.

Nævnet lagde vægt på de lægelige oplysninger i sagen, hvorefter pigen havde svære deformiteter af begge arme, der var meget svære at rette ud, men at man for at undgå sammentrækninger ville forsøge brug af håndledsskinner, som ville være til permanent brug for at forhindre fremtidige operationer på begge albuer og hænder.

Selv om lidelsen således var varig, og brug af skinnerne var permanent, fandt nævnet, at der var tale om et behandlingsredskab, også selv om brugen af skinnerne skulle tilsigte en funktionsforbedring, idet det primære formål med brugen var forebyggende for at forhindre fremtidige operationer.

Ankestyrelsens kommentarer

Ankestyrelsen har antaget en sag til behandling med henblik på belysning af afgrænsningen mellem behandlingsredskaber og hjælpemidler, herunder en vurdering af oplysningsgrundlaget, vedrørende en oppustelig tommelortose (en luftfyldt pude anbragt på toppen af en skinne, som skal benyttes hver nat med det primære formål at forebygge kontraktur af hånden). Sagen forventes afgjort indenfor ca. 1 måned.

Sag nr. 3

Sagen vedrørte bl.a. en ansøgning om bevilling af en vaskemaskine til en mand, der var kørestolsbruger på grund af paraplegi.

Behovet for vaskemaskine var begrundet med, at behovet for at vaske var større end for andre i almindelighed. På grund af inkontinens havde ansøgeren større behov for vask.

Kommunen meddelte afslag på det ansøgte med den begrundelse, at ansøgerens behov for vaskemaskine ikke var forskelligt fra andre borgere i området, der måtte anskaffe en vaskemaskine, idet der ikke fandtes møntvask i området.

Nævnet stadfæstede kommunens afslag, idet nævnet fandt, at ansøgeren ikke var berettiget til vaskemaskine som et hjælpemiddel, jf. § 97 i lov om social service. Nævnet lagde vægt på, at en vaskemaskine måtte anses som et forbrugsgode, der normalt indgår i sædvanligt indbo, jf. lovens § 98, stk. 1, idet mere end 3/4 af de danske husstande var i besiddelse af en vaskemaskine.

Ankestyrelsens kommentarer

Ankestyrelsen har antaget en lignende sag til principiel behandling med henblik på afklaring af, om et forbrugsgode i form af en vaskemaskine kan betragtes som sædvanligt indbo, herunder om det har betydning, hvorvidt ansøgeren bor i ejerbolig eller i lejerbolig. Sagen forventes afgjort indenfor ca. 1 måned.

Sag nr. 4

Sagen vedrørte en ansøgning om bevilling af en Capisco-stol til en kvinde, der ville benytte stolen til aflastning af ryggen, således at hun kunne sidde ned ind imellem, at maden blev tilberedt, og således at hun kunne sidde ned og spise sammen med resten af familien.

Kommunen bevilgede økonomisk tilskud til anskaffelse af en Capisco-stol efter § 98 i lov om social service, jf. § 19, stk. 2, i Socialministeriets bekendtgørelse om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder. Bevillingen omfattede et økonomisk tilskud på et beløb svarende til 50% af prisen på en Capisco-stol af almindelig standard.

Kommunen begrundede afgørelsen med, at den ansøgte stol var et forbrugsgode, der var fremstillet med den almindelige befolkning som målgruppe.

Nævnet var enig med kommunen i, at den ansøgte Capisco-stol var at betragte som et forbrugsgode.

Nævnet lagde herved vægt på, at stolen, der kunne købes i kontorforsyningsforretninger, indgik i firmaets brochure over produkterne i HÅG-systemet. Det fremgik heraf, at Capisco-stolen var en stol, der gav stor bevægelsesfrihed, og som kunne indstilles både højt og lavt.

Nævnet anførte videre, at efter § 98, stk. 4, i lov om social service udgør hjælpen til køb af forbrugsgoder 50% af prisen for et standardprodukt af den pågældende art. Af lovens § 98, stk. 5, fremgår det, at hvis det på grund af den nedsatte funktionsevne er nødvendigt med et forbrugsgode, der er dyrere end et almindeligt standardprodukt, betaler kommunen de nødvendige merudgifter.

Nævnet fandt, at standardprisen på en arbejds-/spisestuestol kunne sættes til ca. 2000 kr. Standardprisen på Capisco-stolen var 5781 kr. Nævnet fandt derfor, at ansøgerens egenbetaling i forbindelse med anskaffelse af stolen var 1000 kr.

Ankestyrelsens kommentarer

Sagen illustrerer vanskelighederne ved beregning af egenbetalingens størrelse ved bevilling af forbrugsgoder i de tilfælde, hvor forbrugsgodet er dyrere end et almindeligt standardprodukt.

Ankestyrelsen har ikke tidligere behandlet en lignende sag, men er umiddelbart enig i nævnets afgørelse. Ankestyrelsen skal herved henvise til pkt. 41, i vejledningen om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v.

Heraf fremgår bl.a., at for at undgå, at modtageren påføres merudgifter som følge af den nedsatte funktionsevne, ydes der, foruden støtten på 50% af prisen på et almindeligt standardprodukt, hjælp til betaling af de nødvendige merudgifter i form af betaling af forskellen mellem prisen på et almindeligt standardprodukt og prisen på det bedst egnede og billigste produkt med særlig kvalitet eller kapacitet og/eller med særlig indretning.

Sag nr. 5

Sagen vedrørte en ansøgning om økonomisk hjælp til en Lympa Press Mini med lang støvle med 12 luftkamre og 12 luftslanger i henhold til § 97 i lov om social service. Ansøgningen var begrundet med, at ansøgeren havde svær lymfødem med pakydermi.

Kommunen meddelte afslag på det ansøgte med den begrundelse, at der var tale om et behandlingsredskab, hvortil udgifterne skulle afholdes af sygehusvæsenet. Kommunen henviste til afsnit A, pkt. 3, i Indenrigsministeriets cirkulære nr. 21 af 20. februar 1975 om afgrænsningen af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse og fandt, at ansøgeren havde ret til økonomisk hjælp til det ansøgte , jf. § 97, stk. 1, i lov om social service. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde fået en funktionsbedring ved kombinationsbehandling med lymfepres mini og kompressionsstrømper.

Nævnet lagde til grund, at Lympa Press Mini både kunne bruges som behandlingsredskab og som hjælpemiddel ved lymfødem. Kompliceret med sårdannelse ville det kunne bruges som et behandlingsredskab til at mindske hævelsen og derved få såret til at hele. Ved kronisk tilstand med lymfødem kunne det bruges som hjælpemiddel, hvor det kunne reducere omfanget af den pågældende ekstremitet og derved afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne.

Nævnet fandt på denne baggrund efter en konkret vurdering, at Lympa Press Mini i ansøgerens tilfælde måtte anses for at være et hjælpemiddel, der i væsentlig grad kunne lette den daglige tilværelse.

Ankestyrelsens kommentarer

Ankestyrelsen har ikke tidligere behandlet en tilsvarende sag, men er umiddelbart enig i nævnets afgørelse. Til yderligere illustration af afgrænsningen mellem hjælpemidler og behandlingsredskaber kan nævnes Ankestyrelsens afgørelse vedr. en kugledyne, som er offentliggjort i SM C-7-01.

Sag nr. 1

En ansøger var tilkendt udvidet støtte til køb af bil i form af en Toyota Yaris. Ansøger ønskede, at anskaffe en Hyundai Elantra, der var dyrere end den bevilgede bil og så selv betale differencen.

Nævnet tiltrådte amtskommunens afgørelse om afslag på anvendelse af billånet til køb af den dyrere bil Huyndai Elantra. Nævnet lagde vægt på, at en Toyota Yaris ansås for at være den bedst og billigst egnede bil.

Nævnet lagde Hjælpemiddelcentralens rapporter om afprøvninger af Toyota Yaris og Hyundai Elantra til grund ved afgørelsen. Nævnet lagde især vægt på, at Hjælpemiddelcentralen havde vurderet, at en bedre egnet bil til ansøger ville være en kassebil, hvor ansøger kunne stige ind siddende i sin kørestol. Ansøger havde dog ikke ønsket en sådan bil.

Ankestyrelsens kommentarer

Oftest gives der efter praksis tilladelse til, at en ansøger selv betaler prisdifferencen og køber en anden dyrere bil end den billigst bedst egnede efter bilbekendtgørelsens § 6. I denne sag har nævnet tilsyneladende ikke fundet at egnethedskriteriet ved køb af en dyrere bil var opfyldt ved. Ankestyrelsen er umiddelbart enig i nævnets afgørelse.

Sag nr. 2

En amtskommune gav afslag på bilstøtte til en psykomotorisk retarderet ung mand med den begrundelse, at ansøger havde selvstændig gangfunktion, og at gangdistancen med ledsager ikke var begrænset.

Amtet vurderede, at ansøger kunne benytte offentlige transportmidler med ledsagelse, hvor han fik fuld opmærksomhed. Endvidere vurderede amtet, at kørsels-behovet (bl.a. til specialskole) mere hensigtsmæssigt tilgodesås ved andre ordninger, fx. taxa med ledsager.

Nævnet fandt ansøger berettiget til udvidet støtte til køb af bil. Nævnet lagde vægt på de lægelige oplysninger, hvorefter ansøger var psyko~motorisk retarderet. Ansøgers psykiske handicap medførte adfærd præget af impulsudbrud. Han var svært motorisk urolig og kunne ikke færdes uden ledsager.

Nævnet lagde ved afgørelsen især vægt på, at ansøgers adfærd måtte anses for så voldsom og uforudsigelig, at det reelt måtte være næsten umuligt at medtage ham i offentlige transportmid~ler.

Sag nr. 3

En 13-årig dreng led af Angelman syndrom. På grund af drengens psykiske funktionsniveau var der nærmere beskrevne problemer med at benytte offentlige transportmid~ler. Han var også grovmotorisk og finmotorisk handicappet. Gangen var bredsporet og vuggende samt klodset, når den foregik uden hjælpemidler. Ansøger var dagligt i aflastning om eftermiddagen, en aften om ugen og hver anden weekend. Var tidligere bevilget støtte til køb af bil.

Amtskommunen gav afslag på bilstøtte med den begrundelse, at når ansøger var motiveret, havde han en lang gangdistance, og han var i stand til at anvende offentlige transportmidler med voksne.

Nævnet fandt, at drengen var berettiget til bilstøtte. Efter nævnets vurdering forelå der en så væsentlig varig nedsættelse af drengens funktionsevne, at han ville have meget vanskeligt ved at benytte offentlige transportmidler, selv i følge med andre.

Nævnet lagde vægt på at:

- drengen led af Angelman syndrom og var ude af stand til at tage vare på sig selv

- han var meget grænseoverskridende

- han funktionsmæssigt havde betydelige adfærdsproblemer blandt andre mennesker, idet han var hyperaktiv, kunne spytte folk i ansigtet og generelt udviste påfaldende adfærd

- det fremgik, at hvis han begyndte at kede sig under kørslen kunne han finde på, at tage sko, strømper og evt. mere af sit tøj af og der skulle meget kraftig opfordring og megen motivation til at få ham til at tage det på igen

- han ikke altid var motiveret for at gå, hvilket i sig selv kunne stille store krav på det pædagogiske område, også når henses til hans konstitution sammen-holdt med hans mentale udviklingstrin.

Ankestyrelsens kommentar

Ankestyrelsen har i maj måned antaget ovennævnte sag til principiel behandling.

Sag nr. 4

En mor til et handicappet barn, var i 1999 bevilget tilskud til køreunder-visning i op til 30 timer.

Efterfølgende blev der ansøgt om yderligere køretimer, idet hendes kørelærer vurderede, at hun ville få behov for dette. Om ansøgers kørsel var det bl.a. oplyst, at hun havde haft i alt 18 køretimer og i modsætning til flertallet fortsat ikke var i stand til at betjene bilen. Ansøger havde ingen føling med hverken bilen eller pedalerne.

Nævnet tiltrådte amtskommunens afgørelse om afslag på tilskud til yderligere køretimer.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at det fandtes meget tvivlsomt, om ansøger ville kunne erhverve kørekort selv efter 70-100 timer.

Nævnet lagde vægt på, at kørelæreren havde oplyst, at ansøger ikke kunne betjene bilen som forventet efter 18 køretimer, og at ansøger havde behov for yderligere 50-70 timer uden, at det dog var sikkert, at kørekort kunne erhverves.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at en anden kørelærer havde oplyst, at ansøgers evner som bilist var meget ringe, og at det med forbehold for forbedringer var hans opfattelse, at ansøger havde behov for i alt 80-100 køretimer.

Ankestyrelsens kommentarer

Spørgsmålet om antal af køretimer må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag. Ankestyrelsen er umiddelbart enig i nævnets afgørelse, jf. punkt 99 i vejledningen støtte til hjælpemidler, biler og boligindretning m.v..

Sag nr. 1

Sagen drejede sig om afslag på bevilling af en elevator som boligindretning efter § 102, stk. 1.

Nævnet hjemviste sagen til kommunen til fornyet vurdering og afgørelse.

Årsag var, at ansøgningen om støtte specielt til en elevator til husets stuer ikke var vurderet i forhold praksis beskrevet i vejledningen om støtte til hjælpemidler, biler, boligindregning m.v.

Nævnet fandt, at der forelå et ufuldstændigt beslutningsgrundlag og henviste til officialmaksimen.

Nævnet anførte, at i tilfælde af at der er tale om mere bekostelige boligændringer som f.eks. etablering af elevator, påhviler det således kommunen at undersøge, om en mere hensigtsmæssig eller økonomisk afhjælpning af boligforholdene kan tilvejebringes ved en flytning.

Nævnet lagde til grund, at en ansøger som udgangspunkt måtte kunne færdes i hele huset (og ikke kun i køkken/alrum), og at indretninger, der sigter på at skabe adgang til boligens stuer derfor normalt vil være nødvendige for at gøre boligen egnet som opholdssted.

Ankestyrelsens kommentarer

Ankestyrelsen har ikke umiddelbart bemærkninger til afgørelsen.

Sag nr. 2

Sagen drejede sig om hjælp til en elektrisk døråbner til en havedør til en handicappet, der ikke selv kunne åbne døren.

Kommunen afslog at bevilge hjælp til en elektrisk døråbner efter § 102, stk. 1. Kommunen fandt, at da kvinden fik døgnpleje, kunne hun komme ud, når hjemmehjælperen var i hjemmet.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse. Nævnet fandt, at en elektrisk døråbner til havedøren var nødvendig, idet kvinden ellers ikke ville kunne benytte haven.

Nævnet fandt, at såfremt hjemmehjælperne skulle åbne/lukke havedøren, ville kvinden være afhængig af at komme ud i haven på bestemte tidspunkter.

Nævnet henviste til formålet i servicelovens § 1, stk. 2, og fandt, at det ansøgte ville lette kvindens daglige tilværelse og forbedre hendes livskvalitet.

Ankestyrelsens kommentarer

Ankestyrelsen er umiddelbart enig i nævnets afgørelse.

Sag nr. 1

Sagen drejede sig om en mand, der havde fået konstateret kræftsygdom med metastaser og som følge deraf den 18. oktober 2000 havde fået bevilget hjælp efter § 104, således at hans hustru kunne passe ham i eget hjem, indtil han døde.

Kommunen traf herefter afgørelse om, at plejevederlaget ville ophøre den 30.4.2001. Begrundelsen var, at egen læge havde oplyst, at manden ikke længere var plejekrævende.

Nævnet pålagde kommunen, at fortsætte udbetalingen af plejevederlaget efter § 104.

Nævnet fandt, at der efter en lægelig vurdering fortsat var multiple knoglemetastaser og helt klart progression i sygdommen. Mandens kunne rent faktisk meget mindre, end han tidligere var i stand til fysisk og prognosen var fortsat dårlig.

Nævnet havde lagt til grund, at der ikke var overensstemmelse mellem lovens ord og formuleringen i socialministeriets vejledning pkt. 249 i Sociale tilbud til ældre m.fl.. Ordvalget i lovens § 104 er » passe en nærtstående « og i vejledningen er » at den døende er plejekrævende « .

Nævnet fandt, at formuleringen i servicelovens § 104 skulle ses i sammenhæng med ophørsbestemmelsen i § 106 og fandt derfor på baggrund af en samlet vurdering af sagen, at kommunen ikke havde haft grundlag for at lade udbetalingen af plejevederlaget ophøre med henvisning til, at manden som følge af en ændret og bedre smertebehandling ikke længere var plejekrævende. Nævnet fandt, at ordet » plejekrævende « ikke skulle forstås i en snæver forstand.

Ankestyrelsens kommentarer

Ankestyrelsen har ikke haft lignende sager og har i øvrigt ingen bemærkninger.

Sag nr. 1

Et nævn stadfæstede kommunens afslag på betaling af to lægeregninger til en mand, der i terminalfasen blev passet i eget hjem.

Nævnet fandt, at der ikke var hjemmel i servicelovens § 107 til at dække udgifter til lægebesøg. Nævnet var opmærksom på, at manden derved blev påført en udgift, som han ikke ville have haft under indlæggelse på sygehus, men nævnet henviste til, at manden var i sygesikringsgruppe 2 med der af følgende egenbetaling for lægehjælp.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har ikke haft lignende sager, men er umiddelbart enig i nævnets afgørelse.

Versioner

  1. 2002-11-11