Gelex

Nyt fra Ankestyrelsen - hjælp til boligændring og boligskift - af fuldmægtig Helle Østergaard Stisen

GældendeVersion 2002-11-11
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9552@2002-11-11/da

Indhold
  1. Indledning

Flere af afgørelserne er blevet vurderet efter såvel servicelovens § 102 om boligændring og boligskift som servicelovens §§ 28 og 84 om hjælp til merudgifter til henholdsvis børn og voksne med handicaps.

I denne artikel vil Ankestyrelsen, med udgangspunkt i bestemmelserne i serviceloven og dele af den hidtidige praksis, redegøre for, hvornår hjælpen skal ydes efter henholdsvis servicelovens § 102 og servicelovens regler om merudgifter i §§ 28 og 84.

Servicelovens § 102, stk. 1 indeholder hjemmel til at kommunen kan yde hjælp til indretning af bolig til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretning er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for ansøger.

Det fremgår af pkt. 125 i Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998 om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v., at boligindretning vedrører mur- og nagelfaste genstande. Forskelligt tilbehør til boligindretningen skal derfor vurderes efter servicelovens §§ 97 og 98 om hjælpemidler og forbrugsgoder eller servicelovens §§ 28 og 84 om merudgifter.

I afgørelsen refereret i Social Meddelelse C-18-00 har Ankestyrelsen fastslået, at der ved boligindretning i form af til- og ombygning af et hus, som følge af et barns handicap, kunne ydes hjælp til merudgifter i form af forhøjet lejeværdi af egen bolig, forhøjelse af ejendomsforsikring og større forbrug af el og varme efter servicelovens § 28.

Det bemærkes at ansøger havde fået bevilget selve om- og tilbygningen som en boligændring efter servicelovens § 102, stk. 1 og at denne del af afgørelsen ikke var blevet påklaget til Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at der efter servicelovens § 102, stk. 1 alene kan ydes hjælp til boligændringer i form af mur- og nagelfaste genstande.

De ansøgte løbende udgifter til forhøjet lejeværdi, forhøjet ejendomsforsikring og større forbrug af el og varme måtte derfor såfremt det kunne dokumenteres, at der var tale om merudgifter grundet barnets handicap ydes efter servicelovens § 28 om merudgifter.

I det omfang der således, som følge af en boligændring bevilget efter servicelovens § 102, stk. 1, eksempelvis indtræder ændringer i ansøgers månedlige boligudgift, skal eventuelle merudgifter derfor vurderes efter regelsættet i servicelovens §§ 28 og 84.

Det følger af servicelovens § 102, stk. 2, at der i de ganske særlige tilfælde, hvor en boligændring ikke vil være tilstrækkelig til at gøre boligen til et egnet opholdssted, kan ydes hjælp til udgifter til anskaffelse af en anden bolig til personer med betydelig eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det er dog en betingelse, at der ikke kan anvises en anden bolig, som dækker ansøgers behov.

I afgørelsen refereret i Social Meddelelse C-4-00 har Ankestyrelsen fastslået, at der ved boligskift fra lejebolig til ejerbolig kunne ydes hjælp efter servicelovens § 102, stk. 2, til omkostninger i forbindelse med køb af ejerbolig, løbende merudgifter i form af højere boligudgifter, samt hjælp til udbetaling på ejerboligen.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at udgifterne vedrørte anskaffelsen af ejerboligen og at de derfor var omfattet af servicelovens § 102, stk. 2.

Ankestyrelsen har i en afgørelse refereret i Social Meddelelse C-3-02 fastslået, at betaling af salgsomkostninger ved salg af ansøgers hidtidige bolig i forbindelse med boligskift på grund af et handicappet barn var en merudgift ved forsørgelsen og ikke en anskaffelsesudgift.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at servicelovens § 102, stk. 2 efter sit indhold og ordlyd omhandler støtte til anskaffelsen af en anden bolig.

I det omfang der således er tale om udgifter i forbindelse med afhændelse af en tidligere bolig skal disse udgifter vurderes efter servicelovens §§ 28 eller 84 om merudgifter.

Det fremgår endvidere af afgørelsen i C-3-02, at det, ved vurderingen af om der er merudgifter ved afhændelse af den tidligere bolig, ikke kan tillægges betydning om ansøgerne vil få lavere månedlige udgifter i den nye bolig eller om ansøgerne får et større overskud ved salg af ejerboligen.

I afgørelsen refereret i Social Meddelelse C-6-02 har Ankestyrelsen fastslået, at der alene kan ydes hjælp til anskaffelse af en anden bolig efter servicelovens § 102, stk. 2, såfremt der er tale om anskaffelse af en ejerbolig.

Der kan derfor ikke ydes hjælp efter servicelovens § 102, stk. 2, hvis der er tale om flytning til en lejebolig.

I de tilfælde, hvor er tale om et boligskift til en lejebolig må hjælpen ydes efter bestemmelserne i servicelovens §§ 28 eller 84 om merudgifter.

I forhold til afgørelsen refereret i SM C-6-02 skal det i øvrigt bemærkes, at Ankestyrelsen således ikke er enig i det anførte i pkt. 128 i Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998 om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v., hvorefter der kan ydes hjælp efter servicelovens § 102, stk. 2 ved flytning til lejebolig.

Hvis der er tale om flytning fra lejebolig til ny lejebolig eller fra ejerbolig til lejebolig, skal eventuelle merudgifter forbundet med flytningen og højere husleje i den nye bolig mv. vurderes efter reglerne i servicelovens §§ 28 eller 84 om merudgifter.

Hvis der er tale om flytning fra ejerbolig til ejerbolig eller fra lejebolig til ejerbolig, skal udgifter forbundet med selve anskaffelsen vurderes efter servicelovens § 102, stk. 2.

I det omfang der er tale om merudgifter i forbindelse med fraflytning af tidligere bolig skal disse udgifter vurderes efter bestemmelserne i servicelovens §§ 28 eller 84.

Ankestyrelsen kan afslutningsvis oplyse, at Ankestyrelsen har antaget en sag til principiel behandling med henblik på afklaring af, hvorvidt et eventuelt nettoprovenu (friværdi) fra salg af en hidtidig ejerbolig skal indgå ved beregningen af støtte i forbindelse med hjælp til anskaffelse af en ny ejerbolig efter servicelovens § 102, stk. 2. Den antagne sag ventes afgjort i december 2002.

Versioner

  1. 2002-11-11