Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9661@2003-01-27/da

Indhold

1. Indledning

I det følgende refereres nogle af de afgørelser, som vi har modtaget inden for pensionslovens område.

I nogle få sager har nævnet begrundet indsendelsen af en afgørelse med, at der er behov for, at Ankestyrelsen antager sager på området med henblik på principiel stillingtagen til en sag.

I de fleste tilfælde skyldes indsendelsen formentlig, at sagen har givet anledning til særlige overvejelser, og at afgørelserne derfor kan have vejledningsværdi også for andre myndigheder.

Mange af de indsendte afgørelser er eksempler på, at nævnet har fundet, at en pensionssag burde være påbegyndt på et tidligere tidspunkt, end kommunen har vurderet, idet betingelserne efter pensionslovens § 20 a, stk. 2 allerede var opfyldt tidligere.

Der skal i disse tilfælde tilkendes pension i forhold til det tidligere tidspunkt ved anvendelse af pensionslovens § 33, stk. 2.

Følgende 3 tilfælde kan fremhæves:

Kommunen havde afslået at påbegynde pensionssagen med henvisning til, at ansøgeren var fyldt 60 år ved ansøgningen om forhøjelse af hidtidige pension.

Nævnet hjemviste sagen til kommunen til fornyet vurdering og afgørelse, idet nævnet ikke havde mulighed for at tage stilling til sagen, og anmodningen ikke kunne afslås alene med henvisning til, at han var fyldt 60 år, da ansøgningen blev modtaget.

Nævnet lagde vægt på ansøgers oplysning om, at hans helbred var stadig forringet, og at han fik tilkendt invalidebil nogle måneder tidligere og ikke i den forbindelse fik råd og vejledning om mulighed for at søge forhøjelse inden det 60. år.

Nævnet henviste til retssikkerhedslovens § 5 om helhedsvurdering og pensionslovens § 44 om kommunens pligt til at træffe afgørelse om frakendelse eller overflytning til anden pension, hvis der sker en væsentlig forbedring eller forringelse af erhvervsevnen, jf. § 15.

Kommunen måtte ved den fornyede behandling af sagen tage stilling til, om der på et tidspunkt inden det 60. år var sket ændringer, der kunne begrunde en forhøjelse af pension.

Nævnet fandt, at kommunen burde have påbegyndt førtidspensionssag så tidligt, at udbetalingen kunne ske med virkning fra den 1. i måneden efter det fyldte 18. år.

Nævnet lagde vægt på, at kommunen gennem en årrække har været bekendt med den betydeligt nedsatte psykiske funktionsevne som følge af udviklingshæmning, og at der ikke fandtes revalideringsmuligheder ud over arbejdsprøvning på beskyttet værksted.

Nævnet bemærkede, at pensionen ifølge § 33, stk. 2 tidligst kan udbetales fra den 1. i måneden efter, at tilkendelsesbetingelserne er opfyldt, herunder betingelsen i § 14 om at være fyldt 18 år.

Nævnet fandt, at sagsbehandlingstiden havde været uacceptabelt lang og ikke opfyldte kravet i retssikkerhedslovens § 3, stk. 1, og at dette skyldtes en helt ekstraordinær forsinkelse hos speciallægen ved udfærdigelsen af erklæring.

Forsinkelsen kunne ikke tilskrives ansøgeren og måtte derfor sidestilles med forsinkelse i kommunens sagsbehandling.

Nævnet fandt, at ansøgeren med hensyn til sagens påbegyndelsestidspunkt skulle stilles som om den ortopædkirurgiske erklæring havde foreligget efter sædvanlig ekspeditionstid.

Tidspunktet herfor fandtes efter omstændighederne og i mangel af andre holdepunkter at måtte fastsættes med udgangspunkt i, at kommunen ved bestillingen af erklæringen bad om meddelelse, hvis der var ventetid ud over 2 måneder ved undersøgelsen.

Nævnet fandt derfor, at betingelsen for at påbegynde sagen skulle anses for at have været opfyldt på et tidligere tidspunkt.

Nævnet bemærkede endvidere, at kommunen efter pensionsbekendtgørelsens § 5, stk. 1 skulle have givet selvstændig meddelelse om tidspunktet for sagens påbegyndelse.

Beregning af pension efter taksering efterregulering med tilbagevirkende kraft

En pensionist klagede over, at kommunen kun havde udbetalt 282 kr. i pension for juli måned 2001, i stedet for som normalt 4.894 kr. Det fremgik af pensionsmeddelelsen for juli måned 2001, at der var foretaget en regulering, men det fremgik ikke, hvordan beløbet var fremkommet.

Ifølge kommunens efterfølgende redegørelse var folkepensionen pr. 1. januar 2000 blevet beregnet på grundlag af oplysningerne fra selvangivelsen for 1998, hvor der var anført 0 kr. for ægtefællens virksomhedsresultat.

I juni 2001 blev der foretaget en ligningsmæssig ændring af selvangivelsen for 1998, hvor virksomhedsresultatet forhøjedes fra 0 kr. til 82.765 kr.

Det skyldtes en taksering, da han ikke havde indgivet selvangivelse for 1998.

Selvangivelsen for 1999 blev også takseret, og virksomhedsresultatet, der dannede grundlag for beregningen af pensionen blev indberettet til pensionssystemet pr. 1. juli 2001 med virkning fra 1. januar 2000.

Nævnet fandt, at kommunens afgørelse om reguleringen var ugyldig, idet kommunen ikke havde overholdt forvaltningslovens regler om begrundelse, jf. § 22 og § 24.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at kommunen ved udsendelsen af pensionsmeddelelsen for juli måned 2001 ikke havde henvist til de bestemmelser i pensionsloven efter hvilken reguleringen var truffet, ligesom kommunen ikke havde begrundet, hvorfor og hvordan reguleringen var foretaget, idet det af pensionsmeddelelsen kun fremgik, at der var foretaget regulering fra 1. januar 2000 31. juli 2001 samt med hvilket beløb der månedlig var reguleret.

Det var herefter nævnets opfattelse, af afgørelsen led af en så væsentlig mangel, at afgørelsen måtte anses for ugyldig.

Nævnet bemærkede i øvrigt, at efter nævnets opfattelse havde kommunen ikke haft hjemmel til at basere beregningen af pensionstillægget på baggrund af en skønsmæssig indtægt, som skattevæsenet havde lagt til grund, fordi han og ægtefællen ikke havde afleveret selvangivelse for 1998.

Da der ikke var indgivet selvangivelse for 1998 og der dermed ikke var nogen registreret indtægt, som pensionstillægget kunne beregnes efter, jf. pensionslovens § 28 og § 29, burde kommunen have anvendt reglen i pensionslovens § 41, stk. 2 om krav om oplysninger.

Regulering kan kun ske med fremtidig virkning, jf. § 39, stk. 3, 1. punktum.

Hvis pensionisten havde modtaget for meget i pension kunne der kræves tilbagebetaling, hvis pensionisten havde tilsidesat oplysningspligten efter pensionslovens § 41 eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget havde modtaget pension.

Såfremt ny beregning bevirkede, at han skulle tilbagebetale pension, kunne der dog ikke automatisk modregnes i pensionen for den efterfølgende måned.

Et eventuelt tilbagebetalingskrav skulle fastsættes på grundlag af en konkret vurdering af de økonomiske forhold, idet den månedlige pensionsudbetaling er en aktuel forsørgelsesydelse.

Da nævnet således fandt, at kommunens afgørelse var ugyldig, betød dette, at nævnet ophævede kommunens afgørelse om udbetaling af pension for juli måned 2001 med 282 kr.

Nævnet pålagde derfor kommunen at behandle sagen på ny og træffe en ny afgørelse på baggrund af ovennævnte retningslinier.

Nævnet havde ikke kompetence til at behandle skatteretlige spørgsmål i forhold til en pensionsberegning. Det henviste til retssikkerhedslovens § 60, stk. 1, hvoraf fremgår, at det er kommunens afgørelse inden for den sociale lovgivning, der kan påklages til nævnet.

Nævnet afviste derfor klagen over, at der var tilbageholdt skat og henviste til de kommunale skattemyndigheder.

Som følge af en kendelse fra Landsskatteretten om ændring af skatteberegningen regulerede kommunen pensionen med tilbagevirkende kraft for 6 måneder regnet fra meddelelsen om ændringen.

Afgørelsen var samtidig et afslag på udbetaling af pension for den resterende del af perioden fra 1995- 1997.

Kommunen mente ikke, at der var hjemmel til at gå længere end 6 måneder tilbage ved udbetaling af pension.

Nævnet pålagde kommunen at udbetale pension for hele perioden.

Nævnet bemærkede, at rækkevidden af pensionslovens § 39, stk. 3 (nu stk. 4) om, at udbetaling højst kan ske med tilbagevirkende kraft for en periode på 6 måneder fra tidspunktet for modtagelse af oplysningerne har været prøvet i SM P-28-97.

Ankestyrelsen fastslog, at der ikke var mulighed for at omregne med tilbagevirkende kraft udover 6 måneder, "når baggrunden er indtægtsændringer, som man selv har pligt til at orientere om".

Dette var ikke tilfældet i foreliggende sag, hvor pensionisten havde oplyst kommunen fuldt ud om indkomstforholdene, men hvor oplysningerne på grund af en strid med skatteforvaltningen var blevet korrigeret, hvilket efterfølgende viste sig at være fejlagtigt.

Fejlen fra kommunens side medførte tilbagebetalingskravet, og der var ikke tale om forældelse, idet fristen regnes fra det tidspunkt, "da fordringshaveren var eller ved sædvanlig agtpågivenhed ville have været i stand til at kræve sit krav betalt", dvs fra Landsskatterettens kendelse.

I forbindelse med tilkendelse af ældrebolig blev kommunen opmærksom på, at pensionisten var reelt enlig og havde været det siden den 1. oktober 1990, hvor han blev tilkendt pension. Han havde imidlertid fået udbetalt pension som samboende. Han havde samme adresse som sin mor, der var død i 1992, og havde aldrig boet sammen med andre.

Kommunen rettede pensionsudbetalingen pr. 1. juli 2001 6 måneder tilbage, således at han fik efterbetalt pensionstillæg som reelt enlig med virkning fra den 1. januar 2001.

Kommunen henviste til § 39, hvorefter omregning af pension med tilbagevirkende kraft højst kan ske for en periode på 6 måneder fra tidspunktet for modtagelsen af oplysningerne.

Kommunen henviste endvidere til pensionslovens § 41, hvorefter pensionisten har en forpligtelse til at oplyse kommunen om forandringer i forhold, der kan medføre ændringer i pensionen.

I klagen henviste ansøger til, at der i ansøgningsskemaet var krydset af ved "enlig".

Nævnet fandt, at kommunen ikke kunne foretage omberegning efter reglerne i § 39, stk. 3, der forudsatte ændrede forhold, hvilket der ikke var tale om i klagers tilfælde, da han havde været enlig siden ansøgningen. Derfor opfyldte han betingelserne for udbetaling af enlig tillæg fra den 1. januar 1994, hvor reglerne om udbetaling af særligt pensionstillæg til enlige blev indført, og det var en fejl, at tillægget ikke var blevet udbetalt.

Nævnet fandt dog, at kravet var forældet efter 5 år regnet fra det tidspunkt, hvor fordringen kunne kræves betalt.

Nævnet fandt ikke, at der var grundlag for suspension, idet pensionisten havde haft kendskab til de faktiske forhold. Der var derfor ret til tillægget fra 1. juli 1996.

Nævnet traf afgørelse vedrørende beregning af folkepension til selvstændig erhvervsdrivende, som er med i kapitalafkastordningen.

Kommunen beregnede pensionen for 2001 på grundlag af slutligningen af sidste selvangivelse for 1999, selv om der siden havde været en indtægtsnedgang på grund af dalende omsætning.

Kommunen betragtede kapitalafkastordningen på samme måde som virksomhedsordningen, når det drejede sig om opgørelse af indtægt.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse og henviste til § 39, stk. 1 og SM P-22-00.

Nævnet bemærkede, at problemet var om SM P-22-00, der vedrører beregning af folkepension til en person, som er med i virksomhedsordning, også kan bruges i forbindelse med beregning af pension til en selvstændig erhvervsdrivende, som er med i kapitalafkastordningen.

Ankestyrelsen er ud fra de foreliggende oplysninger enig i nævnets afgørelse, men vil være opmærksom på, at der kan være behov for at vi behandler en sag herom, hvis vi får mulighed for det.

Ægtefæller, der midlertidigt har hver sin bolig

Pensionisten, der havde bopæl i Danmark, havde indgået ægteskab med en mand, der boede i Tyrkiet. Kommunen anså ikke pensionisten for enlig, idet ægtefællerne ikke levede adskilt på grund af uoverensstemmelser og manden ikke var nægtet ophold i Danmark.

Nævnet bemærkede, at det ikke fremgår af lov eller praksis, at det er en betingelse for at blive anset som enlig, at adskillelsen mellem parterne skal være på grund af uoverensstemmelser.

Der henvistes til SM P-31-95.

Det afgørende er derimod, at der ikke foreligger en retlig hindring for samliv. Ægtefællens ophold i Tyrkiet var udelukkende midlertidigt og med henblik på at opnå opholds- og arbejdstilladelse her, hvorefter han ville komme og rent faktisk også kom til Danmark.

Nævnet fandt således, at kommunen havde handlet korrekt ved ikke at tilkende hende pensionstillæg som reelt enlig.

Pensionisten, der havde bopæl i Danmark, indgik ægteskab med en kvinde, der boede i Tyrkiet. Kommunen lagde vægt på, at ægtefællerne skal betragtes som samlevende trods ophold på hver sin bopæl.

Nævnet fandt, at pensionisten havde ret til særligt pensionstillæg som enlig efter pensionslovens § 49, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2.

Nævnet lagde vægt på, at han levede faktisk adskilt fra ægtefællen, der boede i Marokko. Ægtefællerne havde således hver sin selvstændige bolig og har på grund af afstanden ikke mulighed for ofte at have ophold hos hinanden.

Der var ikke planer om, at hun skulle flytte til Danmark. Hun passede sin syge mor. Ægtefællerne levede faktisk adskilt.

Pensionisten havde spurgt kommunen om de pensionsmæssige konsekvenser ved indgåelse af ægteskab.

Kommunen informerede om følgerne af ægtefælleindtægt for pensionstillægget, men "under dette blev oplysning om grundbeløbets mindre grænsebeløb for egne indtægter ved ægteskab desværre ikke angivet".

Efter indgåelsen af ægteskabet beregnede kommunen udbetalingen som gift. Ægteskabet var indgået for at sikre ægtefællen ægtefællepension, hvis han skulle afgå ved døden før ægtefællen.

Ægtefællerne ønskede ikke at bo sammen eller dele økonomi de første 5 år, idet de af hensyn til egen familie ønskede at bevare hidtidige boliger. Ægtefællerne sås hver anden weekend hos hustruen og nogle gange hos manden.

Nævnet var enig med kommunen i, at pensionisten ikke kunne anses for enlig. Ud fra det oplyste om omfanget af ægtefællernes ophold hos hinanden kunne samlivet ikke betragtes som ophævet.

Hvis pensionisten fandt, at kommunen ved sin vejledning havde påført ham et tab og dermed handlet erstatningspådragende efter dansk rets almindelige erstatningsregler, havde han mulighed for at indbringe sagen for domstolene.

Udgifter til invalidebil

Nævnet fandt i modsætning til kommunen, at der ved opgørelsen af udgifter skulle tages hensyn til udgifter til afdrag på invalidebil og til bilforsikring, mens udgift til forbrug af benzin må afholdes af underholdsbeløbet.

Nævnet fandt, at kommunen ikke var berettiget til at afkræve pensionisten egenbetaling for højskoleophold. Kommunen havde bevilget opholdet efter pensionslovens § 17, stk. 2, og kommunen havde indbetalt den fulde udgift for hele perioden ved opholdets start.

Nævnet lagde til grund, at han alene var orienteret om bevillingen og vilkår ved kommunens brev.

Ved ydelsen af det personlige tillæg var pensionisten ikke var gjort bekendt med, efter hvilken bestemmelse i pensionslovens § 43, stk. 1, tilbagebetalingskravet gøres gældende.

Dette var en overtrædelse af pensionslovens § 43, stk. 2 og medførte, at tilbagebetalingskravet var ulovligt.

Nævnet ophævede derfor tilbagebetalingskravet og pålagde kommunen at tilbagebetale den afkrævede månedlige egenbetaling.

Nævnet fandt det ikke godtgjort, at der ikke var merudgifter forbundet med at holde en diæt som diabetiker.

Nævnet hjemviste sagen til kommunen med henblik på, at der indhentedes oplysning om ansøgers økonomiske forhold. Kommunen skulle på den baggrund tage stilling til, om pensionisten var berettiget til tilskud.

Nævnet henviste til pensionslovens § 17, stk. 2 samt til SM O-73-93 og O 74-93.

En kommune frakendte førtidspension og meddelte afslag på revalidering.

Kommunen begrundede afgørelsen med, at ansøgeren efter indgåelse af ægteskab ikke længere opfyldte betingelserne for behovsbestemt pension, og at ansøgeren ikke opfyldte de helbredsmæssige betingelser for helbredsbetinget førtidspension, samt at hun måtte udnytte erhvervsevnen ved selv at finde arbejde, hvis hun ønskede det.

Det fremgik, at ansøger ikke havde arbejdet siden 1989. Pensionen var tilkendt med virkning fra 1. juni 1994, hvor ansøgeren var 46 år. Den 11. juni 1994 indgik hun ægteskab. Kommunen inddrog pensionen den 1. oktober 2000.

Nævnet var enig i, at der var grundlag for frakendelse af pensionen, men besluttede at hun skulle have et rimeligt varsel, hvorfor tidspunktet for frakendelse først burde være fra 1. december 2000, jf. pensionslovens § 44, stk. 2.

Samtidig fandt nævnet, at hun havde brug for støtte til at løse sit beskæftigelsesmæssige problem, hvorfor kommunen blev pålagt at iværksætte erhvervsrettede foranstaltninger, som på så kort tid som muligt kunne bringe hende tilbage til arbejdsmarkedet.

Nævnet lagde herved vægt på de helbreds- og erhvervsmæssige forhold, herunder at de samlede lidelser i en vis grad medførte en nedsat erhvervsevne, og at hun havde været fraværende fra arbejdsmarkedet siden 1989.

Versioner

1. 2003-01-27