Gelex

Udeblivelse fra grundregistreringsmøde

GældendeVersion 2003-01-30
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9667@2003-01-30/da

Indhold
  1. Indledning

Ankenævnet har behandlet Deres sag om udbetaling af ydelser fra kassen i perioden fra den 10. maj 2001 til den 20. maj 2001 på møde den 29. august 2002.

Nævnet traf denne

Ankenævnet finder, at De er dagpengeberettiget i perioden fra den 10. maj 2001 til den 20. maj 2001.

Ankenævnet har lagt til grund, at De meldte Dem ledig den 30. april 2001. Den 10. maj 2001 modtog kassen underretning om, at De var udeblevet fra grundregistreringssamtale den 10. maj 2001. De blev derfor afmeldt hos arbejdsformidlingen, hvilket blev meddelt Dem ved brev af 10. maj 2001. Kassen skrev den 14. maj 2001 til Dem i anledning af Deres udeblivelse fra samtalen. De mødte personligt hos arbejdsformidlingen den 21. maj 2001

Det er videre lagt til grund, at det var helligdag den 11. maj 2001, og at De efterfølgende havde været på kursus i perioden 14. maj 2001 - 18. maj 2001, hvortil der skulle udbetales VEU-godtgørelse. De var i denne periode indlogeret uden for eget hjem, og De opdagede derfor først brevene den 18. maj 2001 om eftermiddagen.

De har anført, at De ikke har modtaget besked om, at De skulle møde den 10. maj 2001.

Arbejdsformidlingen har forklaret, at indkaldelsen til grundregistreringsmødet blev udleveret til Dem personligt ved ledigmeldelsen den 30. april 2001 og AF ikke skriver navn og cpr.nr. ved personlig udlevering af mødeindkaldelsen. Det fremgår videre af kopi af indkaldelsen til grundregistreringssamtale, at denne er udateret, uden angivelse af navn og cpr. nr.

Endelig har ankenævnet lagt vægt på, at De ikke pr. 10. maj 2001 havde modtaget vejledning for nyledige.

Ankenævnet finder det således ikke tilstrækkeligt godtgjort, at De har modtaget indkaldelsen til grundregistreringsmødet den 10. maj 2001. De har ligeledes ikke modtaget tilstrækkelig vejledning om Deres forpligtelse til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. De anses derfor for at have stået til rådighed for arbejdsmarkedet i perioden fra den 10. maj 2001 til den 20. maj 2001.

Ankenævnet henviser til arbejdsløshedsforsikringslovens § 62, og direktoratets bekendtgørelse nr. 353 af 20. december 2000 om rådighed § 32, og § 4.

Ankenævnet ændrer således direktoratets afgørelse af 11. september 2001.

Det bemærkes, at ankenævnet ikke har taget stilling til Deres berettigelse til udbetaling af VEU godtgørelse efter Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1377 af 20. december 2000 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, da reglerne om godtgørelse administreres af a- kassen.

Ankenævnet har derfor anmodet xxx A-kasse om at foretage det videre fornødne i anledning af den ændrede afgørelse vedrørende Deres rådighed i den omhandlede periode.

På ankenævnets vegne

xxx

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til: direktoratet + bilag

xxx + tilføjelse til følgebrev

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:

"Det fremgår af sagen, at De meldte Dem ledig på AF den 30. april 2001.

Den 10. maj 2001 modtog a-kassen oplysning fra AF om, at De var udeblevet fra en grundregistre-ringssamtale.

På baggrund af udeblivelsen afmeldte AF Dem fra den 10. maj 2001. AF meddelte Dem dette i brev af samme dato.

I brev af 14. maj 2001 anmodede a-kassen Dem om at forklare, hvorfor De var udeblevet.

Det fremgår yderligere af sagen, at det var helligdag den 11. maj 2001, og at De efterfølgende havde været på kursus i perioden 14. maj 2001 - 18. maj 2001, hvortil der skulle udbetales VEU-godtgørelse. I denne periode var De indlogeret uden for eget hjem, hvorfor De først opdagede brevene den 18. maj 2001 om eftermiddagen.

Den 21. maj 2001 kontaktede De personligt AF for at blive tilmeldt og i a-kassen, hvor De afleve-rede Deres forklaring på Deres manglende fremmøde til grundregistreringen.

Det fremgik af Deres forklaring, at De havde glemt det, og at det var Deres klare opfattelse, at AF ikke "gad" se Dem det første halve års tid. De havde ganske enkelt svedt aftalen ud og kunne ikke engang huske den længere, hvilket De beklagede.

A-kassens afdeling traf herefter den 31. maj 2001 afgørelse om, at De var udelukket fra retten til ydelser fra a-kassen i perioden 10. maj 2001 - 20. maj 2001, idet De ikke var til rådighed for arbejdsmarkedet i denne periode.

De klagede over afdelingens afgørelse i brev af 1. juni 2001.

De oplyste bl.a., at De fra den 5. februar 2001 havde været fritstillet med løn. Da De gerne ville i gang med at arbejde så hurtigt som muligt, havde De henvendt Dem på AF i slutningen af februar 2001.

Ved samtalen med sagsbehandleren på AF havde De oplyst om Deres planer om at søge job, og man havde fortalt Dem, at AF ikke kunne gøre noget for Dem det første halve år.

De havde samme dag kontaktet A-kassen. Sammen med sagsbehandleren i a-kassen beskluttede De, at De skulle på et flexrotationskursus på xxx Skole i perioden uge 17/2001 og uge 20/2001.

De tog herefter på kursus i uge 17, blev tilmeldt som ledig den 30. april 2001 (uge 18), tog på kursus søndag den 13. maj 2001, og indlogerede Dem på xxx.

Da De vendte hjem den 18. maj 2001 fandt De brevet om, at De var blevet afmeldt AF.

De anførte i Deres klage endvidere,

- at De opfattede samtalen med AF i slutningen af februar 2001 som en grundregistreringssamtale,

- at De ikke havde modtaget besked om, at De skulle møde på AF den 10. maj 2001,

- at De ikke på klagetidspunktet havde modtaget vejledning for nyledige,

- at De er og var aktiv arbejdssøgende, og

- at De kontaktede a-kassen den 21. maj 2001, da De kom hjem, og her fik at vide, at De ville få én dags karantæne.

De understregede endelig, at De den 21. maj 2001 havde oplyst sagsbehandleren i a-kassen om, at De ikke havde modtaget nogen form for besked om grundregistreringssamtalen.

I brev af 8. juni 2001 oplyste a-kassens afdeling til hovedledelsen, at det var korrekt, at afdelingen i første omgang var af den opfattelse, at sagen kunne afgøres med udelukkelse på udeblivelsesdagen. En nærmere undersøgelse viste dog, at der ikke var mulighed for dette, idet De som ledig under kursus har en passiv rådighedsforpligtelse.

Det var ligeledes korrekt, at De ikke havde modtaget vejledning for nyledige pr. den 10. maj 2001. De var dog efter den 21. maj 2001 blevet indkaldt til et sådant møde.

Afdelingen oplyste videre, at man ikke havde konstateret, om De havde modtaget indkaldelsen til grundregisteringsamtalen fra AF, men at man henholdt sig til, at De i Deres redegørelse havde oplyst, "jeg har glemt det. Kan ikke engang huske den".

Afdelingen oplyste endelig, at De i samtalen med sagsbehandleren i a-kassen desuden havde sagt, at De ikke kunne huske at have modtaget indkaldelsen, men at De ikke kunne afvise, at De havde modtaget den.

AF oplyste til brug for sagen, at der i slutningen af februar 2001 ikke blev afholdt grundregiste-ringssamtale med Dem.

I forbindelse med Deres ledigmeldelse den 30. april 2001 på AF, var De imidlertid blevet indkaldt personligt til grundregistreringssamtalen. AF fremsendte kopi af indkaldelsen til a-kassen.

A-kassens hovedledelse traf afgørelse i sagen den 9. juli 2001.

Hovedledelsen fandt, at De ikke havde ret til dagpenge eller VEU-godtgørelse i perioden 10. maj 2001 - 20. maj 2001.

Der blev lagt vægt på, at De var udeblevet fra en grundregistreringssamtale, som Arbejdsformid-lingen (AF) havde indkaldt Dem til. De kunne derfor først få dagpenge, når De på ny havde tilmeldt Dem AF.

Der blev endvidere lagt vægt på, at De ikke kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet i perioden 14. maj - 18. maj 2001, idet De ikke havde gjort Dem bekendt med Deres daglige post. Der kunne derfor ikke udbetales VEU-godtgørelse.

Hovedledelsen begrundede i øvrigt afgørelsen med,

- at De den 30. april 2001 havde modtaget indkaldelsen til grundregistreringssamtalen,

- at De først den 21. maj 2001 havde kontaktet AF,

- at De var indlogeret uden for eget hjem i perioden 13. maj 2001 - 18. maj 2001, og

- at AF ikke i perioden 14. maj 2001 - 18. maj 2001 havde fraveget kravet om, at De skulle være til rådighed for formidlet arbejde.

De klagede i brev af 10. juli 2001 over hovedledelsens afgørelse.

De anførte bl.a., at De ikke mente at have modtaget indkaldelsen til grundregistreringssamtalen. Dette havde De meddelt mundtligt overfor sagsbehandleren i a-kassen den 21. maj 2001.

De anførte endvidere, at De først efter, at "tingene var gået i hårdknude", havde fået oplyst, at De havde en passiv rådighedsforpligtelsen, mens De var på kursus.

De gjorde i den sammenhæng opmærksom på, at De i forbindelse med kurset havde skrevet til a-kassen for at anmode om, at man oplyste Dem om, hvis noget i forbindele med kurset ikke var håndteret korrekt fra Deres side.

De fastholdt derfor, at De ikke i tilstrækkelig grad var blevet informeret om Deres rettigheder og pligter i forbindelse med arbejdsløshed.

I brev af 16. juli 2001 meddelte hovedledelsen Dem, at man måtte fastholde afgørelsen.

Årsagen hertil var, at indkaldelsen til grundregistreringssamtalen var blevet udleveret til Dem den 30. april 2001 på AF, samt at afdelingen havde oplyst, at De i forbindelse med Deres ledigmeldelse havde fået en mundtlig vejledning om det at være tilmeldt AF, komme til møder man indkaldes til og gøre sig bekendt med den daglige post.

Hovedledelsen sendte på denne baggrund sagen til afgørelse i direktoratet med brev af 16. juli 2001.

I brev modtaget i direktoratet den 18. juli 2001 kommenterede De hovedledelsens bemærkninger i brevet af 16. juli 2001.

De anførte, at det var en lodret løgn, at De havde fået en mundtlig vejledning af a-kassen ved ledigmeldelsen. Tværtimod havde De fået at vide, at der ikke var noget problem forbundet med at tage på kursus. Først efterfølgende havde De fået at vide, at De skulle have været informeret om, at man skal gøre sig bekendt med den daglige post.

Endvidere anførte De, at sagsbehandleren i a-kassen havde sagt til Dem, at De skulle fremføre dette i en eventuelt klage.".

Sekretariatet er enig i fremstillingen.

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 11. september 2001 denne afgørelse:

"De har ikke ret til at få udbetalt ydelser fra a-kassen i perioden 10. maj 2001 - 20. maj 2001.

Dagpenge kan ikke udbetales til et medlem, som ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet. Dette fremgår af § 62 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Ifølge § 32, stk. 1, i direktoratets bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed, kan et medlem ikke få dagpenge, så længe medlemmet udebliver fra en grundregistreringssamtale, som AF har indkaldt medlemmet til skriftligt og personligt og med angivelse af samtalens formål.

Efter stk. 2, i samme bestemmelse, kan medlemmet igen få dagpenge, når medlemmet på ny er tilmeldt AF og har henvendt sig skriftligt, personligt eller telefonisk til AF eller arbejdsløshedskassen vedrørende udeblivelsen.

Ifølge § 2, stk. 1, i arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1377 af 20. december 2000 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, kan ledige dagpenge-berettigede i visse tilfælde modtage godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed efter lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse.

Direktoratet har lagt til grund, at AF har oplyst, at indkaldelsen til grundregistreringssamtalen var blevet udleveret til Dem den 30. april 2001, da De ledigmeldte Dem på AF.

Direktoratet har herefter lagt vægt på, at AF afmeldte Dem den 10. maj 2001, da De ikke mødte frem til grundregistreringssamtalen. AF meddelte Dem dette i brev af 10. maj 2001.

Direktoratet har videre lagt vægt på, at De tilmeldte Dem igen på AF den 21. maj 2001.

De er derfor ikke dagpengeberettiget i perioden 10. maj - 20. maj 2001, idet De korrekt var blevet afmeldt AF og således ikke været til rådighed for arbejdsmarkedet.

Da De ikke er dagpengeberettiget i denne periode, er De heller ikke berettiget til eventuel VEU-godtgørelse.

Direktoratet skal oplyse, at spørgsmålet om, hvorvidt De modtog tilstrækkelig vejledning om Deres passive rådighedsforpligtelse, mens De var på kursus, efter direktoratets opfattelse således er uden betydning for afgørelsen.

De ovenfor nævnte bestemmelser er citeret i afsnittet Regler.".

3. Klagen til ankenævnet den 12. september 2001

De klager over, at De er blevet nægtet arbejdsløshedsunderstøttelse mellem 10. og 20. maj 2001.

De anfører:

" Jeg har svært ved at finde rundt i sagen efterhånden. Jeg var inden hændelsesforløbet blevet ramt af en personlig stor sorg som stadig fylder mig. Det kan have påvirket mig til i første omgang, da jeg kommer hjem fra kursus i xxx at give en forvirrende meddelelse til xxx/AF.

Jeg kan forstå at jeg ikke skal have dagpenge den dag jeg udebliver fra en indkaldelse til grundreg-istreringsamtale på AF, som jeg ikke kan huske at have fået. Dagen efter- en søgnehelligdag, St. Bededag, kan jeg ikke forstå, at jeg skal trækkes for! Hele næste uge, hvor jeg er på kursus og opholder mig i xxx, kan jeg slet ikke forstå, at jeg skal trækkes for. Ingen havde oplyst mig om min pligt til checke post fra AF så jeg kunne have afbødet fejlen, mit eneste bevis herpå er at jeg ikke havde været til vejledning for nyledige inden jeg kom på kursus. Jeg bor ammen med min søn på 19 år. Havde jeg vidst noget havde jeg selvfølgelig bedt ham ringe, f.eks. hvis der lå brev fra AF/xxx! Inden kurset spurgte jeg flere gange om alt var i orden og det var det - fik jeg at vide på xxx.

I det sidste nummer af mit fagblad er der en artikel om hvor meget bureaukrati der efterhånden er i regelbehandlingen af arbejdsløse, og hvor stor afstand der er fra den enkelte ledige til hele systemet. Det har jeg måttet mærke personligt. - Ingen havde oplyst mig om, at jeg skulle have andre til at checke min post, når jeg var på kursus."

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen den 19. september 2001

"Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.

Direktoratet finder således fortsat, at medlemmet ikke er berettiget til ydelser fra a-kassen i perioden 10. maj - 20. maj 200 1.

Der er lagt vægt på, at medlemmet udeblev fra en grundregistreringssamtale den 10. maj 2001 og derfor blev afmeldt AF. AF meddelte medlemmet dette i brev af 10. maj 2001.

Det fremgår af § 32 i bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed, at et medlem ikke kan få dagpenge, fra medlemmet udebliver fra en grundregistreringssamtale, indtil medlemmet på ny er tilmeldt AF.

Det bemærkes, at medlemmet korrekt er blevet afmeldt AF, og det efter direktoratets opfattelse er medlemmets eget ansvar at gøre sig bekendt med afmeldelsesbrevet fra AF."

5. Nyt efter klagen

Kassen har den 2. juli 2002 telefonisk henvist til, at afdelingen har oplyst, at der i forbindelse med ledigmeldelsen sker mundtlig vejledning. Kassen her ikke yderligere oplysninger i Deres sag om denne vejledning.

Afdelingen har endvidere oplyst, at De har talt med xxx i vejledningsafdelingen i februar 2001 angående det omtalte kursus. Kassen har ikke andre oplysninger om Deres eventuelle henvendelse i februar 2001, som De henviser til.

Kassen har ikke yderligere oplysninger om, hvad der er foregået.

AF har den 14. august 2002 telefonisk oplyst, at det ikke er noteret, at der den 30. april 2001 er udleveret en indkaldelse.

6. Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbek. nr. 712 af 19. juli 2000

§ 62. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem,

5) som af anden grund ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Direktoratets bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed

§ 4.

Et ledigt medlem skal være tilmeldt og have kontakt til AF for at kunne få udbetalt dagpenge.

Stk. 2. Hvis der er udbetalt dagpenge til et medlem i en periode, hvor medlemmet ikke har været tilmeldt AF, er dagpengene udbetalt med urette. I disse tilfælde finder § 86 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. anvendelse.

Stk. 3. Er der ikke udbetalt dagpenge til et medlem, kan arbejdsløshedskassen udbetale dagpenge for en periode med manglende tilmelding, hvis

1)

den manglende tilmelding beror på arbejdsløshedskassens forhold eller forhold hos AF, som AF har erkendt,

2)

perioden med den manglende tilmelding ikke har været over 3 måneder,

3)

medlemmet ikke har kunnet hindre eller afhjælpe den manglende tilmelding, og

4)

de øvrige betingelser for at få udbetalt dagpenge til medlemmet i perioden er opfyldt.

Stk. 4. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kan give tilladelse til, at der udbetales dagpenge til et medlem, som ikke har været tilmeldt AF, selv om AF ikke har erkendt, at den manglende tilmelding skyldes AF's forhold, jf. stk. 3, nr. 1. Tilladelsen kan gives på baggrund af direktøren for Arbejdsmarkedsstyrelsens udtalelse, hvis betingelserne i stk. 3, nr. 3 og 4, er opfyldt.

Stk. 5. Skyldes den manglende tilmelding arbejdsløshedskassens forhold, kan direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen give tilladelse til, at der udbetales dagpenge til medlemmet, hvis betingelserne i stk. 3, nr. 3 og 4 er opfyldt.

§ 32. Et medlem kan ikke få dagpenge, så længe medlemmet udebliver fra en grundregistreringssamtale, som AF har indkaldt medlemmet til skriftligt og personligt og med angivelse af samtalens formål, eller så længe medlemmet ikke har underskrevet en erklæring til AF om, at de givne oplysninger efter § 21 er korrekte og fyldestgørende.

Stk. 2. Medlemmet kan igen få dagpenge, når medlemmet på ny er tilmeldt AF og har henvendt sig skriftligt, personligt eller telefonisk til AF eller arbejdsløshedskassen vedrørende udeblivelsen, medmindre dagpengeretten helt eller delvis er bortfaldet efter andre bestemmelser i bekendtgørelsen eller i bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed. Hvis medlemmet ikke har underskrevet erklæring om grundregistreringsoplysninger, kan medlemmet igen få dagpenge, når AF har modtaget den underskrevne erklæring.

Stk. 3. Dagpenge for den mellemliggende periode kan ikke efterbetales.

Vejledning til rådighedsbekendtgørelsen.

Til § 4

§ 4 fastslår kravet om tilmelding til AF, som det fremgår af § 57, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 4 fastsætter videre, hvornår den manglende tilmelding ikke skal have konsekvenser for medlemmets dagpengeret.

Det er den reelle tilmelding, som den fremgår af AF's register, der er afgørende for udstrækningen af den periode, hvori medlemmet ikke har opfyldt betingelsen i § 4, stk. 1. A-kassen skal derfor indhente en udskrift fra AF's register, før den træffer afgørelse eller indsender en ansøgning om dispensation.

Bestemmelsen i § 4, stk. 3, indebærer, at en arbejdsløshedskasse kan udbetale dagpenge til et medlem, der ikke er blevet tilmeldt AF eller ved en fejl er blevet afmeldt AF som følge af forhold i a-kassen eller hos AF.

Det er en forudsætning, at a-kassen ikke har udbetalt dagpenge til medlemmet. Hvis a-kassen har udbetalt dagpenge, er forholdet ikke omfattet bestemmelsen.

Tilmeldingen til AF som arbejdssøgende siger ikke i sig selv noget om medlemmets dagpengeret, men tilmeldingen er en af flere betingelser for udbetaling af dagpenge. A-kassen skal derfor, før den træffer afgørelse efter § 4, stk. 3, eller indsender en ansøgning om dispensation i henhold til § 4, stk. 4 og 5, sikre sig, at medlemmet opfylder de øvrige betingelser for at modtage ydelser fra a-kassen.

Hvis et medlem udebliver fra en grundregistreringssamtale, fordi medlemmet ikke har modtaget AF's indkaldelse til samtalen, skal a-kassen træffe afgørelse om eventuelle dagpengemæssige konsekvenser, jf. § 32. Hvis a-kassen herefter vurderer, at medlemmet ikke skal bære risikoen for udeblivelsen, skal a-kassen anse det som en fejl, at medlemmet er blevet afmeldt AF. Dette medfører, at a-kassen efter § 4, stk. 3, kan dispensere for den manglende tilmelding til AF frem til og med den dag, hvor medlemmet har modtaget AF's underretning om afmeldingen.

A-kassen skal indhente Arbejdsmarkedsstyrelsens udtalelse til sagen, om den manglende tilmelding skyldes AF, forud for indsendelse af en ansøgning om dispensation efter § 4, stk. 4, 2. pkt.

Hvis et medlem ved en fejl er blevet afmeldt AF, uanset medlemmet har ønsket at stå personligt tilmeldt for at beskytte sin dagpengesats, skal spørgsmålet herom ikke afgøres efter reglerne i denne bekendtgørelse.

A-kassen skal notere, hvilke medlemmer der har fået dagpenge, selv om de ikke har været tilmeldt AF, således at a-kassen til enhver tid kan oplyse, hvilke og hvor mange medlemmer det drejer sig om.

Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1377 af 20. december 2000 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse

Kapitel 2

Personkredsen

§ 2. Deltagere, der kan opnå godtgørelse efter denne bekendtgørelse er

1) beskæftigede lønmodtagere, i privat såvel som i offentlig ansættelse,

2) selvstændige erhvervsdrivende og

3) ledige, der er berettigede til ydelser efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. dog stk. 2, og som befinder sig i dagpengeperioden, jf. samme lovs § 52 a, stk. 1, eller § 55, stk. 1,

Versioner

  1. 2003-01-30