Gelex

Ophør med selvstændig konsulentvirksomhed, arbejde i søns ApS, afmelding Told Skat

GældendeVersion 2003-01-30
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9671@2003-01-30/da

Indhold
  1. Indledning

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 28. november 2002.

Nævnet traf denne

De opfylder betingelserne for at blive anset for ledig ved Deres tilmelding til Arbejdsformidlingen den 1. september 2001.

Det vil sige, at De ikke er afskåret fra ret til dagpenge på grund af Deres tidligere drift af selv-stændig virksomhed.

Ankenævnet lægger til grund, at De ejede og drev X, som var et enkeltmandsfirma med konsu-lentvirksomhed, fra 1. januar 1998 til 31. december 2000.

Ankenævnet finder det godtgjort, at X ophørte den 31. december 2000, hvor virksomheden blev afmeldt hos Told og Skat.

Ankenævnet lægger vægt på Deres oplysninger om, at X ikke havde varelager, driftsmidler eller inventar efter den 31. december 2000, og at virksomhedens lejemål ophørte på dette tidspunkt.

Ved ophør med selvstændig konsulentvirksomhed er det netop en betingelse, at virksomheden afmeldes fra momsregistrering, fordi det ikke altid er muligt at fremlægge anden fyldestgørende dokumentation for ophøret.

Ankenævnet finder, at Deres beskæftigelse fra 1. februar 2001 til 31. august 2001 i Deres søns virksomhed Y Aps, som senere skiftede navn til Z Aps, skal anses for lønmodtagerbeskæftigelse.

Reglerne findes i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 57, stk. 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001, og i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 165 af 13. marts 2001 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse §§ 2 og 3.

Ankenævnet ændrer således Arbejdsdirektoratets afgørelse af 4. marts 2002.

På ankenævnets vegne

xxx

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til:

Xxx

Arbejdsdirektoratet

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:

"På ledighedserklæring af 8. september 2001 har De oplyst, at De har været beskæftiget i T Aps i perioden 1. februar 2001 til 31. august 2001. De tilmeldte Dem derfor Arbejdsformidlingen den 1. september 2001. De har vedlagt en opsigelse fra T Aps af 30. maj 2001, hvor det fremgår, at De blev opsagt til fratræden den 31. august 2001.

De har oplyst på ledighedserklæring for selvstændige af 2. oktober 2001, at De har drevet en enkeltmandsvirksomhed i perioden 1. januar 1998 til 31. december 2000. De oplyser bl.a. også, at virksomheden ophørte ved lukning, at De tilmeldte Dem Arbejdsformidlingen 1. september 2000, og at De arbejdede 371/2 timer pr. uge.

Samme dato har De oplyst på blanket AR259 om drift af selvstændig virksomhed bl.a., at Deres virksomhed hed "X" og at virksomhedens adresse var ...

Den 11. oktober 2001 har De oplyst på blanket om omfanget af arbejdet i virksomheden, at virksomheden var en konsulentvirksomhed, hvor kunder kunne henvende sig hele døgnet, og at Deres personlige arbejdsopgaver var regnskab samt administration for mindre virksomheder, økonomi, logistik, budgettering, personaleledelse, reklameopgaver og udvikling.

Det fremgår af udskrift af 27. februar 2001 fra Told og Skat, at X er afmeldt den 1. januar 2001.

De har videre i brev af 10. oktober 2001 erklæret på tro og love, at der intet inventar, driftsmidler samt varelager er tilbage fra virksomheden X.

Derudover har De indsendt kopi af Deres lønsedler fra Y ApS for perioden 1. februar til 31. august 2001 samt kopi af saldobalancen med budget dateret den 9. maj 1999 og et afsluttende regnskab for X.

På erklæring vedr. beskæftigelse i ægtefælles/samlevers/families virksomhed af 22. oktober 2001 har De oplyst, at De den 1. februar 2001 startede som lønmodtager i Z ApS, som ejes af Deres børn.

Af telefonnotat af vedrørende telefonsamtale den fremgår det, at Deres søn ejer Z Aps, men at Deres søns virksomhed har overtaget navnet fra Deres virksomhed. Moderselskabet hertil ejes af Deres datter og søn, og dette selskab ejer huset og telefonen, som De betaler skat af for at kunne bruge.

Af fuldstændig rapport fra Erhvers- og Selskabstyrelsen udskrevet den 5. november 2001 fremgår det, at De den 9. september 1999 indtrådte i direktionen i virksomheden, som fik navnet Y ApS, at Told & Skat den 17. april 2001 har registreret, at De den 2. januar 2001 udtrådte af direktionen samtidig med, at Deres søn, , indtrådte, at virksomhedens vedtægter blev ændret den 6. april 2001, og at virksomhedens navn blev ændret til "Y ApS".

I brev af bad Deres a-kasse Dem om at kontakte a-kassen, da der var behov for yderligere dokumentation for endeligt at kunne fastslå, om Deres egen virksomhed "X" var lukket og dermed ikke kan anses for videreført i andet regi. Det fremgår desuden, at De modtog iværksætterydelse fra den 1. januar 1998 frem til den 15. maj 2000. Det fremgår bl.a. også, at telefonnummeret til "Z ApS" er det samme som til Dem selv.

De oplyste derfor telefonisk den 8. november 2001 til Deres a-kasse, at De har haft det samme telefonnr. før oprettelsen af selvstændig virksomhed, og at De har valgt at beholde det, da det vil koste Dem flere penge at få et nyt, end hvis De betaler skat af værdien af fri telefon. De oplyste videre, at et varmeaggregat er det eneste, der hører til posten "driftsmidler" på regnskabet, og at det er nedskrevet. De mente, at De har dokumenteret, at De er ophørt med at drive selvstændig virksomhed i form af dokumenter fra Told og Skat, hvor der bl.a. står "Bevis for ophør".

Derudover oplyste De, at De indgik i direktionen for Y ApS den 9. september 1999, da De var den eneste ansatte, og at De aldrig har ejet virksomheden. De udtrådte igen af direktionen den 2. januar 2001. Begrundelsen for, at Y ApS ændrede navn til Z Aps, er alene, at De mente, at det var et godt navn. Z Aps har ikke haft indtægter siden før sommeren 2001.

Deres a-kasse har i brev af truffet afgørelse om, at De ikke har ret til dagpenge, da a-kassen vurderede, at Deres selvstændige virksomhed er videreført i anden virksomhed, som ikke er lukket.

Den klagede De over a-kassens afgørelse af , da De mente, at det er en fordrejning at påstå, at aktiviteterne i Deres tidligere virksomhed er videreført i anden virksomhed. De mener i øvrigt ikke, at firmaernes formål er identiske. De oplyser også, at De ikke kan vedlægge yderligere dokumen-tation for ophør end den, a-kassen allerede har, nemlig afmeldelse fra Told & Skat, regnskab pr. 31. december 2000, registreringen fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen samt a-kassens breve af xxx.

A-kassen videresendte i brev af Deres klage til direktoratet, da a-kassen fastholder afgørelsen af xxx.

Direktoratet bad Dem i brev af indsende yderligere oplysninger om Deres ophør, herunder dokumentation for opsigelse af samarbejdet med Deres virksomheds kunder, oversigt over drifts-midler og inventar incl. afskrevne driftsmidler og inventar og en beskrivelse af Deres arbejdsop-gaver i Deres egen, henholdsvis Deres søns virksomhed.

De oplyste i brev af bl.a. følgende:

- at der kun har været ét aktiv, som er en varmepumpe. Den er næsten afskrevet og værdiløs,

- at de andre driftsmidler, herunder telefoner, kontormaskiner og kontormøbler, har været straksafskrivningsberettigede,

- at firmaet var drevet fra lejede lokaler uden skriftlig lejekontrakt. Lejeaftalen ophørte den 31. december 2000,

- at der ingen skriftlige aftaler er mellem Dem og Deres daværende kunder,

- at De arbejdede som konsulent indenfor regnskab og administration i Deres eget firma,

- at De og Deres søn sideløbende prøvede at skabe grundlag for en virksomhed i entreprenørbranchen,

- at De sammen med Deres søn har prøvet at opbygge en virksomhed indenfor regnskab, administration og IT, som er Deres søns hovedbeskæftigelse,

- at De er den eneste, som har været ansat i Z Aps,

- at Z Aps stadig eksisterer, men uden væsentlige aktiviteter.

De har endvidere vedlagt bl.a. udskrift af forhandlingsprotokollen for Y ApS, hvor det af dagsordenen for generalforsamlingen den 2. januar 2001 fremgår, at der var stillet forslag om at ændre selskabets navn til T Aps på en ekstraordinær generalforsamling den 2. januar 2001, hvilket blev enstemmigt vedtaget.

Derudover har De vedlagt en af Deres lønsedler fra Y ApS, afslutningsark af slutregnskab for "X" samt kopi fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om registrerede oplysninger om Y ApS.

Efter forespørgsler fra Arbejdsdirektoratet har a-kassen i brev af indsendt yderligere oplysninger. A-kassen har efter at have modtaget supplerende oplysninger vurderet sagen på ny, men har ikke fundet grundlag for at ændre den tidligere trufne afgørelse.

Af de supplerende oplysninger fremgår det bl.a.:

- at W ejede virksomheden Y ApS frem til udgangen af år 2000. Deres udtræden af virksomheden Y ApS er derfor identisk med W's salg af virksomheden til Deres søn,

- at både De og Deres søn har arbejdet i virksomheden SUB-BYG ApS fra 1. februar 2001 til og med den 31. august 2001,

- at den eneste indtjening, der har været i virksomheden, er kommet fra J ApS (Deres søn), og De har derfor ikke haft del i indtjeningen,

- at virksomheden Y ApS skiftede navn til Z ApS, fordi det er et godt navn,

- at De svarer Deres telefon som privat person,

- at de firmaer, som Z ApS arbejder for, har fået et mobiltelefonnr. til Deres søn i tilfælde af spørgsmål, og

- at Deres arbejdsopgaver for virksomhederne Y ApS og Z ikke har været identiske. De har i virksomheden Y ApS udelukkende beskæftiget Dem med salg og markedsføring af et edb-bogføringsprogram."

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 4. marts 2002 denne afgørelse:

"De kan ikke anses for ophørt mere end midlertidigt med drift af Deres selvstændige virksomhed den 31. december 2000.

Begrundelse

For at være berettiget til dagpenge er det et krav, at De er ledig, jf. § 57, stk. 1, i lov om arbejdsløs-hedsforsikring m.v. Da De er selvstændig, betyder det, at De skal være ophørt mere end midlertidigt med det personlige arbejde i virksomheden, jf. § 57, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. seneste lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001.

De anses for ophørt mere end midlertidigt, hvis De opfylder en af betingelserne i direktoratets bekendtgørelse nr. 165 af 13. marts 2001 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse (ophørsbekendtgørelsen).

For at kunne anses for ophørt efter ovennævnte bekendtgørelses § 3, stk. 1, er det bl.a. et krav, at virksomhedens lejemål er ophørt/opsagt på ophørstidspunktet, at driftsmidler og inventar er solgt eller på anden måde endeligt afhændet på tidspunktet for ophøret, at varelager er solgt, tilbage-leveret til leverandøren eller på anden måde endeligt afhændet på ophørstidspunktet, at virksom-hedens personale er opsagt og fratrådt på lukningstidspunktet, at alle ydre tegn på drift af virksomhed er fjernet, og at virksomhedens og medlemmets status som selvstændig i relation til andre myndigheder som udgangspunkt er bragt til ophør.

Direktoratet mener ikke, at De har dokumenteret, at virksomheden "X" er endeligt lukket. Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt på oplysningerne om:

- at virksomheden "X" blev drevet fra Deres privatadresse ...,

- at De ikke har dokumenteret opsigelse af lejemålet ...,

- at De ikke har dokumenteret, at driftsmidler og inventar er solgt eller på anden måde endeligt afhændet på tidspunktet, hvor De ophører med virksomheden "X",

- at virksomheden "X" er afmeldt Told og Skat pr. 1. januar 2001,

- at tidligere virksomhed "Z ApS", senere omdøbt Y ApS og senere igen til "T ApS", bliver drevet fra Deres privatadresse ..., og

- at telefonnummeret til "T ApS" er det samme som Deres private telefonnummer.

Direktoratet har også lagt vægt på, at De ikke har dokumenteret, at De har opsagt Deres samarbejde med Deres kunder eller på anden måde er ophørt med virksomheden, f.eks. dokumentation for annoncering af ophør i aviser og fagblade eller dokumentation for opsigelse af f.eks. reklame- og annonceabonnementer, erhvervsforsikringer, udmelding af eller overgang til passivt medlem af brancheorganisation og lignende.

De kan derfor ikke anses for at være endeligt ophørt med Deres selvstændige virksomhed den 31. december 2000, jf. ophørsbekendtgørelsens § 3, stk. 1.

Direktoratet skal gøre opmærksom på, at direktoratet ikke har taget stilling til Deres forhold til Y ApS."

3. Klagen til ankenævnet

De skrev den 10. marts 2002:

"Jeg forstår ikke afgørelsen eller begrundelsen herfor. I - i systemet - taler et indforstået para-grafsprog, som jeg ikke forstår, og jeg ved ikke, hvad jeg skal anke imod. I insinuerer "et eller andet", som jeg ikke forstår.

Jeg ønsker at få mine dagpenge udbetalt og kan ikke se, hvorfor dette ikke er sket. I ønsker, at jeg gør "et eller andet" for at bevise over for jer, at jeg ikke "snyder", har indtægt, men det har jeg ikke. I må fortælle mig, hvad "et eller andet" er?

Jeg har ernæret mig selv siden 1998, men måtte desværre melde mig ledig 1.9.2001, fordi jeg ikke længere var i stand til at opretholde en arbejdsindtægt og ikke har været det siden.

Så simpel er situationen.

Om det er det ene eller det andet firma, på hvilken adresse, hvor jeg også bor til leje, ændrer ikke det faktum, at der ikke har været penge eller arbejde til mig siden 1.4.2001. Jeg fratrådte først 1.9.2001, fordi vi prøvede at finde nye kunder i 5 måneder, hvor mine børns selskab betalte min løn.

Jeres påstande er direkte forkerte.

Allerede i A-kassen er afgørelsen truffet på forkerte insinuationer på trods af, at min situation var velkendt ved indmeldelsen, som det fremgår af vedlagte bilag, og dette er nu fortsat hos Dem, først og fremmest fordi fokus er flyttet fra sagens indhold (dagpenge) til en polemisk/juridisk diskussion.

Jeg mangler, at en eller anden konkret stiller mig nogle spørgsmål, som ikke er filtret ind i en eller anden lovtekst, men klart og tydeligt udtrykker, hvad I ønsker af mig. Hver eneste gang jeg svarer på et spørgsmål, bliver mit svar sat ind i en forkert sammenhæng, som ikke svarer til de faktiske forhold.

A-kassen afgjorde, at X, SE nr. 00000000, blev videreført i Z Aps, CVR nr. 99999999, pr. 1.1.2001. Dette er korrekt, og jeg blev ansat. Jeg ejer ikke og har aldrig ejet noget af dette firma, hvilket A-kassen overser i sin afgørelse.

Endvidere mister selskabet de aktiviteter, som overføres, i marts 2001, hvilket er begyndelsen til enden for mit arbejdsgrundlag.

Det kan ikke være rigtigt, at direktoratet "afgør", at mit firma kun er midlertidigt nedlagt, når firmaet blev afmeldt pr. 31.12.2000, altså for 15 måneder siden iflg. tidl. vedl. skrivelse af 27.2.2001 fra Told & Skat i Ballerup.

Direktoratet har lagt vægt på, at ... er min privatadresse, hvilket ikke er tilfældet. Det er også min privatadresse, men jeg lejer kun den øverste etage. Hvis De ønsker en bekræftelse fra udlejer på, at lejemålet ophørte, og at der ikke er indbetalt husleje siden 31.12.2000 af X, kan De få det.

Y Aps blev i 2001 navneændret til Z Aps, men har ikke, som nævnt af Dem, tidligere haft andet navn og drives ikke fra min privatadresse.

Som det fremgår af regnskabet pr. 31.12.2000 for X, var der ikke hverken varelager, driftsmidler eller inventar i firmaet, hvorfor det er urimeligt at forlange bevis for, at det er solgt.

Firmaet havde kun været i stand til at få een betydelig kunde, og der blev ikke anvendt midler til reklame, annoncering, forsikringer el.lign. Det er helt urimeligt, at jeg skal føre bevis for noget, som aldrig har været.

Der blev ikke lavet en opsigelse af lejemål, da firmaet blev nedlagt, men ejerne af ejendommen kan selvfølgelig bekræfte, at mit firma ikke har betalt husleje siden december 2000.

X har aldrig - på min foranledning - været optaget i registre m.m. Hvis det figurerer i registre for 2001, er det registreringer, som sker automatisk med baggrund i SE nr. registreringen f.eks. Krak.

De "afgør", at De ikke har taget stilling til mit forhold til Y Aps, hvilket A-kassen allerede gjorde ved min indmeldelse.

A-kassen "afgjorde", at min virksomhed var videreført i anden virksomhed.

Det er "tågesnak", og jeg forstår det ikke.

Denne sag er nu så fuld af misvisende fejlinformationer, at jeg kun ser én mulighed, at starte forfra.

Forløb for hele min families aktiviteter i selvstændig regi fra 1.1.1998 til d.d.

1) Jeg startede X den 1.1.1998.

2) Jeg startede endvidere en aktivitet med indretning af butikker i Y Aps, som ejedes af min søn. Det var i september 1999.

3) Jeg bor til leje på adressen ..., som ejes af mine børn.

4) Min ældste søn har i personligt regi som bi-job haft IT kunder gennem flere år.

5) Min datter ejer og driver NN Aps, hvis hovedaktivitet er ejerskab og drift af ......

Alle disse aktiviteter har til huse på adressen: ...

Med udgangen af år 2000 ændredes en række forhold:

1) Y har tabt alle byggeaktiviteter.

2) Jeg har svært ved at øge omsætningen i X, som kun har en nævneværdig kunde.

3) Min datter begynder at afhænde NN butikkerne.

4) Min ældste søn og jeg vedtager nu at sammenlægge alle aktiviteter i selskabet Y Aps og navneændre dette til Z, idet vi samtidig nedlægger vore personligt ejede firmaer. Som ejer skal han registreres som direktion, og jeg bliver almindeligt ansat. Vi vil forsøge at etablere et selskab inden for IT og administration.

5) Jeg skifter A-kasse fra [for selvstændige] til [for lønmodtagere], se vedl. bilag.

I marts måned går det imidlertid galt. Selskabet Y under navneændring til Z mister sin hovedkontrakt på det administrative område, som udgør 75 % af den etablerede omsætning. Resten er IT specialopgaver. Mit ansættelsesforhold må nu ophøre, da vi efter nogle måneder ikke har fundet nye aktiviteter. Min søn har stadig en IT servicekontrakt, som løber dette år ud, og en retssag, hvor Y er part, ventes afsluttet i løbet af dette år, hvorefter selskabet er inaktivt.

NN er under konkursbehandling i Sø- og Handelsretten.

Jeg tvivler imidlertid på, at I kan forlange mine børns firmaer nedlagt, for at jeg kan opretholde min ret til dagpenge."

Direktoratet skrev den 15. april 2002 til Dem:

"Direktoratet har modtaget Deres klage over direktoratets afgørelse af 4. marts 2002.

I klagen har De bl.a. anført, at De ikke forstår begrundelsen for, hvorfor De ikke kan anses for ophørt med at drive virksomheden X.

De har endvidere anført, at direktoratets påstande er forkerte, og at både a-kassen og direktoratet har truffet afgørelse på forkerte "insinuationer".

Derudover har De redegjort for forløbet og aktiviteterne i Deres og Deres families selvstændige virksomhed fra den 1. januar 1998 til d.d.

Direktoratet har vurderet Deres klage, men finder ikke, at De har givet nye oplysninger, der kan begrunde en ændring af direktoratets afgørelse.

Afgørelsen af 4. marts 2002 må derfor fastholdes, og Deres klage og sagens akter er d.d. sendt til Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Direktoratet skal samtidig forsøge at forklare begrundelsen for afgørelsen:

De kan kun få dagpenge, hvis De er ledig. Det betyder, at De skal være ophørt med Deres selv-stændige virksomhed. Det er ikke nok fysisk at være ophørt med at arbejde i virksomheden. De skal også dokumentere, at virksomheden er lukket eller afhændet.

En virksomhed består bl.a. af bygninger, inventar, driftsmidler, varelager m.v., og De skal derfor fremlægge bevis for, at De ikke længere er i besiddelse af de pågældende bestanddele, således at De ikke på et senere tidspunkt vil kunne genoptage driften af virksomheden.

Direktoratet har i sin afgørelse lagt vægt på,

- at De har drevet virksomheden X fra Deres privatadresse ...

- at De ikke har opsagt lejemålet, da De lukkede virksomheden X,

- at De ikke har fremlagt dokumentation for, at inventar og driftsmidler er solgt eller på anden måde endeligt afhændet, da De lukkede virksomheden X,

- at De har afmeldt virksomheden X hos Told og Skat pr. 1. januar 2001,

- at den virksomhed, hvori De har arbejdet som lønmodtager, bliver drevet fra Deres privatadresse ..., og

- at den virksomhed, hvori De har arbejdet som lønmodtager, har samme telefonnummer, som De har privat.

Direktoratet har også lagt vægt på, at De ikke på anden måde har bevist, at De var ophørt med at drive selvstændig virksomhed.

Det forhold, at Deres driftsmidler har været afskrivningsberettigede i skattemæssig henseende, er ikke ensbetydende med, at driftsmidlerne ikke skal afhændes, når De ophører med virksomheden.

En afmeldelse fra Told og Skat er heller ikke tilstrækkelig dokumentation for, at De endeligt er ophørt med firmaet.

Til sidst har direktoratet gjort Dem opmærksom på, at der i afgørelsen ikke er taget stilling til Deres relationer til Y ApS. Det betyder, at direktoratet alene har vurderet, om De er ophørt med virksomheden ved navn X.

Som svar på Deres bemærkning om, at direktoratets påstande er forkerte, kan det oplyses, at direktoratet har lagt Deres oplysninger på blanketterne AR 254 og AR 259 til grund for afgørelsen (Erklæring til brug ved ledighed efter endeligt ophør som selvstændig og Supplerende oplysninger om beskæftigelse i ægtefælles/samlevers/families virksomhed).

I øvrigt indgår de oplysninger, som fremgår af korrespondancen mellem Dem og a-kassen.

De har i øvrigt anført i Deres klage, at a-kassens afgørelse om, at X blev videreført i Z ApS, er korrekt. Samtidig har De oplyst, at det er korrekt, at De blev ansat i firmaet Z ApS, som De i øvrigt ikke ejer eller har ejet noget af.

Det forhold, at De har lagt Deres tidligere virksomhed X sammen med Deres søns virksomhed T ApS (tidligere Y ApS, som tidligere igen hed Z ApS, jf. udskrifter fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen), bestyrker direktoratets opfattelse af, at De ikke er ophørt med Deres virksomhed i henhold til ophørsbetingelserne i arbejdsløshedsforsikringsloven.

Kopi af udskrifter fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen samt kopi af brevet til Arbejdsmarkedets Ankenævn og bilagsfortegnelse vedlægges."

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

Direktoratet fandt den 15. april 2002, at der ikke var kommet nye oplysninger, der gav direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.

Direktoratet sendte kopi af brevet af samme dato til Dem.

5. Nyt efter klagen

De skrev den 17. april 2002 til ankenævnet:

"Jeg forstår ikke, hvad der er så svært at forstå i det handlingsforløb, min sag har haft, men jeg møder gerne op for at forklare. Ej heller forstår jeg, hvad der står i vejen for, at jeg kan modtage mine dagpenge.

Mit firma blev nedlagt 31.12.2000.

Jeg arbejdede som lønmodtager i min søns firma og fratrådte 31.8.2001, fordi alle mine arbejds-opgaver var forsvundet 1.4.2001, og vi kunne ikke finde nye.

Jeg forstår ikke, hvorfor først min A-kasse og nu også Arbejdsdirektoratet vender og drejer alle informationer, jeg giver dem, for at komme til den forfejlede konklusion, at jeg stadig har rådighed over aktiver, som "kan kaldes en virksomhed", eller har arbejdsindtægt.

At jeg skal bevise, at jeg ikke har rådighed over aktiver eller ikke har indtægt, er grotesk.

Jeg kan bevise, at mit firma ikke havde materielle aktiver, at det blev nedlagt 31.12.2000, og at det ikke har betalt husleje siden.

Jeg kan med min skattebillet bevise, at jeg ikke ejer aktiver overhovedet.

Jeg kan bevise, at mit ansættelsesforhold og dermed lønudbetalinger ophørte pr. 31.8.2001.

Både A-kassen og Arbejdsdirektoratet træffer afgørelser, som der intetsteds i sagen er positivt belæg for.

A-kassen afgør: "At jeg viderefører min virksomhed i anden virksomhed, som ikke er lukket". Hele denne problematik blev afklaret med A-kassen, da jeg skiftede fra [for selvstændige] 1.3.2001, og dengang var der ingen indsigelser.

Hvad Arbejdsdirektoratet mener med sin afgørelse "midlertidigt ophør", forstår jeg ikke, når momsnummeret er afleveret. Endvidere må "midlertidig" betyde, at jeg skulle have rådighed over selskabets aktiver. Hvor direktoratet ser denne sammenhæng, er mig en gåde, men kan være opstået på grund af misforståelse omkring udskrift fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvor side 2 mangler. Selskabet T ApS er fri fantasi, og Y Aps blev i april 2001 omdøbt til Z Aps, altså 4 måneder efter, at mit firma blev nedlagt, og ikke som beskrevet af Arbejdsdirektoratet.

At fremsætte en konkret klage/anke er meget svært i denne sag, da enhver konkret begrundelse mangler, men jeg lader mig meget gerne belære og kommer gerne med yderligere oplysninger."

Samme dag skrev De til direktoratet:

"Jeg har modtaget Deres brev af 15.4. og forstår, at sagen er videresendt til næste instans. Dette er imidlertid lidt af et problem, da sagen er fyldt med faktuelle fejl, som bør rettes før behandlingen i Ankenævnet.

De bedes venligst forklare mig, hvordan De kan fastholde Deres påstande i Deres begrundelse til afgørelse, efter De har modtaget mit brev af 10.3.2002. Ejendommen ... er ikke min, og jeg lejer kun en del af den. Ejerne driver virksomhed i resten. Hvis disse oplysninger er irrelevante i forhold til Deres første afgørelse, bedes De venligst bekræfte dette.

I det sidste afsnit af Deres brev af 15.4. har De fået et eller andet galt i halsen. T Aps er pure opspind fra Deres side, og Z Aps er det nuværende navn for tidligere Y Aps, og det var i dette firma, jeg var ansat, og aktiviteterne blev samlet.

Dette fremgår tydeligt af udskrift fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvor side 2 mangler i det fremsendte materiale.

Endvidere savner jeg Deres kommentar til det faktum, at a-kasse [for lønmodtagere] havde godkendt mine forhold, som de vidste klar besked om ved min overflytning fra a-kasse [for selvstændige]. Alle Deres punkter til begrundelse for afgørelse var bekendt i A-kassen, som brev af 5.3.2001 viser.

Hvad er kriteriet for "midlertidigt ophør" ?

Jeg hverken har eller har haft rådighed over aktiverne siden 31.12.2000.

Som et kuriosum vil jeg blot bemærke, at det nu er 5 måneder siden, at sagen blev overført til Dem, hvilket belysningen ikke bærer præg af."

Direktoratet skrev den 14. maj 2002 til Dem:

"Direktoratet har modtaget Deres brev af 17. april 2002 og har følgende kommentarer:

Direktoratet forstår Deres brev således, at De ønsker at understrege, at virksomheden ikke blev drevet fra de lokaler/værelser i bygningen, som De beboede privat. Denne oplysning stemmer overens med de oplysninger, som direktoratet til brug for sin afgørelse har lagt vægt på. Direk-toratet finder derfor ikke anledning til at ændre på sin afgørelse på dette grundlag.

De mener, at "T ApS" er det pure opspind fra direktoratets side. Direktoratet erkender, at der rettelig burde have stået "Z ApS". Misforståelsen skyldes muligvis, at De selv på Deres ledigheds-erklæring af 8. september 2001 har anvendt formuleringen "T ApS".

Direktoratet har med sin afgørelse alene taget stilling til, om De kunne anses for ophørt mere end midlertidigt med drift af selvstændig virksomhed. Direktoratet har ikke taget stilling til Deres optagelse i a-kassen.

De bedes henvende Dem til a-kassen i første instans, hvis De ønsker at klage over sagsbehandlingen i forbindelse med Deres optagelse som lønmodtager.

De bedes også henvende Dem i a-kassen, hvis De ønsker vejledning om Deres evt. ret til dagpenge ved midlertidigt ophør. Mht. reglerne for midlertidigt ophør kan også henvises til Arbejdsdirektoratets hjemmeside,

www.arbejdsdirektoratet.dk.

Direktoratet kan i øvrigt oplyse, at kopi af Deres brev af 17. april 2002 samt af dette brev er sendt til Arbejdsmarkedets Ankenævn."

Den 2. september og den 24. oktober 2002 har De indsendt kopier af yderligere korrespondance i Deres sag. Der er ikke her fremkommet noget nyt af betydning for afgørelsen i sagen.

6. Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. Arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001

§ 57. Dagpenge kan kun udbetales til et medlem, som er ledigt, jf. dog kapitel 11 b. ...

Stk. 3. En selvstændig erhvervsdrivende anses for ledig, når hans personlige arbejde i virksom-heden er ophørt mere end midlertidigt. Nærmere regler om, hvornår en selvstændig erhvervsdri-vendes personlige arbejde i virksomheden anses for ophørt mere end midlertidigt, fastsættes af direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Landsarbejdsrådet.

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 165 af 13. marts 2001 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse

§ 2. Det personlige arbejde anses for ophørt, når medlemmet opfylder en af betingelserne i §§ 3 - 14. Medlemmet skal være afmeldt offentlige registre, medmindre det godtgøres, at registreringen ikke skyldes fortsat udøvelse af selvstændig virksomhed.

§ 3. Et medlem anses for ophørt mere end midlertidigt med det personlige arbejde i virksomheden, når medlemmet dokumenterer, at virksomheden endeligt er overdraget eller lukket.

Vejledning nr. 27 af 13. marts 2001 til bekendtgørelsen udtaler bl.a.:

Offentlige registre

Medlemmet skal være afmeldt offentlige registre som selvstændig erhvervsdrivende. Det kan f.eks. være:

- CVR-registret/SE-registret (moms)

- Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Kravet om momsafmeldelse kan ikke fraviges, hvor det på grund af virksomhedens karakter, f.eks. konsulentvirksomheder, ikke er muligt at fremlægge anden fyldestgørende dokumentation for ophøret.

Overdragelse eller lukning af virksomheden

Der kan ikke opstilles faste, generelle dokumentationskrav til, hvornår et medlem kan anses for ophørt efter bestemmelserne i § 3, stk. 1 og 2. Kravene til dokumentationen afhænger af den konkrete virksomhed. Afgørelsen vil derfor altid bero på en konkret vurdering af den fremlagte dokumentation.

Versioner

  1. 2003-01-30