Rådighed. Opholds- og arbejdstilladelse.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9673@2003-01-30/da
Indhold
Ankenævnet har behandlet Deres klage på vegne af xxx på møde den 7. november 2002.
Nævnet traf denne
Deres klient kan ikke anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, da Deres klient ikke har en arbejdstilladelse til at arbejde i fuldt normalt omfang. Deres klient kan derfor ikke modtage dagpenge.
Dette skyldtes, at Deres klient ikke anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, sålænge Deres klient ikke har en arbejdstilladelse til at arbejde i Danmark. Et medlem, som ikke kan overtage arbejde med fuld sædvanlig arbejdstid grundet en retlig eller faktisk hindring, kan ikke anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet og kan dermed heller ikke modtage dagpenge, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 62 samt § 2, § 5, § 6 og § 29, i direktoratets bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed.
Ankenævnet har lagt til grund, at Deres klient har haft en opholdstilladelse med tilknyttet arbejdstilladelse grundet sit arbejde ved xxx Fjerkræslagteri, men at grundlaget for tilladelserne bortfaldt ved arbejdsgivers bortvisning af Deres klient.
Ankenævnet har videre lagt til grund, at Deres klient har søgt om forlængelse af sin opholdstilladelse, men fået afslag herpå. Deres klient har klaget over afslaget og har processuelt ophold i Danmark, mens klagesagen bliver behandlet.
De har anført, at eftersom Deres klient har processuelt ophold i Danmark og fortsat indbetaler kontingent til arbejdsløshedskassen samtidig med at Deres klient deltager i dansk undervisning efter aftale med AF, må Deres klient på dette grundlag anses for at stå til rådighed.
Ankenævnet har ved bedømmelsen af sagen lagt vægt på Udlændingestyrelsens oplysninger om,
· at Deres klient har haft en opholdstilladelse med tilknyttet arbejdstilladelse grundet sit arbejde ved xxx Fjerkræslagteri,
· at grundlaget for tilladelsen udløb, da Deres klient blev bortvist fra virksomheden,
· at en arbejdstilladelse ikke gives automatisk,
· at der kun kan ansøges om en arbejdstilladelse i forbindelse med et konkret job,
· at Deres klient har ret til at søge arbejde, men ikke kan tage arbejde uden en arbejdstilladelse,
· at en arbejdstilladelse forudsætter, at en række betingelser er opfyldt, og at der i den forbindelse finder en egentlig sagsbehandling sted, og
· at Deres klient således ikke kan være sikker på at få en arbejdstilladelse, selv om Deres klient søger/finder arbejde.
På ovenstående baggrund er det ankenævnets opfattelse, at Deres klient ikke kan anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Ankenævnet har noteret sig, at direktoratet ikke har fundet anledning til at dispensere fra reglerne om rådighed. Ankenævnet skal i denne forbindelse bemærke, at det alene er direktoratet som regeludstedende myndighed, der kan dispensere fra egne regler.
Ankenævnet har endvidere noteret sig, at direktoratet har bedt arbejdsløshedskassen træffe afgørelse vedrørende Deres klients ret til dagpenge i perioden fra den 9. august 2000 til den 5. januar 2002.
Ankenævnet skal henvise til arbejdsløshedsforsikringslovens § 62 samt til § 2, § 5 § 6 og § 29 i direktoratets bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed.
Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af 23. april 2002.
På ankenævnets vegne
xxx
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til:
xxx
xxxx
Arbejdsdirektoratet + akter
1. Sagsforløb
Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:
"Den 30. november 2001 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om ikke at forlænge Deres klients opholds- og arbejdstilladelse. Konsekvensen heraf var, at Deres klient skulle udrejse af Danmark senest den 5. januar 2002.
Begrundelsen herfor var, at Deres klients midlertidige opholds- og arbejdstilladelse som halalslagter på xxx Fjerkræslagteri senest den 7. januar 2000 blev forlænget til den 31. december 2000. Det var blevet oplyst til sagen ved brev af 23. oktober 2000, at Deres klient ikke længere var ansat på xxx Fjerkræslagteri, og at han p.t. var uden arbejde. Deres klient var sammen med sin bror blevet bortvist af arbejdsgiveren den 9. august 2000 på grund af slagsmål i arbejdstiden, hvorfor grundlaget for opholds- og arbejdstilladelse ikke længere var til stede.
Det er videre til sagen oplyst, at Deres klient fortsat er uden arbejde, og at han har indgået aftale om handlingsplan med AF i xxx om sprogundervisning frem til den 31. oktober 2001 med uddannelsesgodtgørelse.
Det fremgår også af afgørelsen, at Deres klient ville kunne søge ny opholds- og arbejdstilladelse, såfremt han får ny beskæftigelse. Styrelsen havde imidlertid ikke taget stilling til, hvorvidt en sådan ansøgning kan forventes imødekommet.
Endelig fremgår det af afgørelsens klagevejledning, at der kunne klages over afgørelsen til Ministeriet for Flygtninge-, Indvandrere og Integration. Hvis Deres klient klagede, ville han have ret til at blive i Danmark indtil ankeinstansen havde truffet afgørelse i sagen.
På denne baggrund skrev a-kassen til Deres klient den 7. december 2001, at han ikke havde ret til ydelser fra a-kassen fra den 3. december 2001, hvor a-kassen havde modtaget Udlændingestyrelsens afgørelse.
De skrev herefter til a-kassen den 18. december 2001, at De ønskede en nærmere drøftelse med a-kassen om sagen, da Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration skulle havde oplyst til Deres klient, at han havde ret til dagpenge indtil den 5. januar 2002.
Den 4. januar 2002 traf a-kassens afdeling i xxx afgørelse om, at Deres klient ikke havde ret til dagpenge fra den 4. januar 2002, da Deres klient fra denne dato ikke kunne anses for at stå til rådighed for det danske arbejdsmarked i det omfang arbejdsløshedsforsikringsloven kræver.
Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration skrev den 18. januar 2002 til Dem, at man på vegne af Deres klient havde modtaget klage over Udlændingestryelsens afgørelse af 30. november 2001. Der står i kvitteringsbrevet, at klagen har opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, således at Deres klient har ret til at forblive i landet indtil ministeriets afgørelse foreligger.
De skrev herefter til a-kassen, at da klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse havde opsættende virkning måtte det betyde, at Deres klient fortsat stod til rådighed for arbejdsmarkedet og dermed måtte være berettiget til dagpenge.
Den 7. februar 2002 skrev Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration blandt andet til Dem, at De kunne forvente en afgørelse i løbet af 4-6 måneder.
A-kassens hovedledelse fastholdt den 19. februar 2002 afdelingens afgørelse om, at Deres klients dagpengeret var ophørt den 4. januar 2002. Det fremgår af afgørelsen blandt andet, at den begrænsede opholds- og arbejdstilladelse, som i januar 2000 var blevet forlænget til den 31. december 2000, udelukkende var udstedt til arbejde som halalslagter hos xxx Fjerkræslagteri.
De klagede over afgørelsen den 26. februar 2002. De anfører i klagen, at Udlændingestyrelsens afgørelse af 30. november 2001 var påklaget, og at en afgørelse fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration først kan forventes i løbet af 4-6 måneder, og at denne afgørelse kan gå ud på, at Deres klient kan forblive i Danmark og derfor ikke skal udrejse.
De oplyser også, at Deres klient fortsat står til rådighed for arbejdsmarkedet, at han fortsat betaler sit kontingent, og at han fortsat modtager danskundervisning efter aftale med AF.
Videre, at Deres klient har haft arbejde på xxx Fjerkræslagteri på 3 forskellige afdelinger med 3 forskellige funktioner. De finder derfor, at Deres klient opfylder kravene til at få dagpenge.
Den 7. marts 2002 sendte a-kassen klagen til direktoratet.
Direktoratet skrev den 15. marts 2002 til Dem, at klagen var modtaget.
Den 9. april 2002 kontaktede direktoratet telefonisk Udlændingestyrelsen for uddybende forklaring på Deres klients midlertidige opholds- og arbejdstilladelse.
Udlændingestyrelsen kunne oplyse, at en sådan var givet på baggrund af Deres klients konkrete arbejde på xxx Fjerkræslagteri og var betinget af, at han ikke skiftede ophold eller arbejde. Da han ophørte i arbejdet den 9. august 2000 bortfaldt grundlaget for den midlertidige opholds- og arbejdstilladelse således også.
Deres klient søgte herefter forlængelse af sin opholds- og arbejdstilladelse men fik afslag herpå den 30. november 2001, da grundlaget for en forlængelse ikke længere var til stede. Herefter kan han søge andet arbejde. Får han tilsagn om et konkret arbejde, kan han ikke overtage dette uden en ny arbejdstilladelse, som han derfor igen må søge om.
En sådan gives imidlertid ikke automatisk, da en række betingelser skal være opfyldt.
Herunder er det ikke sædvanligt, at der gives arbejdstilladelse til ufaglært arbejde på det almindelige arbejdsmarked - arbejdet skal have en særlig karakter. Ved tvivl høres Arbejdsmarkedsrådet. Der finder derfor en egentlig sagsbehandling sted, og Deres klient kan ikke være sikker på at få en arbejdstilladelse.
Deres klient har klaget over Udlændigestyrelsens afgørelse til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Udlændingestyrelsen oplyste, at Deres klient i den forbindelse har processuelt ophold, mens sagen bliver behandlet.
Den 11. april 2002 bad direktoratet om Deres bemærkninger til de indhentede oplysninger. De er ikke fremkommet med bemærkninger."
Sekretariatet er enig i fremstillingen.
2. Arbejdsdirektoratets afgørelse
Direktoratet traf den 23. april 2002 denne afgørelse:
"Deres klient står ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, så længe han ikke har arbejdstilladelse til arbejde i fuldt normalt omfang.
Direktoratet har bedt a-kassen træffe afgørelse om Deres klients ret til dagpenge for perioden fra den 9. august 2000 til den 5. januar 2002.
Rådighed og ret til dagpenge
Der er lagt vægt på Udlændingestyrelsens oplysninger om:
- at Deres klient har haft en opholdstilladelse med tilknyttet arbejdstilladelse til arbejde som halalslagter på xxx Fjerkræslagteri,
- at grundlaget for arbejdstilladelsen udløb, da Deres klient ophørte i dette arbejde, fordi der var tale om en midlertidig opholdstilladelse,
- at Deres klient havde søgt om forlængelse af sin opholds- og arbejdstilladelse,
- at han har fået afslag på ansøgningen,
- at Deres klient har klaget over afslaget,
- at han har processuelt ophold, mens sagen bliver behandlet,
- at en arbejdstilladelse ikke gives automatisk,
- at der kun kan ansøges om en sådan i forbindelse med et konkret job,
- at Deres klient har ret til at søge arbejde, men ikke kan tage arbejde uden en ny arbejdstilladelse,
- at en arbejdstilladelse forudsætter, at en række betingelser er opfyldt,
- at der i den forbindelse finder en egentlig sagsbehandling sted, og
- at Deres klient således ikke kan være sikker på at få en arbejdstilladelse, selv om han søger/finder arbejde.
Direktoratet finder på baggrund heraf, at Deres klient ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, så længe han ikke har arbejdstilladelse til arbejde i fuldt normalt omfang, jf. § 62, stk. 1, nr. 5, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og § 2, § 5, stk. 1 og 3, og § 6, stk. 1, i direktoratets bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed.
Direktoratet finder ikke anledning til at dispensere fra reglerne om rådighed og må henvise Deres klient til at søge sin økonomiske vanskeligheder løst ved at henvende sig til de sociale myndigheder.
Direktoratet finder ikke, at det kan føre til en anden vurdering, at Deres klienter har haft arbejde på 3 forskellige afdelinger med 3 forskellige funktioner på xxx Fjerkræslagteri, idet den midlertidige opholds- og arbejdstilladelse bortfaldt ved ophøret på slagteriet ifølge oplysningerne fra Udlændingestyrelsen.
Perioden fra den 9. august 2000 til den 5. januar 2002
Direktoratet har ved kopi af dette brev til xxx Arbejdsløshedskasse bedt a-kassen om at træffe afgørelse om Deres klients rådighed for arbejdsmarkedet i perioden fra den 9. august 2000 til den 5. januar 2002 og om hans ret til dagpenge for perioden på baggrund af Udlændingestyrelsens oplysning om, at grundlaget for den midlertidige opholds- og arbejdstilladelse ophørte, da Deres klient blev bortvist fra sit arbejde på xxx Fjerkræslagteri."
3. Klagen til ankenævnet
Ved brev af 14. maj 2002 klagede De på vegne af Deres klient over direktoratets afgørelse. De henviste samtidig til Deres skrivelse af 26. februar 2002 til direktoratet.
4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen
Ved oversendelsen af sagen til ankenævnet den 21. maj 2002 fandt direktoratet ikke, at der var fremkommet nye oplysninger, der gav anledning til at ændre direktoratets afgørelse af 23. april 2002.
Direktoratet bemærkede endvidere, at direktoratet fortsat lagde vægt på, Deres klient ikke kunne overtage arbejde med dags varsel, da dette forudsætter en arbejdstilladelse, som Deres klient ikke har og ikke kan få automatisk.
5. Nyt efter klagen
Ved brev af 8. oktober 2002 oplyste De ankenævnet om, at Deres klient har fået fast arbejde på xxx Fjerkræslagteri fra den 23.september 2002.
De oplyste videre ved en telefonisk samtale den 10. oktober 2002, at Deres klient havde ansøgt om opholds- og arbejdstilladelse på denne baggrund, men at sagen fortsat verserede i Udlændingestyrelsen.
6. Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001
§ 62. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem,
......
5) som af anden grund ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.
......
Direktoratets bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed
§ 2. Et ledigt medlem kan kun få dagpenge, hvis medlemmet står til rådighed for arbejdsmarkedet.
§ 5. Et medlem skal kunne overtage arbejde ved arbejdstids begyndelse dagen efter, at arbejdet er formidlet af AF eller arbejdsløshedskassen.
.....
Stk. 3. Medlemmet skal kunne møde til samtaler på AF og til tilbud i henhold til lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik dagen efter, at medlemmet har modtaget indkaldelse hertil fra AF.
§ 6. Et medlem skal kunne formidles passende arbejde med fuld sædvanlig arbejdstid på de vilkår, som er almindelige inden for medlemmets faglige område.
.....
§ 29. Et medlem kan ikke få dagpenge, sålænge medlemmet ikke har bopæl og opholder sig i Danmark, jf. § 3, ikke er tilmeldt AF, jf. § 4, eller ikke kan overtage arbejde, jf. § 5-8.
.......
Direktoratets vejledning nr. 189 af 20. december 2000 om rådighed
Til § 29
Arbejdsløshedsforsikringslovens § 62, stk. 1, angiver nogle situationer, hvor medlemmet ikke kan få dagpenge. Det gælder f.eks., hvis medlemmet er syg eller i øvrigt ude af stand til at påtage sig arbejde af normalt omfang, aftjener værnepligt, er berøvet sin frihed ved domstols- eller administrativ afgørelse eller forsørges på institution.
...........
Hvis medlemmet har retlige eller faktiske forpligtelser, som umiddelbart hindrer overtagelse af arbejde, vil medlemmet kunne anses for at stå til rådighed, hvis medlemmet kan frigøre sig fra forpligtelserne, når arbejdet skal tiltrædes. Ved retlige forpligtelser tænkes på forpligtelser, som medfører et erstatningsansvar, hvis de ikke overholdes, f.eks. misligholdelse af en ansættelseskontrakt med opsigelsesvarsel.
...........
Medlemmet kan igen få dagpenge, når medlemmet ikke længere er forhindret i at overtage arbejde.