Gelex

200 timers reglen - forfattervirksomhed - selvstændig virksomhed/lønmodtagerarbejde

GældendeVersion 2003-01-30
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9674@2003-01-30/da

Indhold
  1. Indledning

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 26. september 2002.

Nævnet traf denne

De kan ikke få tilladelse til at drive selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse som forfatter samtidig med efterløn efter 200 reglen.

Ankenævnet finder at Deres virksomhed med at oversætte, skrive og sammenstykke bøger om buddhisme må anses for selvstændig virksomhed.

Nævnet har lagt vægt på at Deres forfattervirksomhed udøves for egen regning og risiko, jf. § 2, stk. 1 og 4, i direktoratets bekendtgørelse nr. 1142 af 20. december 1995 om optagelse i en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende. De har som forfatter den handlefrihed der i arbejdsmæssig og økonomisk henseende er karakteristisk for selvstændige erhvervsdrivende.

Endvidere har nævnet lagt vægt på at De har oplyst at timeforbruget ved Deres forfattervirksomhed er så stort at De ikke ville kunne opfylde kravene om et faktisk timeforbrug hverken på 200 eller på 400 timer, men at en omregning af Deres honorarindtægt med den gældende omregningsfaktor til antal timer ville betyde at De ikke ville overskride det tilladte timetal på højst 200 timer.

Ankenævnet skal hertil bemærke at der ikke er hjemmel i loven til ved selvstændig virksomhed at omregne en indtægt for at finde frem til et timeforbrug idet både arbejdsløshedsforsikringslovens § 75c, stk. 6, og arbejdsløshedsforsikringslovens § 74 f, stk. 4, udtrykkeligt gør en tilladelse til at udøve selvstændig virksomhed samtidig med efterløn betinget af at ansøgeren kan sandsynliggøre at han kan holde sig inden for det tilladte timeforbrug på henholdsvis 200 og 400 timer.

Dog finder nævnet at Deres arbejde med bogen "..." kan anses for at være lønmodtagerarbejde.

Nævnet har ved denne del af afgørelsen lagt vægt på Deres oplysninger af 5. september 2002 hvoraf fremgår

-at bogen ... er skrevet på forlaget ...s foranledning og er et led i en serie af mindre bøger,

-at bogen er på 178 små sider, med 15 kapitler med oversættelser af buddhistiske digte m.v.

Foran hvert kapitel er der en indledning skrevet af Dem. Oversættelserne er skrevet af Dem og samlet gennem flere år sideløbende med at De havde fuldtidsarbejde. I løbet af 2002 stykkede De oversættelserne sammen. Honoreringen på 15.000 kr. var et engangshonorar uden tilknyttede royalities,

-at De tidligere har oversat buddhistiske skrifter der er blevet udgivet i tidsskrifter. De har ikke fået honorar for disse artikler,

-at De er ikke og har ikke været momsregistreret, har foretaget skattemæssige afskrivninger eller foretaget skattemæssige fradrag af nogen art, samt

-at Deres indkomst er A-indkomst.

Nævnet finder endvidere at Deres arbejde med bogen ... er ukontrollabelt og at Deres honorar derfor skal omregnes med den til enhver tid gældende omregningssats.

Nævnet skal på dette grundlag bede kassen om at tage stilling til om arbejdet med bogen ... ligger indenfor de 200 timer et medlem, der er fyldt 60 år før den 1. juli 1999, har ret efter § 75 c, stk. 1, nr. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

De har endvidere klaget over at De ikke må skrive artikler om zen-buddhhisme der udgives i forskellige tidsskrifter uden De modtager honorar for Deres arbejde.

Da direktoratet ikke i sin afgørelse har taget stilling til dette spørgsmål, men i oversendelsesskrivelse af 27. maj 2002 har henvist Dem til at søge vejledning i Deres kasse kan nævnet ikke tage stilling til dette spørgsmål.

Ankenævnet finder således at De ikke kan få tilladelse til at arbejde som forfatter med udgivelse af bøger samtidig med efterløn under 200 timers ordningen.

Ankenævnet tiltræder herefter direktoratets afgørelse af 3. maj 2002, men ændrer den del af direktoratets afgørelse der angår arbejdet med bogen ... idet nævnet anser dette arbejde for lønmodtagerarbejde.

På ankenævnets vegne

xxx

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til:

xxx

Arbejdsdirektoratet + akter

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:

"Det fremgår af sagen, at De fyldte 60 år den 2. november 1998.

De overgik til efterløn den 3. november 2001.

Den 12. februar henvendte De Dem i a-kassen og oplyste at De havde indgået kontrakt med ... forlag om at skrive 2 bøger. Den første bog havde De allerede afleveret manuskript til, som De den 21. februar fik 15.000 kr. i honorar for.

På foranledning af Deres henvendelse standser a-kassen for udbetaling af Deres efterløn. A-kasser indstiller den 4. marts til direktoratet at De for tilladelse til at videreføre Deres selvstændige virksomhed samtidig med efterlønnen under 200 timers ordningen.

De i breve af 18. februar, 1. marts og 14. marts 2002 givet supplerende oplysninger til sagen. Af Deres breve fremgår bl.a. at De har været ansat som lønmodtager ved ... i 30 år, og De i 1990 skrev bogen .... , at De løbende har skrevet artikler om zen-buddhisme og holdt foredrag herom, samtidig med Deres fuldtidsarbejde.

De udtrykker forundring over at Deres kontrakter med ... om at skrive 2 bøger om zen-buddhisme volder problemer i forhold til Deres efterløn. De mener ikke at Deres skriverier er selvstændig virksomhed, men opfatter Deres arbejde som honorarbetalt arbejde, der kan omregnes til timer.

At De bruger mange flere timer på at researche og skrive en bog mener De er Deres eget problem.

De skriver at De ikke af direktoratets pjecer kan se, at det at skrive en bog for honorar skulle betragtes som selvstændig virksomhed, men hvis det er tilfældet vil De gerne søge tilladelse til at drive Deres forfattervirksomhed som en mindre selvstændig virksomhed under 200 timers reglen. Ellers vil De gerne søge tilladelse til at udføre arbejdet som en enkeltstående arbejdsopgave med karakter af selvstændig virksomhed, dog ikke hvis det er ensbetydende med, at De skal fradrages time for time i Deres efterløn.

De oplyser at De ikke kan bruge den fleksible efterlønsordning, da De først vil stoppe på efterløn når De bliver 67 år. (Direktoratet skal bemærke at De har ret til efterløn indtil De fylder 67 år, uanset om De vælger den fleksible efterlønsordning).

De anfører endvidere, at De kunne tænke Dem at Deres skribentvirksomhed kan betragtes som frivilligt ulønnet arbejde med et socialt, sundhedsmæssigt og humanitært sigte.

Den 21. marts 2002 ringede De til direktoratet og oplyste at Deres honorar fra ... var a-indkomst."

Sekretariatet er enig i fremstillingen.

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 3. maj 2002 denne afgørelse:

"De anses for at have drevet bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed.

De får tilladelse til at blive i efterlønsordningen, selvom De har overtrådt reglerne efter overgang til efterløn den 3. november 2001. De har derfor fortsat ret til at arbejde inden for 200 timer om året uden fradrag i efterlønnen.

Det er et vilkår for tilladelsen, at 15.000 kr. fradrages fuldt ud i Deres efterløn. Hvis De ikke kan accepterer vilkåret, skal De udtræde af efterlønsordningen.

De får ikke tilladelse til at drive selvstændig virksomhed samtidig med efterløn. De kan derfor ikke færdiggøre Deres bog ....

Direktoratet har ved afgørelsen lagt til grund, at Deres forfattervirksomhed er selvstændig virksomhed.

Drift af selvstændig virksomhed

I § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1142 af 20. december 1995 om optagelse i en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende (herefter: optagelsesbekendtgørelsen) defineres selvstændig erhvervsvirksomhed som beskæftigelse for egen eller ægtefællens regning og risiko og med det formål at opnå økonomisk udbytte.

Det fremgår af § 2, stk. 2, i optagelsesbekendtgørelsen, hvornår en beskæftigelse altid skal anses for selvstændig virksomhed, og i § 2, stk. 3, i optagelsesbekendtgørelsen, er angivet en række forhold, der som udgangspunkt medfører, at der er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed.

Vurderingen af, om en beskæftigelse skal anses for udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed foretages i øvrigt konkret, jf. optagelsesbekendtgørelsens § 2, stk. 4.

Direktoratet finder, at De skal anses for at have drevet selvstændig virksomhed ved Deres arbejde med at skrive bøgerne ... og ..., jf. § 2, stk. 1 og stk. 4, i optagelsesbekendtgørelsen.

Direktoratet finder også, at der har været tale om selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, jf. § 1, stk. 1 og stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1146 af 20. december 1995 om udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse.

Direktoratet har lagt vægt på at De i 1990 skrev bogen ... samtidig med at De havde fuldtidsarbejde ved Det kgl. bibliotek, og at De løbende har indsamlet materiale til en ny bog. De har løbende skrevet artikler og holdt foredrag og zen-buddhisme.

Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt på, at De har indgået forlagsaftaler med ...s forlag, med hensigt at opnå økonomisk udbytte ved udgivelse af Deres bøger.

Overtrædelse af efterlønsordningens regler i 2002:

Drift af selvstændig virksomhed er ikke tilladt i perioden med efterløn, jf. § 75 c, stk. 5, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. senest lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001, og § 3, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 315 af 16. maj 2001 om arbejde og indtægter mv. i efterlønsperioden (for medlemmer, som er fyldt 60 år før 1. juli 1999). Dette gælder dog ikke, hvis De har fået særskilt tilladelse fra direktoratet til at drive selvstændig virksomhed inden for 200-timers-reglen, jf. § 75 c, stk. 6, nr. 1, i loven, og § 5 i nævnte bekendtgørelse.

De har ikke opnået tilladelse fra direktoratet og har derfor overtrådt efterlønsordningens 200 timers regel. Deres ret til efterløn og til at arbejde efter 200 timers reglen skal derfor som udgangspunkt bortfalde fra det tidspunkt, hvor De påbegyndte selvstændig virksomhed, jf. § 9, stk. 1, nr. 3, bekendtgørelse nr. 349 af 15. maj 2001 om overgang til, udtræden af og genindtræden i efterlønsordningen samt optjening af præmie.

Da De drev Deres selvstændige virksomhed før overgangen til efterløn, skal retten til efterløn falde bort fra overgangstidspunktet, dvs. fra den 3. november 2001.

Tilladelse til at blive i efterlønsordningen

Det fremgår imidlertid af sagen, at De ikke havde til hensigt at få udbetalt efterløn uberettiget, og at De ved henvendelse til a-kassen selv har oplyst om Deres forfatterskab, samt forelagt dokumentation for Deres honorarindtægt for bogen ....

Desuden var De af den opfattelse at De ikke drev selvstændig virksomhed, men at Deres honorarindtægt kunne omregnes til timer, og indgå i opgørelsen af 200 timer, uden at der skulle ske fradrag i Deres efterløn.

Som følge heraf betragter direktoratet Deres overtrædelse som simpelt uagtsomt.

På den baggrund giver direktoratet tilladelse til, at De kan blive i efterlønsordningen på den betingelse , at De accepterer det økonomiske vilkår, som er knyttet til tilladelsen, jf. § 10, stk. 1 og 4, i bekendtgørelse nr. 351 af 16. maj 2001 om arbejde og indtægter mv. i efterlønsperioden (for medlemmer, som er fyldt 60 år før 1. juli 1999).

Direktoratet har fastsat det økonomiske vilkår til 15.000,- kr., som fratrækkes fuldt ud i efterlønnen krone for krone.

Vilkåret er beregnet på grundlag af Deres honorarindtægt for bogen ...

Hvis De ikke accepterer vilkåret, skal De træde ud af efterlønsordningen fra det tidspunkt, hvor De påbegyndte selvstændig virksomhed. Udtræden af ordningen med efterløn skal ske med virkning fra det tidspunkt, hvor retten til at arbejde efter 200 timers reglen faldt bort, jf. § 9, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 351 af 16. maj 2001 om arbejde og indtægter mv. i efterlønsperioden (for medlemmer, som er fyldt 60 år før 1. juli 1999).

Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt på Deres oplysning om, at De ikke vil skrive bogen ..., hvis ikke De kan få tilladelse til at skrive bogen under 200 timers ordningen.

Hvis De fortsætter Deres selvstændige virksomhed uden direktoratets tilladelse, skal De udtræde af efterlønsordningen.

Afslag på tilladelse til at drive selvstændig virksomhed samtidig med efterløn

Det fremgår af § 75 c, stk. 6, nr. 1 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. senest lovbekg. nr. 594 af 22. juni 2001, og § 5, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 351 af 16. maj 2001 om arbejde og indtægter m.v. i efterlønsperioden (for medlemmer, som er fyldt 60 år før 1. juli 1999), at direktoratet i særlige tilfælde kan give tilladelse til at en efterlønsmodtager kan udøve selvstændig virksomhed indenfor 200 timers reglen.

En sådan tilladelse forudsætter at virksomheden alene er baseret på medlemmets egen arbejdskraft og at medlemmet kan sandsynliggøre at den samlede arbejdsindsats i virksomheden ikke overstiger 200 timer årligt.

Direktoratet finder ikke at det er tilstrækkeligt sandsynligggjort at De kan holde Deres fremtidige arbejde med forfatterskab under 200 timer årligt, hvorfor direktoratet ikke kan give tilladelse til at De viderefører Deres selvstændige virksomhed som forfatter under 200 timers ordning.

Direktoratet har ved denne afgørelse lagt vægt på, at De ikke har opgivet Deres tidsforbrug på research og skrivning af en ny bog.

Der kan derfor ikke gives tilladelse til at De fortsætter Deres Zen-buddhistiske forfatterskab, samtidig med efterlønnen."

3. Klagen til ankenævnet

De har den 22. maj 2002 anført følgende:

"Jeg har d. 19. maj 2002 skrevet til HK: Københavns a-kasse for at meddele dem, at jeg accepterer Arbejdsdirektoratets afgørelse med hensyn til at modregne det økonomiske vilkår på 15.000,00 kr. i min efterløn. Desuden har jeg på tro og love erklæret, at jeg ikke fortsætter mit zen-buddhistiske forfatterskab, samtidig med at jeg modtager efterløn.

Det gør jeg fordi jeg er i økonomisk nød, efter at man har frataget mig min efterløn siden januar, og jeg ikke kan vente med at modtage efterløn indtil Ankenævnet har set på sagen. Da jeg er forsørger og vi ikke har anden indkomst, bliver jeg simpelthen nødt til at acceptere vilkårene for at have noget at leve af.

Men jeg ønsker alligevel at anke sagen, da jeg er utilfreds med afgørelsen på nogle meget væsentlige punkter. Jeg mener at der er nogle aspekter i denne sag, som er så urimelige, at jeg ikke vil undlade at få den nærmere undersøgt af Ankenævnet. Min anke vil i det nedenstående tage form af to dele, en generel og en speciel.

Den generelle side af sagen:

Arbejdsdirektoratet modtog den 5. marts 2002 en indstilling fra min a-kasse om at få tilladelse til at videreføre min "selvstændige virksomhed" under 200 timers ordningen. Afgørelsen fra Arbejdsdirektoratet af 3. maj 2002 giver mig ikke tilladelse til at drive en sådan "selvstændig virksomhed" samtidig med efterløn. Det betyder, at jeg ikke kan fortsætte mit zen-buddhistiske forfatterskab, hvilket får de konsekvenser, at jeg hverken kan færdiggøre min bog ... eller skrive ulønnede artikler om zenbuddhisme i forskellige tidsskrifter.

Jeg har i et brev til a-kassen 1. marts 2002 givet udtryk for at jeg kunne tænke mig at min skribentvirksomhed betragtes som frivilligt ulønnet arbejde med et socialt, sundhedsmæssigt og humanitært sigte. Det gælder selvfølgelig kun for de ulønnede tidsskriftartikler jeg gennem årene har skrevet. Hvad angår min bog ... fra 1990 betalte jeg ... Forlag ca. 20.000,00 for at få den udgivet. Ganske vist fik jeg nogle royalties i årene efter, indtil bogen kom på udsalg og forsvandt fra markedet, men de beløb, jeg derved fik, kom aldrig op på de 20.000,00 kr. Jeg fik altså aldrig et økonomisk udbytte deraf. Det vigtigste for mig dengang var heller ikke at få et økonomisk udbytte, men dét at bogen udkom.

Alligevel siger Arbejdsdirektoratet: "De anses for at have drevet bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed." Det er forkert! Ifølge optagelsesbekendtgørelsen nr. 1142 af 20. december 1995, paragraf 2, stk 1, defineres selvstændig erhvervsvirksomhed som beskæftigelse for egen eller ægtefælles regning og risiko og med det formål at opnå økonomisk udbytte. Jeg kan slet ikke se at mit fritidsforfatterskab passer ind i den paragraf. Jeg har aldrig skrevet med det formål at opnå økonomisk udbytte. Mit fritidsforfatterskab er så smalt, at jeg altid har vidst, at det kun kan koste mig penge at skrive. Tid er også penge.

Jeg kan se at Arbejdsdirektoratets vurdering henviser til samme optagelsesbekendtgørelse paragraf 2, stk. 4, som siger: "I øvrige tilfælde foretages en konkret vurdering efter stk. 1." Det forstår jeg på en sådan måde, at man faktisk ikke har noget andet sted i lovgivningen, som passer på mit tilfælde. Kan det være rigtigt at mit fritidsforfatterskab partout skal presses ind i en sætning som handler om en konkret vurdering under Selvstændig erhvervsvirksomhed med det formål at opnå økonomisk udbytte, fordi jeg ikke passer ind under de andre stykker? Er lovgivningen ikke noget mangelfuld på det punkt? Man burde da kunne skelne mellem forfattere SOM lever af deres forfatterskab og fritidsforfattere.

Konsekvensen er, at jeg ikke har lov til at udøve mine fritidsaktiviteter som efterlønner. Mine fritidsinteresser er boglige og kreative og har i og med mit frivillige og ulønnede arbejde i ... og i ... et socialt, sundhedsmæssigt og humanistisk sigte. Det forbyder loven mig altså at udføre. Det kan da ikke være rigtigt i et land, hvor menneskerettighederne er i højsædet, et liberalt land uden censur med religionsfrihed og ytringsfrihed. Jeg har svært ved at tro hvad jeg læser i den afgørelse fra arbejdsdirektoratet.

Den specielle side af sagen:

I følge paragraf 75c, stk. 6, nr. l, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. senest lovbekg.nr.594 af 22.juni 2001, og paragraf 5, stk. l, i bekendtgørelse nr. 351 af 16. maj 2001 om arbejde og indtægter m.v. i efterlønsperioden står der, at "direktoratet i særlige tilfælde kan give tilladelse til at en efterlønsmodtager kan udøve selvstændig virksomhed Indenfor 200 timers reglen."

I afgørelsen har Direktoratet fundet, at det ikke er tilstrækkeligt sandsynliggjort, at jeg kan holde mit fremtidige arbejde med forfatterskab under 200 timer årligt, hvorfor direktoratet ikke kan give tilladelse til at jeg viderefører min selvstændige virksomhed som forfatter under 200 timers ordningen. Man har ved denne afgørelse lagt vægt på, at jeg ikke har opgivet mit tidsforbrug på research og skrivning af en ny bog.

I dette afslag er der sneget sig nogle misforståelser ind. Jeg kan naturligvis ikke holde min skribentvirksomhed med research, tankevirksomhed og skrivning indenfor 200 timer årligt. Jeg kan heller ikke holde det indenfor 400 timer årligt. Derfor har jeg afslået at gå på den fleksible efterlønsordning, hvor man fradrager i min efterløn for hver arbejdstime med 81 kroner i timen. Jeg kan umuligt opgive mit tidsforbrug på mine skriverier, da jeg arbejder langsomt og omhyggeligt og bruger mange timer på mit arbejde, som jeg aldrig kan få honoreret økonomisk. Vil man fratrække time for time forsvinder min efterløn og så skal jeg leve af kærlighed og kildevand.

Men det var heller ikke det der var meningen med at få en særlig tilladelse til at udøve min forfattervirksomhed indenfor 200 timers ordningen. Meningen var at det honorar som jeg modtager fra et forlag, i det aktuelle tilfælde 15.000,00 kr. fra ... for bogen ..., skulle kunne omregnes til timer med den gældende omregningssats, hvilket bliver til ca. 99 timer ud af de 200 timer. Jeg har altså ikke endnu opbrugt min kvote på 200 timer i år. Så vidt jeg forstår a-kassens regler, skal jeg ikke gøre rede for alle de timer jeg har brugt på at skrive bogen, og der er ikke tale om at jeg kun måtte bruge 200 på at skrive .... Mit tidsforbrug kommer slet ikke på tale, det er beløbet omregnet til timer der er tale om. Jeg kan tilføje at jeg ikke får flere penge for den bog fra ..., der er ingen royalties og intet økonomisk udbytte i fremtiden.

Den næste bog ..., som jeg nu ikke må skrive, ville jeg ikke kunne færdiggøre i år, men måske engang til næste år. Den ville jeg få 7.000,00 kr. for, når jeg afleverede manuskriptet, og bogen ville måske udkomme engang i 2004. Jeg kender ikke det videre forløb, men jeg kan sige så meget, at jeg hverken i 2003 eller i 2004 ville komme over det beløb på 30.000,00 kr. som svarer til 200 timers reglen. Jeg kan derfor ikke forstå at Arbejdsdirektoratet afslår tilladelsen, da jeg sagtens kan holde mig indenfor 200 timers reglen, når man omregner honorar til timer.

Tilsidst vil jeg også anke den mærkelige beslutning, som jeg har måttet acceptere, at jeg slet ikke må skrive ulønnede artikler om zen-buddhisme til forskellige tidsskrifter. Det kan umuligt være rigtigt at man kan stække mine intellektuelle vinger og kreativitet ved at forbyde mig at skrive filosofiske essays om zen-buddhisme for mennesker, som beskæftiger sig med et alternativt spirituelt livssyn."

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

Direktoratet har den 27. maj 2002 anført følgende:

"Direktoratet sender klage over afgørelse af 3. maj 2002.

Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at Deres sag ændre afgørelsen.

Direktoratet har ved afgørelsen alene taget stilling til medlemmets forfatterskab indenfor zen-buddisme, hvilket ifølge direktoratets opfattelse er omfattet af § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1142 af 20. december 1995 om optagelse i en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende.

Medlemmets oplysning om, at der alene er tale om et fritidsforfatterskab for et smalt publikum, ændrer ikke direktoratets opfattelse af at der er tale om selvstændig virksomhed. Direktoratet finder derfor ikke at honoraret for bogen ... kan omregnes til timer og indgå i opgørelsen af 200 timer fradragsfrit arbejde samtidig med efterløn, jf. § 75 c, stk. 5 i Arbejdsløshedsforsikringsloven.

Direktoratet har henvist medlemmet til at søge vejledning i a-kassen om hans muligheder for at skrive tidsskriftartikler og holde foredrag om zenbuddhisme, samtidig med efterlønnen. "

5. Nyt efter klagen

De har den 5. september 2002 oplyst til ankenævnet:

Bogen ... er skrevet på forlaget ...s foranledning. Bogen er et led i en serie af mindre bøger.

Bogen er på 178 små sider, med 15 kapitler med oversættelser af buddhistiske digte m.v. Foran hvert kapitel er der en indledning skrevet af medlemmet. Oversættelserne er skrevet af Dem og samlet gennem flere år sideløbende med at De havde fuldtidsarbejde. I løbet af 2002 stykkede De oversættelserne sammen. Honoreringen på 15.000 kr. var et engangshonorar uden tilknyttede royalities.

...s Forlag henvendte sig også til Dem om bogen ... der skulle være en større bog med en mere løbende form for honorering, men aftalen om udgivelsen af denne bog er annulleret.

De har tidligere oversat buddhistiske skrifter der er blevet udgivet i tidsskrifter. De har ikke fået honorar for disse artikler.

Deres bog ... udkom i 1990 på ... Forlag.

De er ikke og har ikke været momsregistreret, De har heller ikke foretaget skattemæssige afskrivninger eller foretaget skattemæssige fradrag af nogen art. Deres indkomst er A-indkomst.

6. Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekg. nr. 594 af 22. juni 2001.

§ 75 c. Et medlem kan i efterlønsperioden vælge at

1) arbejde i sammenlagt højst 200 timer inden for et kalenderår uden fradrag i efterlønnen eller

2) arbejde mod fradrag i efterlønnen efter de regler, der er fastsat i §§ 74 e, 74 f og 74 h.

...

Stk. 5. Arbejde efter reglerne i stk. 1, nr. 1, må ikke udføres som vedvarende selvstændig virk-somhed, jf. dog stk. 6, nr. 1, eller som arbejde i en selvstændig virksomhed, der ejes eller drives af medlemmets ægtefælle. Begrænsningen gælder dog ikke mindre jordbrug.

...

Stk. 6. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Landsarbejdsrådet nærmere regler for arbejde i efterlønsperioden. Der kan herunder fastsættes regler om, at

1) det uanset stk. 5 i særlige tilfælde er tilladt at udøve selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i sammenlagt højst 200 timer inden for et kalenderår,

...

Direktoratets bekendtgørelse nr. 1142 af 20. december 1995 om optagelse i en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende:

§ 2. Selvstændig erhvervsvirksomhed udøves ved beskæftigelse for egen eller ægtefællens regning og risiko og med det formål at opnå økonomisk udbytte.

Stk. 2. Beskæftigelsen anses altid for selvstændig erhvervsvirksomhed, hvis pågældende

1) har henlagt midler til investeringsfonds,

2) har ansat arbejdskraft,

3) har overført beløb til beskatning som medarbejdende ægtefælle,

4) har foretaget varelagernedskrivninger eller skattemæssige fradrag for driftsudgifter og afskrivning på driftsmidler efter de for selvstændige erhvervsdrivende gældende regler,

5) er omfattet af en kollektiv overenskomst som arbejdsgiver eller er medlem af en arbejdsgiverorganisation, eller

6) er omfattet af mindst 2 af forholdene i stk. 3.

Stk. 3. Beskæftigelsen vil som udgangspunkt blive anset for selvstændig erhvervsvirksomhed, hvis pågældende

1) eller virksomheden er momsregistreret, eller ydelsen faktureres med tillæg af moms,

2) skattemæssigt angiver over-/underskud af selvstændig virksomhed,

3) på selvangivelsen for et givet indkomstår har tilkendegivet, at indkomsten ønskes beskattet efter virksomhedsskatteloven, eller

4) er deltager i et interessentskab.

Stk. 4. I øvrige tilfælde foretages en konkret vurdering efter stk. 1

Direktoratets bekendtgørelse nr. 603 af 26. juni 1995 om udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse:

§ 1. Bekendtgørelsen omfatter medlemmer, der alene eller sammen med andre udøver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse.

Stk. 2. Som bibeskæftigelse anses selvstændig virksomhed, der ikke er hovedbeskæftigelse eller forsikringsgrundlag for medlemmet.

Direktoratets bekendtgørelse nr. 351 af 16. maj 2001 om arbejde og indtægter m.v. i efterlønsperioden (for medlemmer, som er fyldt 60 år før 1. juli 1999)

§ 3, stk. 1. Et medlem, der arbejder efter 200-timers-reglen, må i perioden med efterløn arbejde højst 200 timer inden for et kalenderår, jf. dog stk. 2 og 3.

...

Stk. 5. Arbejde inden for de 200 timer kan laves som:

1) lønmodtagerarbejde,

2) en enkeltstående arbejdsopgave, der har karakter af selvstændig virksomhed,

3) drift af mindre jordbrug, jf. § 4,

4) medvirken ved mindre byggearbejder i eget hus m.v.

§ 5. I særlige tilfælde kan direktøren for Arbejdsdirektoratet efter indstilling fra a-kassen give tilladelse til, at et medlem begynder eller fører en selvstændig virksomhed videre. Det er en betingelse, at virksomheden alene er baseret på medlemmets egen arbejdskraft. Medlemmet skal også over for a-kassen have gjort det sandsynligt, at en samlet arbejdsindsats i virksomheden på mere end 200 timer eller det tilladte timetal i overgangsåret ikke er nødvendig.

§ 9, stk. 3. Hvis medlemmet begynder selvstændig virksomhed, der ikke er givet tilladelse til, jf. § 5, falder retten til at arbejde efter 200-timers-reglen bort fra virksomhedens start.

§ 10. Når særlige omstændigheder taler for det, kan der gives tilladelse til, at et medlem, der har overtrådt reglerne i §§ 3-5, kan fortsætte med at arbejde efter 200-timers-reglen.

...

Stk. 4. I andre tilfælde kan tilladelsen gives af direktøren for Arbejdsdirektoratet efter indstilling fra a-kassen. Der kan knyttes økonomiske vilkår til tilladelsen.

Direktoratets bekendtgørelse nr. 349 af 15. maj 2001 om overgang til, udtræden af og genindtræden i efterlønsordningen samt optjening af præmie

§ 9. Retten til efterløn falder bort ved udgangen af den måned, hvori medlemmet fylder 67 år, eller hvis medlemmet udtræder af ordningen, fordi medlemmet:

1)...

2)...

3) begynder eller driver selvstændig virksomhed udover det tilladte, eller arbejder i en virksomhed, der ejes eller drives af medlemmets ægtefælle, og hvor medlemmet ikke ønsker eller kan overgå til fleksibel efterløn,

Versioner

  1. 2003-01-30