Ingen betalingsanmodning til arbejdsgiver om samtlige G-dage
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9680@2003-01-30/da
Indhold
Xxx Arbejdsløshedskasse har ved brev af 2. maj 2002 bedt Arbejdsmarkedets Ankenævn om at træffe afgørelse i sagen om, hvorvidt Xxx er forpligtet til at betale 5 hele og 11 halve dagpenge-godtgørelser for 1. og 2. ledighedsdag i forbindelse med ansættelse uden opsigelsesvarsel i perioden februar-april 2002 af Xxx, cpr. nr. .
Sagen blev behandlet på møde den 12. september 2002.
Nævnet traf følgende
Ankenævnet finder, at Xxx er forpligtet til at betale Xxx 4 hele og 8 halve dagpengegodtgørelser for 1. og 2. ledighedsdag i forbindelse med den løse ansættelse som serviceassistent.
Ankenævnet har udfra det oplyste om ansættelsens beskaffenhed samt det meget varierende timetal, der er anført på Xxxs dagpengekort, lagt til grund, at Xxx var ansat fra dag til dag, og at hun følgelig må betragtes som afskediget hver dag ved arbejdstids ophør. Nævnet bemærker i denne forbindelse, at Xxx ikke ses at have haft sikkerhed for yderligere arbejde for Xxx, da der efter det oplyste hverken har været et opsigelsesvarsel i ansættelsen eller er dokumenteret på forhånd fastlagte timer.
Ankenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at forpligtigelsen til at betale dagpengegodtgørelse er indtrådt ved afskedigelsen, da medlemmet indenfor de sidste 4 uger har været beskæftiget hos arbejdsgiveren mindst svarende til fuld overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger.
Endvidere har Ankenævnet lagt vægt på, at der ikke foreligger bortfaldsgrunde efter § 6, stk. 1 i bekendtgørelsen om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag.
Ankenævnet finder dog ikke, at der kan træffes afgørelse om betaling af mere end 4 hele og 8 halve dagpengegodtgørelser, da Xxx Arbejdsløshedskasse ikke har sendt Xxx en skriftlig begrundet anmodning om betaling af en hel og 3 halve dagpengegodtgørelser som fordret i arbejdsløsheds-forsikringslovens § 84, stk. 6.
Det er oplyst, at A-kassen den 6. maj 2002 har udbetalt dagpengegodtgørelser for 1. og 2. ledighedsdag til Xxx for ledighedsdagene i februar-april 2002.
Afgørelsen er truffet med hjemmel i § 84 i arbejdsløshedsforsikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001 om arbejdsløshedsforsikring m.v. og §§ 1, 6 og 11 i Direktoratet for Arbejds-løshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 669 af 11. juli 2000 om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag.
De 4 hele dagpengegodtgørelser for den 28. februar, 4., 8. og 11. marts samt de 8 halve dagpenge-godtgørelser for den 27. februar, 2., 5., 6., 7., 9., 12. og 13. marts 2002 udgør i alt kr. 4832,00, som skal indbetales af Xxx til Arbejdsdirektoratet inden 4 uger efter modtagelsen af afgørelsen.
På ankenævnets vegne
xxx
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til:
- Xxx
- Xxx Arbejdsløshedskasse
1. Sagsforløb
Det fremgår af sagen, at Xxx efter at have arbejdet som serviceassistent for Xxx rettede henven-delse til Xxx Arbejdsløshedskasse om, at der ikke er udbetalt dagpengegodtgørelser for 1. og 2. ledighedsdag i forbindelse med hendes løsarbejde fra ultimo februar til medio april 2002.
A-kassen traf den 19. marts 2002 afgørelse om, at Xxx var berettiget til 4 hele og 8 halve dagpenge-godtgørelser. Xxx kontaktede herefter sin arbejdsgiver herom, hvorefter Xxx ved brev af 25. marts 2002 meddelte A-kassen, at dette forekom uforståeligt, da Xxx var ansat 20-37 timer ugentligt som anført i hendes ansættelseskontrakt.
A-kassen har ved brev af 12. april 2002 anmodet Xxx om at udbetale 4 hele og 8 halve dagpenge-godtgørelser til medlemmet. Det anføres, at A-kassen på baggrund af det store timespænd i ansæt-telseskontrakten og at arbejdet ikke er fastlagt på forhånd vurderer, at der reelt er tale om variabel beskæftigelse.
Ved brev af 22. april 2002 meddelte Xxx A-kassen, at sagen måtte sendes videre, da der ikke var enighed vedrørende dagpengegodtgørelse.
Den 23. april træffer A-kassen afgørelse om, at Xxx er berettiget til 2 hele og en halv dagpenge-godtgørelse yderligere, hvilket ved afgørelse af 2. maj 2002 ændres til en hel og tre halve dagpengegodtgørelser. Der ses ikke at være skrevet til arbejdsgiver om disse efterfølgende G-dage.
Den 29. april 2002 oplyste Xxx telefonisk overfor A-kassen, at hun i praksis er løst ansat ved Xxx og tilkaldes telefonisk, når der er arbejde til hende.
Derfor har A-kassen ved brev af 2. maj 2002 anmodet Arbejdsmarkedets Ankenævn om at træffe afgørelse om, hvorvidt Xxx er forpligtet til at betale dagpengegodtgørelser for 1. og 2. ledighedsdag til Xxx. Henvendelsen til nævnet var vedlagt ansættelseskontrakt, dagpengekort og sagens brev-veksling. Det fremgår af det af A-kassen fremsendte, at der kræves i alt 5 hele og 11 halve dagpengegodtgørelser, hvilket bekræftes af brev af 14. maj 2002 til nævnet, hvori A-kassen tillige bekræfter at have lagt beløbet ud til medlemmet den 6. maj 2002.
Sekretariatet har hørt arbejdsgiveren vedrørende klagen samt bedt denne udfylde et spørgeskema. Arbejdsgiver har på spørgeskemaet henvist til A-kassens opgørelse af timer, men fastholder i øvrigt, at medlemmet er fast ansat mellem 20 og 37 timer ugentligt og i langt de fleste tilfælde kender sin arbejdstid på forhånd.
A-kassen har også udfyldt et spørgeskema. Her påpeges det, at arbejdstiden svinger fra 2 til 52,5 timer ugentligt, og det gentages, at der efter A-kassens opfattelse reelt er tale om løs ansættelse af medlemmet.
2. Regler
Lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001 om arbejdsløshedsforsikring m.v.
§ 84. Til et medlem betaler arbejdsgiveren ved afskedigelse, hjemsendelse, ophør af opgave- og tidsbestemt akkord og lignende dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag. Dagpengegodtgørelsen udgør pr. dag et beløb svarende til 7,4/37 af det højeste dagpengebeløb for en uge, jf. § 47, stk. 1, afrundet til nærmeste hele kronebeløb. Ved ledighed på 4 timer eller derunder betaler arbejdsgiveren en dagpengegodtgørelse svarende til halvdelen af det i 2. punktum omhandlede beløb. Ved ledighed på over 4 timer betaler arbejdsgiveren fuld dagpengegodtgørelse.
Stk. 2. Arbejdsgiverens forpligtelse indtræder kun, når medlemmet inden for de sidste 4 uger har været beskæftiget hos arbejdsgiveren svarende til fuld overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger.
Stk. 3. Arbejdsgiverens forpligtelse til at udbetale dagpengegodtgørelse bortfalder,
1) hvis det godtgøres, at beskæftigelse påbegyndes den efterfølgende arbejdsdag, eller der modtages sygedagpenge eller afholdes ferie i tilslutning til arbejdsophøret,
2) hvis afskedigelsen væsentligst kan tilregnes medlemmet,
3) hvis arbejdsophøret skyldes strejke eller lockout på virksomheden, eller hvis arbejdsophøret er nødvendiggjort af strejke eller lockout på anden virksomhed, eller
4) hvis medlemmet har været i beskæftigelse, hvortil der ydes offentligt tilskud til lønnen i henhold til lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.
Stk. 4. Arbejdsgiverens forpligtelse til at udbetale dagpengegodtgørelse til samme person kan højst indtræde 16 gange i løbet af et kalenderår.
Stk. 5. Dagpengegodtgørelsen udbetales snarest muligt, dog senest ved virksomhedens 2. lønud-betaling efter medlemmets arbejdsophør, hjemsendelse m.v., eller efter medlemmets afgivelse af en erklæring på tro og love om kravet i stk. 3, nr. 1. Arbejdsgiveren kan senest 14 dage efter medlem-mets afskedigelse, hjemsendelse m.v., anmode medlemmet om at afgive en erklæring efter 1. pkt. Medlemmets ret til dagpengegodtgørelse bortfalder, hvis erklæringen på tro og love ikke er afgivet til arbejdsgiveren senest 14 dage efter arbejdsgiverens anmodning.
Stk. 6. Hvis dagpengegodtgørelsen ikke betales rettidigt, jf. stk. 5, har arbejdsløshedskassen efter anmodning fra medlemmet pligt til at hjælpe med at få beløbet udbetalt hos arbejdsgiveren, hvis kassen finder, at medlemmet utvivlsomt har krav på dagpengegodtgørelsen. Arbejdsløshedskassen sender med henblik herpå en skriftlig begrundet anmodning til arbejdsgiveren om betaling af dagpengegodtgørelse inden 14 dage. Udbetaler arbejdsgiveren ikke dagpengegodtgørelsen inden udløbet af den anførte frist, og finder kassen fortsat, at kravet er berettiget, lægger kassen godtgørelsen ud til medlemmet. § 86 finder tilsvarende anvendelse på udlagt godtgørelse efter 3. pkt.
Stk. 7. Samtidig med udbetaling efter stk. 6, 3. pkt., fremsender arbejdsløshedskassen sagen med en begrundet indstilling til Arbejdsmarkedets Ankenævn, der træffer afgørelse i sagen, jf. stk. 8. Finder ankenævnet, at medlemmet er berettiget til dagpengegodtgørelse, skal arbejdsgiveren indbetale godtgørelsen til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen inden for en nærmere angivet frist, som fastsættes af ankenævnet.
...
Stk. 9. Krav mod arbejdsgiveren om betaling af dagpengegodtgørelse, jf. stk. 7, kan med tillæg af omkostninger inddrives af Finansstyrelsen, hvis kravet ikke betales inden for den fastsatte frist. Finansstyrelsen kan inddrive det skyldige beløb ved udpantning, når kravet er fastslået af Arbejdsmarkedets Ankenævn.
Stk. 10. Finansstyrelsen kan indhente oplysninger hos skattemyndigheder og andre myndigheder om arbejdsgiveren, som er nødvendige for at varetage inddrivelsen af det skyldige beløb efter stk. 7.
Stk. 11. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter efter forhandling med Landsarbejds-rådet regler om anvendelse af bestemmelserne i stk. 1-7 og kan herunder fastsætte regler om, at dagpengegodtgørelsen kan bortfalde i særlige tilfælde ud over de i stk. 3 nævnte. Arbejdsministeren fastsætter regler om betaling af gebyr for Arbejdsmarkedets Ankenævns og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens behandling af sager efter stk. 7 og 8.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 669 af 11. juli 2000 om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag
§ 1. En arbejdsgiver skal betale et medlem af en a-kasse dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, hvis medlemmet
1) bliver ledigt som følge af afskedigelse, hjemsendelse, ophør af opgave- og tidsbestemt akkord og lignende,
2) har været ansat som lønmodtager, og
3) har indtjent en løn i ansættelsen.
Stk. 2. Ved "G-dage" forstås i denne bekendtgørelse 1. og 2. ledighedsdag. Én "G-dag" er én ledighedsdag.
Stk. 3. En arbejdsgiver skal betale for G-dage, hvis medlemmet inden for de sidste 4 uger i alt har været beskæftiget hos arbejdsgiveren i et omfang, der svarer til fuld overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger. Hvis et medlems arbejdstid ikke kan anses som kontrollabel, beregnes arbejdstiden i ugen efter reglerne herom i bekendtgørelse om supplerende dagpenge.
Stk. 4. Den periode, som beskæftigelsen skal ligge i, jf. stk. 3, forlænges bagud, hvis der i perioden er fravær f.eks. på grund af sygdom, ferie, overenskomstmæssige fridage, søgnehelligdage, konflikt eller deltagelse i kursus som led i ansættelsen.
Stk. 5. En arbejdsgiver skal højst betale for en G-dag 16 gange til det samme medlem i et kalen-derår. Heri medregnes betalinger for de gange, hvor arbejdsgiveren kun skal betale for en halv G-dag.
Stk. 6 . Betaling for en G-dag er A-indkomst. Der skal ikke beregnes feriegodtgørelse, trækkes arbejdsmarkedsbidrag, ATP eller beløb til Den Særlige Pensionsopsparing af betalingen for en G-dag.
§ 2. Et medlems G-dage er de 2 første ordinære arbejdsdage, efter at medlemmet er fratrådt, hvis medlemmet har været i fuld beskæftigelse på dagen for fratrædelsen. Hvis medlemmet ikke har været i fuld beskæftigelse på denne dag og ikke har haft fuld overenskomstmæssig arbejdstid i kalenderugen, er dagen for fratrædelsen 1. ledighedsdag.
§ 6. En arbejdsgiver skal ikke betale for G-dage til et medlem, når
1) medlemmet inden ansættelsens ophør afslår et skriftligt tilbud om fortsat beskæftigelse svarende til overenskomstmæssige løn- og ansættelsesvilkår hos samme arbejdsgiver,
2) arbejdsgiveren er ude af stand til at betale på grund af konkurs eller betalingsstandsning,
3) afskedigelsen/arbejdsophøret væsentligst skyldes medlemmet,
4) arbejdsophøret skyldes strejke eller lockout på virksomheden, eller hvis arbejdsophøret er nødvendigt på grund af strejke eller lockout på en anden virksomhed,
5) arbejdsophøret skyldes force majeure,
6) medlemmet er i fuld beskæftigelse hos en anden arbejdsgiver på G-dagene,
7) medlemmet i tilslutning til ansættelsens ophør får sygedagpenge eller holder ferie på G-dagene,
8) medlemmet er tjenestemand og overgår til rådighedsløn,
9) medlemmet har været vikar i en orlovsstilling efter lov om orlov, hvis ansættelsen har varet mindst 3 måneder, eller
10) medlemmet har været i beskæftigelse med offentligt tilskud til lønnen efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.
...
§ 11. Et medlems a-kasse skal hjælpe medlemmet med at få en arbejdsgiver til at betale for G-dage, hvis
1) arbejdsgiveren ikke betaler til tiden, jf. §§ 7 og 8,
2) medlemmet beder a-kassen om hjælp, og
3) a-kassen finder, at medlemmet uden tvivl har ret til betalingen.
Stk. 2. A-kassen sender herefter en begrundet anmodning til arbejdsgiveren om at betale til medlemmet inden 14 dage efter modtagelsen af anmodningen. Hvis arbejdsgiveren ikke betaler til tiden, og a-kassen fortsat mener, at kravet er berettiget, lægger a-kassen beløbet ud til medlemmet.
Stk. 3. Samtidig med at a-kassen lægger beløbet ud, sender a-kassen sagen med en begrundet indstilling til Arbejdsmarkedets Ankenævn, der træffer afgørelse i sagen. Ankenævnets afgørelse skal sendes til arbejdsgiveren, medlemmet, Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og a-kassen.
Stk. 4. Hvis en arbejdsgiver indbringer et tvivlsspørgsmål, jf. § 10, efter at a-kassen har lagt et beløb ud, skal klagen behandles sammen med Arbejdsmarkedets Ankenævns behandling af a-kassens indstilling.
Stk. 5. Finder Arbejdsmarkedets Ankenævn, at medlemmet har ret til betaling for G-dage, skal arbejdsgiveren betale beløbet til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen inden 4 uger efter modtagelsen af afgørelsen. Har direktoratet ikke fået beløbet til tiden, kan kravet sendes til Finansstyrelsen, der inddriver beløbet med tillæg af et gebyr til direktoratet og Finansstyrelsens omkostninger ved inddrivelsen.