Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9767@2002-09-26/da

Indhold

1. Indledning

Ligestillingsnævnets afgørelse

Sagen er efterfølgende afgjort ved retten i Tåstrup. J.nr. E. 2.2.0034 Afskedigelse af en kvinde under hendes graviditet fundet i strid med ligebehandlingslovens § 9, godtgørelse på 60.000 kr. (dissens for at afvise sagen) Klageren blev under sin ansættelse hos indklagede sygemeldt med rygsmerter/bækkengener. Hun blev siden opsagt med henvisning til 120 dages-reglen. Indklagede gjorde gældende, at klageren ikke havde oplyst indklagede om graviditeten forud for opsigelsen. Nævnets flertal bemærkede bl.a., at det ikke er en betingelse for at blive tilkendt godtgørelse på grund af køn, at arbejdsgiveren på tidspunktet for afskedigelsen kendte til den afskedigedes graviditet, når andre betingelser, der var afgørende for afskedigelsen, rent faktisk udsprang af den afskedigedes graviditet. Da flertallet herefter fandt, at indklagede ikke havde løftet bevisbyrden for, at afskedigelsen ikke fandt sted på grundlag af klagerens graviditet, jf. ligebehandlingslovens §16, stk. 4, tilkendtes der klageren en godtgørelse på 60.000 kr., svarende til 6 måneders løn. Et medlem fandt, at en afskedigelse kun kan skyldes den ansattes graviditet, hvis arbejdsgiveren har været bekendt med graviditeten på tidspunktet for afskedigelsen. Da der var afgivet modstridendeoplysninger herom, kunne sagen efter dette medlems opfattelse kun afgøres efter en bevisførelse i form afparts- og vidneforklaringer, som ikke kunne ske ved nævnet. Dette medlem stemte derfor for, at klagen blev afvist i medfør af ligestillingslovens § 20, stk. 1, hvoraf det fremgår,at nævnet afviser klager, der ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet.

Medlemmer ¬Niels Waage (formand) ¬Ruth Nielsen ¬Pia Deleuran ¬¬¬Klagen vedrører afskedigelse af en kvinde under hendes graviditet. ¬¬ Sagsfremstilling ¬Klageren, der ikke er medlem af en fagforening, blev pr. 30. oktober 2000 ansat som kasseassistent hos indklagede. I følge ansættelseskontrakten var det bestemt, at klageren kunne opsiges med én måneds varsel, hvis klageren indenfor de seneste 12 kalendermåneder havde oppebåret løn under sygdom i i alt 120 dage, jf. funktionærlovens § 5, stk. 2. Den 5. november 2001 sygemeldte klageren sig. Klageren var på det tidspunkt gravid med forventet fødselstidspunkt den 20. maj 2002. Det fremgik af en "tro og love erklæring" af 8. november 2001, som klageren udfyldte, at sygemeldingen skyldtes ondt i ryggen/bækkengener. Klageren var ikke på det tidspunkt klar over sammenhængen mellem hendes gener og graviditeten. Af den grund oplyste hun ikke indklagede om, at hendes fravær skyldtes graviditet. ¬¬Den 18. december 2001 sendte klagerens læge en lægeerklæring til kommunen til brug for refusion af dagpenge. Ifølge klageren fremgik det af lægeerklæringen, at sygemeldingen skyldtes graviditetsgener (bækkenløsning). Sygemeldingen blev fornyet den 15. februar 2002, hvor sygemeldingen lød på 6-8 uger. ¬¬Ved skrivelse af 26. januar 2002 blev klageren opsagt til fratræden pr. 28. februar 2002 med den begrundelse, at hun havde oppebåret løn under sygdom i i alt 120 dage indenfor de sidste 12 måneder. ¬¬ Parternes påstande ¬ Klageren har nedlagt påstand om, at der tilkendes hende en godtgørelse for uberettiget afskedigelse under graviditet. ¬¬ Indklagede har nedlagt påstand om, at klagen ikke tages til følge. ¬¬ Parternes argumenter ¬ Klageren har gjort gældende, at hun er berettiget til en godtgørelse, idet afskedigelsen skyldes hendes graviditetsbetingede sygdom. Hun havde før sin sygemelding i november 2001 mundtligt oplyst en foresat om, at hun var gravid. Derudover havde en kollega fortalt hendes foresatte, at klageren var gravid, før hun selv havde oplyst dette. Klageren var ikke klar over, at de lægeerklæringer, som hendes læge udfærdigede til brug for udbetaling af sygedagpenge og hvoraf begrundelsen for sygemeldingen fremgik, alene blev sendt til kommunen og ikke til arbejdsgiveren. Hun er ikke, siden hun afgav "tro og love erklæringen", blevet bedt om at sende lægeerklæring til indklagede. Indklagedes procedure bevirker, at indklagede aldrig kan vide, hvorfor personalet sygemelder sig. Indklagede kunne have kaldt opsigelsen tilbage, idet man blev gjort bekendt med årsagen til fraværet 8 dage før den sidste ansættelsesdag. ¬¬ Indklagede har anført, at man ikke var klar over, at klageren var sygemeldt pga. graviditet og har bestridt, at klageren mundtligt havde orienteret sin chef om graviditeten, eller at hun var bekendt med dette. ¬¬Indklagede har ikke anmodet om eller modtaget yderligere fraværsdokumentation fra klageren udover tro- og love erklæringen, ligesom indklagede ikke har talt med klageren om begrundelsen for hendes sygefravær. Også før den aktuelle sygemelding havde klageren haft flere sygeperioder. ¬¬Den 24. januar 2002 anmodede indklagede om refusion af sygedagpenge fra kommunen med virkning den fra den 19. november 2001, idet indklagede mente, at der var tale om sædvanlig sygdom, således at der ikke ville kunne udbetales refusion i arbejdsgiverperioden på 14 dage. ¬¬Da virksomheden fik udbetalt refusion allerede fra første sygedag og i den anledning rettede henvendelse til kommunen den 20. februar 2001, blev man af kommunen gjort opmærksom på at klagerens fravær skyldtes graviditet. Denne viden havde man ikke haft tidligere. ¬¬ Ligestillingsnævnets bemærkninger og konklusion Efter ligestillingslovens § 19 (lov nr. 388 af 30. maj 2000) kan Ligestillingsnævnet behandle bl. a. sager efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov mv. Nævnet kan herunder tilkende godtgørelse i det omfang det følger af ligebehandlingsloven. ¬¬Efter ligebehandlingslovens § 9 må en arbejdsgiver ikke afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption. ¬¬Det fremgår af ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, at såfremt en afskedigelse finder sted under graviditet, barsel eller adoption, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold. ¬¬To medlemmer (Pia Deleuran og Ruth Nielsen) udtaler: ¬¬Ifølge ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, er det arbejdsgiveren, der har bevisbyrden for, at afskedigelsen ikke har fundet sted som følge af den ansattes graviditet. ¬¬En afskedigelse på grund af 120 dages sygdom er i strid med ligebehandlingslovens § 9, når (en del af) sygedagene fandt sted som følge af graviditetsbetinget sygdom i perioden fra graviditetens indtræden til barselsorlovens udløb. Det vil sige, at arbejdsgiveren dermed ikke har et gyldigt afskedigelsesgrundlag på grund af sygdom. ¬¬I denne sag var den direkte årsag til afskedigelsen, at klageren havde oppebåret løn under sygdom i mere end 120 dage inden for de sidste 12 måneder. Det er efterfølgende blevet klarlagt, at disse sygedage skyldtes at klageren var sygemeldt på grund af graviditetsbetinget sygdom, hvilket arbejdsgiveren ikke havde orienteret sig om inden afskedigelsen. ¬¬Det er ikke en betingelse for at blive tilkendt godtgørelse på grund af køn, at arbejdsgiveren på tidspunktet for afskedigelsen kendte til den afskedigede graviditet, når andre betingelser, der var afgørende for afskedigelsen rent faktisk udsprang af den afskedigedes graviditet. ¬¬Det afgørende er således en objektiv vurdering af, hvorvidt sygemeldingen skyldtes graviditetsbetinget sygdom og ikke en afgørelse af hvorvidt arbejdsgiveren subjektivt kendte til graviditeten. ¬¬EF-domstolen har i en sag, Drampaehl-sagen (C-180/95) taget stilling til spørgsmålet om arbejdsgiverens viden i forbindelse med ansættelse. Det fremgår af denne dom, at arbejdsgiverens skyld (culpa-momentet) ikke er afgørende for tilkendelse af godtgørelse som følge af overtrædelse af ligebehandlingsdirektivet (76/207/EØF). ¬¬Indklagede har ikke løftet bevisbyrden for, at afskedigelsen ikke fandt sted på grundlag af klagerens graviditet, jf. ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, hvorfor klageren skal tilkendes en godtgørelse. ¬¬Vi stemmer i overensstemmelse hermed, og vi stemmer endvidere for at fastsætte godtgørelsen som et rundt beløb svarende til 6 måneders løn. Godtgørelsen fastsættes herefter til 60.000 kr. ¬¬Et medlem (Niels Waage) udtaler: ¬¬Efter min opfattelse kan en afskedigelse kun skyldes den ansattes graviditet, hvis arbejdsgiveren har været bekendt med graviditeten på tidspunktet for afskedigelsen. Dette er efter min opfattelse et objektivt og ikke et subjektivt forhold og har således ikke noget med en culpa-bedømmelse at gøre. Allerede af den grund mener jeg ikke, at EF-domstolens afgørelse i Drampaehl-sagen har nogen relevans for nærværende sag. ¬¬Det er således efter min opfattelse et afgørende spørgsmål i denne sag, om indklagede kendte til klagerens graviditet på tidspunktet for opsigelsen. Herom har parterne afgivet modstridende oplysninger. En afklaring heraf forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget til ligestillingsloven, at det er forudsat, at en sådan bevisførelse ikke kan ske ved nævnet, men må ske ved domstolene. Sagen er herefter ikke egnet til behandling ved nævnet. ¬¬Jeg stemmer derfor for, at nævnet afviser at behandle sagen i medfør af ligestillingslovens § 20, stk. 1, hvoraf det fremgår, at nævnet afviser klager, der ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet. ¬¬¬Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, således at det ¬¬ bestemmes: ¬¬Indklagede skal inden 14 dage til klageren betale 60.000 kr. med procesrente fra sagens modtagelse i Ligestillingsnævnet den 18. marts 2002. ¬ <J.nr. E. 2.2.0034>

Versioner

1. 2002-09-26