Ligestillingsnævnets afgørelse
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9769@2002-09-26/da
Indhold
Ligestillingsnævnets afgørelse
J.nr. E. 2.3.0005 Graviditetsdirektivet fandtes ikke at være tilstrækkeligt implementeret i dansk ret, hvilket indebar en overtrædelse af ligestillingsloven (dissens for afvisning af klagen) Beskæftigelsesministeriet var af en faglig organisation indklaget for Ligestillingsnævnet, da klageren mente, at EUrådetsdirektiv 92/85/EØF (graviditetsdirektivet) ikke var tilstrækkeligt implementeret i dansk ret, idet det af ferielovens§ 25 fremgår, at optjening af feriepenge ikke kan skeunder barselsorlov, når den berettigede ikke har ret til fuld løn under barsel. Nævnets flertal gav klageren medhold og statuerede, at Beskæftigelsesministeriet dermed havde overtrådt lov om ligebehandling af mænd og kvinder. Et medlem fandt, at ansvaret for, at dansk lovgivning er ioverensstemmelse med EU-direktiver primært påhviler lovgivningsmagten,og at klagen derfor efter dette medlems opfattelse måtte forstås som en klage over indholdet af dansk lovgivning. Da Ligestillingsnævnet som et administrativt klageorgan ikke kan behandle klager over lovgivning, stemte dette medlem for afvisning af klagen.
Medlemmer: ¬Niels Waage (formand) ¬Ruth Nielsen ¬Pia Deleuran ¬¬¬ Sagsfremstilling Klager har i denne sag indklaget Beskæftigelsesministeriet for Ligestillingsnævnet. Det gøres gældende, at EU-rådets direktiv 92/85/EØF (graviditetsdirektivet) ikke er tilstrækkeligt implementeret i dansk ret, idet det af ferielovens § 25 fremgår, at optjening af feriepenge ikke kan ske under barselsorlov, når den berettigede ikke har ret til fuld løn under barsel. ¬¬Klageren har anført, at der ved den seneste revision af ferieloven ikke er taget tilstrækkeligt hensyn til graviditetsdirektivets bestemmelser om, at der skal sikres arbejdstagere en indtægt under orlov, der mindst svarer til den, de ville få under sygeorlov, evt. fastsat i henhold til den nationale lovgivning. Klageren har til støtte herfor henvist til en afgørelse fra EF domstolen (C 411/96, Boyle sagen.) ¬¬ Sagens behandling ved Ligestillingsnævnet ¬I overensstemmelse med nævnets forretningsorden sendte Ligestillingsnævnet ved skrivelse af 31. januar 2002 genpart af klagen til indklagede Beskæftigelsesministeriet og anmodede ministeriet om at svare på klagen inden den 15. februar 2002. ¬¬Ved skrivelse af 6. marts 2002 svarede ministeriet bl. a., at henvendelsen havde givet anledning til at overveje feriereglerne under barsel, og at ministeriet var bekendt med EF-domstolens afgørelse i Boyle sagen. ¬¬Da nævnet på et møde den 9. maj 2002 fandt, at ministeriet ikke hermed havde taget stilling til, om klageren burde have medhold i klagen, anmodede man ved skrivelse af 16. maj 2002 ministeriet om en udtalelse om, hvorvidt graviditetsdirektivet efter ministeriets opfattelse var korrekt implementeret på det af klageren nævnte punkt, og om en implementering krævede lovændring , eller om det ville være muligt at implementere direktivet gennem en bekendtgørelse (f. eks. med hjemmel i arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 h, stk., 2) eller et cirkulære. Nævnet anmodede om, at ministeriets svar måtte være nævnet i hænde inden den 3. juni 2002. ¬¬En medarbejder i ministeriet meddelte den 31. maj 3002 nævnet, at ministeriet ikke ville være i stand til at svare på den fornyede henvendelse inden den fastsatte frist den 3. juni 2002. ¬Den 5. juli 2002 anmodede nævnet atter ministeriet om et fyldestgørende svar på høringsskrivelsen og anmodede om svar inden 15. august 2002. ¬¬Beskæftigelsesministeriet havde imidlertid endnu ikke svaret på nævnets gentagne rykkere den 26. september 2002. ¬¬Nævnet besluttede herefter på sit møde den 26. september 2002 at afgøre sagen på det foreliggende grundlag. ¬¬ Ligestillingsnævnets bemærkninger og konklusion ¬Ifølge Ligestillingslovens § 19 kan Ligestillingsnævnet behandle sager om forskelsbehandling på grund af køn efter ligestillingslovens § 2 samt efter bl.a. lov om ligebehandling af mænd og kvinder. ¬¬ To medlemmer (Pia Deleuran og Ruth Nielsen) ¬Vi finder, at det fremgår af graviditetsdirektivet samt af lov om ligebehandling af mænd og kvinder, at kvinder ikke på grund af graviditet må stilles ringere end mænd. Det fremgår endvidere af graviditetsdirektivets artikel 11, nr. 3, at kvindelige arbejdstagere under den barselsorlov, der er omtalt i artikel 8, skal have en indtægt mindst svarende til den ydelse, der er fastsat i nationale lovgivning om sociale sikring i tilfælde af sygeorlov. Dette er ikke sikret i dansk ret for så vidt angår arbejdstagere, der ikke har krav på løn under barsel, og som ikke er arbejdsløshedsforsikrede. ¬¬Vi finder, at Beskæftigelsesministeriet har overtrådt ligestillingslovens § 2, ved ikke at sikre graviditetsdirektivets artikel 11, nr. 3 korrekt implementering f.eks. gennem udstedelse af en bekendtgørelse. ¬¬Det følger af EF-domstolens praksis, f.eks. i Francovich sagen (C-6/90), at borgere, der lider tab som følge af utilstrækkelig gennemførelse af et direktiv kan kræve erstatning af medlemsstaten. ¬¬Vi stemmer derfor for, at nævnet fastslår, at den ufuldstændige implementering af graviditetsdirektivet indebærer en overtrædelse af ligestillingsloven. ¬¬ Et medlem (Niels Waage) udtaler: ¬Der klages over, at graviditetsdirektivet ikke er implementeret i dansk ret. Jeg tør ikke afvise, at der muligvis - som af flertallet antaget - kan ske implementering af direktivet gennem en bekendtgørelse udstedt af indklagede Beskæftigelsesministeriet ved udnyttelse af en allerede eksisterende lovhjemmel. Ansvaret for, at dansk lovgivning er i overensstemmelse med EU-direktiver påhviler imidlertid primært lovgivningsmagten. Både som klagen er formuleret, og med hensyn til klagens reelle indhold må klagen efter min opfattelse forstås som en klage over indholdet af dansk lovgivning. Som det flere gange er fastslået af Ligestillingsnævnet, kan dette som et administrativt klageorgan ikke behandle klager over lovgivning. Jeg stemmer derfor for, at klagen afvises, idet nævnet ikke er kompetent til at behandle den. Jeg finder samtidig, at nævnet i overensstemmelse med sin faste praksis bør gøre ressortministeren (Beskæftigelsesministeren) og ministeren for Ligestilling bekendt med sagen med henblik på, at der evt. kan tages initiativ til en lovændring. ¬¬¬Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, således at det ¬¬ bestemmes: ¬¬Den ufuldstændige implementering af graviditetsdirektivet indebærer en overtrædelse af ligestillingsloven. ¬¬<J.nr. E. 2.3.0005>