Ligestillingsnævnets afgørelse
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9770@2002-09-26/da
Indhold
Ligestillingsnævnets afgørelse
J.nr. E. 2.4.0018 Fortolkning af § 2 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 54 af 27. januar 1998 i strid med ligestillingslovens § 2 (dissens). Klagen var indgivet af en faglig organisation. Nævnets flertal statuerede, at en fortolkning af § 2 i bekendtgørelse nr. 54 af 27. januar 1998, hvorefter der indgår børnepasningsorlovsydelse i beregningsgrundlaget som ligestillet med arbejdsindtægt, ikke er i overensstemmelse med ligestillingslovens § 2, hvorefter kvinder og mænd skal behandles lige. Et medlem fandt, at ordlyden af § 2 i bekendtgørelsen ikke giver mulighed for, at revalidendens hidtidige arbejdsindtægt delvis beregnes på grundlag af en arbejdsindtægt, der ikke faktisk er optjent. Ligestillingsloven tilsigter efter lovens forarbejder ikke at ændre anden lovgivning, og dette må efter dette medlems opfattelse også gælde administrative bestemmelser, der er udstedt med hjemmel i lov. Dette medlem fandt herefter ikke grundlag for at statuere, at bekendtgørelsen skulle være ændret ved ligestillingsloven og stemte derfor for, at klagen ikke blev taget til følge.
Medlemmer: ¬Niels Waage (formand) ¬Ruth Nielsen ¬Pia Deleuran ¬¬¬ Indledning Klagen vedrører beregningen af revalideringsydelse i henhold til § 2 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 54 af 27. januar 1998. §§ 1 og 2 i bekendtgørelsen er sålydende: ¬¬§ 1. Den hidtidige arbejdsindtægt, der ligger til grund for nedsættelsen af revalideringsydelsen efter § 59, stk. 1, er den årsløn, der er fastsat ved beregningen af den løbende udbetaling af erstatningen m.v. Er der tale om en årsløn fastsat efter § 41 i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, finder det i § 41, stk. 3, nævnte maksimum ikke anvendelse. ¬¬§ 2. Hvis der ikke er fastsat en årsløn, beregner kommunen hidtidig arbejdsindtægt som et gennemsnit af revalidendens samlede arbejdsindtægt ifølge de seneste 3 årsopgørelser før skadens indtræden. Indtægten opreguleres til aktuelt niveau i overensstemmelse med principperne i § 42 i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade. ¬¬Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i medfør af stk. 2 i § 59, stk. 2, i lov nr. 455 af 10. juni 1997 om aktiv socialpolitik, som er sålydende: ¬¬§ 59. Kommunen nedsætter revalideringsydelsen med indtægter fra løbende udbetalinger fra forsikringer og pensionsordninger, herunder løbende udbetaling af erhvervsevnetabserstatning efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade. Disse indtægter trækkes dog kun fra i det omfang, de sammenlagt med revalideringsydelsen overstiger revalidendens hidtidige arbejdsindtægter. ¬Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om, hvorledes hidtidige arbejdsindtægter opgøres og reguleres m.v. ¬ Sagsfremstilling ¬Den konkrete anledning til klagen er, at [en] [k]ommune ved beregning af revalideringsydelse for et medlem af klageren har inddraget børnepasningsorlovsydelse i det beregningsgrundlag, der danner grundlag for fastsættelsen af revalideringsbeløbets størrelse, jf. bekendtgørelsens § 2. Da medlemmet i to af de i bekendtgørelsen omhandlede 3 år var på børnepasningsorlov, var hendes gennemsnitlige årsindtægt relativt lav (122.190 kr.) mens årslønnen i det sidste år, hun havde normal årsindkomst var på 171.879 kr. ¬¬Ligestillingsnævnet har opfattet klagen således, at den omhandler det forhold, at udtrykket i bekendtgørelsens § 2 "gennemsnit af revalidendens samlede arbejdsindtægt ifølge de seneste 3 årsopgørelser før skadens indtræden" fører til, at en person, der i 3 årsperiode har børnepasningsorlov - og dermed en lavere indkomst end personens normale arbejdsindkomst - vil modtage en lavere revalideringsydelse end en person, der har haft sædvanlig arbejdsindkomst, hvilket indebærer en overtrædelse af § 2 i lov om ligestilling af kvinder og mænd § 2. ¬¬Medlemmet har på grund af fristoverskridelse af klagefristen ikke fået prøvet sagens realitet i Det Sociale nævn. ¬¬Indklagede har oplyst, at Den Sociale ankestyrelse ikke har behandlet sager om fastsættelse af arbejdsindtægter efter bekendtgørelsen om hvorledes hidtidige arbejdsindtægter opgøres og reguleres mv., og at ankestyrelsen formentlig ville have optaget sagen, hvis den var blevet indbragt, idet der ikke er praksis på området. ¬¬ Parternes argumenter ¬ Klageren har anført, at en beregning, hvor orlovsydelsen indgår er, er indirekte kønsdiskriminerende, da 93 % af alle på børnepasningsorlov er kvinder. Klageren henviser til EU direktiv 79/07 om ligebehandling ved social sikring, som forbyder forskelsbehandling såvel direkte som indirekte (jf. artikel 4 i direktivet). Direktivet omfatter den erhvervsaktive befolkning og forbyder forskelsbehandling, såvel direkte som indirekte. De sociale ydelser, som direktivet finder anvendelse for, er lovbestemte ordninger og bestemmelser om social bistand jf. artikel 3 i direktivet. Ydelsen efter aktivloven er således omfattet af EU-direktivet. ¬¬Klageren har endvidere anført, at en orlovsydelse ikke kan sidestilles med en arbejdsindtægt/lønindtægt, da det er en social ydelse, der giver forældre mulighed for at være sammen med deres børn. Der er ikke tale om et ansættelsesforhold eller en ydelse, som træder i stedet for en arbejdsindtægt som f.eks. sygedagpenge. ¬¬ Indklagede Beskæftigelsesministeriet, der efter regeringsskiftet i 2001 har overtaget det omhandlede område fra Socialministeriet, har anført, at man ikke finder, at en opgørelse, hvori indgår ydelser i forbindelse med børnepasningsorlov, kan betragtes som diskrimination, da både mænd og kvinder har mulighed for orlov. Det forhold, at der er flere kvinder end mænd, der tager orlov kan efter indklagedes opfattelse ikke bevirke at ordningen er diskriminerende. ¬¬Indklagede har oplyst, at man vil overveje en ændring af bekendtgørelsen bl.a. således, at der skabes større klarhed over, hvorledes hidtidige arbejdsindtægter opgøres. ¬¬ Nævnets bemærkninger og konklusion ¬Efter ligestillingslovens § 19 kan nævnet behandle sager efter ligestillingslovens § 2, samt efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov. ¬¬ To medlemmer (Pia Deleuran og Ruth Nielsen) udtaler: ¬Da det helt overvejende er kvinder, der tager børnepasningsorlov vil en opgørelsesmåde, hvorefter ydelser for børnepasningsorlov indgår som indtægtsgrundlag i beregningen af revalideringsydelsen under aktivering være udtryk for indirekte diskrimination. Vi finder derfor ikke, at en fortolkning af bekendtgørelsens § 2, hvorefter der indgår børnepasningsorlovsydelse i beregningsgrundlaget i stedet for arbejdsindtægt, er i overensstemmelse med ligestillingslovens § 2, hvorefter kvinder og mænd skal behandles lige. ¬¬Herefter stemmer vi for, at nævnet statuerer, at en fortolkning af § 2 bekendtgørelsen nr. 54 af 27. januar 1998, hvorefter der indgår børnepasningsorlovsydelse i beregningsgrundlaget som ligestillet med arbejdsindtægt, ikke er i overensstemmelse med ligestillingslovens § 2, hvorefter kvinder og mænd skal behandles lige. ¬¬ Et medlem (Niels Waage) udtaler: ¬Efter bekendtgørelsens § 2 skal kommunen beregne hidtidig arbejdsindtægt som et gennemsnit af revalidendens samlede arbejdsindtægt ifølge de seneste 3 årsopgørelser før skadens indtræden. Denne ordlyd giver ikke mulighed for, at revalidendens hidtidige arbejdsindtægt delvis beregnes på grundlag af en arbejdsindtægt, der ikke faktisk er optjent, (men som ville have været optjent, hvis den pågældende ikke havde haft børnepasningsorlov). Der kan derfor ikke gives klageren medhold i klagen, med mindre det kan antages, at bekendtgørelsen er ændret ved ligestillingslovens § 2. ¬¬Det fremgår af bemærkningerne til forslaget til ligestillingsloven (til § 2, sidste afsnit), at lovforslaget ikke tilsigter at ændre anden lovgivning. Ligestillingsloven har derfor ikke ændret lov nr. 455 af 10. juni 1997 om aktiv socialpolitik. Det samme må efter min opfattelse gælde administrative bestemmelser, der er udstedt med hjemmel i loven. ¬¬Jeg finder derfor ikke grundlag for at statuere, at bekendtgørelsen er ændret ved ligestillingsloven. Jeg finder samtidig, at nævnet i overensstemmelse med sin faste praksis bør gøre ressortministeren (Beskæftigelsesministeren) og ministeren for Ligestilling bekendt med sagen med henblik på, at der evt. kan tages initiativ til en ændring af loven om aktiv socialpolitik eller den påklagede bekendtgørelse. ¬¬Som følge af det anførte stemmer jeg for, at klagen ikke tages til følge. ¬¬Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet således, at det ¬¬ bestemmes: ¬¬En fortolkning af § 2 bekendtgørelsen nr. 54 af 27. januar 1998, hvorefter der indgår børnepasningsorlovsydelse i beregningsgrundlaget som ligestillet med arbejdsindtægt, er ikke i overensstemmelse med ligestillingslovens § 2, hvorefter kvinder og mænd skal behandles lige. ¬ <J.nr. E. 2.4.0018>