Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9776@2002-12-09/da

Indhold

1. Indledning

Ligestillingsnævnets afgørelse

J.nr. E. 2.4.0012 Fortolkning af aktivlovens § 60 i strid med ligestillingslovens § 2 (dissens for afvisning på grund af manglende klageberettigelse) Klagen var indgivet af faglig organisation på vegne af et kvindeligt medlem. Nævnets flertal fandt, at en administrativ praksis, der fortolker aktivlovens § 60 således, at personer, der udnytter retten til at holde barsels- og/eller børnepasningsorlov, stilles mindre gunstigt i relation til opgørelse af en revalidends tilknytning til arbejdsmarkedet end andre, er i strid med ligestillingslovens § 2, da langt hovedparten af personer på orlov er kvinder. Et medlem fandt, at Ligestillingsnævnet ikke kunne behandle klagen, idet klageren efter dette medlems opfattelse ikke havde været klageberettiget. Dette medlem stemte derfor for at afvise klagen.

Medlemmer: ¬Niels Waage (formand) ¬Ruth Nielsen ¬Pia Deleuran ¬¬¬ Indledning ¬Klageren (en lokalafdeling af en faglig organisation) rettede den 15. februar 2001 henvendelse til bl.a. ligestillingsministeren vedr. en sag, der verserede ved Statsamtet Vejle (Det sociale nævn) om opnåelse af løntilskud efter aktivlovens § 60, der er sålydende: ¬¬§ 60 Revalidender kan få tilbud om at blive optrænet eller uddannet hos private eller offentlige arbejdsgivere med løn efter § 61, hvis der foreligger særlige forhold, som begrunder virksomhedsrevalidering med løntilskud. Det er en betingelse, at revalidenden er over den sædvanlige uddannelsesalder tidligere har haft tilknytning til arbejdsmarkedet eller har pligt til at forsørge ægtefælle eller børn. ¬Klageren anførte i henvendelsen, at klageren fandt, at en afgørelse truffet den 21. september 2000 af Den sociale ankestyrelse refereret i Sociale Meddelelser (SM A-34-00) var kønsdiskriminerende over for kvinder i den fødedygtige alder. ¬¬Denne sag vedrørte et afslag på forhøjelse af en ansøgers ydelse op til sædvanlig lærlingeløn med den begrundelse, at ansøgeren igennem en 10-årig periode alene havde haft tilknytning til arbejdsmarkedet i 2 år og 8 måneder. Heraf havde ansøger i en del af perioden været på barsels- og børnepasningsorlov. Den sociale Ankestyrelse fandt på denne baggrund, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen i § 60, stk. 2, nr. 2 om tidligere tilknytning til arbejdsmarkedet, hvorfor hun ikke kunne oppebære overenskomstmæssig løn under revalideringen. ¬¬Klagerens henvendelse blev videregivet til Ligestillingsnævnets sekretær, der den 1. marts 2001 aftalte med klageren, at klageren ville henvende sig igen, når den verserende sag var endeligt afgjort i det administrative klagesystem. ¬¬Sagen blev afgjort af statsamtet (Det sociale nævn) den 20. juni 2001. ¬¬Klageren indgav herefter på ny klage til Ligestillingsnævnet i sagen ved e-mail den 10. december 2001. Klageren vedlagde fuldmagt til klageren til at indgive klagen fra det medlem, der havde været part i den sag, der blev afgjort af statsamtet. ¬¬Det fremgår hverken af selve afgørelsen truffet af Statsamtet Vejle eller af den til afgørelsen knyttede sagsfremstilling, at klagerens medlem skulle have haft barsels- eller børnepasningsorlov i tiden forud for nægtelsen af løntilskud efter aktivlovens § 60. ¬¬Ligestillingsnævnet opfatter derfor klagen således, at den ikke vedrører resultatet af den Statsamtet Vejles afgørelse af 20. juni 2001, men at der klages over den administrative praksis, der er udmeldt i den Sociale Ankestyrelses afgørelse SM-A-34-00 vedrørende fortolkningen af aktivlovens § 60, idet det gøres gældende, at denne praksis er i strid med ligestillingslovens § 2, hvorefter enhver myndighed skal behandle kvinder og mænd lige inden for offentlig forvaltning. ¬¬I en udtalelse om sagen har den Sociale Ankestyrelse anført bl.a. følgende: ¬¬"[Klageren] har bl.a. gjort gældende, at afgørelsen, der er udsendt som SM A-34-00, diskriminerer kvinder, idet perioder med barsel- og børnepasningsorlov ikke betragtes som "døde perioder" i forbindelse med opgørelsen af hidtidig tilknytning til arbejdsmarkedet. ¬¬Ankestyrelsen kan oplyse, at den nævnte SM'er ikke siger noget om, hvorvidt disse perioder skal medtages ved vurdering af, om der kan ydes løntilskud efter reglerne i aktivlovens §§ 60-62. ¬. . . ¬Ankestyrelsen kan endvidere oplyse, at styrelsen ved afgørelsen af den sag, der er udsendt som SM A-34-00, har taget udgangspunkt i, at revalidering som hovedregel sker med revalideringsydelse, medmindre der foreligger særlige forhold, der kan begrunde virksomhedsrevalidering med løntilskud, jf. aktivlovens § 60, 1. pkt. ¬¬Ankestyrelsen fandt ikke, at der i sagen forelå særlige forhold, som gav grundlag for at henføre pågældende revalidend under bestemmelsen i aktivlovens § 60. Det bemærkes, at ansøger - hvis hun havde fået bevilget revalidering med løntilskud efter aktivlovens § 60 - under revalideringen ville have modtaget en løn, der oversteg hidtidig indtægt, jf. at revalidering som nævnt som hovedregel sker med revalideringsydelse. ¬¬Ankestyrelsen har ikke haft nogen sag til behandling med henblik på nærmere belysning af, hvad der ligger i "særlige forhold". Det er umiddelbart Ankestyrelsens opfattelse, at det ikke kan udelukkes, at afholdelse af barsels- og børnepasningsorlov kan indgå i vurderingen af, om der foreligger særlige forhold som kan begrunde, at hovedreglen om, at revalidering skal foregå med revalideringsydelse fraviges, og der i stedet for bevilges løntilskud, jf. bemærkningerne til aktivlovens § 60." ¬¬ Parternes argumenter ¬ Klageren har anført, at den praksis, som Social Meddelelse SM A-34-00 er udtryk for, er i strid med ligestillingsloven, idet fortolkningen er diskriminerende bl.a. overfor kvinder i den fødedygtige alder, fordi perioder med barsel- og børnepasningsorlov ikke betragtes som "døde perioder" ved opgørelsen af revalidendens tilknytning til arbejdsmarkedet, jf. aktivlovens § 60, nr. 2. ¬¬Klageren mener, at Den sociale ankestyrelse igennem sin praksis reelt har "lovgivet", hvilket klageren ikke finder tilkommer ankestyrelsen. ¬¬ Indklagede har anført, at det forhold, at flere mænd end kvinder tager orlov, kan give anledning til at overveje om Ankestyrelsens administration af bestemmelsen er indirekte diskriminerende. Indklagede finder, at sådanne vurderinger ændrer sig over tid. Indklagede vil i samarbejde med den Sociale Ankestyrelse overveje, om der er grundlag for en ændring af § 60 eller en ændring af praksis således, at der skabes større klarhed over, hvorledes hidtidig tilknytning til arbejdsmarkedet opgøres også i lyset af reglerne om barsels- og børnepasningsorlov. ¬¬ Ligestillingsnævnets bemærkninger og konklusion: ¬ To medlemmer af nævnet (Pia Deleuran og Ruth Nielsen) udtaler: ¬Vi finder, at det er i strid med ligestillingslovens § 2, hvorefter kvinder og mænd skal behandles lige, hvis en administrativ praksis fortolker aktivlovens § 60 således, at personer, der udnytter retten til at holde barsels- og/eller børnepasningsorlov, stilles mindre gunstigt i relation til opgørelse af en revalidends tilknytning til arbejdsmarkedet end andre. Vi opfatter indklagedes svar som en erkendelse af, at praksis i Den Sociale Ankestyrelse kan indebære indirekte kønsdiskrimination. ¬¬Herefter stemmer vi for, at nævnet statuerer, at en administrativ praksis, der fortolker aktivlovens § 60 således, at personer, der udnytter retten til at holde barsels- og/eller børnepasningsorlov, stilles mindre gunstigt i relation til opgørelse af en revalidends tilknytning til arbejdsmarkedet end andre, er i strid med ligestillingslovens § 2, da langt hovedparten af personer på orlov er kvinder. Dermed bliver en sådan praksis indirekte kønsdiskriminerende. ¬¬ Et medlem (Niels Waage) udtaler: ¬Jeg finder, at Ligestillingsnævnet ikke kan behandle denne klage. ¬¬Jeg bygger dette på, Ligestillingsnævnet er et administrativt klagenævn og ikke som det tidligere Ligestillingsråd et organ, som enhver kunne henvende sig til for at få vejledende udtalelser i ligestillingsspørgsmål. Som et administrativt klagenævn er Ligestillingsnævnet en del af den offentlige forvaltning og f. eks. underlagt reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven. Nævnets virksomhed er endvidere underlagt de generelle forvaltningsretlige principper, herunder uskrevne regler om klageberettigelse. Disse indeholder bl.a. den hovedgrundsætning, at kun personer eller sammenslutninger, der har en individuel, væsentlig interesse i den pågældende afgørelse, er klageberettigede. Klagerens medlem, som var part i den sag, der blev afgjort af Statsamtet Vejle, var således utvivlsomt berettiget til at påklage Statsamtet Vejles afgørelse. Dette gjaldt også klageren i kraft af fuldmagten fra medlemmet. ¬¬Imidlertid opfatter Ligestillingsnævnet som ovenfor nævnt klagen således, at den ikke vedrører Statsamtet Vejles afgørelse, men den administrative praksis, der er udmeldt i den Sociale Ankestyrelses afgørelse SM-A-34-00. ¬¬Der er intet oplyst om, at klageren skulle have været part i - eller have repræsenteret en part i - sagen refereret i SM-A-34-00, og klageren ses således ikke at have haft nogen individuel interesse i at påklage afgørelsen i denne sag til Ligestillingsnævnet. Klageren har heller ikke den fornødne individuelle interesse i at klage over en administrativ praksis, der er anvendt eller udmeldt i den nævnte afgørelse. ¬¬Jeg stemmer derfor for, at klagen afvises på grund af klagerens manglende klageberettigelse. ¬¬Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, således at det ¬¬ bestemmes: ¬¬En administrativ praksis, der fortolker aktivlovens § 60 således, at personer, der udnytter retten til at holde barsels- og/eller børnepasningsorlov, stilles mindre gunstigt i relation til opgørelse af en revalidends tilknytning til arbejdsmarkedet end andre, er i strid med ligestillingslovens § 2. ¬ <J.nr. E. 2.4.0012>

Versioner

1. 2002-12-09