Konkrete afgørelser vedr. § 7 fra ÅB 2002 II
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9779@2002-01-30/da
Indhold
Konkrete afgørelser vedr. § 7 fra ÅB 2002 II
Resumé Fra ÅB 2002: Det er under alle omstændigheder en betingelse for nævnets udbetaling af erstatning og godtgørelse, at der foreligger en overtrædelse af straffeloven. Offererstatningslovens § 7, stk. 1, medfører, at erstatning alligevel ikke kan udbetales fra nævnet, hvis skaden dækkes fra anden side, f.eks. i form af sociale ydelser, løn under sygdom, forsikringer m.m. For skader, der indtræder den 1. januar 2002 og senere, jf. lov nr. 463 af 7. juni 2001 om ændring af erstatningsansvarsloven og offererstatningsloven m.v. (betænkning nr. 1383/2000), gælder som også anført ovenfor under pkt. 1 herefter om fradrag i erstatning den nu således affattede bestemmelse i offererstatningslovens § 7, stk. 1: ”Erstatning ydes ikke i det omfang, skaden godtgøres af skadevolderen eller dækkes af forsikringsydelser eller andre ydelser, der har karakter af virkelig skadeserstatning.” Efter den hidtidige affattelse af § 7, stk. 1, var erstatningen fra staten subsidiær i forhold til al anden kompensation, som den skadelidte eller de efterladte måtte opnå i anledning af skaden, herunder sociale ydelser og pensions- og forsikringsydelser af enhver art. Formålet med den nu indførte ændring er at fastslå, at sådan kompensation ikke skal fradrages i erstatningen i videre omfang, end hvad der følger af erstatningsansvarsloven. Det kan i denne forbindelse bemærkes, at der samtidig er sket en konsekvensændring af offererstatningslovens § 18, stk. 2, om, i hvilket omfang der kan kræves tilbagebetaling af erstatning udbetalt af nævnet. Nævnet har i sin sagsbehandling undertiden fundet grundlag for at udsætte behandlingen af krav om erstatning for tab af erhvervsevne og godtgørelse for varigt mén, fordi nævnet har fundet det rettest at afvente en afklaring af skadelidtes erhvervs- og pensionsmæssige forhold, jf. herved offererstatningslovens § 7, stk. 1.
(N.j.nr. 1955/2000) Ansøgeren, der ved en voldsforbrydelse havde mistet sin mand, fremsatte over for nævnet et krav på 414.000 kr. for erstatning for tab af forsørger, jf. erstatningsansvarslovens § 13. Nævnet fratrak imidlertid heri et beløb på knap 275.000 kr., som ansøgeren havde modtaget fra sin afdøde mands gruppelivsforsikring og ulykkesforsikring. Nævnet henviste til, at nævnet i henhold til offererstatningslovens § 7, stk. 1, ikke kan betale erstatning, hvis skaden dækkes fra anden side, f.eks. gennem forsikringsydelser. Ansøgeren protesterede imod det skete fradrag og anførte bl.a., at modregningen efter § 7, stk. 1, kun kan ske i ydelser i den erstatnings- eller godtgørelsespost, de vedrører. Efter ansøgerens opfattelse vedrørte den udbetalte dødsfaldssum ikke tab af forsørger og kunne derfor ikke fratrækkes i forsørgertabserstatning. Nævnet besluttede at genoptage sagen. Det fremgik af sagen, at der ikke var udstedt policer, idet afdødes ulykkes- og gruppelivsforsikringer var tegnet kollektivt. Forsikringsselskabet havde over for nævnet oplyst, at de udbetalte beløb var engangsbeløb, der blev udbetalt ved dødsfaldet, og som ikke dækkede noget specielt, altså heller ikke nogen konkret post. Nævnet fastholdt den trufne afgørelse, idet nævnet fandt, at reglen om fradrag post for post ikke var til hinder for, at de udbetalte forsikringsydelser, som ansøgeren havde modtaget som følge af dødsfaldet, blev fradraget i eventuel forsørgertabserstatning efter offererstatningsloven, jf. erstatningsansvarsloven. Nævnet henviste i den forbindelse til betænkning 751/1975 om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, herunder særligt til side 35–36, der omhandler tab af forsørger og spørgsmålet om erstatningens fastsættelse, når der er tegnet private livs-, ulykkes- og sygeforsikringer, som er tegnet til fordel for skadelidte, og som kommer til udbetaling som følge af skaden. Det fremgår heraf, at ”baggrunden for erstatningsordningen især er, at ofre for forbrydelser ofte indtager en ugunstig position i erstatningsmæssig henseende sammenlignet med andre skadelidte. Denne betingelse er ikke opfyldt, hvis skadelidtes tab er dækket gennem forsikring, og det vil virke mindre rimeligt, om en skadelidt, der allerede har modtaget fuld erstatning, skulle modtage yderligere fra det offentlige.” Københavns Overpræsidium meddelte efterfølgende ansøgeren afslag på ansøgning om fri proces til en retssag mod nævnet, idet man skønnede, at ansøgeren ikke havde udsigt til at vinde sagen.