Konkrete afgørelser vedr. § 7 fra ÅB 2002 V
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9782@2002-01-01/da
Indhold
Konkrete afgørelser vedr. § 7 fra ÅB 2002 V
Resumé Fra ÅB 2002: Det er under alle omstændigheder en betingelse for nævnets udbetaling af erstatning og godtgørelse, at der foreligger en overtrædelse af straffeloven. Offererstatningslovens § 7, stk. 1, medfører, at erstatning alligevel ikke kan udbetales fra nævnet, hvis skaden dækkes fra anden side, f.eks. i form af sociale ydelser, løn under sygdom, forsikringer m.m. For skader, der indtræder den 1. januar 2002 og senere, jf. lov nr. 463 af 7. juni 2001 om ændring af erstatningsansvarsloven og offererstatningsloven m.v. (betænkning nr. 1383/2000), gælder – som også anført ovenfor under pkt. 1 – herefter om fradrag i erstatning den nu således affattede bestemmelse i offererstatningslovens § 7, stk. 1: ”Erstatning ydes ikke i det omfang, skaden godtgøres af skadevolderen eller dækkes af forsikringsydelser eller andre ydelser, der har karakter af virkelig skadeserstatning.” Efter den hidtidige affattelse af § 7, stk. 1, var erstatningen fra staten subsidiær i forhold til al anden kompensation, som den skadelidte eller de efterladte måtte opnå i anledning af skaden, herunder sociale ydelser og pensions- og forsikringsydelser af enhver art. Formålet med den nu indførte ændring er at fastslå, at sådan kompensation ikke skal fradrages i erstatningen i videre omfang, end hvad der følger af erstatningsansvarsloven. Det kan i denne forbindelse bemærkes, at der samtidig er sket en konsekvensændring af offererstatningslovens § 18, stk. 2, om, i hvilket omfang der kan kræves tilbagebetaling af erstatning udbetalt af nævnet. Nævnet har i sin sagsbehandling undertiden fundet grundlag for at udsætte behandlingen af krav om erstatning for tab af erhvervsevne og godtgørelse for varigt mén, fordi nævnet har fundet det rettest at afvente en afklaring af skadelidtes erhvervs- og pensionsmæssige forhold, jf. herved offererstatningslovens § 7, stk. 1.
Sagen, (N.j.nr. 2164/1996), vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt nævnet havde været berettiget til at fratrække den kapitaliserede værdi af invaliditetsbeløb – en del af skadelidtes højeste førtidspension – i méngodtgørelsen. Skadelidte var i april 1996 på sit hotelværelse i København udsat for røveri og havde herunder fået kastet salmiakspiritus i øjnene. Arbejdsskadestyrelsen havde vurderet méngraden til 100 % under hensyn til, at skadelidtes syn på venstre øje var næsten ophævet, og at synet på højre øje var ophævet med bevaret lyssans. Erhvervsevnetabet var samtidig vurderet ligeledes til 100 %. På skadestidspunktet modtog skadelidte bistandshjælp/kontanthjælp. Skadelidte blev tilkendt højeste førtidspension. Méngodtgørelsen blev opgjort til 302.000 kr. Nævnet fratrak heri den kapitaliserede værdi af førtidspensionens invaliditetsbeløb, beregnet til 133.488 kr., jf. offererstatningslovens § 7, stk. 1. Skadelidte anlagde retssag mod nævnet med påstand om udbetaling af det fratrukne beløb på 133.488 kr., idet han gjorde gældende, at nævnet ikke lovmedholdeligt efter offererstatningslovens § 7, stk. 1, kunne fratrække invaliditetsbeløbet i méngodtgørelsen. Skadelidte var enig i, at der for så vidt kunne ske modregning, forstået som ”post for post – krone for krone-princippet”, jf. herved højesteretsdommen, refereret i UfR 1997, side 1147, men gjorde gældende, at socialpensionslovens invaliditetsbeløb og erstatningsansvarslovens méngodtgørelse adskilte sig navnlig på følgende punkter: dels hvilke faktiske omstændigheder der udløser kravet på de 2 ydelser, dels på hvorledes de 2 ydelser udmåles og endelig på, hvad de har til hensigt at dække. Nævnet blev ved byrettens dom frifundet, hvilket blev stadfæstet af landsretten. Det blev ved den frifindende dom efter ordlyden og forarbejderne til såvel lov om social pension og erstatningsansvarsloven lagt til grund, at invaliditetsbeløbet ikke har sammenhæng med manglende erhvervsindtægt, men alene ”tilkendelsesmæssigt” er knyttet til erhvervsnedsættelsen. Det blev endvidere lagt til grund, at invaliditetsbeløbet og méngodtgørelsen er så ens ydelser, at der af nævnet ”i overensstemmelse med dennes nugældende praksis kan ske modregning i medfør af offererstatningslovens § 7, stk. 1.” Skadelidte fik efterfølgende ikke Procesbevillingsnævnets tilladelse til at anke til Højesteret. Sagen må nu siges alene at have retshistorisk interesse som følge af ændringen af offererstatningslovens § 7, stk. 1. Lovændringen – lov nr. 463 af 7. juni 2001- indebærer nemlig, at der ved skader, der indtræder den 1. januar 2002 og senere, ikke længere skal foretages fradrag for udbetalte ydelser efter den sociale lovgivning i erstatning m.v. udbetalt efter offererstatningsloven