Konkrete afgørelser vedr. § 1, stk. 2 I
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9786@2002-08-14/da
Indhold
Konkrete afgørelser vedr. § 1, stk. 2 I
Resumé Fra ÅB 2002: Erstatning for tingsskade forudsætter normalt en samtidig personskade. I offererstatningslovens § 1, stk. 2, er der givet skadelidte mulighed for - som tillægserstatning - at få erstatning for skade på tøj og andre personlige ejendele, herunder mindre kontantbeløb, som skadelidte havde på sig, da personskaden skete. Bestemmelsen i offererstatningslovens § 3 indeholder hjemmel til at betale erstatning ud over de i § 1, stk. 2, nævnte bagatelskader, såfremt skadevolderen tilhører nogle særlige persongrupper, som det offentlige menes at have et specielt ansvar for. § 3, stk. 1, omtaler bl.a. personer, der er tvangsanbragt på institution under Kriminalforsorgen. Anvendelsen af bestemmelsen forudsætter, at skadelidte har godtgjort eller sandsynliggjort med den fornødne sikkerhed, at gerningsmanden er en person omfattet af de nævnte persongrupper. Fra ÅB 2006: Erstatningen i henhold til offererstatningslovens § 1, stk. 2, og § 3 omfatter kun egentlig tingsskade. Formueskade opstået ved for eksempelvis bedrageri, underslæb, afpresning eller lignende forbrydelser kan derimod ikke erstattes i medfør af offererstatningsloven.
Nævnet havde i 2002 lejlighed til - antagelig for første gang - i sagen, (N. j. nr.137/2002) at tage stilling til, om der kunne betales erstatning for ”afhentningsudgifter” i forbindelse med børnebortførelse. Faderen var i marts 2001 rejst ud af Danmark til Iran sammen med fællesbarnet til trods for, at moderen ved separationsbevillingen i Danmark havde fået tilkendt forældremyndigheden alene over barnet. I maj 2001 var moderen rejst til Iran, hvor hun boede sammen med barnet og dets fader, indtil det i juni 2001 lykkedes hende at få barnet med sig hjem til Danmark. Der blev efterfølgende rejst straffesag i Danmark mod faderen for overtrædelse af straffelovens § 215, stk. 1, jf. § 261, ved at have unddraget fællesbarnet moderens forældremyndighed. Moderen rejste herunder krav om erstatning på ca. 9.000 kr., der i det væsentlige udgjorde udgifter til transporten Danmark – Iran t/r og til fortæring undervejs. Faderen blev idømt fængsel i 3 måneder, der blev gjort betinget under hensyn til, at han og barnets moder på ny samlevede. Byretten henviste erstatningskravet til eventuelt civilt søgsmål. Moderen ansøgte herefter nævnet om erstatning for udgifterne til hjembringelsen af fællesbarnet. Nævnet afslog ansøgningen og henviste til, at nævnet efter offererstatningslovens § 1, stk. 1, kun betaler erstatning og godtgørelse for personskade, der er sket ved overtrædelse af straffeloven. Da ansøgeren udelukkende havde lidt et formuetab, var der efter de foreliggende oplysninger ikke påført hende personskade eller anden skade, der berettigede til erstatning fra staten i medfør af offererstatningsloven