Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9958@2003-09-09/da
Indhold
Vedrører AB 92, mangler og ABT 93.
Ved klageskrifter af henholdsvis 11. september 1997 og 11. marts 1998 har klageren anmodet Voldgiftsnævnet om at nedsætte en voldgiftsret til at behandle en tvist mellem klageren som bygherre og de indklagede, indklagede 1 som totalentreprenør og indklagede 2 som hovedentreprenør, om ansvaret for påståede mangler ved facaderne på klagerens feriecenter og påståede mangler ved feriecentrets svømmebassin m.v.
I den anledning har Voldgiftsnævnet nedsat en voldgiftsret i henhold til ”Regler for behandling af sager ved de af Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed nedsatte voldgiftsretter”, bestående af direktør, ingeniør M.IDA Ole Davidsen, ingeniør Jens Jørgen Jensen og landsdommer Fritse Hove, med sidstnævnte som formand.
Sagerne, der er behandlet i forening, blev mundtligt forhandlet den 3. og 4. oktober 2002, i hvilken forbindelse voldgiftsretten foretog besigtigelse af feriecentret.
I tilslutning til den mundtlige forhandling fremkom voldgiftsretten med en mundtlig tilkendegivelse af, hvorledes sagen ville blive afgjort. Klageren tiltrådte voldgiftsrettens tilkendegivelse.
De indklagedes advokat har i brev af 10. oktober 2002 anmodet om, at der afsiges kendelse i sagen. Advokaten har telefonisk oplyst, at kendelsen kun bør indeholde begrundelsen for afgørelsen. Kendelsen indeholder derfor ikke sagsfremstilling, gengivelse af forklaringer og procedure.
I sag 1 har klageren principalt påstået de indklagede in solidum at betale 2.581.840 kr. med procesrenter fra den 12. september 1997, subsidiært et mindre beløb efter voldgiftsrettens skøn.
I sag 2 har klageren principalt påstået de indklagede tilpligtet at betale 382.000 kr. med procesrenter fra den 11. marts 1998, subsidiært et mindre beløb.
De indklagede, der ikke har protesteret imod, at de i givet fald tilpligtes at betale beløbene in solidum, har principalt påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb.
I sag 1 har indklagede 1 påstået klageren tilpligtet at betale 125.000 kr. med renter 2% over diskontoen fra den 1. januar 1997.
Klageren har påstået frifindelse for denne påstand.
Indklagede 2 og 3 har påstået klageren tilpligtet at frigive den af selskabet stillede garanti, oprindelig 2,5 millioner kr.
Klageren har heroverfor påstået frifindelse, dog har klageren erklæret sig indforstået med at kvittere garantien, når det påklagede beløb inklusive renter og omkostninger er betalt.
De procestilvarslede har påstået de indklagede tilpligtet at betale sagsomkostninger i anledning af procestilvarslingen.
Voldgiftsrettens begrundelse og resultat:
Ad facaden:
Det fremgår af skønsmandens erklæring, at såvel facaderne på feriecentrets centerbygning som en del af facaderne på de øvrige bygninger fremstår med afskalninger og krakeleringer af overfladebehandlingen og afskallede teglsten, hvilket ligeledes blev konstateret af voldgiftsretten under besigtigelsen.
Voldgiftsretten finder, at afskalningerne på facaderne, der efter det oplyste opstod 1-2 år efter byggeriets aflevering, er en mangel ved byggeriet.
Efter bevisførelsen, herunder skønsmandens erklæring, lægges det til grund, at afskalningerne kan henføres til flere forhold, - at bygningerne er opført uden udhæng, selv om de er placeret nær havet, at der er foretaget et uheldigt valg af murstenstype, at murværket ikke har været tilstrækkeligt udtørret, inden vandskuring er foretaget, hvilket også har vist sig ved salpeterudslag på murværket, og at overfladebehandlingen er udført som en trelags behandling – først en slags vandskuringspuds, herefter en anden slags vandkuringspuds og lidt senere silikatmaling – selv om behandlingen med den første slags vandskuringspuds i sig selv burde være tilstrækkelig. Hertil kommer, at den første slags vandskuringspuds er påført i et tykkere lag en foreskrevet af leverandøren, hvorved PAM-værdierne er blevet for høje.
Da indklagede 1 som totalentreprenør såvel har foretaget valget af produkter som udført arbejdet, er de indklagede erstatningsansvarlige for manglerne ved facaderne.
Det bemærkes herved, at der intet grundlag er for at statuere, at klageren har været repræsenteret af egne rådgivere, der har haft et medansvar hverken for projekteringen eller udførelsen. Den ene arkitekt var således alene ansat af feriefonden til at varetage feriefondens interesser som investor, ligesom den anden arkitekt alene var antaget til at kontrollere byggeriets stade i takt med udbetalingen af feriefondens midler.
Der er heller intet grundlag for at fastslå, at murværkets tilstand kan henføres til manglende vedligeholdelse af bygningerne.
Efter skønsmandens erklæring lægges det til grund, at der overalt i overfladerne er nogle hårfine revner, som regnvand kan trænge igennem. Da regnvandet ikke kan fordampe gennem overfladen, opstår der frostskader. I overensstemmelse med skønsmandens erklæring lægger voldgiftsrettens til grund, at der er en overvejende risiko for, at alle bygningernes murværk i løbet af nogle år vil fremstå med skader svarende til dem, der nu er partielt konstateret.
Voldgiftsretten finder, at udbedring kan ske ved at foretage afrensning af mørtellaget og foretage udskiftning af det mest medtagne murværk og herefter foretage ny overfladebehandling. Udgiften hertil – efter fradrag af et mindre beløb for sparet vedligeholdelse – fastsættes skønsmæssigt til 700.000 kr. med tillæg af 20.000 kr. til tilsyn.
Efter fradrag af indklagedes ubestridte tilgodehavende på 125.000 kr. udgør det beløb, de indklagede skal betale til klageren, herefter 595.000 kr. med procesrenter fra 21. november 2001, hvor klageren opgjorde sin erstatningspåstand i processkrift I.
Der er ikke grundlag for at pålægge de indklagede at betale sagsomkostninger til de procestilvarslede.
Ad svømmehal m.v.:
Efter skønsmandens erklæring lægges det til grund, at der er en forkert samling mellem tagfladen på omklædningsbygningen og den lodrette krydsfinerplade på svømmehallens facade. Da dette er en håndværksmæssig fejl, som de indklagede er erstatningsansvarlige for, tager voldgiftsretten klagerens påstand om betaling af 9.000 kr. til følge.
Voldgiftsretten finder ikke, at det er en mangel ved vejanlægget, at de asfalterede arealer er blevet beskadiget af rødder fra de nærtstående træer. Voldgiftsretten tager derfor for så vidt de indklagedes frifindelsespåstand til følge.
I forbindelse med besigtigelsen blev der konstateret betydelige gennemsivninger af vand i promenadedækket omkring svømmebassinet, navnlig ved børnebassinet. Der blev derimod ikke konstateret gennemsivninger i dækket under omklædningsrummene, hvilket efter voldgiftsrettens opfattelse formentlig skyldes, at dette dæk er konstrueret således, at afløbsrør m.v. løber i et mellemrum uden at perforere betonen.
I overensstemmelse med skønsmandens erklæring lægges det til grund, at en etageadskillelse bør være 100% tæt for vandgennemtrængninger. Da dette ikke er tilfældet, er det en udførelsesfejl, som de indklagede er ansvarlige for. Voldgiftsretten finder, at manglen bør udbedres ved udførelsen af en vandtæt membran – som foreslået af skønsmanden. Som følge heraf bør de indklagede erstatte klageren udgiften hertil, der efter et skønsmæssigt fradrag for sparet udgift til udskiftning af elastiske fuger, fastsættes til 350.000 kr.
Som følge af det anførte skal de indklagede til klageren betale yderligere 359.000 kr. med procesrenter fra 26. oktober 2001, hvor klageren opgjorde sit erstatningskrav.
Med sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt.
Thi bestemmes:
Inden 14 dage fra modtagelsen af denne kendelse skal de indklagede in solidum til klageren betale 954.000 kr. med procesrenter af 359.000 kr. fra den 26. oktober 2001 til den 21. november 2001 og herefter af 954.000 kr. og sagsomkostninger med 170.000 kr.
Klageren skal frigive den af indklagede 2 og 3 stillede garanti, når de indklagede har betalt de nævnte beløb.
De indklagede frifindes for de procestilvarsledes påstande om tilkendelse af sagsomkostninger.
Voldgiftsrettens omkostninger skal betales af de indklagede med 2/3 og klageren med 1/3 efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.