Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9960@2003-09-10/da
Indhold
Vedrører ABR 89 3.4.
Klager har ved klageskrift, der er indleveret til Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed den 29. marts 1999, begæret en voldgiftsret nedsat til afgørelse af klagerens tvist med indklagede. Voldgiftsretten er nedsat med arkitekt m.a.a. Lars Møller, arkitekt, tømrermester Ole Uldal og landsdommer Arne Lyngesen, sidstnævnte som voldgiftsrettens formand.
Parternes tvist udspringer af, at klageren som totalrådgiver for indklagede har ydet bistand i forbindelse med renovering af indklagedes ejendom. Klagerens krav vedrører resthonorar for rådgivning. Indklagedes krav vedrører udgifter, som indklagede har afholdt til hovedentreprenør, men som indklagede anser klageren for at være erstatningsansvarlig for.
Der er mellem parterne enighed om, at summen af afholdte håndværkerudgifter kan opgøres til 2.155.369,69 kr., at klagerens honorar beregnes som 8%, at klageren har udført 95 % af den aftalte rådgivning, og at klageren har modtaget betaling med 147.634,36 kr. Indklagede har gjort gældende, at klageren er erstatningsansvarlig for så vidt angår et beløb på 179.752 kr., og at dette beløb skal fratrækkes summen af håndværkerudgifterne, inden et eventuelt resthonorar kan beregnes. Beløbene er excl. moms.
Parternes påstande.
Klageren har efter sin endelige påstand påstået indklagede tilpligtet at betale 20.217,11 kr. med procesrente fra den 10. september 1996.
Indklagede har heroverfor påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et af voldgiftsretten fastsat mindre beløb.
Indklagede har nedlagt selvstændig påstand om, at klager tilpligtes at betale 224.690 kr., subsidiært et af voldgiftsretten fastsat mindre beløb, alt med tillæg af procesrente fra den 30. november 1999.
Klageren har heroverfor påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb.
Sagens dokumenter i hovedtræk.
På en ekstraordinær generalforsamling den 20. september 1999 vedtog den indklagede andelsboligforening at iværksætte renovering af foreningens ejendom til et beløb på ca. 2,6 mio. kr. inkl. moms omfattende bl.a. reparation og filtsning af gadefacader og udskiftning af vinduer. På generalforsamlingen gennemgik foreningens advokat det økonomiske beslutningsgrundlag. Det blev i denne forbindelse påpeget, at der ikke i klagerens prisoverslag var hensat midler til uforudsete udgifter.
Den 17. oktober 1999 underskrev indklagede totalrådgivningsaftale med klageren samt entreprisekontrakt med hovedentreprenøren.
Af førstnævnte aftale fremgår, at parternes aftalegrundlag bl.a. består af ABR 89, PAR’s ydelsesbeskrivelse 1990 og FRI’s Rådgivningsydelser 1992. Det er endvidere aftalt, at byggesagen skal gennemføres så hurtigt som muligt, og at ekstraydelser skal foreligge skriftligt geodkendt af bygherre inden iværksættelsen. Af budgetoverslaget fremgår bl.a., at filtsning af gadefacader er prissat til 97.200 kr., at udgiften til stillads er prissat til 222.600 kr. og at nye vinduer mod gade er prissat til 592.100 kr. Alle beløb ekskl. moms.
Af aftalen med hovedentreprenøren fremgår bl.a., at intet ekstraarbejde må udføres uden accept fra klageren, og at arbejdet skal afvikles i perioden fra uge 45 i 1995 til uge 5 i 1996. Ifølge hovedentreprenørens tidsdiagram var filtsning af facaden på den ene side af huset planlagt udført i uge 47 og delvis i uge 48, og filtsning af facaden på den anden side af huset var planlagt til udførelse delvis i uge 49 og i uge 50. Arbejdet med udskiftning af vinduer skulle påbegyndes på den første side i uge 49 og afsluttes på den anden side i uge 2. Alle arbejder på gadefacader incl. nedtagning af stillads var i diagrammet vist afsluttet i begyndelsen af uge 3.
Indklagede har tiltrådt en af hovedentreprenøren fremsendt aftaleseddel nr. 1, dateret 2. november 1995, vedr. lukning af stillads for eventuel opvarmning og beskyttelse af facade mod vejrlig. Det fremgår af aftalesedlen, at der påløber en daglig leje på 399,30 kr. ekskl. moms. Aftalesedlen er omtalt i hovedentreprenørens a conto begæring dateret 1. december 1995, der af klageren er fremsendt til indklagede med skrivelse af 7. december 1995. I skrivelse af 8. december 1995 har indklagede udbedt sig nærmere oplysninger om aftalesedlen samt bedt oplyst, om der kan komme flere vinterforanstaltninger på stilladserne. I skrivelse af 12. december 1995 har klageren svaret, at aftalesedlens vinterforanstaltninger ikke er med i en tidligere til indklagede fremsendt prisliste over sådanne foranstaltninger samt tilføjet: ”Der skulle ikke komme yderligere vinterforanstaltninger på stilladset”. Indklagede har oplyst, at der i den selvstændige påstand indgår et beløb på 12.093 kr. fra aftaleseddel nr. 1. Beløbet vedrører leje og andre foranstaltninger i tiden efter den 15. januar 1996.
Første byggemøde blev afholdt den 16. november 1995, og byggemøde afholdtes derefter hver uge. Referaterne er tilsendt indklagede. Af de første referater fremgår det bl.a., at indklagede ikke var mødt ved egne repræsentanter, at byggestart var forsinket 3 dage som følge af strejke, at der i uge 46 og 49 er registreret i alt 3 vejrligsdage, at det den 23. november 1995 (uge 47) blev oplyst, at mørtel til filtsning af den første facade ville blive leveret den følgende dag, at det den 30. november 1995 (uge 48) blev oplyst, at det kan blive nødvendigt med opvarmning på stilladset af hensyn til filtsearbejderne, at det den 7. december 1995 (uge 48) blev oplyst, at der er etableret opvarmning af stilladset, og at stillads på den anden facade opstilles efter nærmere aftale.
Indklagede har tiltrådt en aftaleseddel nr. 3, dateret 12. december 1995, vedrørende opstilling af oliefyr på byggepladsen. Det er oplyst, at lejen er 285 kr. pr. døgn.
I referat af byggemøde den 14. december 1995 er det oplyst bl.a., at filtsning af den første facade er afsluttet – kun false mangler, at stillads ved den anden facade opstilles, så facadearbejderne kan påbegyndes 2. januar 1996.
Af byggemødereferat nr. 6 (4. januar 1996) og flere følgende referater fremgår bl.a., at indklagede var repræsenteret ved X og Y. På byggemødet den 4. januar 1996 blev det oplyst, at temperaturen var målt til –7 grader celsius, at murerarbejderne var indstillet, at stilladset ved den anden facade var opstillet, og at der blev drøftet 3 muligheder for arbejdernes færdiggørelse. Enten kunne stilladset iklædes vintermåtter og opvarmes, så arbejdet kunne fortsætte, eller stilladset nedtages og filtsning foretages senere evt. fra arbejdsplatform. Sidste mulighed var, at stilladset blev stående, og at arbejdet med filtsning blev indstillet, indtil frostperioden var overstået. I byggemødereferat nr. 6 og følgende referater er det anført, at tidsplanen revideres.
På byggemøde den 9. januar 1996. fremlagde hovedentreprenøren overslagspriser vedrørende de 3 muligheder. Første mulighed ville koste ca. 288.000 kr., anden mulighed ca. 163.000 kr. og tredje mulighed ca. 45.000 kr. pr. måned. På samme byggmøde blev det oplyst, at isætningen af 92 nye vinduer ville afstedkomme en ekstraregning på ca. 200 kr. pr. vindue, da de eksisterende sålbænkes hulkehl skulle afskæres, således at dryprille i bundkarmene var frie. Indklagede foreslog ifølge referatet, at parterne indgik den ”handel”, at indklagede accepterede de altandøre, der var leveret med metalbundstykker, mod at udgiften til ændring af sålbænkene højst ville beløbe sig til 10.000 kr. Forslaget blev accepteret. Aftaleseddel herom blev af hovedentreprenøren udfærdiget den 30. januar 1996. Beløbet indgår i indklagedes selvstændige påstand.
På byggemødet den 16. januar 1996 blev der konstateret yderligere 1 vejrligsdag den 23. december 1995 (herefter i alt 4 dage), og indklagede afleverede en liste med spørgsmål i relation til 14 mangler m.v. herunder vedrørende pudsarbejder. I skrivelse af 18. januar 1996 kommenterede klageren listen og svarede bl.a., at mureren ikke var færdig med den første facade, og at det var aftalt at aflevere facaden i afsnit, i hvilken forbindelse en mangelsgennemgang ville blive foretaget.
På byggemødet den 25. januar 1996 blev det bl.a. oplyst, at murerarbejderne var indstillet på grund af kulde.
Hovedentreprenøren fremsendte den 31. januar 1996 til indklagede via klageren på ny aftaleseddel nr. 3 vedr. leje af oliefyr m.v. for tiden efter den 11. december 1995. Den del af lejeudgiften m.m., der vedrører tiden efter den 15. januar 1996, er af indklagede opgjort til 10.333 kr. Dette beløb indgår i indklagedes selvstændige påstand.
På byggemødet den 1. februar 1996 blev det aftalt, at der skulle laves en opgørelse, så indklagede kunne bedømme udgifterne ved at stille arbejderne i bero.
Hovedentreprenøren fremsendte næste dag opgørelsen.
I skrivelse af 5. februar 1996 meddelte indklagede, at facadearbejderne skulle færdiggøres under forudsætning af, at vinterforanstaltningerne kunne holdes på det hidtidige niveau.
På byggemøde den 8. februar 1996 blev det oplyst, at det var så koldt, at tilstrækkelig opvarmning ikke kunne opnås, at filtsearbejderne var indstillet og oliefyr afrigget, samt at arbejdernes færdiggørelse måtte afvente bedre vejr, og at skurby og stillads forblev opstillet, men til reduceret leje.
I referatet af byggemødet den 15. februar 1996 er anført, at tidsplanen suspenderes.
Den 1. marts 1996 fremsendte hovedentreprenøren til indklagede via klageren aftaleseddel nr. 11 om ekstraforbrug vedrørende stillads for tiden efter november 1995. Ekstraforbruget er opgjort til 56.362 kr. Beløbet indgår i indklagedes selvstændige påstand.
Parterne afholdt møde den 6. marts 1996. På mødet anmodede indklagede om nærmere oplysninger vedrørende forsinkelserne i forhold til den oprindelige tidsplan og oplysninger vedrørende udgiften til oliefyr. Klageren redegjorde næste dag skriftligt herfor.
I skrivelse af 9. april 1996 til indklagede henviste klageren til, at hovedentreprenøren havde anmodet om, at der blev afholdt møde mellem parterne, inden arbejdet kunne genoptages. Vejret var ikke længere til hinder for genoptagelsen, og en færdiggørelse skønnedes at ville vare 10-15 dage.
Den 11. april 1996 fremsendte hovedentreprenøren til indklagede via klageren opgørelse over udgifter til stillads og skurby for marts måned. Opgørelsen på 32.674 kr. indgår i indklagedes selvstændige påstand.
Indklagedes advokat meddelte den 15. april 1996 hovedentreprenøren, at indklagede under forbehold ville betale hovedentreprenørens krav, således at arbejdet kunne blive genoptaget.
Indklagedes advokat har i skrivelse af samme dag til klageren forbeholdt sig at fremsætte erstatningskrav over for klageren. Advokaten anmoder samtidig i skrivelsen klageren om at påse, at arbejdet genoptages.
I skrivelse af 16. april 1996 fra klageren meddelte denne indklagedes advokat, at indholdet af skrivelsen af 15. april 1996 ikke kunne tiltrædes, at klageren havde overgivet sagen til advokat, og at yderligere aktivitet fra klagerens side var indstillet, indtil en afklaring havde fundet sted.
I telefaxskrivelse af 17. april 1996 bad indklagedes advokat klageren tilkendegive inden kl. 15 samme dag, hvorvidt beslutningen om at indstille al aktivitet blev fastholdt, idet indklagede i bekræftende fald ville antage anden rådgiver til arbejdets færdiggørelse.
Den 1. maj 1996 fremsendte hovedentreprenøren til indklagede via klageren aftaleseddel vedrørende udgifter til stillads for tiden fra 1. april 1996 til 24. april 1996. Beløbet 32.628 kr. indgår i indklagedes selvstændige påstand.
Samme dag fremsendte hovedentreprenøren sidste a conto begæring. Begæringen er attesteret af klageren den 13. maj 1996 og anvist til betaling af indklagedes advokat den 6. juni 1996.
Den 17. maj 1996 skrev klageren til indklagedes advokat, at klageren indstillede yderligere aktivitet, da klageren trods rykkerskrivelser ikke havde modtaget afregning for forfaldent honorar.
Hovedentreprenøren fremsendte den 6. juni 1996 til indklagede via klageren aftaleseddel vedrørende 14 dages stilladsleje m.m. Lejen var påløbet efter arbejdets opstart den 24. april 1996 og var 25.662 kr. Beløbet indgår i indklagedes selvstændige påstand. Samtidig fremsendte hovedentreprenøren slutregning lydende på 153.898 kr.
Klageren fremsendte slutregning den 10. juni 1996 lydende på 20.217,11 kr.
Indklagede har i juni 1996 engageret et arkitektfirma til at udtale sig om byggesagens forløb og omkostningerne derved.
Hovedentreprenøren har i skrivelse af 21. november 1996 til ovennævnte arkitektfirma redegjort for arbejdets forløb og udførelse. Det er heri bl.a. oplyst, at hovedentreprenøren den 10. oktober 1995 udfyldte en liste med enhedspriser ved udvidede vinterforanstaltninger. Hovedentreprenøren har vedlagt en oversigt over DMI’s målinger af døgntemperaturer for november og december 1995 samt en artikel i BYGTEK nr. 16/1996 om vintervejret.
Indklagede har i skrivelse af 2. december 1996 kommenteret indholdet af hovedentreprenørens skrivelse.
Den 17. april 1997 anlagde hovedentreprenøren voldgiftssag mod indklagede med påstand om betaling af slutregningen. Efter afholdelse af syn og skøn blev sagen udenretligt forligt, idet indklagede betalte slutregningen.
Afgivne forklaringer.
En ansat ved klager har forklaret bl.a., at hun er arkitekt og siden 1981 har været ansat hos klager. Vidnet har ikke deltaget ved kontraktunderskrivelsen og heller ikke ved udarbejdelsen af oversigten over priser på udvidede vinterforanstaltninger. Det var indklagedes afgørelse på en generalforsamling, at arbejdet skulle igangsættes, således som det skete. Hun har erfaring med filtsearbejde. Sådant arbejde kan normalt udføres også i november og december måned. Det kræver dog, at temperaturen ikke er under 5 grader celcius. Det var ikke urealistisk at udføre arbejdet på 7-8 dage pr. facade, hvis vejret havde været normalt. Arbejdet på den første facade var færdigt i midten af december, bortset fra at der manglede filtsning af false, hvilket først kunne ske, når de nye vinduer var isat. På dette tidspunkt var vejret meget koldt, og man valgte at vente med at opstille stilladset ved den anden facade. Senere på måneden blev temperaturen bedre, og det blev da besluttet at opstille stilladset i begyndelsen af januar. Baggrunden herfor var, at indklagede ønskede, at de nye vinduer hurtigst muligt blev isat også på den anden facade. Det var indklagede, der traf denne beslutning. Indklagede var på byggemøderne repræsenteret af X og Y. I januar viste det sig, at det forblev meget koldt, og man drøftede, hvorvidt man derfor skulle stille arbejdet i bero eller fortsætte. Vidnet anbefalede at stille arbejdet i bero, men indklagede vedtog at fortsætte og tage omkostningerne derved. Det blev imidlertid så koldt, at hvis man skulle fortsætte, måtte stilladset pakkes ind i vintermåtter. Dette var for dyrt, og da det var for uforsvarligt at fortsætte, blev arbejdet indstillet. De vinterforanstaltninger, der blev aftalt med hovedentreprenøren, blev i alle tilfælde først igangsat, når indklagede havde godkendt hovedentreprenørens aftaleseddel. Byggeriets etape 2 omfattede oprindelig den anden facade og hjørnet af ejendommen, men det blev ændret, så hjørnet indgik i etape 1 vedrørende den første facade. Derfor varede arbejdet med etape 1 lidt længere end oprindelig planlagt. På byggemøderne blev tidsplanen drøftet, men der blev ikke udfærdiget en ny tidsplan, idet arbejdets fortsættelse var helt afhængig af, hvorledes udendørstemperaturen udviklede sig. Vidnet har i byggemødereferaterne kun registreret de dage, hvor vejrlig eller andre forhold umuliggjorde alt arbejde på ejendommen. Vidnet har erkendt, at hun nok i referaterne burde have registreret også de dage, hvor filtsning ikke kunne udføres på grund af lav temperatur, men hvor andet arbejde, f.eks. vinduesudskiftning, kunne foregå. Vidnet anser denne vinter for at have været usædvanlig kold. Vidnet har ikke registreret forsinkelser med hovedentreprenørens arbejde, idet der intet kunne bebrejdes denne. Hovedentreprenøren har under byggeriet haft tilstrækkeligt mandskab på arbejdsstedet. Vedrørende vinduerne har vidnet oplyst, at de oprindeligt påtænkt anvendte vinduer var for dyre, og at det derfor inden kontraktunderskrivelsen blev aftalt, at der skulle anvendes et standardvindue af andet fabrikat. Da de eksisterende vinduer blev taget ud, viste det sig, at sålbænkene havde en hulkehl, der ikke var ført så langt ind under vinduet, som man kunne forvente. Hovedentreprenøren krævede derfor ekstrabetaling, og det blev aftalt med indklagede, at indklagede kun skulle betale 10.000 kr. for ekstraarbejdet mod at indklagede accepterede, at de bestilte forkert leverede altandøre blev anvendt.
Den daværende formand for andelsboligforeningen har forklaret bl.a., at han er elektroingeniør. Han var på daværende tidspunkt formand for andelsboligforeningen. Vidnet deltog ved kontraktsindgåelsen. Han var opmærksom på, at der kunne blive tale om vinterforanstaltninger, og han har fået udleveret oversigten med enhedspriser på udvidede vinterforanstaltninger. Han blev beroliget af klager og en repræsentant fra hovedentreprenøren. Han havde på grundlag heraf en forventning om, at vinterforanstaltningerne i værste fald kunne beløbe sig til 30.000 – 50.000 kr. I øvrigt blev vinterforanstaltningerne ikke særlig drøftet, heller ikke i forbindelse med tidsplanen. Da indklagede modtog den første aftaleseddel vedrørende foranstaltninger mod vejrliget, var beløbet ikke værre end det, som indklagede havde påregnet i værste fald. Indklagede bad i skrivelse af 8. december 1995 om yderligere oplysninger vedrørende aftalesedlen, idet man havde svært ved at genkende posterne fra det tidligere udleverede bilag vedrørende de særlige vinterforanstaltninger. Bestyrelsen accepterede aftalesedlen, idet man lagde vægt på, at klageren i skrivelsen af 12. december 1995 erklærede, at der ikke ville komme yderligere vinterforanstaltninger. Det på aftaleseddel nr. 3 anførte oliefyr fremgik ikke af listen over udvidede vinterforanstaltninger. Forløbet af byggesagen var præget af, at det var indklagede, der måtte påpege problemerne. Vidnet var bekymret for byggeriets gennemførelse. Han fandt ikke, at den hos klager ansatte arkitekt havde tilstrækkelig gennemslagskraft overfor hovedentreprenøren. I forbindelse med en drøftelse med klager om, hvorvidt en lyskasse var opmuret konditionsmæssigt, erklærede klager, at nu var hans gode vilje slut. I december engagerede indklagede sig første gang direkte i byggeriets udførelse og indklagedes bestyrelse vedtog, at de måtte deltage i byggemøderne for at sikre, at deres interesser blev iagttaget. Y var på daværende tidspunkt nyuddannet ingeniør og uden særlig erfaring. X var optaget af sit øvrige arbejde. Vidnet mener, at indklagedes repræsentanter på byggemøderne har krævet opmanding. Vidnet har drøftet dette spørgsmål med X og Y. Når man ikke i starten deltog mere aktivt i byggemøderne, skyldtes det, at man da stolede på klageren, og at indklagedes bestyrelse var ny. Indklagede har løbende modtaget referaterne af byggemøderne. På byggemødet den 4. januar 1996 blev det drøftet, hvorvidt arbejdet skulle fortsættes eller indstilles. Da vidnet fik hovedentreprenørens oversigt af 9. januar 1996 over omkostningerne ved de forskellige muligheder, var det klart, at en midlertidig indstilling af arbejdet var det økonomisk mest fordelagtige. Da vidnet modtog hovedentreprenørens nye overslag pr. 2. februar 1996, fremgik det, at det var billigst at fortsætte arbejdet, og indklagede traf beslutning herom. På byggemødet den 8. februar blev det oplyst, at opvarmningen ikke var tilstrækkelig som følge af det meget kolde vejr, og det blev vedtaget, at arbejdet skulle indstilles. Vidnet har efterfølgende i sit brev af 2. december 1996 til indklagedes advokat kommenteret hovedentreprenørens oplysninger om forsinkelse m.v. Vidnet nåede på grundlag af oplysningerne i byggemødereferaterne til det resultat, at der til etape 1 havde været 37 arbejdsdage til rådighed, og at arbejdet højst skulle have taget 27 dage. Vedrørende etape 2 havde der været 23 mulige arbejdsdage. Arbejdet var planlagt til at vare 26 dage og kunne derfor være afsluttet i uge 4, således at stilladset kunne være nedtaget, og de resterende arbejder senere være udført fra lift. Hvis vidnet i forbindelse med byggeriets igangsættelse havde vidst, at omkostningerne ved vinterforanstaltningerne kunne beløbe sig til 288.000 kr., havde vidnet ikke godkendt igangsættelsen uden en ny generalforsamlingsbeslutning. Da vidnet skrev under på den oprindelige kontrakt, fik han at vide, at hvis man ventede med byggeriet til foråret, var det ikke sikkert, at prisen ville være den samme.
Parternes procedure.
Klageren har til støtte for sine påstande gjort gældende, at klageren ikke har optrådt ansvarspådragende. Indklagede har ikke løftet bevisbyrden herfor. Arbejdet med facadernes filtsning var kortvarigt, og det var forsvarligt at planlægge arbejdet udført i november og december. Indklagede var med til at beslutte igangsætningen, og parterne har i denne forbindelse talt om mulige vinterforanstaltninger. Indklagede havde 2 byggesagkyndige blandt sine medlemmer og blev orienteret om alle foranstaltninger, inden disse blev igangsat. Hovedentreprenøren var ikke forsinket med sit arbejde, og der er derfor ikke grundlag for at bebrejde klageren indholdet af byggemødereferaterne. Indklagede har ikke på noget tidspunkt krævet referaterne tilført indsigelse vedrørende hovedentreprenørens eller rådgiverens arbejdsydelse. I midten af december 1995 var facadearbejderne på 1. etape stort set færdige, og det var alene indklagedes beslutning, at der skulle opstilles stillads på den anden facade. Indklagede ønskede at fortsætte med arbejderne på 2. etape, uanset at indklagede da havde fuldt kendskab til problemet med, at kulde hindrede filtsearbejdet. Hvis indklagede havde valgt at udskyde etape 2, ville det kun have kostet indklagede 30.000 – 50.000 kr. I alle tilfælde kan omkostningerne ved stilladsets opstilling siden begyndelsen af marts måned ikke belastes klageren, da indklagede på dette tidspunkt havde bestemt sig for ikke at honorere a conto begæringen og havde dermed misligholdt sine forpligtelser. I øvrigt fremkom indklagedes første reelle indsigelse først med den daværende formands skrivelse af 2. december 1996. For så vidt angår ekstraregningen vedrørende vinduerne var der tale om skjulte forhold, der først kunne erkendes, da de eksisterende vinduer blev taget ud. Hovedentreprenøren krævede knap 20.000 kr. for at tilrette forholdene. Parterne forhandlede og indgik aftale om, at indklagede kun skulle betale 10.000 kr. mod at acceptere, at de leverede altandøre med aluminiumsbundstykker blev anvendt. Klageren har herefter krav på betaling af det krævede honorar beregnet på grundlag af samtlige håndværkerudgifter inkl. de omstridte udgifter til vinterforanstaltninger.
Indklagede har til støtte for sine påstande gjort gældende bl.a., at klageren ikke har iagttaget sine forpligtelser i henhold til parternes aftalegrundlag. Klageren har således ikke korrekt rapporteret til indklagede, ligesom klageren ikke har ajourført tidsplanerne, ikke påset at disse blev overholdt, ikke påtalt overskridelser deraf og ikke korrekt registreret dage, hvor arbejdet lå stille. Der er kun registreret 4 vejrligsdage. I byggemødereferaterne er det anført, at tidsplanen revideres og til sidst suspenderes, men årsagen dertil er ikke oplyst, og der er ikke givet indklagede nogen redegørelse herfor eller for de økonomiske konsekvenser deraf. Indklagede blev ikke på tidspunktet, hvor beslutningen om byggeriets igangsætning blev truffet, orienteret om særlige vejrligsforholds betydning. Den oversigt, indklagede modtog over omkostninger ved særlige vinterforanstaltninger, var mangelfuld. Den indeholdt bl.a. ikke oplysninger om prisen på oliefyret, der blev anvendt til vinteropvarmning. Indklagede fik heller ikke at vide, at filtsning var et særlig kritisk arbejde. Aftalesedlerne blev ikke forelagt indklagede, før den hos klager ansatte arkitekt underskrev disse. Dette var i strid med aftalegrundlaget. Der gik i nogle tilfælde flere uger, før aftalesedlerne blev forelagt indklagede. På grundlag af klagerens oplysninger kunne indklagede med rette forvente, at vinterforanstaltningerne højst ville beløbe sig til 30. – 50.000 kr. Da indklagede i begyndelsen af januar besluttede at standse arbejdet, var det på grundlag af oplysninger om, at dette ville koste 45.000 kr. pr. måned. I februar var beløbet helt anderledes. Klageren gav således i det hele ikke indklagede et rimeligt beslutningsgrundlag. Indklagede har ved hjælp af et arkitektfirma tilvejebragt oplysninger over det faktiske tidsforløb, og den daværende formand i andelsboligforeningen har i skrivelsen fra 2. december 1996 påvist, at byggeriet ved behørig byggeledelse i det alt væsentlige kunne være gennemført inden for den oprindelige tidsplan. Ekstraregningen vedrørende vinduer må afvises. De anvendte vinduer var aftalt i kontrakten, og der blev ikke da taget forbehold om yderligere omkostninger ved monteringen. Arbejdet dermed er derfor indeholdt i den aftalte entreprisesum. Indklagede ville i det hele ikke have igangsat byggeriet på det pågældende tidspunkt, hvis klageren behørigt havde orienteret indklagede om den økonomiske risiko herved. Klageren har dermed optrådt ansvarspådragende og må erstatte indklagedes tab. For så vidt angår udgifter til vinterforanstaltninger er tabet opgjort for tiden efter 15. januar 1996, og indtil klageren i maj bragte rådgivningsaftalen til ophør. Klageren er dermed tillige uberettiget til at opnå honorar af et beløb svarende til indklagedes krav, og klagerens tilgodehavende inkl. moms kan derfor i alle tilfælde højst opgøres til 3.140,73 kr.
Voldgiftsretten udtaler:
Det kan ikke anses for uansvarligt, at klageren i sin rådgivning havde forusat, at filtsning kunne udføres i november og december 1995.
Filtsningen af den første facade var i det væsentlige tilendebragt i midten af december, og når henses til at arbejderne i den oprindelige etape 1 var blevet udvidet til tillige at omfatte hushjørnet, og til de indtil da registrerede spilddage, kan det ikke fastslås, at hovedentreprenøren i noget væsentligt omfang var forsinket med denne del af renoveringsopgaven. For så vidt angår denne etape er der derfor ikke grundlag for at anse klageren erstatningsansvarlig som følge af utilstrækkelig byggeledelse.
Indklagede vidste, at der ikke var afsat beløb til uforudsete udgifter – ej heller til udvidede vinterforanstaltninger, og indklagede var klar over, at der kunne påløbe udgifter til sådanne foranstaltninger. Ifølge den daværende formand for andelsboligforeningens forklaring havde indklagede haft den valgmulighed at udsætte renoveringens igangsættelse til foråret. Indklagede havde fået udleveret en liste med enhedspriser på udvidede vinterforanstaltninger. Det forhold, at listens prisoplysninger ikke omfattede enhver mulig foranstaltning er ikke afgørende, og det er ikke godtgjort, at klageren i forbindelse med kontraktindgåelsen har bibragt indklagede en fejlagtig opfattelse af omkostningerne ved eventuelle vinterforanstaltninger. Klagerens udtalelse i skrivelsen af 12. december 1995 kan ikke fortolkes således, at klageren dermed har påtaget sig den økonomiske risiko for, at en forværring af vintervejret ville være til hinder for renoveringsopgavens snarlige løsning. Hertil kommer at indklagede omkring årsskiftet, hvor indklagede måtte træffe beslutning om arbejdets eventuelle fortsættelse, var bekendt med, at der var en nærliggende risiko for, at yderligere vinterforanstaltninger kunne vise sig nødvendige.
På tidspunktet hvor etape 2 efter den oprindelige tidsplan skulle påbegyndes, var vejret så dårligt, at opstillingen af stilladset ved den anden facade blev udsat. Indklagede var i hvert fald gennem modtagelsen af byggemødereferater underrettet herom og var igennem referaterne bekendt med, at fortsat koldt vejr kunne hindre videre filtsning, samt at den oprindelige tidsplan som følge heraf måtte ændres. Indklagede havde efter de foreliggende oplysninger et særligt ønske om, at arbejdet blev fortsat således, at der også i den anden facade blev isat nye vinduer.
Klagerens byggeledelse burde i byggemødereferaterne have redegjort ikke kun for spilddage, hvor alt arbejde lå stille, men tillige for dage hvor vejret hindrede murerarbejde i form af filtsning. Den mangelfulde registrering medfører imidlertid ikke i sig selv, at klageren er blevet erstatningsansvarlig. Voldgiftsretten har herved lagt vægt på, at en nærmere registrering ikke kan antages at ville have ændret indklagedes retsstilling i forhold til hovedentreprenøren.
Det forhold, at klageren ikke løbende lod formulere nye tidsplaner, er uden betydning for sagens afgørelse. Indklagede var bekendt med, at vejret hindrede den planlagte gennemførelse af filtsningen, og at afslutningen af dette arbejde helt ville afhænge af udviklingen i udendørstemperaturen.
Fra den 4. januar 1996 var indklagede selvstændigt repræsenteret under byggemøderne. Herefter kan det fastslås, at indklagede har været fuldt orienteret om de forhold, der måtte indgå i overvejelserne om, hvorvidt byggeriet i 1996 skulle fortsætte eller standse. Det kan derfor ikke antages, at klageren har undladt at sikre indklagede fyldestgørende beslutningsgrundlag, da indklagede traf beslutning om henholdsvis at fortsætte og senere at standse renoveringen.
Efter bevisførelsen er det ikke godtgjort, at klageren har ladet vinterforanstaltninger iværksætte, før indklagede havde accepteret disse.
Vedrørende omkostningerne i forbindelse med isætning af nye vinduer må voldgiftsretten uden andre oplysninger give klageren medhold i, at det konstaterede forhold ved de eksisterende sålbænke var således, at dette forhold ikke på et tidligere tidspunkt burde være erkendt af klageren. Der blev på byggemøde nr. 7 truffet aftale om betalingen for det ekstra arbejde, og der er intet grundlag for at anse klageren for at være ansvarlig, som af indklagede hævdet.
Der findes herefter i det hele ikke grundlag for at statuere, at klageren ikke har varetaget indklagedes økonomiske interesser i sagen på behørig måde, og voldgiftsretten afsiger derfor kendelse i overensstemmelse med klagerens påstande.
Thi bestemmes:
Indklagede skal til klageren betale 20.217,11 kr. med tillæg af procesrente fra den 10. september 1996.
Klageren frifindes for indklagedes selvstændige påstand.
Indklagede skal i sagsomkostninger til klageren betale 24.000 kr.
Indklagede skal efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed betale de med voldgiftsrettens arbejde forbundne omkostninger.
Kendelsen skal efterkommes inden 14 dage fra modtagelsen.