Gelex

Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.

GældendeVersion 2002-07-02
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9965@2002-07-02/da

Indhold
  1. Indledning

Vedrører AB 92 §§ 22, stk. 7, 24 og 27.

Ved klageskrift af 4. maj 2001 har klager indklaget indklagede for en i henhold til ”Regler for behandling af sager ved Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed” nedsat voldgiftsret med påstand om betaling af 1.465.810 kr. med procesrente fra sagens anlæg, til betaling sker.

Indklagede har påstået frifindelse, i første række under henvisning til, at et eventuelt krav fra klagers sider er prækluderet, jf. AB 92, § 22, stk. 7. Præklusionsspørgsmålet er udskilt til særskilt og forlods afgørelse ved voldgiftsrettens formand, landsdommer Knud A. Knudsen.

Sagens baggrund er, at klageren efter udbud ved skrivelse af 21. november 1997 fik tildelt trægulventreprisen i forbindelse med indklagedes opførelse af en større erhvervsejendom til brug for en større virksomhed.

Der blev i maj 1998 som følge af storkonflikt indrømmet klageren tidsfristforlængelse på 12 dage.

Der er i øvrigt enighed om, at arbejdet blev væsentligt forsinket, og den foreliggende tvist drejer sig om, hvorvidt og i givet fald hvordan og i hvilket omfang klageren har krævet eller forbeholdt sig at gøre krav gældende i den anledning.

Det blev i løbet af efteråret 1998 på et byggemøde drøftet, at det var usikkert, hvornår klageren kunne modtage et lukket råhus, og dermed hvornår klageren kunne påbegynde sin entreprise. Klageren nævnte, at det måtte medføre tidsforskydning.

Den 2. oktober 1998 skrev klagerens projektleder til byggeledelsen (att. Byggelederen) med kopi til indklagedes rådgivende ingeniør, at tømrerne ikke kunne holdes i arbejde, projektlederne gik i tomgang, leverancer måtte udskydes, og udførelsen måtte rykkes i forhold til andre entreprenører. ”Vi skal derfor gøre krav på betaling af de omkostninger, som tidsfristforskydningen vil påføre os. Når tidsplanen for vor opstart kendes, og når indbygningsforholdene er til stede, vil vi foreslå et møde afholdt for endelig afklaring af vores merbetaling.”

Da skrivelsen ikke blev besvaret, gentog klageren i brev af 21. oktober 1998, at , man på grund af den manglende tidsplan ville kræve kompensation for de omkostninger, man havde haft på en række områder. Man tog endvidere forbehold for tidsfristforlængelse på 1 – 2 måneder.

Da heller ikke dette brev blev besvaret, gentog klageren i skrivelse af 28. november 1998 med nærmere henvisning til AB 92, § 24 og § 27 krav om tidsfristforlængelse og erstatning eller godgørelse.

I skrivelse af 13. november 1998 skrev byggelederen bl.a.:

”Vedrørende krav m tidsfristforlængelse skal jeg beklage de opståede forsinkelser på de øvrige fagentrepriser, som skyldes uforudsete forhold. Ud over det rejste krav om fristforlængelse skal vi foreløbig afvise de øvrige rejste krav.”

På et møde med byggeledelsen den 19. november 1998, hvori deltog bl.a. daværende direktør for klagers virksomhed, redegjorde klageren for de vanskeligheder og problemer, der opstod som følge af den allerede da opståede forsinkelse. Klageren redegjorde for en række omkostninger som følge heraf og anførte, at de endelige konsekvensberegninger først kunne laves, når det totale tidsmæssige overblik forelå.

Den 11. december 1998 bekræftede klageren modtagelsen af reviderede tidsplaner og anførte under henvisning til de tidligere skrivelser, at krav ville fremkomme inden for tre uger, og den 19. januar 1999 fremsendte klageren et nærmere specificeret krav på knap 1,2 mio. kr. for den foreløbige forsinkelse. Der blev taget forbehold for erstatning for yderligere forsinkelser.

I en skrivelse af 8. marts 1999 afviste byggelederen, at der kunne blive tale om erstatning. Det anføres derefter:

”Principielt anerkendes det således, at der kan bestå et godgørelseskrav fra Deres side for perioden af udskydelsen ud over de 26 arbejdsdage, idet jeg dog foreløbig bemærker, at Deres krav er udokumenteret, og vor retsstilling i den anledning forbeholdes, jf. BB (AB 92) § 27, stk. 1.”

Der blev herefter i skrivelsen fremsat kommentarer til de enkelte poster i klagerens krav, og afslutningsvis anføres det, at dokumentation imødeses, og at man er villig til at deltage i et møde, hvis der er behov for det.

Den 9. juli 1999 skrev den tidligere direktør i klagers virksomhed til indklagedes byggeledelse att.direktøren:

”Jeg har talt med X, som stadig mener, at det er dig, der skal tage dig af ovennævnte sag. Jeg kontakter dig herom efter sommerferien.”

Der blev afholdt afleveringsforretning den 26. august 1999. Protokollen, der på klagerens vegne er underskrevet af klagers projektleder, indeholder ingen bemærkninger om klagerens krav, men følgende: ”Endelig opgørelse fra entreprenøren skal være bygherren i hænde (25 arbejdsdage) senest 23.09.1999.”

Et samme dag af den nytiltrådte direktør i klagers virksomhed udarbejdet notat om ”Problemstilling vedrørende entreprise” omtaler det i januar fremsatte krav og byggeledelsens brev af 8. marts 1999. Til slut er anført: ”Herefter er der ikke sket yderligere i sagen.”

Den 31. august 1999 fremsendte den tidligere direktør i klagers virksomhed notatet til direktøren i indklagedes byggeledelse. Brevet er sålydende:

”Vedr. Sagen med klager ang. entreprise – trægulv.

Vedlagt notat vedrørende ovennævnte sag.

Vil du indkalde til møde herom?”

Da der ikke den 23. september var kommet slutopgørelse fra klageren, erindrede indklagede herom den 24. september 1999.

Slutregning blev fremsendt den 30. september 1999, og parterne er enige om, at der ikke heri er nævnt noget om det krav, der er omfattet af nærværende sag.

I skrivelse af 12. oktober 1999 bad den tidligere direktør direktøren for virksomheden, der stod for indklagedes byggeledelse om at indkalde til et møde med de implicerede i sagen. ”Som du ved er sagen afleveret, og klager ønsker nu at få en afklaring på sagen.” Direktøren for virksomheden der stod for indklagedes byggeledelse meddelte den 14. oktober 1999, at han ikke agtede at indkalde til noget møde. Eventuelle problemer måtte afklares med byggeledelsen.

Klagers projektleder bekræftede den 25. oktober 1999 over for byggelederen, at der skulle afholdes et møde den 17. november 1999. Det anføres bl.a.:

”Ved afleveringen blev det aftalt, at endelig opgørelse skulle foreligge den 23. september 1999, men da indklagedes byggeledelse og vores ledelse har haft svært ved at få aftalt et møde om en løsning af vort krav, håber jeg, at man har forståelse for, at vi først på vort møde den 17. november 1999, forhåbentlig får afklaret sagen.”

Efter mødets afholdelse meddelte byggelederen den 6. december 1999, at bygherren ikke kunne imødekomme kravet om erstatning/godtgørelse for forsinkelse, da slutfaktura ikke indeholdt noget krav herom.

Der er under den mundtlige forhandling afgivet forklaring af klagers projektleder, den tidligere direktør i klagers virksomhed, byggelederen og den daglige repræsentant på byggesagen for den virksomhed, der skulle bruge den færdige entreprise.

Klagers projektleder har forklaret bl.a., at han efter byggelederens skrivelse af 8. marts 1999 ikke følte, at han kunne komme igennem med kravet. Sagen blev derfor lagt op på direktionsniveau, og han havde troet, at der herefter skulle have været et møde mellem parterne. Notatet af 26. august 1999, der formentlig er udarbejdet til brug for bestyrelsen, har han selv først set i forbindelse med voldgiftssagen. Ved afleveringsforretningen gjorde han opmærksom på, at der intet stod om erstatningen, men at det måtte andre, underforstået på højere niveau, så tage sig af. Det var også byggelederens opfattelse, da de talte sammen et par dage senere. Vidnet ventede på, at andre skulle tage over vedrørende dette spørgsmål. Det er en beklagelig fejl, at kravet ikke er medtaget i slutopgørelsen, og den tidligere direktør i klagers virksomhed påpegede over for ham, at det skulle det have været. På mødet den 17. november 1999 blev kravet ikke afvist som uberettiget. Han har hørt, at andre entreprenører har fået godtgørelse.

Den tidligere direktør i klagers virksomhed har forklaret bl.a., at firmaet gearede voldsomt op til opgaven, og forsinkelserne var derfor et stort problem. Han var inddraget i sagen ultimo 1998 og i januar 1999. Kravet måtte gøres endeligt op senere. Han opfattede skrivelsen af 8. marts 1999 som en klassisk trainering, som var helt urimelig, da de implicerede personer jo kender hinanden. Det var vanskeligt at finde ud af, om rette vedkommende var indklagedes rådgivende ingeniør eller det firma der varetog byggeledelsen. Han ringede bl.a. til direktøren i det firma, der varetog byggeledelsen, som henviste til Den daglige repræsentant på byggesagen for den virksomhed, der skulle bruge den færdige entreprise som viste tilbage til direktøren. Derfor skrev han brevet af 9. juli 1999. Man ”jagtede” modparten på alle niveauer, men der kom ingen reaktion. Sidste afsnit i notatet af 26. august 1999 er ikke udtryk for, at klageren har frafaldet kravet. Når sagen efter den 8. marts 1999 blev løftet op på et højere niveau, var det i et forsøg på lettere at opnå en forligsmæssig løsning, og det var derfor, han flere gange bad om et møde. Kravet er ikke opgivet. Han har hørt, at andre entreprenører har fået godtgørelse.

Byggelederen har forklaret bl.a., at han som byggeleder refererede til den daglige repræsentant på byggesagen for den virksomhed, der skulle bruge den færdige entreprise. Han var ikke underlagt direktøren i det firma, der varetog byggeledelsen. Da han fra klageren fik noget konkret at forholde sig til, skrev han brevet af 8. marts 1999. Det er en klar afvisning af klagerens krav, og klageren vendte ikke tilbage til spørgsmålet. Da der ikke skete mere, betragtede han kravet som opgivet. Han talte heller ikke senere med klagers projektleder om spørgsmålet, ej heller i forbindelse med afleveringen. Ved indvielsen sagde han derimod under en almindelig snak med klagers projektleder, at det undrede ham, at klageren ikke havde gjort mere ved kravet. Ingen entreprenør har fået godtgørelse for forsinkelse. Der er derimod nogle, der har fået for forcering.

Den daglige repræsentant på byggesagen for den virksomhed, der skulle bruge den færdige entreprise har forklaret bl.a., at han var virksomhedens daglige leder repræsentant på byggesagen. Han var inddraget, da man modtog kravet den 19. januar 1999, og besvarelsen af 8. marts 1999 blev refereret for ham. Der er tale om en afvisning af kravet. Siden hørte man intet. Han har ikke ved afleveringsforretningen hørt klagers projektleder fastholde kravet eller tage forbehold herom. Det blev ikke nævnt med et ord.

Klageren har gjort gældende, at kravet er varslet flere gange, bl.a. den 2. oktober, 21. oktober og 28. oktober 1998. Kravet blev da heller ikke afvist af indklagede på mødet den 19. november 1998. Skrivelsen af 8. marts 1999 kan heller ikke anses for en afvisning. Tværtimod tyder ordvalget på en anerkendelse af kravet, som blot størrelsesmæssigt skulle forhandles nærmere. Også telefonopringninger og skrivelser fra den tidligere direktør i klagers virksomhed viser, at kravet ikke er frafaldet, og indklagede kan ikke have haft grund til at tro, at det var tilfældet. Det er derfor heller ikke afgørende, at kravet ikke er omtalt i afleveringsprotokollen. Af de samme grunde bør det heller ikke være prækluderende, at kravet ikke er medtaget eller nævnt i slutregningen, da klageren vendte tilbage til spørgsmålet straks herefter. Oversiddelsen af denne frist er ganske ubetydelig og reelt uden betydning for indklagede. Hertil kommer, at indklagede også efter slutregningen har indladt sig i forhandlinger af kravet.

Indklagede har anført, at klagerens forbehold i slutningen af 1998 er uden betydning, idet kravet er afvist den 8. marts 1999. Der er ikke tale om nogen form for anerkendelse fra indklagedes side, tværtimod. Når byggeledelsen derefter ikke hørte mere til sagen, er indklagede berettiget til at anse kravet for frafaldet. Som det netop er anført i klagerens eget notat af 26. august 1999, var der ikke sket noget i sagen siden den 8. marts 1999. Det er uden betydning, at den tidligere direktør i klagers virksomhed har skrevet til direktøren i den virksomhed der varetog byggeledelsen om afholdelse af et møde. Direktøren i den virksomhed der varetog byggeledelsen havde intet med sagen at gøre, og der er ikke identifikation mellem det firma, der varetog byggeledelsen og byggelederen. Kravet er ikke fulgt op, og undtagelsen i AB 92, § 22, stk. 7, er derfor uanvendelig.

Voldgiftsrettens bemærkninger:

Klagerens forbehold i slutningen af 1998 om at ville gøre krav gældende som følge af forsinkelse blev fulgt op af kravet den 19. januar 1999. Byggeledelsens svar af 8. marts 1999 er ikke en anerkendelse af klagerens krav, men afvisning af kravet med tilføjelse om at være villig til at drøfte spørgsmålet på ny, hvis der blev fremsendt dokumentation. Da klageren ikke vendte tilbage, har byggeledelsen og indklagede ikke haft anledning til at tro, at kravet ville blive opretholdt.

Uanset om der i visse sammenhænge måtte kunne statueres identifikation mellem det firma, der varetog byggeledelsen og byggelederen er det ikke tilfældet vedrørende det foreliggende spørgsmål. Henvendelser fra den tidligere direktør i klagers virksomhed til den virksomhed der varetog byggeledelsen er derfor uden betydning. Det er ganske uoplyst, hvad indholdet har været af de telefonsamtaler, han har omtalt, og skrivelsen af 9. juli 1999 har efter sit indhold ikke en sådan klarhed og præcisering af problemstillingen, at den kan tillægges betydning. I realiteten skete der, således som det fremgår af notatet af 26. august 1999, ikke yderligere i sagen efter den 8. marts 1999.

Der er intet tilført afleveringsprotokollen om spørgsmålet, og kravet blev ikke omtalt i forbindelse med slutregningen.

Efter det ovenfor anførte er klageren herefter afskåret fra at gøre sit krav gældende, jf. AB 92, § 22, stk. 7. Efter handlingsforløbet kan det ikke føre til andet resultat, at byggeledelsen deltog i et møde om spørgsmålet den 17. november 1999.

Indklagedes frifindelsespåstand tages derfor til følge.

Thi bestemmes:

Indklagede frifindes.

Inden 14 dage skal klageren betale 25.000 kr. i sagsomkostninger til indklagede.

Klageren skal efter nærmere opgørelse fra Voldgiftsnævnet betale de omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen.

Versioner

  1. 2002-07-02