Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9967@2002-10-01/da
Indhold
Vedrører ABR 89, mangler og bkg. 477 af 1/7-1987 § 4, stk. 2.
Mandag den 2. september og tirsdag den 3. september 2002 fandt mundtlig forhandling sted i voldgiftssagerne klager mod indklagede 1 under konkurs (sag 1) og klager mod indklagede 2 (sag 2).
Voldgiftsretten bestod af arkitekt m.a.a. Lars Møller, tømrermester Poul-Erik Pedersen og højesteretsdommer Hugo Wendler Pedersen med sidstnævnte som voldgiftsrettens formand.
For klageren mødte en advokat.
For indklagede under konkurs (indklagede 1) mødte en advokat.
For indklagede (indklagede 2) mødte en advokat.
I sagen klageren mod indklagede 1 under konkurs (sag 1) fremlagdes klageskrift af 20. april 1999 fra en advokat, klagesvarskrift af 4. oktober 1999 fra indklagede 1’s advokat, replik af 29. oktober 2001 fra klagers advokat, duplik af 7. december 2001 fra indklagede 1’s advokat, påstandsdokument af 11. juli 2002 fra indklagede 1’s advokat, og påstandsdokument af 22. august 2002 fra klagers advokat.
I sagen klageren mod indklagede 2 fremlagdes klageskrift af 20. april 1999 fra advokat, svarskrift af 3. september 1999 fra indklagede 2’s advokat, replik af 29. oktober 2001 fra klagers advokat, duplik af 18. januar 2002 fra indklagede 2’s advokat, påstandsdokument af 20. august 2002 fra indklagede 2’s advokat og påstandsdokument af 22. august 2002 fra klagers advokat.
Fælles for de to sager fremlagdes yderligere bilagene 1 – 32 fra klageren, bilagene A2 – F2 fra indklagede 1 og A1 – E1 fra indklagede 2.
I sagen klageren mod indklagede 1 under konkurs (sag 1) har klageren nedlagt påstand om, at indklagede 1 under konkurs tilpligtes in solidum subsidiært alternativt med indklagede 2 at betale 2.432.012,56 kr. til klageren, med procesrente fra klagens indlevering. Indklagede 1 under konkurs har påstået frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb. Indklagede 1 under konkurs har derudover til kompensation fremsat et krav på 259.477,50 kr.
I sagen klageren mod indklagede 2 (sag 2) har klageren påstået indklagede 2 tilpligtet in solidum med subsidiært alternativt med indklagede 1 under konkurs at betale 1.088.788,81 kr. til klageren, med procesrente fra klagens indlevering.
Indklagede 2 har påstået frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.
Indklagede 1 under konkurs og indklagede 2 har i det indbyrdes forhold nedlagt påstand om friholdelse hos den anden part for ethvert beløb, som de måtte blive tilpligtet at betale til klager.
Klagerens påstandsbeløb fremkommer således:
Sternen
Udførelse af ALU-kant på ny stern godkendt 12.370,80
Nedskæring af de yderste ca. 15 cm af betonsternen på hele bygningen 166.000,00
Forudsat 13 cm skæredybde
Tillæg for større skæredybde 23.080,50
Montering af ny inddækning fastgjort til betonstern med standarddubler 395.600,00
Tillæg for ekstra fastgørelsesbeslag 14.444,55
Montering og leje af stillads 30 dage 248.852,00
Tillæg for merleje af stillads 10 dage 6.677,00
Tillæg for vejrlig 6 dage 4.006,05
Håndværker udgifter i alt 871.031,05
Moms 217.757,76
I alt vedr. stern 1.088.788,81
Tagkonstruktionen
Nedrivning og bortkørsel 410.000,00
Udlægning af membran 52.585,00
Kilskåren isolering 407.000,00
Udførelse af 2 ekstra lag gips i lofter til brandbeskyttelse af forstærkningsbjælker samt ekstra arbejde ved lukning og supplerende fastgørelser ved eks. ovenlys jfr. tegning 211 og 212 af 24.9.96 167.294,00
Montering af forstærkninger jfr. tegning 205 af 10.9.96 22.100,00
Nedtagning af eksisterende rækværk 15.600,00
Håndværkerudgifter i alt 1.074.579,00
Moms 268.644,75
I alt vedr. tag 1.343.233,75
Totalt stern + tag 2.432.012,56
Indklagede 1´s modkav til kompensation består af et beløb på 159.477,50 kr., der vedrører ikke betalt rådgiverhonorar, og et beløb på 100.000 kr., der vedrører projektering af tagudhæng i forbindelse med konstateret betonskade.
Der blev for voldgiftsretten givet forklaring af 5 personer.
Syns- og skønsmanden mødte og vedstod sin syns- og skønserklæring af 26. februar 1997 og tillægserklæring nr. 1 af 16. maj 2001, ligesom han besvarede en række spørgsmål fra parternes advokater og voldgiftsretten.
Efter at syns- og skønsmanden havde afhjemlet sine erklæringer, frafaldt klagerens advokat på klagerens vegne at gøre erstatningskrav for mangler ved tag gældende mod indklagede 1, således at også kravet mod indklagede 1 alene vedrører mangler ved stern og herefter udgør 1.088.788,81 kr. svarende til kravet mod indklagede 2.
Sagen procederedes, replikker og duplikker blev afgivet.
Under proceduren frafaldt indklagede 1 for tiden at gøre et krav til kompensation på 159.477,50 kr. gældende mod klageren, således at modkrav til kompensation under sagen kun fremsættes med et beløb på 100.000 kr.
Parterne erklærede sig på forespørgsel indforstået med, at der afsagdes en kendelse bestående af voldgiftsrettens præmisser og resultat.
KENDELSE
Indklagede 2 har til brug for klageren udarbejdet en førsynsrapport af 7. oktober 1994 vedrørende kontorhus (bilag 1).
Under 5.1.4. Tagkontruktion anføres bl.a.:
”Betonforkanter ved tagudspring er inddækket med en zinkinddækning som generelt skønnes at være forvitret og mangler enkelte steder.
Betonforkanter præger ligeledes enkelte steder tegn på nedbrydninger og forvitring.”
Reglerne om førsyn af Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 477 af 1. juli 1987 om bygningsgennemsyn (førsyn) ved ombygning af og tilbygning til en eksisterende bygning m.v.
Det er voldgiftsrettens opfattelse, at formålet med et førsyn i første række er at tilvejebringe et overordnet beslutningsgrundlag til kommunalbestyrelsen til afgørelse af, om en given bygning overhovedet er egnet til en påtænkt ombygning, og om de samlede udgifter til ombygningen kan holdes inden for det gældende rammebeløb, jf. bekendtgørelsens § 6. De krav, der kan stilles med hensyn til gennemgang af bygningen og opgørelse over konstaterede skader og tegn på skader, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 2, må bedømmes i lyset af dette overordnede formål. Det kan således ikke forventes, at en førsynsrapport har et omfang eller en detaljeringsgrad som en byggeteknisk gennemgang udarbejdet til brug for et ombygningsprojekt.
På baggrund af det anførte er det voldgiftsrettens opfattelse, at indklagede 2 ikke har handlet ansvarspådragende ved at beskrive sternens tilstand ved besigtigelsen som angivet ovenfor.
Voldgiftsretten frifinder derfor indklagede 2 for det af klageren rejste krav.
I aftalen om teknisk rådgivning og bistand (totalrådgivningsaftalen) af febrar 1996 (bilag A2) har indklagede 1 ikke påtaget sig at foretage en byggeteknisk gennemgang. En sådan gennemgang kunne derfor alene forventes foretaget efter særlig aftale med klageren, jf. det i aftalens pkt. 4.5 anførte. Det er imidlertid voldgiftsrettens opfattelse, at det er et led i en forsvarlig totalrådgivning i en ombygningssag som den foreliggende at vurdere sternens tilstand. Bygningens alder og almindelig teknisk viden om en sådan sterns forventelige levetid og oplysningerne i førsynsrapporten om sternen burde have foranlediget, at indklagede 1 som totalrådgiver tilrådede nærmere undersøgelser af sternens tilstand og ikke blot foreskrev en reparation som angivet under 21.00.01 om arbejdets omfang og 08.07 om betonarbejde i Beskrivelse & Fællesbetingelser af juni 1995, jf. herved også syns- og skønsmandens besvarelse af spørgsmål A, B, D, J, K, A1 og B1. Voldgiftsretten finder på denne baggrund, at indklagede 1 har handlet ansvarpådragnede ved at iværksætte byggearbejdet uden forinden at have tilrådet klageren, at der blev foretaget en nærmere undersøgelse af sternens tilstand. Herefter, og idet det af indklagede 1 anførte om manglende årsagsforbindelse og egen skyld ikke kan føre til et andet resultat, er indklagede 1 under konkurs forpligtet til at betale erstatning for det tab, som klageren har lidt som følge af den mangelfulde rådgivning.
Dette tab kan ikke – som hævdet af klageren – fastsættes til udgifterne til en delvis ny stern. Tabet må fastsættes til de merudgifter, der er en følge af, at udskiftning af stern ikke fra først af har været med i projektet. Syns- og skønsmanden har i sit svar på spørgsmål 16 anslået, at det har påført klageren en fordyrelse på 200.000 kr., at man blev tvunget til at projektere og iværksætte omfattende udbedringer af sternen, medens istandsættelsesarbejderne i øvrigt gennemførtes. Fordyrelsen relaterer sig ifølge syns- og skønsmanden til øgede stilladsudgifter. I besvarelsen af spørgsmål 21 anfører syns- og skønsmanden, at fordyrelsen vedrørende sternen som angivet i svaret på spørgsmål 16 i nogen grad også omfatter arbejderne på tagkonstruktionen, idet det omtalte stillads har været en nødvendighed af hensyn til sikkerheden ved tagarbejderne. Voldgiftsretten finder på denne baggrund, at det tab, som klageren har lidt som følge af indklagede 1´s mangelfulde rådgivning, passende kan fastsættes til 150.000 kr. ekskl. moms. Voldgiftsretten tager derfor klagerens påstand mod indklagede 1 til følge med et beløb på 187.500 kr. inkl. moms.
Retten finder, at indklagede 1 ikke under de foran angivne omstændigheder har godtgjort at have krav på beløbet på 100.000 kr. for projektering af tagudhæng. Retten kan derfor ikke give indklagede 1 medhold i, at kravet kan fremsættes til kompensation.
Det følger at det foran anførte, at retten heller ikke kan give indklagede 1 medhold i påstanden om friholdelse hos indklagede 2, der derfor frifindes for indklagede 1’s friholdelseskrav.
Med sagsomkostninger og ikke betalte honorarer til syns- og skønsmanden forholdes som nedenfor bestemt.
Thi bestemmes:
Indklagede 1 under konkurs skal til klageren betale 187.500 kr. med procesrente fra den 21. april 1999.
Indklagede 2 frifindes.
Klageren skal i sagsomkostninger betale 80.000 kr. til indklagede 1 under konkurs, og 45.000 kr. til indklagede 2.
Indklagede 1 under konkurs, og indklagede 2 skal ikke betale sagsomkostninger til den anden indklagede.
Klageren skal til syns- og skønsmanden betale endnu ikke betalte honorarer.
Sagsomkostninger og honorarer skal betales inden 14 dage.
Klageren skal betale udgifterne til voldgiftsrettens behandling efter voldgiftsnævnets nærmere bestemmelse og påkrav.