Gelex

Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.

GældendeVersion 2002-03-15
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9975@2002-03-15/da

Indhold
  1. Indledning

Vedrører AB 92 § 24, stk. 3 og ABR 89 6.2.4.

I. Indledning

Sagen vedrører udførelsen i 1997-98 af en om- og nybygning af et museum, navnlig med opførelse af en oceanarietank, en ellipseformet institu støbt betontank rummende ca. 4.500 m 3 vand ”med store krav til præcision og finish, bl.a. hensyn til montage af acrylruder” (jf. fællesbetingelsernes pkt. 1.2).

Klager skulle som hovedentreprenør varetage ny- og ombygningen, medens en underentreprenør (saltvandsentreprenøren) stod for saltvandsanlægget. Endelig skulle en rudeleverandør som en bygherreleverance varetage levering og montering af oceanariets acrylruder, der var produceret i Japan.

Projekterende var totalrådgiver, et arkitektfirma med et ingeniørfirma som underrådgiver.

Klager påbegyndte sin entreprise den 5. marts 1997, og aflevering fandt sted den 27. april 1998. Allerede fra starten opstod problemer i forbindelse med bygningens afsætning ved en landinspektør, efterfulgt af en forsinkelse af saltvandsentreprisens opstart og – ifølge klagers opfattelse – en lang række projektuklarheder kombineret med fejl og mangler ved projektmaterialet, der efter klagers opfattelse påførte klager løbende betydelige forsinkelser, som alene blev overvundet ved omfattende forceringsforanstaltninger. Det er klagers opfattelse, at disse forhold har påført klager et tab, som bygherren, indklagede, må erstatte. Indklagede havde på sin side i forbindelse med en overskridelse af den sanktionsgivende mellemtermin den 8. september 1997 for færdiggørelsen af betonarbejder i tanken i november 1997 foretaget et samlet tilbagehold for dagbøder med i alt 3.750.000 kr. incl. moms, hvilket gav klager anledning til at begære udmeldt en sagkyndig med henblik på en hurtig stillingtagen til de tilbageholdte dagbøder. Ved sagkyndig beslutning den 14. januar 1998 blev det besluttet, at tilbageholdelsen af dagbøder for tiden efter færdiggørelsen af tanken – i alt 2.875.000 kr. incl. moms svarende til 46 dagbøder – var ubegrundet, mens spørgsmålet om indklagedes tilbageholdelse af 14 dagbøder à 50.000 kr. excl. moms fra mellemfristen den 8. september 1997 til tankstøbningens færdigmelding den 27. september 1997 blev udskudt til en senere voldgiftssag.

Ved klageskrift af 24. februar 1999 mod indklagede (sag nr. C-6062) indbragte klager sagen for en af Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed nedsat voldgiftsret bestående af civilingeniør Jens Fredborg, akademiingeniør Mogens Høgsted og højesteretsdommer Mogens Hornslet, med sidstnævnte som voldgiftsrettens formand.

Ved klageskrift af 11. marts 1999 (sag nr. C-6091) mod indklagede indbragte totalrådgiveren en sag om betaling af resthonorar vedrørende oceanariet ved en af Voldgiftsnævnet nedsat voldgiftsret med samme dommersammensætning. Under denne sag nedlagde indklagede overfor totalrådgiveren en friholdelsespåstand for så vidt angår de forpligtelser, der under C-6062 måtte blive pålagt indklagede over for klager.

Efter afsluttet skriftveksling var parterne enige om sammen med den mundtlige forhandling af C-6062 (hovedsagen) at behandle regresdelen af C-6091, således at honorarspørgsmålet i C-6091 udskilles til eventuel senere behandling.

I overensstemmelse hermed blev der afholdt mundtlig forhandling af hovedsagen og regressagen over fire retsdage, den 29. januar til 1. februar 2002 begge dage inklusive.

II. Parternes påstande.

Under den mundtlige forhandling nedlagde parterne følgende påstande:

Klageren:

Indklagede tilpligtes til klageren at betale et beløb principalt 8.664.391 kr. , subsidiært et efter Voldgiftsrettens skøn fastsat beløb mindre end principalt påstået, alt med renter svarende til Nationalbankens til enhver tid værende officielle diskonto med tillæg af 5%, fra den 25. februar 1999 til betaling finder sted. (Påstand 1).

Indklagede tilpligtes yderligere til klageren at forrente et beløb stort 7.414.713 kr. med renter svarende til Nationalbankens til enhver tid værende officielle diskonto med tillæg af 5% fra den 14. november 1998 til 25. februar 1999. (Påstand 2) .

Endelig tilpligtes indklagede til klageren straks at betale forfaldne renter pr. 13. november 1998 596.298 kr. (Påstand 3) .

Indklagede:

Over for klager påstås principalt frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb end det, som er påstået af klager.

Over for totalentreprenøren:

Principal påstand:

Totalentreprenøren tilpligtes til indklagede at betale ethvert beløb, som indklagede bliver tilpligtet at betale til klager i voldgiftssagen C-6062, herunder renter i henhold til endelig voldgiftskendelse.

Subsidiær påstand:

Totalrådgiveren tilpligtes til indklagede at betale dele af det beløb, som indklagede bliver tilpligtet at betale til klager i voldgiftssagen C-6062, herunder renter af sådanne dele i henhold til endelig voldgiftskendelse.

Totalrådgiveren har påstået frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb med renter fra den 16. september 1999, hvor friholdelsespåstanden blev nedlagt.

III. Voldgiftssagens behandling.

Under den mundtlige forhandling blev sagens omfattende skriftlige materiale forelagt, hvorefter der blev afgivet forklaringer af 13 vidner. Der blev endvidere afgivet forklaringer af den procestilvarslede landinspektør, der mødte sammen med sin advokat, og af en ansat fra den procestilvarslede saltvandsentreprenør, der mødte ved advokat.

Efter afslutning af proceduren blev sagerne efter aftale med parterne optaget med henblik på afsigelse af en summarisk kendelse, der ikke indeholder referat af det skriftlige materiale, de afgivne forklaringer og parternes procedure, men som alene redegør for voldgiftsrettens resultat og begrundelsen herfor.

IV. De behandlede spørgsmål og voldgiftsrettens bemærkninger.

Sag C-6062. Hovedsagen.

Under den mundtlige forhandling skete behandlingen under 17 punkter, som nedenfor gennemgås i grupper med angivelse af de overskrifter og litreringer, der blev anvendt af parterne:

1. Udbuds-/kontraktsdokumenter/tidsplaner/aflevering

2. Bygningsafsætning

3. Saltvandsentreprenøren

5. Oceanarietankens form m.v.

8. Elinstallationer i trapperumsvægge

Indledningsvis bemærkes, at det på baggrund af de dokumenter, der er fremlagt vedrørende tilbud, acceptdokumenter og referaterne af de første byggemøder, er voldgiftsrettens opfattelse, at parterne havde aftalt, at projektet ville være rettet op den 1. april 1997, og at klager kunne opstarte betonarbejderne i niveau –2, havbundsrummet, i uge 14, dvs. 1. april 1997. Dette må lægges til grund ved vurderingen af spørgsmålet om forsinkelse m.v.

Flere forhold forsinkede imidlertid arbejdets fremdrift, således at støbningen af betonkonstruktionerne i niveau –2, der er fundament for en del af den store tank, først blev afsluttet den 26. maj 1997. Dette må sammenholdes med, at det efter bevisførelsen må antages, at et uhindret forløb af dette arbejde kunne være afsluttet i midten af april måned.

Starten på udførelse af betonarbejdet på den egentlige tank blev således forsinket i perioden 15. april til 26. maj 1997 svarende til 22 arbejdsdage.

De forhold, der forsinkede igangsætning og fremdriften, var følgende:

· Forsinket bygningsafsætning (2), 1. april til 22. april 1997.

· El – udsparinger i trapperumsvægge (8), 2. maj til 6. maj 1997.

· Saltvandsentreprenørens sene leverance af rør under tankbund (3), 9. maj til 16. maj 1997.

· Projektændringer, der gav sig udtryk i løbende ændringer af betondimensioner på fundament (tå på bundplade) og – i perioden 15. til 21. april – af væggen i havbundskælderen, der er del af tankens basis. Det er herved voldgiftsrettens opfattelse, at der for så vidt angår projektændringer ikke alene var tale om en tilretning af projektet, men om en egentlig omprojektering af fundamenterne, idet man åbenbart havde måttet konstatere, at det oprindelige ingeniørprojekt ikke havde den fornødne bæreevne.

De sidste sæt rettelser fremkom først den 21. maj, og betonarbejdet her blev derfor først afsluttet den 26. maj 1997.

Som det fremgår, var der tale om flere sideløbende årsager til forsinkelserne. Det er imidlertid voldgiftsrettens vurdering, at projektændringerne i havbundsrummets konstruktioner var årsag til den væsentlige forsinkelse. Som nævnt androg efter voldgiftsrettens opfattelse forsinkelsen i denne periode 22 arbejdsdage.

5. Oceanarietankens form m.v.

6. Rudefalse ved rude 3 og 4,

7. Fejl i projektmaterialet vedr. tankens rudefalse generelt.

For så vidt angår perioden fra den 26. maj 1997 og frem til delafleveringen af tanken, der i kontrakten blev fastsat til den 8. september, men først fandt sted den 27. september 1997, har klager anført, at flere forhold forsinkede fremdriften i arbejdet på tanken:

· Afsætningsproblemer vedrørende oceanarietanken (5),

· Fejl og mangler i projektet vedr. rudefalse ¾ (6),

· Mangelfuldt projekt vedr. rudefalse generelt (7).

Det er under den mundtlige forhandling oplyst, at tankens teoretisk elliptiske form var sammensat af storcirkeludsnit i det autocad-program, som rådgiverne benyttede, og at projektets afsætningsmål derfor på visse steder af tankens periferi afveg op til 38 mm fra den teoretiske ellipseform. Dette betød, at placeringen af rudefalsene ikke kunne afsættes i formen uden hjælp af en landinspektør, hvis program kunne omsætte rådgivernes digitale koordinater for rudefalsenes placering til en placering i forhold til den teoretiske ellipse.

Klager har gjort gældende, at målsætning af rudernes betonfalse og falsenes facettering ikke fremgik i tilstrækkeligt omfang af tegningsmaterialet, og at falsenes betonmål var mangelfulde og direkte fejlbehæftede i rude 3 – 4. Endvidere var armeringsplaceringen i falsene ikke gennemarbejdet, og der var pladsproblemer med armeringens placering, således at præfabrikerede ”bjælke-/søjle-armeringer” måtte adskilles og ”syes” på stedet. Hertil kom, at præfabrikation af udsparingskasser i et vist omfang måtte omgøres, og at placeringen af udsparingerne måtte etableres med hjælp fra landinspektør.

Indklagede har på sin side bl.a. anført, at klager ikke udarbejdede og for rådgiver forelagde arbejdstegninger, således som klager var forpligtet til, at klager måtte forvente tilpasninger af projektet, og at der – efter projektets karakter – ikke forekom tilpasninger i videre omfang, end klager måtte have påregnet.

Det er voldgiftsrettens opfattelse, at målsætningen af rudefalsene og rudeplaceringerne var mangelfuldt oplyst i projektmaterialet, og at disse mangler havde et omfang, der åbenbart oversteg omfanget af tilretninger, der altid – og ved et projekt som det foreliggende i særdeleshed – må påregnes. Efter manglernes karakter finder voldgiftsretten imidlertid intet grundlag for at fastslå, at klager burde være blevet opmærksom på manglerne allerede i tilbudsfasen. Voldgiftsretten finder det utvivlsomt, at projektmaterialerne har forårsaget gener for og forsinkelser ved udførelse af tanken. Det findes endvidere godtgjort, at de arbejdstegninger, som klager ifølge kontraktsmaterialet skulle udføre, og som skulle vise placering af spor og konusser, blev udført af klager og behandlet af bygherrens rådgivere.

Klager har vurderet forsinkelsen ved udførelse af tanken i denne periode til at svare til 30 arbejdsdage.

Det fremgår af det allerede anførte, at voldgiftsretten er enig med klager i, at projektmanglerne har medført forsinkelser ved udførelse af tanken, og at voldgiftsretten ikke finder at kunne bebrejde klager, at man ikke selv blev opmærksom på manglerne i tilbudsfasen. På den anden side er det voldgiftsrettens opfattelse, at klager burde have opdaget nogle af problemerne på et tidligere tidspunkt under arbejdsprocessen, end det skete. Voldgiftsretten skønner, at tankens 12 støbeafsnit, der blev udført i perioden 26. maj til 27. september 1997, er blevet forsinket svarende til en – gennemsnitlig – forsinkelse på ca. 2 dage pr. støbeafsnit. Idet voldgiftsretten tager hensyn til, at klager noget tidligere burde have opdaget problemerne og taget skridt til deres løsning, findes den del af forsinkelsen, der alene kan tilregnes rådgiverne, at svare til ca. 18 arbejdsdage.

For tiden efter delterminen er behandlet følgende spørgsmål:

9. Elinstallationer / Betonelementvægge,

10. Elprojekt generelt,

11. Overfladebehandling af tanken,

12. Tillægsarbejder og projektuklarheder.

Klager har fremsat krav om kompensation for forsinkelse på grund af manglende projektafklaring vedrørende el i cafekøkkenets elementvægge.

Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at afklaringen, som indebar, at elementstøbningen skulle foretages uden indstøbninger vedrørende el i elementerne, først forelå 5 dage senere end elementfabrikkens deadline.

Det er imidlertid ikke godtgjort, at elementleverancen blev forsinket, og merarbejdet med efterfølgende boring og montering af elinstallationer er betalt som ekstraarbejde.

Som følge heraf kan voldgiftsretten ikke imødekomme klagers krav om kompensation vedrørende el i cafekøkkenets elementvægge.

Klager har ligeledes fremsat krav om kompensation for forsinkelse/forcering af en række arbejder udført af underentreprenører, herunder elarbejde, hvor en successiv afklaring af projektets omfang vitterlig trak ud, og hvor man først på et sent tidspunkt fik accept på tillægsarbejderne.

Der er imidlertid ikke over for voldgiftsretten dokumenteret økonomiske krav fra underentreprenørerne i forbindelse med forcering af disse arbejder, og voldgiftsretten finder på denne baggrund, at kravet fra klager vedrørende disse forhold ikke kan imødekommes.

Klager har yderligere rejst krav om kompensation for forøget tidsforbrug i forbindelse med udførelse af overfladebehandling af tanken.

Voldgiftsretten finder imidlertid ikke grundlag for at give tidsmæssig kompensation i forbindelse med dette arbejde, der er betalt som ekstraarbejde, og som efter det oplyste ikke lå på den kritiske vej.

Klager har endelig rejst krav om kompensation for forøget tidsforbrug i forbindelse med udførelse af tillægsarbejder og afhjælpning af projektafklaringer, som er udført og betalt som ekstraarbejde.

Heller ikke på dette punkt kan voldgiftsretten give klager medhold. Det bemærkes herved, at det hverken er dokumenteret, at disse arbejder ligger på den kritiske vej, eller at klager er påført et økonomisk tab.

13. Ekstraarbejder

Klager har rejst krav om betaling af følgende 3 ekstraarbejder, som indklagede ikke vil acceptere:

a: Tå på tank

b: Bjælke over rude 3

c: Dørkplader over pumpesumpe.

Om disse krav udtaler voldgiftsretten:

ad a:

Tå på tankfundament er ikke vist på udbudsmaterialets detailtegninger i 1:10 vedrørende betonkonstruktioner og er først tilføjet i forbindelse med udførelse af arbejdet.

Indklagede har gjort gældende, at der på arkitektens hovedsnit er vist en bundplade, der rager udenfor tanken, og at arbejdet derfor er omfattet af klagers entreprise.

Voldgiftsretten finder klagers krav berettiget, og bemærker herved, at omfanget af betonarbejdet selvsagt ikke skal ”gættes” ud fra hovedsnit i arkitektplanerne. Kravet anerkendes derfor med 38.951 kr. ex moms.

ad b:

Bjælke over rude 3.

Voldgiftsretten finder, at indklagede ikke har godtgjort noget grundlag for sin afvisning af dette krav, der derfor imødekommes med 14.940 kr. ex moms.

ad c:

Dørkplader på pumpesumpe.

Klager har anført, at der i beskrivelsen specifikt er angivet, at omfanget af aluminiumsdørkplader er angivet på arkitekttegningerne, medens detaljer er at finde på ingeniørens tegninger. Aluminiumsdørkpladerne over pumpesumpene er ikke angivet på arkitektens plan, men der er på en armerings- og betonmålstegning angivet at være en aluminiumsdørkplade.

Indklagede har gjort gældende, at såfremt et emne er vist ét sted, skal det anses som indeholdt i tilbudsprisen.

Voldgiftsretten finder, at det er en åbenbar fejl, at de omhandlede dørkplader ikke er angivet på arkitektens plan, og at klager har været berettiget til efter arkitekttegningens udvisende at forudsætte, at aluminiumsdørkpladen ikke var omfattet af klagers entreprise men af saltvandsentreprisen. Klagers krav anerkendes derfor med 24.970 kr. ex moms.

4. Usædvanligt vejr

14. Dagbøder

Som det fremgår af ovenstående, finder voldgiftsretten, at klager har krav på en tidsfristforlængelse begrundet i projektmæssige forhold, som overstiger den periode, for hvilken der fortsat er tilbageholdt dagbøder, og disse må derfor tilbagebetales med 700.000 kr. ex moms . Det er herefter – og idet spørgsmålet i sig selv er uden økonomiske konsekvenser – unødvendigt at tage stilling til, om klager – som hævdet – havde krav på fristforlængelse for usædvanligt vejrlig i flere dage end anerkendt af bygherren.

15. Forøget materialeforbrug

Klager har i det under sagen fremlagte bilag VI under pkt. 2 opgjort udgiften til et merforbrug af materialer som forskellen mellem de konstaterede udgifter under byggeriet og tilbudsoverslagets udgiftsbudget.

Der er herved konstateret et merforbrug på ca. 325 m 3 beton svarende til 346.680 kr. ex moms og ca. 32 tons armering svarende til 104.658 kr. ex moms.

Voldgiftsretten finder, at klager ikke har godtgjort noget grundlag for at rette disse krav mod indklagede. Herefter, og idet det hævdede merforbrug hverken er dokumenteret eller sandsynliggjort, kan klager ikke få medhold i disse krav.

Det samme gælder en påstået udgift på 58.253 kr. ex moms vedrørende isolering. Heller ikke dette krav kan derfor imødekommes.

Klager har endvidere opgjort en merudgift til udsparings-snedkerelementer for formsætning af rudefalsene på 320.800 kr. ex moms.

Ifølge det oplyste måtte man kassere en del af disse elementer og fremstille nye, men der er ingen nærmere dokumentation for omfanget af merforbruget.

Voldgiftsretten finder det godtgjort, at klager på grund af projektfejl er påført en merudgift, som skønsmæssigt fastsættes til halvdelen af det krævede beløb, dvs. 160.000 kr. ex moms.

I det fremlagte bilag V5 har klager gjort krav på betaling af landinspektørudgifter i forbindelse med afsætning af tankvægge og vinduesfalse m.m. på 72.574 kr. ex moms.

Som det fremgår ovenfor, var dette nødvendiggjort af, at der af rådgiverne kun kunne leveres afsætningsmål i digital form. Som følge heraf finder voldgiftsretten klagers krav berettiget.

16. Økonomiske konsekvenser

I bilag VI har klager opgjort sit krav vedrørende forcering til 14.631 timer, heraf 4.073 timer overtid.

Efter de afgivne forklaringer finder voldgiftsretten det godtgjort, at der blev arbejdet over og i visse perioder i 2-holdskift for at indhente de forsinkelser, der i det væsentligste var forårsaget af rådgivernes fejl. Det nøjagtige omfang af forceringen og af baggrunden herfor lader sig ikke fastlægge efter bevisførelsen. Voldgiftsretten finder det imidlertid utvivlsomt, at klager på grund af fejl fra bygherrens rådgivere er blevet påført udgifter, som kan kræves betalt af indklagede. Kravets størrelse må fastlægges skønsmæssigt, og voldgiftsretten finder, at kravet må anerkendes med 2,8 mio. kr. ex moms. I denne fastsættelse indgår et forceringskrav vedrørende løn – svarende til en gennemsnitsbemanding på ca. 20 mand i ca. 40 dage – 1,7 mio. kr., et krav vedrørende øgede byggespladsomkostninger på ca. 650.000 kr. og et krav på 450.000 kr. i øgede byggestyringsomkostninger. I beløbet er indeholdt sædvanligt dækningsbidrag.

Klagers samlede krav vedrørende påstand 1 kan herefter opgøres således:

Dagbøder retur 700.000 kr. ex moms,

Ekstra regninger .. 78.861 kr. ex moms

Merforbrug .. 160.000 kr. ex moms

Landinspektør .. 72.574 kr. ex moms

Forcering . 2.800.000 kr. ex moms

I alt .. 3.811.435 kr. ex moms

eller . 4.764.293,75 kr. inkl. moms

Hertil kommer renter fra sagsanlægget i overensstemmelse med påstanden.

Generelt – vedrørende samtlige fremsatte krav – bemærkes, at klager ikke – som hævdet af indklagede – på grund af passivitets- forældelses- eller reklamationsbetragtninger – herunder bl.a. med henvisning til AB 92, § 24, stk. 3, og fællesbetingelser og særlige betingelser, tilføjelse 27.1 og 27.2 – kan anses for afskåret fra at gennemføre de krav, som voldgiftsretten efter det ovenfor anførte i øvrigt finder berettigede.

Klagers påstand 2 angår renter af 7.414.713 kr. fra slutopgørelsen til sagsanlægget – jf. bilag V 6, side 10. – Påstanden kan imidlertid efter resultatet vedrørende påstand 1 alene imødekommes for så vidt angår renter af 4.764.293,75 kr. inkl. moms.

Vedrørende klagers påstand 3 om betaling af forfaldne renter pr. slutopgørelsen 13. november 1998 med 596.298 kr. bemærkes:

a: Opgørelsen fremgår af klagers bilag (V 6), hvor manglende renter af den faste entreprisesum er opgjort til 159.507 kr. på side 1.

Indklagede har anført, at der er aftalt en betalingsfrist på 30 arbejdsdage.

Voldgiftsretten finder, at renteopgørelsen skal imødekommes, da der tillige blev aftalt en betalingsplan, og det må antages for dokumenteret, at betalingsdatoerne på planen er overskredet som anført.

Ovennævnte beløb skal dog reduceres med refunderet rentebeløb i forbindelse med tilbagebetaling af dagbod i medfør af sagkyndig udtalelse med 43.474 kr. til i alt 116.033 kr.

b: Rentekrav på 38.812 kr. vedrørende tillægsydelser 1 må efter voldgiftsrettens opfattelse imødekommes med et fradrag på 19 kr. vedrørende de få arbejder, hvor betalingsfristen på 30 arbejdsdage er overholdt, eller i alt 38.793 kr.

c: Rentekrav på 14.976 kr. vedrørende tillægsydelser 2 er efter voldgiftsrettens opfattelse berettiget uden fradrag med i alt 14.976 kr.

d: Rentekrav vedrørende tillægsydelser 3 omfatter rentekrav vedrørende ekstraarbejderne side 6-7:

Opgørelse 17: Tå på tankfundamentet. Opgørelse 43: Ændring af bjælke. Opgørelse 159: Dørkplader i aluminium, medens opgørelse 187: vedrørende Cellglazing blev frafaldet under sagen.

Rentekravet omfatter således renter af det af voldgiftsretten godkendte beløb vedrørende ovennævnte ekstraarbejder med i alt 78.861 kr., der opgjort til 15.983 kr. med fradrag af renter vedrørende cell-glazing 7.111 kr. til i alt 8.872 kr.

e: Endelig omfatter rentekravet renter vedrørende tillægsydelser 4 og 5, i perioden 10.06.1998 til 13.11.1998, som af klager var opgjort til renter af 6.275.000 kr. incl. moms, svarende til 410.494 kr.

Da voldgiftsretten kun imødekommer klagers krav vedrørende disse kategorier med 160.000 + 72.574 + 2.800.000 kr. med tillæg af moms, i alt 3.790.717,50 kr., kan rentekravet vedrørende disse kategorier kun udgøre 247.978.73 kr.

Klagers samlede krav vedrørende denne påstand kan på ovennævnte baggrund efter voldgiftsrettens vurdering kun imødekommes med 426.652 kr.

Sag C-6091, Regressagen.

Det fremgår af det, der er anført under hovedsagen, at indklagede på grund af rådgivernes fejl bliver pålagt at betale klager følgende beløb:

Merforbrug . 160.000, 00 kr. ex moms

Landinspektør . 72.574,00 kr. ex moms

Forcering 2.800.000,00 kr. ex moms

3.032.574,00 kr. ex moms

+ moms ... 758.143,50 kr.

I alt .. 3.790.717,50 kr.

Det er ubestridt, at totalrådgiveren hæfter solidarisk med underrådgiveren, og der er ikke grundlag – som anført af totalrådgiveren – for at fritage rådgiverne for ansvar for ”indirekte tab” efter ABR 89 6.2.4.

Herefter, og idet totalrådgiveren ikke i øvrigt har anført noget, der kan føre til et andet resultat, finder voldgiftsretten indklagede berettiget til at videreføre det nævnte krav til totalrådgiveren.

Det samme gælder derimod efter voldgiftsrettens opfattelse ikke de øvrige beløb, som indklagede skal betale til klageren.

Hvad angår dagbodsbeløbet – der ifølge indklagede skulle dække indklagedes udgifter vedrørende midlertidig dæk over samt inddækning og opvarmning af tanken – bemærkes, at det er voldgiftsrettens vurdering, at den udførte afdækning af tanken også skulle have været etableret af hensyn til at kunne sikre den for rudesamlingen nødvendige temperatur og et støvfrit miljø, selv om tanken var afsluttet efter den oprindelige udbudsplan.

Hertil kommer, at det efter det oplyste var bygherren, der udskød valget af overfladebehandlingstypen, således at en solid adskillelse af tanken mod omgivelserne var nødvendig.

På den baggrund findes indklagede selv at måtte bære udgiften til afdækning og opvarmning af tankområdet uden ret til at videreføre dette krav til rådgiveren.

Heller ikke kravet vedrørende de under 13 nævnte 3 ekstraarbejder findes at burde videreføres til rådgiveren. Ganske vist skyldes det projektfejl, at indklagede nu bliver pålagt at betale klager 78.861 kr. ex moms for ekstraarbejderne. Havde disse arbejder imidlertid været omfattet af klagers entreprise, må klager antages at have indregnet de nævnte udgifter i sit tilbud, der derved var forhøjet med beløbet. Derfor må også dette beløb endeligt bæres af kommunen.

På samme måde må de rentekrav, der i relation til klagers påstande 2 og 3 tillægges klager, og som er uden forbindelse med relevante rådgiverfejl, endeligt bæres af indklagede.

V. Sammenfatning og konklusion.

Det følger af det under IV anførte, at klagers påstand 1 tages til følge med 4.764.293,75 kr. inklusive moms, at påstand 2 tages til følge for så vidt angår renter af samme beløb, og at påstand 3 imødekommes med 426.652 kr.

Der afsiges derfor følgende

Kendelse:

I sag C-6062 skal indklagede til klager betale 4.764.293,75 kr. incl. moms med renter svarende til Nationalbankens til enhver tid værende diskonto med tillæg af 5 % fra den 25. februar 1999, til betaling sker.

Indklagede skal yderligere til klager forrente et beløb på 4.764.293,75 kr. med renter svarende til Nationalbankens til enhver tid værende officielle diskonto med tillæg af 5 % fra den 14. november 1998 til 25. februar 1999.

Indklagede skal endelig til klager betale forfaldne renter pr. 13. november med 426.652 kr.

I sag C-6091 skal totalrådgiveren til indklagede betale 3.790.717,50 kr. incl. moms med tillæg af procesrente fra den 16. september 1999, til betaling sker.

I sagsomkostninger skal indklagede betale 175.000 kr. til klager, totalrådgiveren skal 125.000 kr. til indklagede.

Samtlige beløb skal betales inden 14 dage efter modtagelsen af voldgiftsrettens kendelse.

Voldgiftsrettens omkostninger ved sagernes behandling skal efter opkrævning fra voldgiftsnævnet betales af klager med en fjerdedel, af indklagede med en fjerdedel og af totalrådgiveren med halvdelen.

Versioner

  1. 2002-03-15