Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 101/2002

GældendeVersion 2002-12-20
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9994@2002-12-20/da

Indhold
  1. Indledning

Tidl. minister Ole Stavad, MF, har klaget til Pressenævnet over to artikler bragt i Jyllands-Posten den 10. og 14. oktober 2002, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

Artiklen den 10. oktober 2002 havde overskriften " Tyrkiske tæpper i Skatteministeriet ".

I artiklen hed det:

"Har De nogensinde undret Dem over, hvad Deres mange skattekroner egentlig bliver brugt til?

JP Explorer kan her løfte sløret for, at en del af dem ifølge en tyrkisk tæppehandler i hvert fald er gået til mere end 50 tyrkisk vævede tæpper, som den daværende socialdemokratiske skatteminister Ole Stavad i sin tid hentede på markedet i den tyrkiske havneby Marmaris. Det skulle være foregået hos butikken The Goldenhorn Carpet Corporative.

Forleden gik vi ned ad havnepromenaden uanende om, hvilken afsløring, der ventede os. I første omgang afviste vi en aggressiv tæppehandler, der forsøgte at prakke os et par løbere på. Da vi alligevel lugtede en god historie om, at kvinderne knoklede med tæppeproduktionen, mens mændene bare sad i hjørnet og drak te samtidig med at de spille brætspil gik vi ind.

Så fik vi den virkelige afsløring hos tæppehandleren.

"Aha, I er danskere," sagde tæppehandleren, mens vi tog en slurk af den varme æblete, som tæppehandleren serverede for at få en eventuel handel til at glide bedre ned.

"Jeres tidligere skatteminister er en af vores store kunder," fortsatte tæppehandleren. "Han købte i 1999 50 tæpper her i forretningen for mere end en million kroner. De skulle bruges på hans kontorer."

Vi må håbe for Ole Stavad, at han handlede en del med tyrkerne om prisen på de mange tæpper til Skatteministeriet. For mens vi stod i forretningen blev et hollandsk par tilbud et tæppe til 1900 kr. blot få øjeblikke, efter at vi fik tilbudt samme tæppe for 1000 kr.

Nu var Ole Stavad som skatteminister naturligvis en nærig mand, så mon ikke han fik handlet til en god pris. Under alle omstændigheder slap han for en del af regningen. For ifølge tæppehandleren glemte Ole Stavad og hans ministerium at betale omkring 30.000 kroner af regningen. Godt for skatteyderne men skidt for tæppehandleren.

"Så han skylder os faktisk penge. Men det skal du ikke skrive noget om, for det er en sag mellem ham og mig," grinede tæppehandleren, der absolut ikke så ud til at lide nogen nød.

Det store spørgsmål er nu, hvor tæpperne befinder sig. Da vi i den store avisfusions hellige navn skal lære at samarbejde skulle vi måske pudse vores nye kolleger fra Ekstra Bladet på sagen. Så kunne vi måske også få at vide, om Stavad har tænkt sig at betale de 30.000 kr. til tæppehandleren.

Artiklerne kunne passende offentliggøres under overskriften "Tæppeskandale i Skatteministeriet" eller hvad med "Tæpper fejet ind under gulvtæppet".

Vi hører på Explorer-holdet også meget gerne fra Ole Stavad. Han kan blot sende en mail til os.

Indtil da kan særligt interesserede gå ind på hjemmesiden http://members.tripod.com/issi.kamill/index.htm og få mere at vide om tyrkisk tæppekunst."

Artiklen den 14. oktober 2002 havde overskriften " Censur mod JP Explorer ".

I artiklen hed det bl.a.:

"

Foruden at være nedtrykte over ytringsfrihedens meget trange vilkår på Cypern, skal Explorer-holdet i øvrigt udtrykke sin meget store skuffelse over, at folketingsmedlem, tidligere skatteminister Ole Stavad (S) endnu ikke har givet os sin version af den i fredags omtalte tæppesag fra Marmaris i Tyrkiet.

Her skal Ole Stavad ifølge en tæppehandler angiveligt i 1999 have brugt over en million kroner på at indkøbe ægte tæpper til Skatteministeriet. Men også ifølge ham have undladt at betale 30.000 kr. af regningen.

Da vi endnu ikke har hørt fra Ole Stavad, skal der lige til sidst her fra Explorer-holdet lyde en kraftig opfordring til Ole Stavad om at sende os en mail med sin version af sagen.

"Skal den tyrkiske tæppehandler have 30.000 kr.?""

Den 22. oktober 2002 fik klager i bladet bragt et indlæg under overskriften " Usande påstande ". Indlægget var sålydende:

" Af Ole Stavad, folketingsmedlem (S), tidligere skatteminister og erhvervsminister

UNDER overskriften "Tyrkiske tæpper i Skatteministeriet" bragte Jyllands-Posten i artikelserien JP-EXPLORER 10/10 2002 en række usande påstande i sin reportage.

Jyllands-Posten refererede en påstand fra en tyrkisk tæppehandler om, at jeg som skatteminister i 1999 skulle have købt mere end 50 tæpper til Skatteministeriet til en pris på over én million kroner, som skulle være betalt af danske skatteydere.

Jyllands-Posten har ikke på noget tidspunkt forsøgt at indhente en kommentar fra mig til den groteske påstand. Alligevel efterlyser avisen i sin reportage 14/10 2002 en kommentar fra mig, samtidig med at de usande påstande endnu engang gentages i avisen.

Jeg har aldrig købt så meget som et eneste tæppe til Skatteministeriet, hverken i Tyrkiet eller andre steder. Derfor er der heller ikke anvendt en eneste krone af skatteydernes penge til det angivne formål. Det kunne Jyllands-Posten have forsikret sig om ved, forinden historien var blevet trykt, at henvende sig til mig eller til Skatteministeriet.

Tæpper for egne penge

I de samme artikler påstås endvidere, at jeg eller Skatteministeriet skulle skylde den pågældende tyrkiske tæppehandler 30.000 kr. Også denne påstand er uden hold i virkeligheden og er grebet ud af den blå luft.

Jeg købte tilbage i 1999 og 2000 tæpper i Tyrkiet for mine helt private og beskattede penge. Hver en krone, de har kostet, er betalt. Ønsker Jyllands-Posten dokumentation herfor, stiller jeg den gerne til rådighed for avisen. Det eneste, Skatteministeriet har haft med sagen at gøre, er, at jeg sikrede mig, at der var betalt lovmæssig told og moms af tæpperne, inden regningen blev betalt til tæppehandleren.

Også den dokumentation stiller jeg gerne til rådighed, hvis det ønskes.

Jeg skal dybt beklage, at man som offentlig person er fuldstændig værgeløs over for den form for usande påstande. Reglerne om offentlighed i forvaltningen giver alle muligheder for, at Jyllands-Posten kunne få afkræftet den tyrkiske tæppehandlers usande påstande, hvis man havde spurgt i Skatteministeriet.

Det gjorde avisen ikke. Den ønskede heller ikke min kommentar, inden de usande påstande blev viderebragt til Jyllands-Postens læsere. Derfor bragte Jyllands-Posten denne forkerte og ærekrænkende artikel.

SVAR: Vi beklager det passerede.

Redaktionen "

Klageren har anført, at bladet har fremsat beskyldninger om, at han skulle have købt tæpper i Tyrkiet tilbage i 1999 som skatteminister, og at han fortsat skulle skylde den tyrkiske tæppehandler 30.000 kr. Begge påstande er usande og grebet ud af den blå luft.

Klageren har i tilknytning hertil anført, at bladet på intet tidspunkt har forsøgt at indhente en kommentar fra ham om sagen.

Bladet er enig med klager i, at der med offentliggørelsen af JP-Explorers dagbogsnotater i de to artikler er sket en tilsidesættelse af god presseskik, idet der ubegrundet og i misforstået humoristisk øjemed fremsættes grove, ærekrænkende sigtelser mod klageren.

Bladet har oplyst, at man har givet klager en undskyldning og bragt klagers genmæle på en fremtrædende plads sammen med bladets svar, nemlig at man beklager det passerede.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Lene Sarup og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Bladet har bragt urigtige oplysninger om klager i de to artikler, hvilket også er erkendt af bladet. Bladet har endvidere undladt at indhente klagers kommentar til artiklernes oplysninger, der er krænkende for klager. Bladet har herved handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

Da klager kort tid efter offentliggørelsen af de to artikler har fået lejlighed til at redegøre for sagen i bladet, og da bladet i den forbindelse har beklaget det passerede, finder nævnet ikke grundlag for at pålægge bladet at offentliggøre nævnets kendelse.

Afsagt den 11. december 2002.

Versioner

  1. 2002-12-20