Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 98/2002
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2002/9998@2002-12-20/da
Indhold
[En mand K] har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i JydskeVestkysten den 23. juli 2002, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
Artiklen havde overskriften " Frustrerede lejere i Stormgade " og i en underoverskrift hed det: "Lejestrid: Lejerforeningen for Esbjerg og Omegn har kridtet skoene og er parat til kamp mod udlejeren B.J. Bolig."
I artiklen hed det:
"Formanden for Lejerforeningen for Esbjerg og Omegn, Arne Rehné har set meget i sin tid.
Men han er ikke desto mindre chokeret over det, han nu adskillige gange har haft lejlighed til at kigge nærmere på i huset Stormgade nummer 71. Her bor Svend Siig og hans samlever Susanne Herum, og her bor de ikke godt for de 4300 kroner plus forbrug, de hver måned må af med i husleje, mener de.
Arne Rehné har indtil videre både kontaktet Huslejenævnet og Bygningsinspektoratet, og han er parat til at gå endnu videre end det i kampen mod udlejeren af rødstenshuset, [K] fra B.J. Bolig.
En mangelliste på over et tætskrevet A4-ark er for snart en måned siden sendt til udlejeren, der ifølge lejerforeningen indtil videre har modstået alle forsøg på at få sagen klaret.
Et sted at bo
Arne Rehné, Svend Siig og Susanne Herum mødes denne dag med JydskeVestkysten i haven bag huset. Terrassen er angiveligt ikke i en sådan stand, at den er til at opholde sig på. Eller rettere: Altanen oven over synes ved første øjekast ikke så stabil, at det er fornuftigt at opholde sig under den.
- Der drysser hele tiden puds og andet ned i hovedet på os, så der kan vi ikke sidde, siger Svend Siig, der sammen med Susanne Herum kom til Danmark fra Grønland den 15. maj og indgik lejemålet ubeset for dog at have et sted at bo. Umiddelbart efter følte Svend Siig sig dog taget ved næsen i en sådan grad, at han meldte sig ind i Lejerforeningen for Esbjerg og Omegn og bad den hjælpe ham.
- Der er adskillige ting galt her. For det første står der i lejekontrakten, at lejemålet er på 100 kvadratmeter. Det er på 85 og ikke mere. Da vi påpeger det over for udlejer [K], er hans frække svar, at lejemålet er på 108 kvadratmeter. Huset er et en-families-hus, men alligevel er der fem lejemål i det. Tre lejemål på førstesalen, Svend og Susanne i stuen og en mand i et værelse i kælderen. Det sidste er ulovligt, men det er oven i købet Esbjerg Kommune, der betaler lejen i kælderværelset for en af sine sociale klienter, fortæller Arne Rehné.
Problemer med udlejer
Med i mangellisten til udlejeren er også, at alle lejernes nøgler angiveligt kan anvendes til alle lejemål. Det førte fredag aften til, at Svend Siig og hans samlever blev bestjålet og politiet fandt kort efter anmeldelsen deres ejendele i kælderværelset, hvorfra de hurtigt blev hentet op.
- Udlejeren er et meget ubehageligt menneske, som vi i Lejerforeningen for Esbjerg og Omegn tidligere har haft problemer med. På grund af hans truende optræden har Svend Siig måttet formene ham adgang til huset, fortæller Arne Rehné, mens Svend Siig nikker.
Kort efter fremviser parret deres lejlighed. Køleskabet, der ifølge et håndsat kryds i kontrakten tilhører udlejer, og således er opført som inventar til lejemålet, er ældgammelt og rustent i bunden. Komfurets ene kogeplade virker ikke, fortæller de, og ovnen har i det hele taget set bedre dage, og dét for længe siden, mener Svend Siig. I fuld højde langs dørkarmen i køkkenet er der hul ind til murværket.
I badeværelset vidner rådne trælister om forfald, og det samme gør vindueslisterne udenpå huset, hvor pudset mellem murstenene giver indtryk af at bestå af sand. I hvert fald smuldrer det væk mellem fingrene på Svend Siig og Arne Rehné ved mindste berøring, og Svend Siig fortæller træt, at der trænger vand ind, så snart himlen åbner sig. To af termoruderne er punkterede, og i soveværelset trænger fugten sig på inde fra enden af et skab. I stuens træloft har Svend Siig været nødt til at dække et stort hul med sølvtape, hvor en antenneledning er ført op til lejemålene på førstesalen. Og det er blot nogle af de ting, lejerforeningen har påpeget.
Susanne Herum er grædefærdig, mens Svend Siig blot er rasende og kamplysten. Og det sidste er også formanden for Lejerforeningen for Esbjerg og Omegn, der nægter at give sig en tomme."
I tilknytning til artiklen var bragt to faktabokse. Den ene var en mangelliste fra Arne Rehné, hvor en lang række mangler var anført. Den anden faktaboks var en oversigt fra Lejerens LO med overskrifterne "gode råd" og "før du lejer".
Artiklen var endvidere ledsaget af to billeder. Et billede med teksten: " Svend Siig i badeværelset, hvor træværket ikke har det for godt. Han er også stærkt utilfreds med den mug og skimmel, han også mener at kunne påpege i samme rum". Det andet billede havde teksten: "Køleskabet hører det til lejemålet eller ej? Svend Siig siger ja, udlejer siger nej og taler om forfalskning af lejekontrakt".
Nederst på samme side var bragt en artikel med overskriften " Udlejer afviser kritikken " og underskriften "Lejesag: Udlejer [K] afviser, at han har nægtet at udbedre skaderne, men giver som forklaring, at han er forment adgang af lejer selv. Han beskylder desuden lejer for at have optrådt truende."
I artiklen hed det:
"Avisen har forelagt udlejer [K] fra B.J. Bolig de kritikpunkter, som både formanden for Lejerforeningen for Esbjerg og Omegn, Arne Rehné, og lejer af Stormgade 71, Svend Siig, er kommet med.
[K] afviser i det store og hele kritikken:
- Jeg har talt med Svend Siig om nogle af småtingene, såsom at der var en fugtplet indvendig i skabet, at der manglede nogle lister i køkkenet, at brevsprækken var i stykker og så videre. Jeg tilbød at udbedre det, men Svend Siig sagde, at det skulle han nok selv klare. Derudover var der to punkterede vinduer, som vi skrev ind i et tillæg til kontrakten, at lejeren ikke hæfter for. Derefter hører vi ikke noget fra ham, før vi får en henvendelse fra Lejerforeningen for Esbjerg og Omegn, siger [K].
Han understreger videre, at villaen er fra 1936, og at Svend Siig ikke har overtaget lejligheden som nyistandsat.
- Svend Siig får desuden som alle vore lejere hele depositumet tilbage. Der er jo ikke noget med, at lejemålet skal være istandsat, når de afleverer det igen. Og med hensyn til de udvendige ting, er det vedligehold, der påhviler mig, og det er rent kosmetiske ting, der påpeges. At der er en revne i trappeflisen er jo ligegyldigt, så længe fliserne ikke er løse, siger [K] og tilføjer, at det er usandt, at alle nøgler skulle passe til alle lejemål.
Truende opførsel
[K] mener endvidere, at det er Svend Siig, der har optrådt særdeles truende over for ham.
- Han har, som han også har erkendt over for avisen, forment mig adgang til mit eget hus. Og hvordan skulle jeg så kunne udbedre noget som helst? Nu har vi meddelt ham med det korrekte varsel ifølge lejeloven, at vi skal have adgang til huset i september, og at han ikke må være der, når vi kommer. Han har selv truet mig og i øvrigt forsøgt at afpresse mig, siger han.
[K] siger som eksempel på, at Svend Siig er utroværdig, at det faktum, at køleskabet er opført i lejekontrakten, er en forfalskning. Det kryds, der er sat i hånden i modsætning til de andre, maskinskrevne krydser, har Svend Siig selv sat, hævder [K].
Det imødegås af Arne Rehné, formand for Lejerforeningen for Esbjerg og Omegn.
- Da udlejeren kom med køleskabet, førte han selv et kryds ind i den rubrik. Det er der vidner på, siger han.
Men hvad med sådan en kritik som at hoveddøren er utæt. Du skriver i dit svar, at det er den ikke. Hvor ved du det fra?
- Vi har ingen fugtklager fået i de 11 år, vi har haft huset. I øvrigt skal en hoveddør ikke være helt tæt. Det er der ikke noget, der er. Og så skulle man også bare til at lave udluftning for ikke at få fugt i huset. For øvrigt er den omtalte hoveddør indgang til opgangen og ikke til Svend Siigs lejemål, siger [K].
Han understreger i øvrigt, at Svend Siig ikke selv har overholdt lejelovens regler med hensyn til at give besked om fejl og mangler inden 14 dage fra lejemålets indgåelse.
[K] afviser desuden, at han har et ulovligt lejemål i villaens kælder.
- Vi har tidligere haft kælderlokalet udlejet til en ung mand. Men det var ikke til beboelse. Det var Esbjerg Kommune, der administrerede hans leje, siger han."
Klageren har anført, at han som det ses af hans brev af 19. august 2002 til chefredaktør Mette Bock mange steder har påpeget ting, som er direkte forkerte. Alligevel har journalisterne ikke gjort sig den ulejlighed at undersøge tingenes rigtighed, men har blot ukritisk gengivet modpartens udtalelser. Journalisterne er blevet bestilt til at skade klager og hans virksomhed, og det fremgår tydeligt, at man har gjort alt, hvad man kunne for at gøre dette på et usagligt grundlag. Selv om journalisterne spurgte, om klager ville udtale sig, ville de alligevel ikke medtage de allervæsentligste ting i artiklen, som ville forsvare klager, og som klager bad dem medtage. Klager har i forhold til modparten fået ca. 10% spalteplads i nederste hjørne af en side. Dette skal ses i lyset af, at man har angrebet klager på trods af, at man har vidst/fået oplyst, at oplysningerne ikke var rigtige og på trods af, at man har haft mulighed for at kontrollere rigtigheden af disse inden offentliggørelsen.
Klageren har videre anført, at lejerformandens udtalelse om, at klager er et meget ubehageligt menneske, ikke blev forelagt ham, inden artiklen blev offentliggjort. Klager havde bedt journalisterne om at se modpartens udtalelser inden offentliggørelsen, men de sagde hertil blot, at det kunne klager ikke få lov til.
Bladet har anført, at påstanden om en bestilt hævnkampagne savner enhver dokumentation, ganske enkelt fordi den er usand. Bladets fremstilling af sagen er afbalanceret og bringer begge parters synspunkter i en konflikthistorie. Klager og hans hustru har under to møder begge af to timers varighed med bladets journalister og lokale udgaveredaktør fået lejlighed til at fremføre sine synspunkter. Derefter fik han lejlighed til at gennemlæse sine udtalelser og rette adskillige punkter altså en helt fair behandling, der måske endda går ud over, hvad man normalt vil forvente. Bladet har ikke afvist at bringe væsentlige udtalelser, men har alene afvist klagers væsentligste krav, nemlig helt at droppe artiklen.
Bladet har i tilknytning hertil anført, at der ikke er tale om en ensidig fremstilling. Striden er tværtimod brugt som anledning til at perspektivere problemstillingen ved at bringe en række gode råd til læserne om, hvordan man skal forholde sig, når man indgår et lejemål. Bladet har ganske klart udvist kildekritik over for alle parter i sagen, idet både lejer, udlejer og en uvildig boligadvokat i en forsideartikel samme dag nuancerer artiklens helhedsindtryk.
Bladet har endelig anført, at lejerens kritikpunkter ikke var uden berettigelse, hvilket fremgår af Huslejenævnets kendelse af 6. september 2002, hvori nævnet efter besigtigelse af ejendommen pålagde klager at udbedre 16 konkrete fejl ved lejemålet, herunder en lang række af de fejl, bladet omtalte, men som klager i artiklen tilbageviser.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Tage Clausen og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet finder, at bladet i artiklen "Udlejer afviser kritikken" i tilstrækkelig grad har givet klager adgang til at komme til orde i forhold til de beskyldninger, der fremsættes mod ham i den påklagede artikel. Nævnet finder ej heller grundlag for at fastslå, at bladet ikke skulle have udvist tilstrækkelig kritik over for kilderne til artiklens oplysninger. Nævnet finder derfor, at der på disse punkter ikke er grundlag for at udtale kritik af bladet.
Nævnet finder, at udtalelsen om klager fra formanden for Lejeforeningen for Esbjerg og Omegn er af en sådan vurderende karakter, at bladet ikke inden offentliggørelsen burde have forelagt klager udtalelsen, og der er derfor ej heller på dette punkt grundlag for at udtale kritik af bladet.
Afsagt den 11. december 2002.