Konkrete afgørelser vedr. § 13 fra ÅB 2003 II
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/10016@2003-09-02/da
Indhold
Konkrete afgørelser vedr. § 13 fra ÅB 2003 II
Resumé Fra ÅB 2002: Ifølge offererstatningslovens § 13 kan nævnet ikke behandle en ansøgning, der er indgivet over 2 år efter, at lovovertrædelsen er begået, medmindre der foreligger særlige grunde. I forarbejderne til lovbestemmelsen, betænkning nr. 751/1975, side 38, er anført, at det er fundet hensigtsmæssigt at fastsætte en tidsfrist, inden for hvilken ansøgningen i almindelighed skal være indgivet, for at nævnet kan undgå at behandle alt for gamle krav, og en frist på 2 år er fundet rimelig. Fristen kan fraviges, hvis der foreligger særlige grunde, og dette kan ifølge betænkningen f.eks. være tilfældet, hvis skadelidte først får kundskab om forbrydelsen længere tid efter, at forbrydelsen er begået. Bl.a. fordi nævnet står uden vejledning i lovens forarbejder, er nævnet meget tilbageholdende med at afvise en ansøgning med henvisning til lovens § 13.
I sagen (N.j.nr. 503/2003) var ansøger den 18-01-2001 udsat for et røveri på sin arbejdsplads. Forholdet blev anmeldt til politiet med det samme, ligesom skaden blev anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen. Ansøger havde siden 10-12-2001 været repræsenteret ved advokat. Advokaten havde varetaget ansøgers interesser i forbindelse med sagens behandling i Arbejdsskadestyrelsen. Nævnet modtog først ansøgning om erstatning den 14-02-2003. Nævnet besluttede i medfør af § 13, stk. 2, i offererstatningsloven at afslå ansøgningen om erstatning, idet den var indgivet over 2 år efter, at lovovertrædelsen var begået. Nævnet lagde ved sin afgørelse vægt på, at ansøger siden den 10-12-2001 havde været repræsenteret ved advokat. Ansøgers advokat anmodede nævnet om genoptagelse af sagen under henvisning til, at ansøgningen ikke kunne fremsendes, førend en afgørelse om erstatning var truffet i arbejdsskadesagen, ligesom han henviste til, at det ikke havde nogen betydning for sagens afgørelse, at ansøgningen først var indsendt i januar 2003. Nævnet fastholdt sin afgørelse om afslag. Nævnet henviste yderligere til, at nævnet i medfør af den dagældende § 7, stk. 1, i offererstatningsloven, ikke kunne betale erstatning, hvis skaden dækkes af arbejdsgivers forsikring. Da der var tale om en arbejdsskadesag, ville nævnet således kun kunne erstatte eventuel tabt arbejdsfortjeneste samt eventuel godtgørelse for svie og smerte. Disse krav kunne behandles uafhængigt af Arbejdsskadestyrelsens afgørelse i arbejdsskadesagen, selvom en endelig vurdering af stationærtidspunktet i den dagældende erstatningsansvarslov kunne nødvendiggøre, at nævnet selv foranledigede sagen forelagt for Arbejdsskadestyrelsen. Advokaten havde endvidere, såfremt nævnet fastholdt sit afslag, anmodet nævnet om at udmåle den erstatning, som ansøger var berettiget til i medfør af erstatningsansvarsloven. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilkendegive, hvor stor en godtgørelse og erstatning ansøger eventuelt ville have været berettiget til, idet dette ville kræve, at nævnet realitetsbehandlede sagen. Nævnet har ikke oplysninger om, hvorvidt ansøger efterfølgende har rejst sit krav over for advokaten eller dennes ansvarsforsikringsselskab.