Fradrag i dagpenge for rateudbetalt fratrædelsesgodtgørelse
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/10329@2004-03-01/da
Indhold
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 2. oktober 2003.
Nævnet traf denne
Der skal ske fradrag i Deres dagpenge for løbende udbetalinger af godtgørelse, som De modtager fra NN i forbindelse med Deres fratræden den 1. september 2001 og frem til ultimo december 2002, fra hvilket tidspunkt godtgørelsen blev udbetalt som et éngangsbeløb.
Ankenævnet har lagt til grund, at NN den 12. juni 2001 bekræftede modtagelsen af Deres opsigelse, og at NN bekræftede, at De vil få udbetalt en rateudbetalt fratrædelsesgodtgørelse fra 1. september 2001 til 30. juni 2004 på 24.770 svarende til 55 % af Deres daværende faste løn, inkl. estimeret bonus + 8 % pensionsordning. Fra den 1. juli 2004 til den 30. juni 2006 ville udbetalingerne blive forhøjet til 25.203 kr. pr. måned til dækning af Arbejdsmarkeds og Særlig Pensions - bidrag.
Ankenævnet har videre lagt til grund, at Deres tidligere arbejdsgiver, NN, den 25. oktober 2002 gav Dem et tilbud om, at den økonomiske fratrædelsesordning fremover kunne konverteres, således at der skete udbetaling af et éngangsbeløb.
De accepterede dette tilbud med virkning fra ultimo december 2002.
Ankenævnet har i forbindelse med sin vurdering af, at de løbende udbetalinger af godtgørelse, lagt vægt på, at lignende ordninger også blev tilbudt andre medarbejdere. Fratrædelsesordningen blev tilbudt i forbindelse med en større nedskæring af personalestaben.
Ankenævnet har videre lagt vægt på, at ydelserne var a-skattepligtige, og at der blev betalt arbejdsmarkedsbidrag.
Ankenævnet har desuden lagt vægt på, at De ikke havde pligt til at underrette Deres tidligere arbejdsgiver om andet arbejde i perioden, hvor De modtager ydelser, at arbejdsgiveren ikke har ret til at modregne i ydelserne, og at der er tale om ydelser udbetalt i en forholdsvis lang periode.
Ankenævnet finder på denne baggrund, at ydelserne skal sidestilles med en pension med løbende udbetalinger fra en tidligere arbejdsgiver og medføre fradrag i dagpengene.
Ankenævnet henviser til lov om arbejdsløshedsforsikringsloven m.v. jf. Arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001 § 58, samt § 8, stk. 4, i direktoratets bekendtgørelse nr. 670 af 11. juli 2000 om fradrag i dagpenge, orlovsydelse, praktikydelse, uddannelsesgodtgørelse og etableringsydelse.
Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af 19. november 2002. Ankenævnet har dog tilføjet en nødvendig præcisering i afgørelsen - under hensyn til, at udbetaling af fratrædelses-ydelsen fra ultimo december 2002 skete som et éngangsbeløb.
Ankenævnet skal for god ordens skyld bemærke, at der ifølge ovennævnte bekendtgørelse nr. 670 af 11. juli 2000, § 8, skal ske fradrag for løbende udbetaling af pension, som er et led i et tidligere ansættelsesforhold, men at der ikke er hjemmel i reglerne til at fradrage tilsvarende ydelse udbetalt som et éngangsbeløb.
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til:
A-kassen
Arbejdsdirektoratet
1. Sagsforløb
Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:
"Det fremgår af Deres ansættelsesbrev, at De blev ansat i selskabet NN med virkning fra den 1. marts 1977.
Ved brev af 12. juni 2001 opsagde De Deres stilling hos NN til fratrædelse med udgangen af august 2001.
De opsagde stillingen på betingelse af,
at De ville få udbetalt 24.770 kr. pr. måned (svarende til 55% af Deres daværende faste løn, inkl. estimeret bonus + 8% pensionsordning) fra den 1. september 2001 til den 30. juni 2004, og
at udbetalingerne for perioden 1. juli 2004 til 30. juni 2006 ville blive forhøjet til 25.203 kr. pr. måned til dækning af AM-bidrag og S-pension.
Ved brev ligeledes af 12. juni 2001 bekræftede NN Deres opsigelse og oplyste, at De for perioden 1. september 2001 til 30. juni 2006 ville få udbetalt en rateudbetalt fratrædelsesgodtgørelse, og at selskabet accepterede de til opsigelsen knyttede betingelser. Selskabet oplyste endvidere bl.a., at aftalen ville bortfalde i tilfælde af død.
På Deres forespørgsel meddelte a-kassen Dem i brev af 26. august 2001, at De ville være dagpengeberettiget fra den 1. januar 2002.
I perioden 2. januar til 30. juni 2002 havde De arbejde hos ZZ
Ved brev af 20. juni 2002 meddelte a-kassen Dem, at a-kassen måtte give Dem afslag på udbetaling af dagpenge fra den 1. juli 2002. A-kassen henviste til, at Arbejdsdirektoratet og Arbejdsmarkedets Ankenævn i en lignende sag havde truffet afgørelse om, at det beløb, som hver måned blev udbetalt fra NN, skulle sidestilles med udbetaling af pension, hvorfor der skulle ske fradrag i dagpengene.
De klagede over a-kassens afgørelse ved brev af 26. juni 2002. De anførte bl.a., at der var tale om en fratrædelsesydelse, hvoraf De betalte AM- og SP-bidrag.
Ved brev af 23. oktober 2002 har a-kassen sendt sagen til direktoratet. A-kassen har samtidig oplyst, at man under behandlingen af Deres ansøgning om dagpenge havde kontaktet NN for at få belyst fratrædelsen nærmere.
Ved denne lejlighed fik a-kassen oplyst, at fratrædelsen skete i forbindelse med en større nedskæring af personalestaben, og at alle fik tilbudt en fratrædelsesordning med indhold alt efter anciennitet og stilling.
A-kassen fik samtidig oplyst, at fratrædelsesgodtgørelsen blev beskattet med almindelig indkomstskat, og at der blev trukket AM-bidrag og SP-bidrag.
A-kassen havde herefter vurderet, at der ikke var tale om løn eller pension, men om en fratrædelsesgodtgørelse, som ikke skulle fradrages i dagpengene.
På baggrund af en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Ankenævn blev a-kassen imidlertid i maj 2002 opmærksom på, at der i lignende sager var truffet afgørelse om, at udbetalingerne fra NN skulle sidestilles med pension, hvorfor der skulle ske fradrag i dagpengene.
Direktoratet har den 11. november 2002 telefonisk anmodet NN om yderligere oplysninger til brug for behandlingen af sagen. Selskabet har på direktoratets forespørgsel oplyst, at De ikke har pligt til at underrette selskabet om andet arbejde i perioden med fratrædelsesgodtgørelsen uanset arbejdets art og omfang, og at selskabet ikke har ret til at modregne i ydelsen.
A-kassen har med telefax den 14. november 2002 sendt kopi af et brev af 25. oktober 2002 fra NN til Dem, hvor De bliver tilbudt, at de månedlige udbetalinger fra selskabet bliver konverteret til en engangsudbetaling ".
Sekretariatet er enig i fremstillingen.
2. Arbejdsdirektoratets afgørelse
Direktoratet traf den 19. november 2002 denne afgørelse:
" Der skal ske fradrag i Deres dagpenge for de ydelser, som De modtager fra NN, jf. selskabets brev af 12. juni 2001.
Det fremgår af § 58, stk. 1, nr. 3, litra a, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002, at direktøren for Arbejdsdirektoratet kan fastsætte regler om, hvilken betydning arbejde og indtægt skal have for størrelsen af dagpenge, der udbetales efter § 55, stk. 1.
Denne bemyndigelsesbestemmelse er udmøntet i bekendtgørelse nr. 670 af 11. juli 2000 om fradrag i dagpenge, orlovsydelse, praktikydelse, uddannelsesgodtgørelse og etableringsydelse (bekendt-gørelsen).
Det fremgår af bekendtgørelsens § 8, stk. 4, at løbende udbetaling fra en tidligere arbejdsgiver af beløb, som kan sidestilles med pension, medfører fradrag. Dette gælder, uanset om beløbet udbe-tales løbende efter arbejdsophøret eller som supplement til dagpengene.
Direktoratet har lagt vægt på,
at De i forbindelse med Deres fratrædelse aftalte med NN, at De for perioden 1. september 2001 til 30. juni 2006 ville få udbetalt en rateudbetalt fratrædelsesgodtgørelse, svarende til ca. 55% af lønnen på fratrædelsestidspunktet,
at lignende ordninger også blev tilbudt andre medarbejdere,
at De ikke har pligt til at underrette NN om andet arbejde i perioden med ydelser fra selskabet,
at selskabet ikke havde ret til at modregne i ydelserne, og
at der er tale om ydelser udbetalt i en forholdsvis lang periode.
Direktoratet finder på denne baggrund, at ydelserne fra NN skal sidestiles med pension fra en tidligere arbejdsgiver og medføre fradrag i dagpengene, jf. § 8, stk. 4, i bekendtgørelsen".
3. Klagen til ankenævnet
A-kassen skrev den 27. november 2002:
A-kassen fik den 20. november 2002 kopi af afgørelse, som var sendt til medlemmet.
Efter modtagelsen af Arbejdsdirektoratets afgørelse, har vi haft kontakt til medlemmet vedrørende afgørelsen.
Det kan oplyses, at medlemmet fortsat ønsker sagen indbragt for Arbejdsmarkedets Ankenævn.
Brev fra medlemmet er vedlagt til orientering."
De skrev den 22. november 2002:
"Med henvisning til brev fra Arbejdsdirektoratet den 19. november til undertegnede vil jeg fastholde at min sag indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn."
4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen
Direktoratet skrev den 13. december 2002:
Direktoratet sender klage over afgørelse af 19. november 2002.
Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.
Direktoratet henviser til ankenævnets j. nr. ...., hvor ankenævnet har truffet afgørelse i en lignende sag.
5. Nyt efter klagen
A-Kassen skrev den 21. januar 2003:
A-kassen anerkender hermed modtagelsen af ankenævnets brev af 7. januar d.å. med orientering om Deres klage over Arbejdsdirektoratets afgørelse af 19. november 2002.
Da vi fortsat er af den opfattelse, at der er tale om fratrædelsesgodtgørelse, som ikke skal medføre fradrag i dagpengeudbetalingen, skal vi anføre følgende til støtte for vort synspunkt:
Allerede i foråret 2001 rettede vort medlem henvendelse til os i anledning af, at han og en række medarbejdere i NN havde fået tilbudt en fratrædelsesordning ved det kommende årsskifte. Der var tale om en individuel fratrædelsesordning, som ikke berørte den enkeltes pensionsordning. Opsigelsesvarslet blev overholdt, og fratrædelsesgodtgørelsen skulle ikke træde i stedet for løn. Oprindelig var det meningen, at fratrædelsesgodtgørelsen skulle udbetales som et engangsbeløb, men det ønskede NN senere ændret til månedlige udbetalinger.
Ved behandlingen af sagen tog vi udgangspunkt i direktoratets vejledning nr. 121 af 11. juli 2000 til bekendtgørelsen om fradrag i dagpenge, orlovsydelse, praktikydelse, uddannelsesgodtgørelse og etableringsydelse, idet vi lagde vægt på, at der hverken i bekendtgørelsen eller vejledningen skelnes imellem, om fratrædelsesgodtgørelsen udbetales som et engangsbeløb eller som en månedlig ydelse.
Det var derfor vores klare opfattelse, at fratrædelsesgodtgørelsen ikke skulle medføre fradrag i senere udbetalte dagpenge, men for at være på den sikre side forelagde vi i juni 2001 problemstillingen for direktoratet. Direktoratet henviste til eksempel 1 i vejledningen om fradrag i dagpenge m.v. og var således enig med os i, at der ikke skulle ske fradrag i dagpengene.
Da vi herefter mente, at der ikke var uklarhed i bestemmelserne om fratrædelsesordningens betydning for udbetaling af dagpenge eller i fortolkningen af bestemmelserne, udbetalte vi dagpenge fra den l. januar 2002.
Vi skal samtidig henlede ankenævnets opmærksomhed på virkningen af direktoratets afgørelse:
1. Vort medlem kan ikke - uanset hans ønske om at stå tilmeldt arbejdsformidlingen som ledig og hans ønske om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet - indplaceres i dagpengesystemet, fordi der ikke kan udbetales dagpenge på grund af reglerne om fradrag.
2. Vort medlem kan hverken få efterløn eller efterlønsbevis som 60-årig, fordi han til den tid ikke har ret til dagpenge.
Sammenfattende skal vi give udtryk for, at direktoratets efterfølgende fortolkning af reglerne om fradrag i dagpenge mv. efter vores opfattelse har helt urimelige og utilsigtede konsekvenser for vort medlem. Hvis vort medlem havde haft mulighed for at vælge en fratrædelsesordning med et engangsbeløb, ville hans situation have været en ganske anden.
Kassen har den 2. september 2003 oplyst, at De, som den eneste accepterede tilbuddet om at få fratrædelsesgodtgørelsen udbetalt på en gang med udgangen af december 2002.
6. Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001
§ 58.
.........
Nr. 3, litra a. Efter forhandling med Landsarbejdsrådet kan direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætte regler om, hvilken betydning arbejde og indtægt skal have for størrelsen af dagpenge, der udbetales efter § 52 a, stk. 1, eller § 55, stk. 1.
....................
Direktoratets bekendtgørelse nr. 670 af 11. juli 2000 om fradrag i dagpenge, orlovsydelse, praktikydelse, uddannelsesgodtgørelse og etableringsydelse
§ 6. Ved indtægter forstås i denne bekendtgørelse løn, rådighedsløn, honorarer m.v. Indtægterne medfører fradrag, selv om der ikke udføres arbejde i den periode, indtægterne dækker.
Stk. 2. Indtægter, der træder i stedet for de indtægter, der er nævnt i stk. 1, herunder erstatning for tabt arbejdstjeneste og fratrædelsesgodtgørelse, medfører også fradrag.
Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 anvendes både på engangsbeløb og løbende indtægter.
Stk. 4. Fradraget sker for den periode, indtægterne dækker.
§ 8. Løbende udbetaling af pension (inklusive tillæg), som er led i et tidligere ansættelsesforhold og er af en sådan karakter, at det er sædvanligt, at arbejdsgiveren bidrager til pensionen, medfører fradrag.
S tk. 2. Løbende udbetaling af pension, som har forbindelse med en arbejdsperiode i udlandet, medfører fradrag.
Stk. 3. Løbende udbetaling af pension og pensionslignende ydelser til et medlem, der tidligere har været borgmester, udvalgsformand, rådmand, medlem af Folketinget eller Europaparlamentet m.v., medfører fradrag.
Stk. 4. Løbende udbetaling fra en tidligere arbejdsgiver af beløb, som kan sidestilles med pension, medfører fradrag. Dette gælder, uanset om beløbet udbetales løbende efter arbejdsophøret eller som supplement til dagpengene.
Stk. 5. Fradraget sker for den periode, pensionen eller beløbet dækker.
Direktoratets vejledning nr. 121 af juli 2000 til bekendtgørelse om fradrag i dagpenge, orlovsydelse, praktikydelse, uddannelsesgodtgørelse og etableringsydelse
Til § 6
Fradrag for indtægter
Reglen betyder, at løn og lignende indtægter medfører fradrag, uanset om medlemmet har udført arbejde. Benævnelse og udbetalingsform har heller ikke betydning.
Reglen skal ses i sammenhæng med § 2, således at der ikke sker fradrag 2 gange for det samme arbejde eller den samme lønindtægt.
Til § 6, stk. 1
Løn, rådighedsløn, honorarer m.v.
Reglen gælder bl.a. ved udbetaling af løn i en opsigelsesperiode, hvor medlemmet er fritstillet. Reglen gælder også ved udbetaling af rådighedsløn efter tjenestemandslovens § 32 eller udbetalinger efter sømandslovens § 18 m.v.
Der kan ikke udbetales ydelser for den periode, som udbetalingen skal dække. Dette gælder både løbende udbetalinger og udbetaling af engangsbeløb.
Det er uden betydning, om der udføres arbejde i perioden.
Udbetales der f.eks. 3 års rådighedsløn til en tjenestemand, kan der ikke udbetales ydelser til medlemmet i de 3 år, udbetalingen dækker.
Til § 6, stk. 2
Reglen betyder, at der bl.a. skal ske fradrag for erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse.
Afgørende for, om et udbetalt beløb skal medføre fradrag, er, om beløbet kan anses for at træde i stedet for løn m.v. i en ansættelsesperiode eller periode, der kan sidestilles med en opsigelsesperiode. Det er ikke beløbets benævnelse, som afgør, om der skal ske fradrag. Det har normalt heller ikke betydning, hvordan indtægten beskattes.
Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste
Reglen om fradrag gælder f.eks. tilfælde, hvor en arbejdsgiver ikke har overholdt opsigelsesvarslet, og hvor arbejdsgiveren ved en fagretlig sag pålægges at betale den ansatte en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller indgår et forlig herom.
Fratrædelsesgodtgørelse
Reglen om fradrag gælder også ved udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse, f.eks. når en virksomhed afskediger en medarbejder, og det aftales, at der ved ophøret skal betales en "godtgørelse" til medarbejderen.
I vurderingen af, om et udbetalt beløb skal føre til fradrag, er det afgørende, om arbejdsgiverens opsigelsesvarsel er overholdt. Udbetalingen fører ikke til fradrag, hvis opsigelsesvarslet er overholdt, da udbetaling herudover ikke kan anses for at træde i stedet for løn. Er arbejdsgiverens opsigelsesvarsel ikke overholdt, medfører udbetalingen fradrag for den del af opsigelsesperioden, udbetalingen dækker.
Reglen gælder både, når en virksomhed aftaler fratrædelsesordninger for et større antal medarbejdere, og når enkeltpersoner indgår sådanne aftaler med deres arbejdsgiver. Bestemmelsen omfatter således både kollektive og individuelle aftaler.
Endvidere er udbetaling af en fratrædelsesgodtgørelse i tilfælde, hvor medarbejderen selv siger op, omfattet af reglen. Også i disse tilfælde er arbejdsgivers overholdelse af opsigelsesvarslet afgørende for, om der skal ske fradrag for indtægten. Der henvises i øvrigt til afsnittet nedenfor om konsekvenser for retten til ydelser, når der er forkortet opsigelsesvarsel, selvforskyldt ledighed og karantæne.
Lønmodtagernes Garantifond
Reglen betyder også, at et medlem ikke uden fradrag kan modtage ydelser efter § 1 for perioder, der dækkes af ydelser fra Lønmodtagernes Garantifond.
Konsekvenser for retten til ydelser
Hvis en indtægt er omfattet af reglen i § 6, stk. 2, er udgangspunktet, at der ikke kan betales ydelser i den periode, der svarer til det opsigelsesvarsel, medarbejderen havde krav på.
Hvis indtægten kun svarer til løn i en kortere periode end opsigelsesvarslet, kan der ikke betales ydelser i dette kortere tidsrum. Herudover skal medlemmet eventuelt have en karantæne. Dette kan være tilfældet, hvis medlemmet selv har sagt op eller har accepteret et forkortet opsigelsesvarsel. Reglerne om dette står i bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed.
Hvis indtægten svarer til løn for arbejde på nedsat tid, skal der kun ske fradrag for det antal timer, udbetalingen udgør løn for.
Beløb, der betales ud over det, der svarer til løn i arbejdsgiverens opsigelsesvarsel, medfører ikke fradrag.
Eksempel 1:
En arbejdsgiver opsiger et medlem den 31. oktober. Arbejdsgiverens opsigelsesvarsel er 6 måneder. Arbejdsgiveren betaler medlemmet 140.000 kr. til fuld og endelig afgørelse, svarende til 7 måneders løn. Medlemmet, der har et opsigelsesvarsel på 1 måned opsiger på samme tid sin stilling og fratræder den 30. november ved udløbet af sit eget opsigelsesvarsel. Medlemmet kan først få ydelser fra den 1. maj, dvs. efter udløbet af arbejdsgiverens opsigelsesvarsel. Det beløb, som medlemmet fik af arbejdsgiveren, og som ikke svarer til løn i opsigelsesperioden - dvs. 20.000 kr. - medfører ikke fradrag.
Eksempel 2:
En arbejdsgiver opsiger et medlem den 31. marts. Arbejdsgiverens opsigelsesvarsel er 2 måneder. Arbejdsgiveren betaler medlemmet 75.000 kr. til fuld og endelig afgørelse, svarende til 3 måneders løn. Medlemmet, der har et opsigelsesvarsel på 1 måned, opsiger på samme tid sin stilling og fratræder den 30. april ved udløbet af sit eget opsigelsesvarsel. Medlemmet vil tidligst kunne få ydelser fra den 1. juni, dvs. efter udløbet af arbejdsgiverens opsigelsesvarsel. Den resterende del af fratrædelsesgodtgørelsen - som svarer til løn til og med den 30. juni - medfører ikke fradrag. For så vidt angår karantæne for selvforskyldt ledighed, henvises der til bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed.
Eksempel 3:
Et medlem er ansat i en virksomhed med en månedsløn på 20.000 kr. Arbejdsgiveren har et opsigelsesvarsel på 6 måneder. Den 31. december indgår medlemmet en aftale med arbejdsgiveren om, at medlemmet opsiges med et forkortet varsel på 3 måneder mod til gengæld at modtage en fratrædelsesgodtgørelse på 40.000 kr. Medlemmet vil herefter tidligst kunne få ydelser efter udløbet af den periode, som lønnen og fratrædelsesgodtgørelsen dækker, evt. med tillæg af en karantæne for selvforskyldt ledighed, jf. bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed.
Eksempel 4:
Et medlem afskediges med normalt varsel. Medlemmet får løn i hele opsigelsesperioden og modtager også en fratrædelsesgodtgørelse. Fratrædelsesgodtgørelsen medfører ikke fradrag.
Til § 8, stk. 1
Pensionsordninger
Løbende udbetalinger af arbejdsrelaterede pensionsordninger medfører fradrag. Fradraget sker, hvis pensionen er oprettet som led i tidligere ansættelsesforhold, og hvis det er normalt, at arbejdsgiveren helt eller delvist finansierer pensionen. Bestemmelsen gælder alle pensionsudbetalinger med løbende udbetalinger, herunder ratepensioner.
Årsagen til, at løbende, arbejdsrelaterede pensioner medfører fradrag, er, at pensionen anses for at træde i stedet for en tabt arbejdsfortjeneste.
Hvis pensionsordningen følger af overenskomst eller anden kollektiv aftale, er ordningen af en sådan karakter, at det er sædvanligt, at arbejdsgiveren bidrager. Pensionsudbetalingen vil derfor medføre fradrag.
Reglen om fradrag gælder også for løbende udbetaling af tjenestemandspension og tjenestemandslignende pensioner.
Reglen anvendes på den samlede pension. Dette gælder, selv om kun medlemmet har indbetalt hele pensionsbeløbet over en kortere periode. Det kan f.eks. være fordi, at medlemmet har været selvstændig erhvervsdrivende eller har haft et arbejdsforhold, der ikke indeholdt en pensionsordning. Er perioden af længere varighed, sker der kun fradrag for den del af pensionen, der vedrører perioden, hvor ordningen var et led i et ansættelsesforhold. Efter praksis skal en pensionsudbetaling, der vedrører en periode på mere end 2 år, hvor kun medlemmet har indbetalt bidrag, ikke medføre fradrag.
Fradraget for pensionsudbetalingerne sker ved hjælp af den omregningssats, som er gældende på udbetalingstidspunktet. Det fremgår af § 13, stk. 1, § 16, stk. 1, og § 18, stk. 1, jf. reglerne i bekendtgørelse om supplerende dagpenge. Fradraget beregnes på grundlag af den samlede pensionsudbetaling, dvs. grundbeløb med eventuelle tillæg.
Hvis medlemmets pension medfører udbetalinger til andre end medlemmet selv, skal disse udbetalinger ikke medføre fradrag. Der kan f.eks. være tale om et børnepensionstillæg fra en tjenestemandspension.
Der skal ikke ske fradrag for privattegnede pensionsordninger, som ikke har forbindelse med et ansættelsesforhold. Det gælder også tilfælde, hvor en arbejdsgiver tilbageholder bidrag i den ansattes løn og indbetaler beløbet til den ansattes private pensionsordning. Dette kan f.eks. ske som en serviceordning fra arbejdsgiveren.
Til § 8, stk. 4
Pensionslignende indtægter
Løbende udbetalinger, der har karakter af pension, medfører også fradrag. Dette gælder, når ydelsen udbetales fra en tidligere arbejdsgiver. Det gælder også, når udbetalingerne er tidsbegrænsede.
Det udbetalte beløb skal ikke medføre fradrag, hvis aftalen om udbetalingen er indgået før den 1. juli 1999.