Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/10334@2004-03-01/da

Indhold

1. Indledning

Vedrørende XX cpr..nr. ..

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 2. oktober 2003.

Nævnet traf denne

Arbejdsløshedskassen har ikke ret til refusion fra statskassen for dagpenge udbetalt med urette til XX for perioden 1. januar til 20. maj 2002.

Ankenævnet finder, at der ikke var tale om en skønsmæssig afgørelse, da kassen traf afgørelse om, at en rateudbetalt fratrædelsesydelse ikke skulle medføre fradrag i dagpengene, men om en regelfortolkning, idet forståelsen af § 6, stk. 2 og § 8, stk. 4 i direktoratets bekendtgørelse nr. 670 af 11. juli 2000 om fradrag i dagpenge, orlovsydelse, praktikydelse, uddannelsesgodtgørelse og etable-ringsydelse skulle fastlægges. Der er således ikke mulighed for at henføre forholdet til bekendt-gørelsens § 3, stk. 1 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 980 af 14. december 1993 om ret til refusion fra statskassen for fejludbetalte ydelser.

Ankenævnet har lagt vægt på, at kassen ved sin fortolkning af reglen om fradrag havde fundet, at den månedlige ydelse ikke var løn eller pension, men en fratrædelsesgodtgørelse der ikke skulle medføre fradrag i dagpengene. Kassen havde herved lagt vægt på, at godtgørelsen blev beskattet som A-indkomst og at der blev trukket arbejdsmarkedsbidrag og særligt pensionsbidrag.

Ankenævnet har fundet, at den rateudbetalte fratrædelsesgodtgørelse skal sidestilles med en pension. Ankenævnet har lagt vægt på, at der er tale om månedlige udbetalinger af en vis størrelse, og at udbetalingen løber over en længere periode. Der henvises til ankenævnets afgørelse til med-lemmet i samme møde, j. nr..... Der skal derfor ske fradrag i dagpengene.

Ankenævnet har ikke fundet grundlag for at bringe bestemmelsen i § 5 i Direktoratet for Arbejds-løshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 980 af 14. december 1993 om ret til refusion fra statskassen for fejludbetalte ydelser i anvendelse.

Med hensyn til a-kassens bemærkning om, at a-kassen søgte vejledning i direktoratet før udbeta-lingen af ydelser til medlemmet, finder ankenævnet, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan lægges til grund, at direktoratet har vejledt a-kassen som anført, og i givet fald at a-kassen ikke med en henvendelse til direktoratets telefonvagt kan anses for at have sikret sig tilstrækkelig sikkerhed i afgørelsen af spørgsmålet til at fjerne sig fra udgangspunktet om manglende ret til refusion for fejludbetalte ydelser.

Ankenævnet finder, at kassen for eksempel ved at forelægge sagen skriftligt for direktoratet kunne have sikret sig fortolkningen af § 6, stk. 2 og § 8, stk. 4 i direktoratets bekendtgørelse nr. 670 af 11. juli 2000 om fradrag i dagpenge, orlovsydelse, praktikydelse, uddannelsesgodtgørelse og etable-ringsydelse.

Dispensationsbestemmelsen i § 5 kan efter ankenævnets opfattelse ikke anvendes, idet det ikke kan lægges til grund, at a-kassen har handlet på en sådan måde, at a-kassen sikrede sig et tilstrækkeligt sikkert udbetalingsgrundlag.

Ankenævnet henviser til lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001 § 86, stk. 4 og 6, og Direktoratets bekendtgørelse nr. 980 af 14. december 1993 om arbejdsløshedskassernes ret til refusion fra statskassen for fejludbetalte ydelser, § 1, stk. 1, og § 5.

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til:

Arbejdsdirektoratet

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:

A-kassen traf den 20. juni 2002 afgørelse om, at det beløb, som ovennævnte medlem af a-kassen hver måned fik udbetalt fra sin tidligere arbejdsgiver, NN, skulle fradrages i udbetalingen af dagpenge.

I sagsfremstillingen oplyste a-kassen, at a-kassen på baggrund af medlemmets ansøgning om dagpenge med kopi af aftalen om fratræden samt efter indhentelse af yderligere oplysninger fra arbejdsgiveren havde vurderet, at der ikke var tale om løn eller pension, men om en fratrædelses-godtgørelse, som ikke skulle fradrages i dagpengeudbetalingen, selvom der var tale om en månedlig udbetaling.

A-kassen henviste til vejledningen til bekendtgørelse nr. 670 af 11. juli 2000 om fradrag i dagpenge, orlovsydelse, praktikydelse, uddannelsesgodtgørelse og etableringsydelse, hvoraf det fremgår om fratrædelsesgodtgørelse, at

"Reglen om fradrag gælder også ved udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse, f.eks. når en virksom-hed afskediger en medarbejder, og det aftales, at der ved ophøret skal betales en "godtgørelse" til medarbejderen.

I vurderingen af, om et udbetalt beløb skal føre til fradrag, er det afgørende, om arbejdsgiverens opsigelsesvarsel er overholdt. Udbetalingen fører ikke til fradrag, hvis opsigelsesvarslet er over-holdt, da udbetaling herudover ikke kan anses for at træde i stedet for løn. Er arbejdsgiverens opsigelsesvarsel ikke overholdt, medfører udbetalingen fradrag for den del af opsigelsesperioden, udbetalingen dækker.

Reglen gælder både, når en virksomhed aftaler fratrædelsesordninger for et større antal medar-bejdere, og når enkeltpersoner indgår sådanne aftaler med deres arbejdsgiver. Bestemmelsen omfatter således både kollektive og individuelle aftaler.

Endvidere er udbetaling af en fratrædelsesgodtgørelse i tilfælde, hvor medarbejderen selv siger op, omfattet af reglen. Også i disse tilfælde er arbejdsgivers overholdelse af opsigelsesvarslet afgørende for, om der skal ske fradrag for indtægten..."

A-kassen oplyser, at den på dette grundlag godkendte medlemmets ansøgning om dagpenge og udbetalte dagpenge fra den 1. januar 2002 og frem til maj, hvor a-kassen blev opmærksom på, at direktoratet og ankenævnet havde truffet afgørelse om, at udbetalinger fra arbejdsgiveren i en lignende sag skulle sidestilles med pension og medføre fradrag i dagpengene.

A-kassen indstillede derfor udbetalingen af dagpenge til medlemmet og traf afgørelse som nævnt ovenfor.

Den 20. december 2002 tiltrådte direktoratet a-kassens afgørelse.

Direktoratet meddelte, at medlemmet som følge af afgørelsen havde fået udbetalt dagpenge med urette frem til den 20. maj 2002. Medlemmet skulle dog ikke betale dagpengene tilbage, idet han ikke havde givet a-kassen urigtige oplysninger, fortiet omstændigheder af betydning for retten til dagpenge eller i øvrigt havde eller burde have indset, at modtagelse af beløbet var uberettiget, jf. § 86, stk. i, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

A-kassen modtog kopi af afgørelsen.

Ved brev af 15. januar 2003 har a-kassen anmodet om dispensation i henhold til § 3, stk. 1, og § 5 i bekendtgørelse nr. 980 af 14. december 1993 om arbejdsløshedskassernes ret til refusion fra statskassen for fejludbetalte ydelser vedrørende dagpenge udbetalt med urette for perioden 1. januar til 19. juni 2002, i alt 51.880,00 kr.

A-kassen har begrundet anmodningen om refusion med, at vurderingen i den oprindelige sag blev foretaget på grundlag af dokumentation fra arbejdsgiveren samt a-kassens fortolkning af reglerne i ovennævnte bekendtgørelse om fradrag."

Sekretariatet er enig i sagsfremstillingen.

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 20. december 2002 denne afgørelse:

" A-kassen har ikke ret til refusion for dagpenge udbetalt med urette for perioden 1. januar til 19. juni 2002, i alt 51.880,00 kr. (Sekretariatets bemærkning: A-kassen har senere oplyst, at der var tale om en skrivefejl, når a-kassen havde anført slutdatoen som 19. juni. Denne dato skulle rettelig være 20. maj 2002).

Det fremgår af § 86, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (loven), senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002, at hvis dagpenge eller andre ydelser, jf. stk. 1 og 15, er udbetalt med urette, har a-kassen ikke krav på refusion fra statskassen og skal betale udbetalte refusionsbeløb tilbage, medmindre den fejlagtige udbetaling skyldes medlemmets svigagtige forhold.

I lovens § 86, stk. 6, er der fastsat bestemmelsen om, at direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Landsarbejdsrådet kan fastsætte regler om administrationen af stk. 4 og 5 og herunder bestemme, at a-kassen skal have ret til refusion i ganske særlige situationer, selvom fejludbetalingen ikke skyldes medlemmets svigagtige forhold.

Det fremgår af § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 980 af 14. december 1993 om arbejdsløshedskas-sernes ret til refusion fra statskassen for fejludbetalte ydelser (refusionsbekendtgørelsen), at hvis fejludbetalingen skyldes en skønsmæssig afgørelse, har kassen ret til refusion, såfremt kassen har sikret sig et tilstrækkeligt grundlag for det udøvede skøn, og skønnet kan anses for forsvarligt.

Af bekendtgørelsens § 5 fremgår det, at direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kan i ganske særlige situationer give tilladelse til, at kassen får ret til refusion for fejludbetalte beløb, hvor dette ikke følger af §§ 2-4.

Direktoratet bemærker, at direktoratet ikke finder, at der har været tale om en skønsmæssig afgørelse, men om en fortolkning af, om det beløb, medlemmet modtog fra sin tidligere arbejds-giver, skulle anses som en fratrædelsesgodtgørelse, der ikke skulle medføre fradrag efter § 6, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 670 af 11. juli 2000 om fradrag i dagpenge, orlovsydelse, praktikydelse, uddannelsesgodtgørelse og etableringsydelse, eller sidestilles med pension, der skulle medføre fradrag, jf. § 8, stk. 4, i samme bekendtgørelse.

A-kassen har derfor ikke ret til refusion efter § 3, stk. 1, i refusionsbekendtgørelsen.

Direktoratet finder heller ikke anledning til at dispensere i henhold til refusionsbekendtgørelsens § 5.

Direktoratet bemærker hertil, at det fremgår af vejledningen til bestemmelsen, at udgangspunktet er, at kasserne mister refusionen fra statskassen for fejludbetalte beløb, at undtagelserne fra denne hovedregel fremgår af §§ 2-4, og at direktøren for arbejdsløshedsforsikringen dog efter en konkret vurdering af sagen i særlige tilfælde undtagelsesvis vil kunne bestemme, at kassen bevarer retten til refusion, uanset at §§ 2-4 ikke er opfyldt.

Som eksempler på sådanne situationer, hvor der efter en konkret vurdering kan blive tale om at dispensere, således at kassen bevarer refusionen, kan nævnes:

- Tilfælde, hvor et medlem har udvist uagtsomhed, således at der er grundlag for at pålægge medlemmet ansvar for tilbagebetaling efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 86 stk. 1, men hvor det uagtsomme forhold finder sted i sammenhæng med og i forlængelse af et svigagtigt forhold. Det vil blandt andet være en betingelse for at bevare refusionen for det uagtsomme forhold, at kassen kun kunne have forhindret fejludbetalingen vedrørende det uagtsomme forhold, såfremt den havde haft kendskab til det svigagtige forhold.

- Tilfælde, hvor direktoratet og/eller Arbejdsmarkedets Ankenævn har anset forholdet for svigagtigt, men hvor domstolene efterfølgende frifinder medlemmet for bedrageri på grund af bevisets stilling, eller hvor politiet af samme grund opgiver tiltale - for eksempel fordi det bagvedliggende forhold har fundet sted i udlandet - hvorefter direktoratet/ankenævnet ændrer afgørelsen til uagtsomhed. Bevarelse af refusionen vil blandt andet være betinget af, at kassen har gjort alt, hvad der med rimelighed kan forlanges, for at oplyse og underbygge sagen.

- Tilfælde, hvor fejludbetalingen skyldes, at arbejdsløshedskassen ikke er blevet orienteret af Arbejdsformidlingen om, at medlemmet er blevet afmeldt.

Herudover kan bestemmelsen f.eks. tænkes anvendt i tilfælde, hvor der er sket udbetalinger af ydelser efter et medlems død, fordi arvinger, dødsboet m.v. ikke har orienteret kassen om dødsfaldet. Dette gælder dog ikke, hvis kassen kendte eller burde have haft kendskab til dødsfaldet.

Det skal fremhæves, at der ikke er tale om en generel dispensation i de nævnte eller lignende tilfælde. Der skal som anført ske en konkret vurdering af den enkelte sag.

Direktoratet bemærker hertil, at forholdet ikke er omfattet af nogen af de i vejledningen nævnte tilfælde.

Herudover finder direktoratet, at bl.a. periodens længde, den forholdsvis høje månedlige ydelse og det forhold, at der ikke var knyttet betingelser til modtagelsen af ydelsen fra arbejdsgiveren, burde have fået a-kassen til at gå ind i en nærmere vurdering af, om der kunne være tale om en ydelse, der skulle medføre fradrag efter fradragsbekendtgørelsen, herunder om der kunne være tale om om en pensionslignende indtægt, jf. § 8, stk. 4, i bekendtgørelsen.

Direktoratet finder på denne baggrund ikke at kunne imødekomme a-kassens anmodning om dispensation i henhold til lovens § 86, stk. 6, og § 5 i refusionsbekendtgørelsen."

3. Klagen til ankenævnet

Arbejdsløshedskassen klagede ved brev af 15. januar 2003:

"Arbejdsløshedskassen skal hermed klage til Arbejdsnævnets Ankenævn over direktoratets afgørelse af 20. december 2002 om afslag på refusion af dagpenge udbetalt til XX i perioden fra den l. januar til den 20. maj 2002.

I begrundelsen for afgørelsen anføres det blandt andet, at vi burde have foretaget en nærmere vurdering af, om der kunne være tale om en ydelse, der skulle medføre fradrag i udbetaling af dag-penge efter fradragsbekendtgørelsen, herunder om der kunne være tale om en pensionslignende. indtægt.

Da der efter vores opfattelse bør gives refusion for de dagpenge, der er udbetalt med urette, skal vi anføre følgende til støtte for vort synspunkt:

Allerede i foråret 2001 rettede vort medlem henvendelse til os i anledning af, at han og en række medarbejdere i NN havde fået tilbudt en fratrædelsesordning ved det kommende årsskifte. Der var tale om en individuel fratrædelsesordning, som ikke berørte den enkeltes pensionsordning. Opsigel-sesvarslet blev overholdt, og fratrædelsesgodtgørelsen skulle ikke træde i stedet for løn. Oprindelig var det meningen, at fratrædelsesgodtgørelsen skulle udbetales som et engangsbeløb, men det ønskede NN senere ændret til månedlige udbetalinger.

Det var vores klare opfattelse, at fratrædelsesgodtgørelsen ikke skulle medføre fradrag i senere udbetalte dagpenge, jf. § 6 i direktoratets vejledning nr. 121 af 11. juli 2000 til bekendtgørelsen om fradrag i dagpenge mv., men for at være på den sikre side forelagde vi i juni 2001 problemstillingen for direktoratet. Direktoratet henviste til eksempel 1 i vejledningen og var således enig med os i, at der ikke skulle ske fradrag i dagpengene.

Da der derfor hverken var uklarhed i bestemmelserne om fratrædelsesordningens betydning for udbetaling af dagpenge eller i fortolkningen af bestemmelserne, udbetalte vi dagpenge til den pågældende fra den 1. januar 2002 i den sikre overbevisning, at alt var, som det skulle være. Imidlertid fik vi i marts 2002 en telefonisk henvendelse fra direktoratet, der oplyste, at man via en verserende klagesag rejst af et medlem af en anden arbejdsløshedskasse var gjort bekendt med, at vi udbetalte dagpenge i en lignende sag, hvor et medlem var fratrådt hos NN.

Direktoratet ville herefter kontakte os, når der forelå en afgørelse i sagen. Vi hørte dog intet fra direktoratet, men standsede selv udbetalingen af dagpenge, da Lederne orienterede os om afgørelsen i Arbejdsmarkedets ankenævn af 22. maj 2002, hvorefter fratrædelsesgodtgørelsen skulle sidestilles med pension fra en tidligere arbejdsgiver og medføre fradrag i dagpengene.

På den baggrund skal vi anmode om, at der gives os ret til refusion af dagpenge udbetalt til Jørn Lyberg i perioden fra den 1. januar til den 20. maj 2002."

Kassen skrev samme dag:

"Vedlagt fremsendes tre klager til Arbejdsmarkedets Ankenævn. Som du kan se at vores skrivelser, er der periode hvor der er udbetalt dagpenge rettet til l. januar til 20. maj 2002.Vi har ikke udbetalt dagpenge til den 19. juni 2002, der er tale om en skrivefejl i det tidligere fremsendte.

Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte mig på telefon 33740444 mellem kl. 9.00 til 15.00."

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

Direktoratet skrev den 3. februar 2003:

Direktoratet sender klage over afgørelse af 20. december 2002.

Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.

A-kassen har i klagen anført, at den i juni 2001 havde forelagt problemstillingen for direktoratet. A-kassen har på direktoratets telefoniske henvendelse den 3. februar 2002 præciserende oplyst, at forelæggelsen skete telefonisk i direktoratets telefonvagt.

Direktoratet bemærker hertil, at vi ikke har noteret noget vedrørende a-kassens henvendelse. Direktoratet er derfor ikke bekendt med, at vi skulle have erklæret os enige med a-kassen i, at der ikke skulle ske fradrag i dagpengene i den konkrete sag.

Direktoratet bemærker endvidere, at vi ikke udtaler os om konkrete sager i telefonvagten. Direkto-ratet finder derfor ikke, at en eventuel forespørgsel i direktoratets telefonvagt er tilstrækkeligt til at give a-kassen ret til refusion i medfør af § 5 i refusionsbekendtgørelsen.

5. Nyt efter klagen

Intet.

6. Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001.

§ 86.

...............

Stk. 4. Hvis dagpenge eller andre ydelser, jf. stk. 1 og 15, er udbetalt med urette, har kassen ikke krav på refusion fra statskassen og skal betale udbetalte refusionsbeløb tilbage, medmindre den fejlagtige udbetaling skyldes medlemmets svigagtige forhold.

...................

Stk. 6. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Landsarbejdsrådet fastsætte regler om administrationen af stk. 4 og 5 og kan herunder bestemme, at kassen skal have ret til refusion i ganske særlige situationer, selv om fejludbetalingen ikke skyldes medlemmets svigagtige forhold.

Direktoratets bekendtgørelse nr. 980 af 14. december 1993 om arbejdsløshedskassernes ret til refusion fra statskassen for fejludbetalte ydelser

§ 1. Hvis en kasse med urette har udbetalt

1) ydelser efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. ,

2) etableringsydelse eller uddannelsesgodtgørelse efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik , eller

3) ydelser efter lov om orlov ,

har kassen ikke ret til refusion fra statskassen og udbetalte refusionsbeløb skal tilbagebetales.

Stk. 2. Kassen har dog ret til refusion i de i §§ 2-5 anførte tilfælde.

§ 3. Hvis fejludbetalingen skyldes en skønsmæssig afgørelse, har kassen ret til refusion, såfremt kassen har sikret sig et tilstrækkeligt grundlag for det udøvede skøn, og skønnet kan anses for forsvarligt.

§ 5. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kan i ganske særlige situationer give tilladelse til, at kassen får ret til refusion for fejludbetalte beløb, hvor dette ikke følger af §§ 2-4.

Vejledning til bekendtgørelse om arbejdsløshedskassernes ret til refusion fra statskassen for fejludbetalte ydelser

Dir. f. Arbejdsløshedsforsikr. vejl. nr. 205 af 14. december 1993

Ad § 5

(§ 5)

Som nævnt er udgangspunktet, at kasserne mister refusionen fra statskassen for fejludbetalte beløb. Undtagelserne fra denne hovedregel fremgår af §§ 2-4

I særlige tilfælde vil direktøren for arbejdsløshedsforsikringen dog efter en konkret vurdering af sagen undtagelsesvis kunne bestemme, at kassen bevarer retten til refusion, uanset at §§ 2-4 ikke er opfyldt.

Som eksempler på sådanne situationer, hvor der efter en konkret vurdering kan blive tale om at dispensere, således at kassen bevarer refusionen, kan nævnes:

-

Tilfælde, hvor et medlem har udvist uagtsomhed, således at der er grundlag for at pålægge medlem-met ansvar for tilbagebetaling efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 86 stk. 1, men hvor det uagtsomme forhold finder sted i sammenhæng med og i forlængelse af et svigagtigt forhold. Det vil blandt andet være en betingelse for at bevare refusionen for det uagtsomme forhold, at kassen kun kunne have forhindret fejludbetalingen vedrørende det uagtsomme forhold, såfremt den havde haft kendskab til det svigagtige forhold.

-

Tilfælde, hvor direktoratet og/eller Arbejdsmarkedets Ankenævn har anset forholdet for svigagtigt, men hvor domstolene efterfølgende frifinder medlemmet for bedrageri på grund af bevisets stilling, eller hvor politiet af samme grund opgiver tiltale - for eksempel fordi det bagvedliggende forhold har fundet sted i udlandet - hvorefter direktoratet/ankenævnet ændrer afgørelsen til uagtsomhed. Bevarelse af refusionen vil blandt andet være betinget af, at kassen har gjort alt, hvad der med rimelighed kan forlanges, for at oplyse og underbygge sagen.

-

Tilfælde, hvor fejludbetalingen skyldes, at arbejdsløshedskassen ikke er blevet orienteret af Arbejdsformidlingen om, at medlemmet er blevet afmeldt.

Herudover kan bestemmelsen f.eks. tænkes anvendt i tilfælde, hvor der er sket udbetalinger af ydelser efter et medlems død, fordi arvinger, dødsboet m.v. ikke har orienteret kassen om døds-faldet. Dette gælder dog ikke, hvis kassen kendte eller burde have haft kendskab til dødsfaldet.

Det skal fremhæves, at der ikke er tale om en generel dispensation i de nævnte eller lignende tilfælde. Der skal som anført ske en konkret vurdering af den enkelte sag.

Versioner

1. 2004-03-01