Selvstændig virksomhed, bibeskæftigelse, dagpengeret, rådighed, musiker
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/10339@2004-03-01/da
Indhold
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 9. oktober 2003.
Nævnet traf følgende
De anses for ved Deres tilmelding til arbejdsformidlingen den 16. september 2002 for at udøve selvstændig bibeskæftigelse uden dagpengeret.
Ankenævnet lægger til grund at
- De tilmeldte Dem arbejdsformidlingen den 16. september 2002,
- De ved ledighedserklæring af 17. september 2002 oplyste at De i perioden 1. august 2000-12. september 2002 havde haft fuldtidsbeskæftigelse som piccolo på et sygehus,
- De selv havde sagt op fordi De var blevet træt af arbejdet, og fordi De gerne ville videre med Deres musik,
- De på erklæring af 1. oktober 2002 om supplerende oplysninger om drift af selvstændig virksomhed oplyste at De drev selvstændig virksomhed som musiker,
- De ejede og drev virksomheden der var påbegyndt den 1. januar 2001,
- De ikke var momsregistreret,
- der ikke var nogen ansatte i virksomheden der ikke tidligere havde været drevet som hovedbeskæftigelse,
- De i 2002 havde brugt ca. 200 timer på virksomheden,
- De den 8. oktober 2002 oplyste at De fungerede som sangskriver, sanger, guitarist, keyboardspiller og programmør i bandet xxx,
- De dagligt var i øvelokalet 6-8 timer,
- 2 af de 6-8 timer anvendtes til øvning med bandet dagligt,
- De herudover fungerede som bandets "booker" hvilket medførte at De 2-3 gange om ugen sendte nye demo-cd'er til spillesteder, koncertbureauer, pladeselskaber, festivaler m.v.,
- De hver dag brugte 2-3 timer på at sende mails,
- bandet derudover med jævne mellemrum indspillede nyt materiale i forskellige studier landet over,
- en dag i studiet varede ca. 10 timer,
- bandet i september 2002 havde 7 studiedage,
- De ønskede at skabe de fornødne kontakter så de gradvist kunne danne grundlag for en egentlig karriere som professionel musiker.
Det fremgår af reglerne at dagpengeretten for et medlem der udøver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, er betinget af at medlemmet over for arbejdsløshedskassen sandsynliggør at arbejdet med virksomheden til enhver tid kan udføres uden for normal arbejdstid.
Dagpengeretten er endvidere betinget af at medlemmet står til rådighed for arbejdsmarkedet i normalt omfang som fuldtids- eller deltidsforsikret.
Et medlem der har haft lønmodtagerarbejde i fuldt normalt omfang i mindst 26 uger forud for ledigheden og samtidig har udøvet selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, kan umiddelbart anses for at stå til rådighed så længe virksomheden under ledighed videreføres i samme eller mindre omfang.
Medlemmet skal meddele arbejdsløshedskassen hvis der sker ændringer i virksomhedens drift og/eller omfang.
Ankenævnet finder at De den 16. september 2002 skal anses for at udøve selvstændig virk-somhed som bibeskæftigelse uden dagpengeret idet De ikke anses for at have sandsynliggjort at arbejdet med virksomheden til enhver tid kan udføres uden for normal arbejdstid.
Ankenævnet lægger vægt på
- at De selv sagde Deres lønmodtagerarbejde op fordi De var træt af arbejdet og gerne ville videre med Deres musik
- Deres oplysninger om Deres forskellige arbejdsopgaver i forbindelse med musikudøvelsen og disses tidsmæssige omfang
- at De ønskede at skabe de fornødne kontakter således at de gradvis kunne danne grundlag for en egentlig karriere som professionel musiker.
På dette grundlag finder ankenævnet det ikke sandsynliggjort at Deres selvstændige bibeskæf-tigelse med musik til enhver tid kan udføres uden for normal arbejdstid
Ankenævnets afgørelse er truffet på baggrund af forholdene ved Deres ledigmelding den 16. september 2002. Spørgsmålet om hvorvidt De på et senere tidspunkt kan anses for at være dagpengeberettiget samtidig med den selvstændige bibeskæftigelse, har nævnet ikke taget stilling til. Arbejdsløshedskassen skal træffe afgørelse herom som 1. instans.
Ankenævnet henviser til
Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002 af lov om arbejds-løshedsforsikring m.v. § 57, stk. 1, og § 58, stk. 1, nr. 2, litra a, og
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1146 af 20. december 1995 om udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse § 1, stk. 1 og stk. 2, og § 2.
Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af 27. februar 2003.
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til:
xxx Arbejdsløshedskasse
Arbejdsdirektoratet
1. Sagsforløb
Direktoratet fremstiller sagen på følgende måde:
"De oplyste på ledighedserklæring af den 17. september 2002,
at De i tiden fra den 1. august 2000 til den 12. september 2002 havde arbejdet som piccolo på xxxsygehuset i Esbjerg, og
at De selv havde sagt op, fordi De var blevet træt af arbejdet, samt fordi De gerne ville videre med Deres musik.
De tilmeldte Dem AF som ledig den 16. september 2002.
De oplyste den 1. oktober 2002 supplerende,
at De drev selvstændig virksomhed som musiker,
at De ejede og drev virksomheden,
at De var begyndt arbejdet i virksomheden den 1. januar 2001,
at De ikke var momsregistreret,
at virksomheden ingen ansatte havde,
at virksomheden ikke tidligere havde været drevet som hovedbeskæftigelse, og
at De i 2002 ca. havde brugt 200 timer på virksomheden.
De har i et udateret brev [Modtaget af arbejdsløshedskassen den 8. oktober 2002. Ankenævnets sekretariat.] yderligere oplyst,
at De i tiden fra den 1. oktober 2002 til den 31. december 2002 brugte [Regnede med at bruge. Ankenævnets sekretariat.] ca. 35 timer på koncerter og havde [Regnede med at få. Ankenævnets sekretariat.] en bruttoindkomst på kr. 5.200,
at De forventede at bruge ca. 265 timer på koncerter i 2003 og få en bruttoindkomst på ca. kr. 40.000,
at De fungerede som sangskriver, sanger, guitarist, keyboardspiller og programmør i bandet xxx,
at De dagligt var i øvelokalet 6-8 timer,
at bandet øvede 2 timer dagligt sammen, [De 2 timer er inkluderet i de 6-8 timer i øvelokalet. Ankenævnets sekretariat.]
at De derudover fungerede som bandets "booker," hvilket medførte, at De 2-3 gange ugentligt sendte nye demo-cd´er ud til spillesteder, koncertbureauer, pladeselskaber, festivaler osv.,
at De hver dag brugte 2-3 timer på at sende mails,
at bandet derudover med jævne mellemrum indspillede nyt materiale i forskellige studier landet over,
at en dag i studiet varede ca. 10 timer,
at bandet i september 2002 havde 7 studiedage,
at Deres mål var at skaffe bandet masser af spillejobs, hvilket var svært, når bandet endnu ingen pladekontrakt eller manager havde,
at De ønskede at skabe de fornødne kontakter, så de gradvis kunne danne grundlag for en egentlig karriere som professionel musiker, og
at Deres mål vil kræve mange selvstændige og ulønnede arbejdstimer.
A-kassen traf den 11. november 2002 afgørelse om, at De ikke var berettiget til dagpenge, da De ikke kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
De klagede den 13. november 2002 over a-kassens afgørelse.
De anførte i klagen,
at De stod til rådighed for arbejdsmarkedet, hvilket De havde bevist ved, at De havde haft forskellige fuldtidsjob samtidig med, at De havde haft selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse,
at De lige nu havde brug for at øve Dem med bandet med henblik på at se, om det kunne blive en levevej for Dem,
at De i tiden fremover gennemsnitlig ville bruge ca. 10 timer ugentligt,
at årsagen til, at De havde oplyst, at De brugte 6-8 timer på at øve og 2-3 timer på at sende mails ud til arbejdsgivere, var, at De troede, at De i karantæneperioden måtte gøre, hvad De havde lyst til,
at De havde brugt 22 timer ugentligt i virksomheden, [I karantæneperioden. Ankenævnets sekretariat.] og
at De fremover ville bruge 10 timer om ugen, idet De tidligere havde anvendt 12 timer på ansøgninger.
A-kassen fastholdt den 25. november 2002 sin afgørelse og sendte sagen til direktoratet."
Sekretariatet er med de anførte, faktuelle tilføjelser enig i fremstillingen.
2. Direktoratets afgørelse
Direktoratet traf den 27. februar 2003 følgende afgørelse:
"Den 26. november 2002 har direktoratet modtaget Deres klage over en afgørelse, som xxx Arbejdsløshedskasse (a-kassen) traf den 11. november 2002.
A-kassen traf afgørelse om, at De ikke havde ret til dagpenge fra den 16. september 2002 på grund af manglende rådighed.
Direktoratet har nu behandlet Deres sag og har truffet følgende afgørelse:
Afgørelse
De anses for at drive selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse.
De har ikke ret til dagpenge samtidig med, at De driver Deres bibeskæftigelse.
Begrundelse
Selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse
Som bibeskæftigelse anses selvstændig virksomhed, der ikke er hovedbeskæftigelse eller forsik-ringsgrundlag for medlemmet, jf. § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1146 af 20. december 1995 om udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse .
Direktoratet lægger ved afgørelsen vægt på, at Deres selvstændige virksomhed ikke udgør Deres forsikringsgrundlag, samt at De siden virksomhedens start har haft fuldtidsbeskæftigelse ved siden af virksomhedsudøvelsen.
Der lægges således vægt på, at Deres beskæftigelse i virksomheden hidtil ikke har haft et omfang, der kan begrunde, at De har gjort den til Deres hovedbeskæftigelse.
Direktoratet anser Deres beskæftigelse i virksomheden for at være bibeskæftigelse, jf. § 1, stk. 2, i bekendtgørelsen.
Dagpengeret
Dagpenge kan kun udbetales til et medlem, som er ledigt, jf. § 57, stk. 1, 1. punktum, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002.
Der kan dog i visse tilfælde ske udbetaling af dagpenge til medlemmer, som driver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse. Dagpengeretten er betinget af, at medlemmet på forhånd over for sin a-kasse oplyser om sin virksomhed og sandsynliggør, at arbejdet med virksomheden til enhver tid kan udføres uden for normal arbejdstid, jf. § 2 i bekendtgørelsen.
Direktoratet har ved afgørelsen lagt til grund,
- at De selv har sagt Deres lønarbejde op, fordi De hellere ville arbejde med Deres musik,
- at Deres arbejdsopgaver i bandet er sangskriver, sanger, guitarist, keyboardspiller og programmør,
- at De øver med bandet 10 timer ugentligt,
- at De derudover øver 6-8 timer dagligt alene,
- at bandet jævnligt indspiller nyt materiale i forskellige studier, samt at indspilningerne kan strække sig over perioder på mere end 1 uge ad gangen ca. 10 timer dagligt, [Det er af Dem oplyst at der havde været 7 studiedage i september 2002, og at en studiedag varede ca. 10 timer. Ankenævnets sekretariat.]
- at De som bandets "booker" 2-3 gange ugentligt bruger tid på at sende musikmateriale ud til spillesteder, koncertbureauer, pladeselskaber, festivaler m.v.,
- at De anvender 2-3 timer dagligt med at sende mails,
- at De derudover regner med at bruge ca. 265 timer i 2003 på koncerter, og
- at De har til hensigt gøre bandet til Deres levevej, hvilket De regner med vil kræve mange selvstændige ulønnede arbejdstimer.
Direktoratet finder det ikke sandsynliggjort, at Deres arbejde med virksomheden til enhver tid vil kunne udføres uden for normal arbejdstid, jf. § 2, stk. 1, i bekendtgørelsen.
Direktoratet har lagt vægt på Deres tidsforbrug i virksomheden sammenholdt med Deres mangeartede opgaver.
Direktoratet anser derfor Deres udøvelse af selvstændig virksomhed for bibeskæftigelse uden ret til dagpenge."
3. Klagen til ankenævnet
Ved indankningen den 9. marts 2003 anførte De:
"Jeg har d. 27/2 2003 modtaget skriftligt afslag på dagpengeret fra Arbejdsdirektoratet - deres endelige afgørelse lyder på, at jeg anses for at drive selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse - og at jeg ikke har ret til dagpenge, samtidig med at jeg driver min bibeskæftigelse.
Jeg har nu været ledig på arbejdsmarkedet, og har været tilmeldt AF siden 16 september 2002. Mit seneste job var hos xxx Afdeling på xxx Centralsygehus, hvor jeg havde fuldtidsarbejde som piccolo/kontorassistent i perioden 1/8 2000-12/9 2002. Tidligere har jeg efter min sproglige studentereksamen arbejdet som pædagogmedhjælper i to forskellige børnehaver, og i en periode (umiddelbart Inden ansættelsen ved Centralsygehuset) havde jeg fuldtidsarbejde som lagerarbejder ved firmaet xxx.
Musikken har alle dage været min store lidenskab, og har haft min interesse på flere områder - som aktiv lytter, og så sandelig også som udøvende musiker. Da jeg mistede min xxx under tragiske omstændigheder i xxx, opdagede jeg, at arbejdet med at skrive min egen musik og egne tekster kunne opnå nærmest terapeutisk karakter - det har hjulpet mig meget i tiden der er gået, og musikken vil nok altid være min tro følgesvend.
Jeg har været medlem af bandet xxx (som sanger, sangskriver, guitarist og keyboardspiller) siden januar 2001, og har også medvirket i mange andre musikalske sammenhænge tidligere. Og lad mig allerede her slå fast: Altid sideløbende med at have været en stabil, engageret og pligtopfyldende del af arbejdsmarkedet.
Jeg opsagde mit arbejde på Centralsygehuset, fordi jeg først og fremmest trængte til en anden hverdag som sådan - derudover ønskede jeg ganske rigtigt at give mit musikalske virke endnu større op-mærksomhed og mere tid i en periode.
I denne forbindelse kom jeg ganske skævt ind på xxx Fagbevægelse - og fik, til min i dag store fortrydelse, lavet en ukorrekt beskrivelse af min bibeskæftigelse som musiker. Dette skal ses i lyset af følgende to faktorer:
1) Jeg var ikke klar over, at jeg i min 5 ugers karantæne-periode skulle stå til rådighed for arbejds-markedet som sådan. Dette var naturligvis en klar misforståelse fra min side - og dette må jeg hermed endnu engang beklage. I en redegørelse for mine band-aktiviteter til xxx Fagbevægelse, beskriver jeg mine aktiviteter i løbet af denne karantæneperiode - hvor jeg brugte flere timer end normalt på bandet.
2) Jeg har overfor xxx Fagbevægelse ønsket at udvise det engagement og den energi, som jeg mener at besidde. For nu at sige det på klart og tydeligt dansk: Jeg har på intet tidspunkt tænkt mig at "ligge på sofaen" og modtage dagpenge! Derfor har jeg fra starten af min ledighedsperiode (og på ledighedserklæring af d. 17/9 2002) lagt vægt på mine musik-aktiviteter og muligheder indenfor disse - det var jo ligesom, hvad jeg umiddelbart havde på hånden efter at have opsagt mit arbejde.
Mine band-aktiviteter i løbet af den 5-ugers karantæneperiode var en opfølgning på hvad bandet umiddelbart inden havde arbejdet med. Vi havde netop foretaget studie-indspilninger af nye sange - og jeg brugte herefter ca. 12 timer ugentligt på at sende cd'er og mails ud til eventuelle kommende arbejdsgivere, dvs. spillesteder, pladeselskaber, bookingselskaber etc. Dette er ikke noget jeg overhovedet har brugt tid på efter karantæneperioden - vi har ikke foretaget yderligere indspil-ninger, derfor er der jo intet at sende ud. Jeg har også tidligere, dvs. alt imens jeg arbejde ved xxx Afdeling, taget mig af at sende andre indspilninger og mails ud til selv samme ovennævnte kontakter - også flere gange i løbet af en arbejdsuge, men altid uden for arbejdstiden, selvfølgelig - dette kan sagtens lade sig gøre. I forhold til vore studieophold: Her vil jeg nævne, at jeg altid tidligere har valgt at benytte feriedage fra min arbejdsplads til at tage i studiet.
Jeg har anført at have brugt ca. 6-8 timer dagligt på at øve selv i løbet af karantæneperioden. Normalt (dvs. tidligere og efter karantæneperioden) er dette timeantal på ca. 3-5 timer, og er ikke altid timer jeg bruger på dagligt basis. Men som jeg også skriver i klagen til A-kassen af 13/11 2002: Disse øve-timer er mine helt egne, og har som sådan intet at gøre med selve bandet. Det er her jeg træner min stemme, mit guitarspil, skriver lidt nyt musik osv. Noget jeg næsten altid har gjort - og som jo bunder i en fundamental glæde ved det at spille musik. Noget jeg altid har brugt mine aftener/fritid til, i øvelokalet og herhjemme - og som naturligvis er blevet praktiseret side-løbende med det at have et almindeligt arbejde.
Derudover øvede bandet i samlet trop ca. 10 timer ugentligt i forbindelse med karantæne-perioden og også i ca. 2 måneder efter denne. Dette timeantal skal også ses i lyset af de foregående indspilninger - og det faktum, at materialet var blevet sendt ud i landet... Vi ønskede ganske enkelt at være klar og velforberedte til eventuelle nye udfordringer og nye jobs...Det er meget vigtigt for mig her at gøre opmærksom på, at aktivitetsniveauet i et band som dette, kan være svingende, og at antallet af øve-timer kan variere meget. Sådan har det altid været- men det har aldrig været et problem at forene dette med mit daglige fuldtidsarbejde. Vi har vores eget øvelokale, og øver om aftenen og/eller i weekenderne- når det kan lade sig gøre i forhold til det daglige arbejde, og alt efter hvor megen energi og overskud vi selv måtte være i besiddelse af, naturligvis...Bandet har sågar i tidligere, særlig aktive perioder oplevet at brug i nærheden af 20 fælles øve-timer på en uge - fordelt på koncentrerede øve-aftener og weekender. Men altså altid uden konsekvens for mit daglige arbejde i børnehaven, på sygehuset osv. Det kan sagtens hænge sammen. Det er et spørgsmål om dedikation og vilje.
Siden hen (fra starten af 2003) er dette timeantal faktisk dalet væsentligt - vi har desværre ikke opnået den fornødne positive respons på vores materiale, og har pt. kun 3 koncerter liggende klar i de kommende måneder. (marts-juni) I en tidligere skrivelse til xxx Fagbevægelse anslår jeg, at jeg forventer at skulle bruge 265 timer på koncerter i 2003, med en dertilhørende bruttoindkomst på ca. 40.000 kr. En alt for forhastet, urigtig og forvent-ningsfuld betragtning fra min side, det må jeg blankt erkende på nuværende tidspunkt. Jeg har naturligvis, som lovet i min skrivelse af 13/11 2002, holdt styr på de timer jeg/vi har brugt på bandet, og vil selvfølgelig redegøre for dette på dagpenge-kortene...Desuden bør jeg måske nævne, at jeg aldrig selv får penge ud af afholdte koncerter. Alle indtægter går til en fælles bankkonto - og disse bliver brugt til at finansiere plakattryk, studieophold, cd-tryk osv. Det er mig umuligt at leve udelukkende af min musik - jeg er, som alle andre voksne mennesker velsagtens, dybt afhængig af en fast, månedlig indkomst.
Det er mig derfor altafgørende at slå klart og tydeligt fast, at jeg altid har kunnet udøve og udleve min musik sideløbende med et fuldtidsarbejde - og at det er sådan jeg ønsker tingene i det daglige skal fungere.
Jeg har været arbejdssøgende og har stået til rådighed for arbejdsmarkedet siden min opsigelse på xxx Centralsygehus. Jeg har holdt mig dagligt orienteret på Arbejdsformidlingens hjemmeside i håbet om at kunne spotte et job, der måtte passe til mine kvalifikationer. På AF står jeg tilmeldt som jobsøgende pædagogmedhjælper, lagerassistent og kontorassistent. Desuden har jeg sendt adskillige uopfordrede ansøgninger ud til bl.a. xxx skoler i håbet om at kunne erhverve mig lærervikartimer - og har gentagne gange forhørt mig rundt omkring på byens store arbejdspladser. Desuden er jeg pt. tilmeldt Job Team Danmarks Vikar service, og står registreret til at kunne træde til som vikar indenfor ethvert arbejdsområde. Dagpenge-afslaget har påvirket min økonomi i endda meget dårlig retning, så jeg må for tiden være villig til at tage et hvilket som helt arbejde, der måtte byde sig. På sigt håber jeg naturligvis at kunne finde et spændende og udfordrende fuldtidsjob.
Det synes mig nærmest uvirkeligt at være havnet i denne ubehagelige situation, der vel nok desværre i første omgang må tilskrives min egen fatale misforståelse omkring den 5-ugers karantæneperiode. Og at jeg også stærkt overvurderede betydningen af, gennem mine musikaktiviteter, at udvise engagement og selvstændighed overfor min A-kasse.
Jeg håber dog ikke, at min daværende uvidenhed omkring reglerne - og den deraf uheldige start på min ledighedsperiode - vil resultere i et konsekvent og vedvarende afslag på dagpenge. Hvis jeg må udtrykke mig meget direkte, vil jeg simpelthen finde dette dybt uretfærdigt. Jeg har jo i efterhånden lang tid bevist at fungere som en stabil og værdsat arbejdskraft på adskillige arbejdspladser - og har formået (gennem masser af selvstændige, ulønnede arbejdstimer) at udleve min største interesse, musikken, sideløbende med dette.
Slutteligt skal jeg tillade mig at henvise til lignende sag afgjort i Arbejdsmarkedets Ankenævn d. xxx nemlig j.nr.: xxx. Denne afgørelse går i alt sin korthed ud på, at en musiker ansås for at drive selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse med dagpengeret. Jeg håber meget, og prøver som nævnt hårdt, stadig at finde mig et nyt job - og har, trods svære økonomiske kår, selvfølgelig valgt at fortsatte min månedlige indbetaling og forblive medlem af xxx A-kasse. I håbet om, og troen på, at jeg i sidste ende vil møde forståelse for min situation som sådan - og at jeg med tilbagevirkende kraft vil kunne få udbetalt de dagpenge, som jeg oprigtigt talt og med samvittigheden i fuld behold, mener at have krav på."
4. Direktoratets bemærkninger til klagen
Direktoratet udtalte den 2. april 2003:
"Direktoratet sender klage over afgørelse af 27. februar 2003.
Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.
Det skal dog bemærkes, at direktoratets afgørelse er truffet på baggrund af en vurdering, som er foretaget ved ledighedens indtræden den 16. september 2002.
Spørgsmålet om, hvorvidt medlemmet på et senere tidspunkt har bevist sin rådighed, har direk-toratet ikke taget stilling til, idet det er a-kassen, der skal træffe afgørelse som 1. instans, jf. § 2, stk. 1, jr. stk. 5, i bekendtgørelse nr. 1146 af 20. december 1995.
Bilagsfortegnelse og alle bilag i sagen vedlægges.
Kopi af brevet er sendt til medlemmet og a-kassen."
5. Nyt efter klagen
Intet
6. Regler
Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002 af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
§ 57. Dagpenge kan kun udbetales til et medlem, som er ledigt...
...
§ 58. Efter forhandling med Landsarbejdsrådet kan Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætte regler om...
2) retten til dagpenge fore t medlem,
a) som under ledighed har bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed, eller...
...
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1146 af 20. december 1995 om udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse
§ 1...
Stk. 2. Som bibeskæftigelse anses selvstændig virksomhed, der ikke er hovedbeskæftigelse eller forsikringsgrundlag for medlemmet.
...
§ 2. Dagpengeretten for et medlem, der udøver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, er betinget af, at medlemmet over for kassen sandsynliggør, at arbejdet med virksomheden til enhver tid kan udføres uden for normal arbejdstid. Medlemmet skal give kassen oplysninger om bl.a.:
a) arten og omfanget af virksomheden,
b) ansat arbejdskraft,
c) medlemmets egen og eventuel ægtefælles/medejers arbejdsindsats, og eventuel fast arbejdsdeling ægtefællerne/medejerne imellem, og
d) virksomhedens omsætning og indtjening.
Stk. 2. Vurderingen efter stk. 1 skal ske på grundlag af den samlede beskæftigelse i virksomheden, medmindre en del af arbejdet udføres af ansat arbejdskraft eller ægtefælle/medejere, og der er fast arbejdsdeling.
Stk. 3. Dagpengeretten er endvidere betinget af, at medlemmet står til rådighed for arbejdsmarkedet i normalt omfang som fuldtids- eller deltidsforsikret, jf. direktoratets bekendtgørelse om rådighed og selvforskyldt ledighed.
Stk. 4. Et medlem, der har haft lønarbejde i fuldt normalt omfang i mindst 26 uger umiddelbart forud for ledigheden og samtidig har udøvet selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, kan umiddelbart anses for at opfylde stk. 3, så længe virksomheden under ledighed videreføres i samme eller mindre omfang.
Stk. 5. Medlemmet skal meddele kassen, hvis der sker ændringer i virksomhedens drift og/eller omfang.