Gelex

Ekspropriation af arealer udlagt til offentlig formål i henhold til lokalplan

GældendeVersion 2003-04-24
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/10357@2003-04-24/da

Indhold
  1. Indledning

Torsdag den 24. april 2003 kl. 9,30 samledes overtaksationskommissionen på ejendommen Lånumvej 2, Stoholm.

Til stede var formanden, kommissarius Torben Bjerre, de af Trafikministeriet udnævnte faste medlemmer af kommissionen, borgmester Holger Hedegaard, Vinderup, og fabriksarbejder Kjeld Justesen, Svenstrup, samt gårdejer Niels Jørgen Kristensen, Aalestrup, der sammen med centerleder Frede Hessel, Aalestrup af formanden er udtaget fra den af Viborg Amtsråd udarbejdede liste over amtskommunale medlemmer af overtaksationskommissionen. Frede Hessel havde meldt forfald.

Landinspektør Torben Andersen, der er udpeget til at bistå kommissionen, var mødt.

Protokollen førtes af fuldmægtig Karen Buskgaard. Der foretoges:

OTAX 3/2003 Overtaksation i anledning af Fjends Kommunes ekspropriation i henhold til lokalplanerne 03.B.12.01 og 03.F.02.02

Der fremlagdes ankebegæring af 20. februar 2003 fra ejeren af matr. nr. 3a Smollerup By, Smollerup, Hans Jørgen Jensen, og udskrift af taksationskommissionens forhandlingsprotokol vedrørende taksationsforretningen den 7. januar 2003 med deri nævnte bilag. Desuden fremlagdes et brev af 16. april 2003 fra advokat Niels Wulff, Viborg, til overtaksationskommissionen, hvori redegøres for ejerens erstatningskrav.

Ejeren, Hans Jørgen Jensen, mødte sammen med advokat Niels Wulff.

For Fjends Kommune mødte Finn Smedskjær, Ida Thybo Jensen og Tina Guldberg.

Kommissionens formand spurgte, om nogen havde kendskab til forhold, der kunne medføre inhabilitet for et eller flere medlemmer eller for den udpegede landinspektør. Det var ikke tilfældet.

Mødet indledtes med en besigtigelse af forholdene på ejendommen, hvor parterne fik lejlighed til at udtale sig.

For ejeren nedlagde advokat Niels Wulff påstand om en erstatning på 25,50 kr. pr. m 2 for hele det afståede areal, svarende til en samlet erstatning på 1.771.230 Til støtte herfor anførte han for så vidt angår de 23.100 m 2 , der afstås til boligformål, at kommunen ved salg fra arealet af 13 byggegrunde på hver 1.100 m 2 kan opnå en indtægt på 2.214.200 kr. opgjort således:

9 grunde a 1.100 m 2 til kr. 150,00 pr. m 2 kr. 1.485.000,00

4 grunde a 1.100 m 2 til kr. 135,00 pr. m 2 kr. 594.000,00

13 byggemodningsbidrag (13 x kr. 10.400,00) kr. 135.200.00

Samlet provenu kr. 2.214.200,00

Kommunens udgifter til udstykning/byggemodning fastsættes skønsmæssigt til 125.000 kr. pr. grund, i alt 1.625.000 kr. Dette medfører et nettoprovenu på 589.200 kr. svarende til 25,50 kr. pr. m 2 .

For så vidt angår de 43.200 m 2 , der afstås til fritids- og kulturcenter, og de medeksproprierede 3.160 m 2 anførte advokat Wulff, at erstatningen som udgangspunkt skal fastsættes til arealets værdi som ved anvendelse til bebyggelse. De ved lokalplanen fastsatte begrænsede udnyttelsesmuligheder kan have en vis betydning for arealets værdi, men udfra en række hensyn bør erstatningen ikke fastsættes lavere end for det andet eksproprierede areal. Disse hensyn er opregnet i advokatens skriftlige indlæg således:

" at lodsejeren driver jorder erhvervsmæssigt,

at der ikke er mulighed for at købe erstatningsjord,

at indskrænkningen af lodsejerens ejendom tillige nødvendiggør en reduktion af kvægbesætningen på grund af harmonikrav,

at jorden kan udnyttes intensivt, idet der er etableret vandingsanlæg.

Endelig bør der ved fastsættelse af erstatning tages hensyn til kommunens behov for at eje arealerne. Kommunen råder allerede over tilstrækkelige træningsfaciliteter i forhold til de behov, der er herfor hos kommunens borgere."

Fjends Kommunes repræsentanter påstod erstatningen fastsat til et lavere beløb end bestemt ved taksationskommissionens kendelse, idet de henviste til kommunens anbringender ved taksationsforretningen. De fremlagde et skriftligt indlæg af 23. april 2003, hvori er anført kommunens bemærkninger til advokat Niels Wulffs skriftlige erstatningskrav af 16. april 2003. Efter kommunens opfattelse er advokatens opgørelse over kommunens forventede nettoprovenu behæftet med en del fejl, og det af advokaten anvendte beregningsprincip kan ikke anvendes til beregning af købsprisen på råjord. Hvis advokat Wulffs beregningsprincip skal lægges til grund, skal der f.eks. indregnes bidrag til vejanlæg, og arealer til vejudlæg skal fragå salgsarealerne. Det er imidlertid ikke markedsvilkårene på salgstidspunktet, der er afgørende for, hvad kommunen kan købe råjorden til. Erstatningen skal fastsættes til handelsværdien på ekspropriationstidspunktet for en fornuftig køber med kendskab til arealets udnyttelsesmuligheder.

Med hensyn til arealet, der afstås til fritids- og kulturcenter, oplyste kommunens repræsentanter, at arealet skal anvendes til idrætsanlæg, og at der er et aktuelt behov for denne udvidelse af idrætsarealerne i kommunen.

Kommissionen drøftede sagen og afsagde sålydende

KENDELSE:

For så vidt angår det areal (delareal 2-1), der i lokalplan nr. 03.B.12.01 er udlagt til boligformål, kan overtaksationskommissionen tiltræde taksationskommissionens bemærkninger om grundlaget for erstatningsfastsættelsen. Overtaksations kommissionen kan ligeledes tiltræde den af taksationskommissionen fastsatte arealpris på 19 kr. pr. m 2 for det pågældende areal.

Delareal 2-2 er i lokalplan 03.F-02-02 udlagt til offentligt formål (boldbane eller anden udbygning af fritidsaktiviteter). Arealet har derfor ingen almindelig handelsværdi. Som det følger af Højesterets dom af 11. maj 1981 (UfR 1981.448) skal erstatningen i et sådant tilfælde fastsættes efter de muligheder og forventninger, der var knyttet til arealet, da det blev inddraget i byzone. På dette grundlag finder overtaksationskommissionen, at erstatningen passende kan fastsættes til 15 kr. pr. m 2 for det pågældende areal.

For så vidt angår det medeksproprierede areal (delareal 2-3), der ikke er omfattet af lokalplanerne, men fortsat ligger i landzone, findes dette areal efter sin beliggenhed at burde vurderes som delareal 2-2, og erstatningen fastsættes ligeledes til 15 kr. pr. m 2 for dette areal.

Når der ydes arealerstatning baseret på byzonepriser, er der kun grundlag for herudover at give erstatning for landbrugsmæssige ulemper ved arealafståelsen, hvis erstatningen for disse ulemper sammen med en arealerstatning baseret på den land brugsmæssige værdi ville have ført til en højere erstatning, og det er ikke tilfældet i den foreliggende sag.

Herefter

bestemmes:

Erstatningen fastsættes således:

For areal (23.100 m 2 ) pr. m 2 19 kr.

For areal (46.360 m 2 ) pr. m 2 15 kr.

Renter 3,25% p.a. fra den 9. oktober 2002

Som godtgørelse for udgifter til advokatbistand tillægges der ejeren 4.000 kr.

Hermed afsluttedes forretningen.

T. Bjerre

Holger Hedegaard Kjeld Justesen

Niels Jørgen Kristensen /K. Buskgaard

Udskriftens rigtighed bekræftes.

Versioner

  1. 2003-04-24