Fradrag i efterløn for feriegodtgørelse, genindtræden i efterlønsordningen
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/10365@2003-11-24/da
Indhold
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 20. november 2003.
Nævnet traf denne
Der skal ske fradrag i Deres efterløn for feriegodtgørelse fra den periode, hvor De var udtrådt af efterlønsordningen.
Det fejludbetalte beløb med tillæg af renter skal tilbagebetales af Dem.
Ankenævnet lægger ved afgørelsen til grund, at
De er omfattet af de ”gamle” regler om efterløn (medlemmer, der er fyldt 60 år før den 1. juli 1999),
De, efter en periode med efterløn, udtrådte af ordningen for at vende tilbage til lønarbejde,
De, efter en periode med lønarbejde og herefter en periode med dagpenge, på ny overgik til efterløn. De valgte ved Deres genindtræden i efterlønsordningen at være omfattet af 200-timers-ordningen,
De forud for Deres genindtræden klart var gjort bekendt med, at der skulle ske fradrag for feriegodtgørelse optjent efter Deres udtræden af efterlønsordningen, og
De har fået udbetalt feriegodtgørelse for 21 dage, som var optjent, mens De var udtrådt af efterlønsordningen.
Ankenævnet bemærker, at det følger af § 18 i bekendtgørelse om arbejde og indtægter mv. i efterlønsperioden, at feriegodtgørelse, der kan udbetales i forbindelse med overgang til efterløn i henhold til § 30, stk. 1, i ferieloven, medfører fradrag i efterlønnen. Fradraget sker fra tidspunktet for overgang til efterløn.
Efter bekendtgørelsens § 18, stk. 5, medfører feriegodtgørelse, der er optjent på grund af arbejde efter 200-timers-reglen, ikke fradrag i efterlønnen.
Efter ferielovens § 30 udbetales feriegodtgørelse for tidligere og løbende optjeningsår til lønmodtageren, hvis lønmodtageren forlader arbejdsmarkedet af alders- eller helbredsmæssige årsager.
Der skal således ske fradrag i efterløn for feriegodtgørelse, som er optjent før overgangen til efterløn, og som kan udbetales i forbindelse med overgang til efterløn i henhold til ferielovens § 30, stk. 1.
Der er alene i reglerne gjort undtagelse for så vidt angår fradrag for feriegodtgørelse, der er optjent på grund af arbejde efter 200-timers-reglen.
Det forhold, at De tidligere har modtaget efterløn kan ikke bevirke en anden vurdering, fordi De den 24. juni 2002 efter en periode med lønarbejde og dagpenge må anses for på ny at være overgået til efterløn.
Det følger af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 86, stk. 1, at har man uberettiget modtaget ydelser fra a-kassen skal ydelsen betales tilbage, hvis medlemmet indså eller burde have indset, at beløbet var modtaget med urette.
Ankenævnet finder herefter, at der skal ske tilbagebetaling af det med urette modtagne beløb med tillæg af renter (rentesatsen er morarenten efter rentelovens § 5), idet De indså/burde have indset, at beløbet var modtaget med urette.
Ankenævnet har herved bl.a lagt vægt på, at kassen den 21. februar 2002 orienterede Dem om, at ferie optjent efter udtræden af efterlønsordningen ville medføre fradrag i efterlønnen ved genindtræden i ordningen.
Ankenævnet henviser til lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lovbekendtgørelse nr. 603 af 25 juni 2001 §§ 75g og 86, lov om ferie, lovbekendtgørelse nr. 396 af 31. maj 2000 § 30, Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1034 af 20. november 2000 om ferie og bekendtgørelse nr. 351 af 16. maj 2001 om arbejde og indtægter m.v. i efterlønsperioden (for medlemmer, som er fyldt 60 år før den 1. juli 1999).
Ankenævnet tiltræder således Arbejdsdirektoratets afgørelse af 15. juli 2003.
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til:
Arbejdsdirektoratet
1. Sagsforløb
Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:
” Det er oplyst, at De er født xxx.
De overgik til efterløn pr. den 19. september 2000, mens De var medlem af xxx.
Der er fremlagt ledighedserklæring af 20. januar 2002. Det fremgår, at De i perioden den 1. marts 2001 til den 31. december 2001 har været beskæftiget hos xxx..
A-kassen (xxx) bevilgede Dem herefter dagpenge.
Ved brev af 21. februar 2002 traf a-kassen på baggrund af en forespørgsel fra Dem afgørelse om, at ferie optjent efter udtræden af efterlønsordningen, vil medføre fradrag i efterlønnen ved genindtræden. Det er alene ferie optjent under 200-timers-ordningen, som ikke medfører fradrag.
Der er fremlagt ansøgning om overgang til efterløn pr. 24. juni 2002. Det fremgår heraf, at De tidligere har modtaget efterløn, og at De ønskede at være omfattet af 200-timers-ordningen.
Der er fremlagt kopi af FerieKonto-bevis på 21 feriedage. Kortet er attesteret af a-kassen.
På efterlønserklæringen for 2002 oplyste De, at De har modtaget feriegodtgørelse for 21 dage, som er optjent før overgangen til efterløn.
Den 18. marts 2003 traf a-kassen afgørelse om, at De med urette har modtaget kr. 12.575 i efterløn med tillæg af renter med kr. 381,09. Beløbet skal tilbagebetales af Dem. A-kassen fandt ikke, at der var grundlag for at pålægge Dem en sanktion i forbindelse med fejludbetalingen.
I Deres klage af 31. marts 2003, har De blandt andet anført, at a-kassens afgørelse er forkert, at De bestrider at have handlet uagtsomt, og at De finder, at Arbejdsdirektoratet er inhabil i forhold til at behandle klagen. De fandt videre, at a-kassen ikke havde beregnet renter af tilbagebetalingsbeløbet korrekt.
A-kassen har ved brev af 19. marts 2003 ændret det beregnede rentebeløb.
A-kassen har ved sagens oversendelse den 19. marts 2002 til direktoratet bemærket, at man fastholder afgørelsen uanset, at a-kassen ved en fejl ikke får registreret den attesterede ferie i sit edb-system.
A-kassen (må være direktoratet: AMA´s rettelse) anmodede a-kassen om kopi af godkendelsesbrev ved Deres genindtræden i efterlønsordningen.
A-kassen har den 28. maj 2003 oplyst, at a-kassen ikke ved Deres genindtræden i efterlønsordningen har udstedt noget godkendelsesbrev. A-kassen beklager dette. Det fremgår af det fremsendte tastebilag, at a-kassen var opmærksom på Deres 20 feriedage, senere rettet til 21 feriedage.
Ved brev af 31. maj 2003 har De fremsat en række bemærkninger til direktoratet.
De fastholder for det første, at direktoratet ikke er habil i sagen, idet en medarbejder i direktoratet angiveligt skulle have drøftet sagen telefonisk med a-kassen tidligt i sagsforløbet. De ønsker derfor, at sagen går direkte til Arbejdsmarkedets Ankenævn.
For det andet finder De ikke, at der er hjemmel til, at a-kassen har foretaget fradrag som sket for optjent ferie i en periode, hvor De har været udtrådt af efterlønsordningen. De henviser videre til, at De i februar 2002 fik at vide, at der skulle ske modregning, at De fik feriekortet attesteret i oktober 2002, afventede at a-kassen skulle modregne, men at dette ikke skete.
De rettede derfor henvendelse til a-kassen den 3. januar 2003, ”for at gøre opmærksom på problemet”.
2. Arbejdsdirektoratets afgørelse
Direktoratet traf den 15. juli 2003 denne afgørelse:
” Direktoratet er ikke inhabil i sagen.
Der skal ske fradrag i Deres efterløn for feriegodtgørelse fra en periode, hvor De var udtrådt af ordningen.
Det fejludbetalte beløb skal betales tilbage af Dem.
De skal ikke pålægges en sanktion.
Begrundelse
Direktoratet er ikke inhabil i forhold til at behandle sagen, jf. § 3, i forvaltningsloven, lov nr. 571 af 19. december 1985. Der er herved lagt vægt på, at ingen af de nævnte grunde til inhabilitet (se regelafsnittet) foreligger i denne sag.
Det forhold, at en medarbejder i direktoratet muligvis telefonisk har udtalte sig i generelle vendinger om sagen til en medarbejder i a-kassen gør ikke, at direktoratet er inhabil efter lovens § 3, stk. 1, nr. 4. Der ses heller ikke at foreligge andre grunde til inhabilitet.
Det bemærkes videre, at der ikke er hjemmel til at sende sagen direkte til Arbejdsmarkedets Ankenævn. Det fremgår af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., senest lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002, §§ 98-99, at klage over en afgørelse truffet af en a-kasse sker til direktoratet.
Direktoratets afgørelser kan herefter påklages til Arbejdsmarkedets Ankenævn eller Beskæftigelsesministeriet, se klagevejledningen nedenfor.
Det er lagt til grund, at De aldersmæssigt er omfattet af de ”gamle” regler om efterløn, at De efter en periode med efterløn udtrådte af ordningen for at vende tilbage til lønarbejde, og at De, efter en periode med dagpenge, genindtrådte i efterlønsordningen. De valgte ved Deres genindtræden at være omfattet af 200-timers-ordningen.
Det er videre lagt til grund, at De efter Deres genindtræden i efterlønsordningen har fået udbetalt feriegodtgørelse for 21 feriedage, som er optjent, mens De var udtrådt af efterlønsordningen.
Det fremgår af § 18, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 351 af 16. maj 2001 om arbejde og indtægter m.v. i efterlønsperioden (for medlemmer, som er fyldt 60 år før 1. juli 1999), at feriegodtgørelse medfører fradrag i efterlønnen, at fradraget sker fra tidspunktet for overgang til efterløn og med det antal dage, der er optjent.
Det fremgår af samme bekendtgørelses § 18, stk. 5, at feriegodtgørelse, der er optjent via arbejde efter 200-timers-reglen, ikke medfører fradrag i efterlønnen.
Der er ikke i reglerne hjemmel til, at der ikke skal ske fradrag for feriegodtgørelse optjent i en periode, hvor man har været udtrådt af efterlønsordningen.
Det fremgår af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., senest lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002, § 86, stk. 1, at har man uberettiget modtaget ydelser fra a-kassen skal ydelsen betales tilbage, hvis medlemmet indså eller burde have indset, at beløbet var modtaget med urette.
Ved afgørelsen af, at De indså at beløbet var modtaget med urette, har direktoratet lagt til grund, at a-kassen den 21. februar 2002 traf afgørelse herom, og at De selv flere gange rettede henvendelse til a-kassen for at gøre opmærksom på problemet.
Det forhold, at a-kassen ved en fejl og trods attestation af Deres FerieKonto-bevis ikke foretog fradraget straks, kan ikke føre til et andet resultat.
Direktoratet har lagt a-kassens opgørelse af beløbet på kr. 12.575 med tillæg af renter til grund.
Direktoratet enig med a-kassen i, at der ikke er grundlag for at pålægge Dem en sanktion i forbindelse med fejludbetalingen, jf. lovens § 87”.
3. Klagen til ankenævnet
I klagen har De bl.a. anført, at et er selve lovbekendtgørelsen noget andet er intentionen. I bekendtgørelsen havde man netop taget højde for at nogle kunne ønske at arbejde og man fandt det samtidig naturligt ikke at modregne feriegodtgørelsen. Ser man på 7 år af 200 timer årligt, blev dette til en anselig størrelse af feriepenge. Derfor fandt De det naturligt, at det også gjaldt for Dem, der havde været uden for efterlønnen i 10 måneder og derved optjent feriepenge. Havde De fået feriepenge med fra efterlønnen var sagen anderledes, men i de 10 måneder kunne De kun holde ferie for egen regning.
Endvidere anførte De, at der så vidt De vidste, som omtalt i tidligere brev til direktoratet af 31. maj 2003, ikke noget sted, var omtalt, at der skulle modregnes i feriegodtgørelsen ved gen indtræden. Havde dette været intentionen ville ordet genindtræden, og ikke kun indtræden, være anført i bekendtgørelsen. Ved at undlade ordet genindtræden opfyldes hovedsigtet/intentionen, at der hverken ved arbejde inden for efterlønnen eller udenfor skal modregnes. Den mente derfor, at konklusionen derfor var – ingen modregning.
4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen
Direktoratet fandt ikke, at der var kommet nye oplysninger, der gav direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.
5. Nyt efter klagen
Intet.
6. Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001
§ 75 g. Beskæftigelsesministeriet fastsætter efter indstilling fra direktøren for Arbejdsdirektoratet, der har forhandlet med Landsarbejdsrådet, regler om, hvilken betydning arbejde og indtægt i efterlønsperioden skal have for størrelsen af efterlønnen.
§ 86. Et medlem, som uberettiget har modtaget dagpenge eller andre ydelser fra kassen, skal betale ydelsesbeløbet tilbage, hvis medlemmet har givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til ydelserne, eller hvis medlemmet i øvrigt indså eller burde have indset, at modtagelse af beløbet var uberettiget. Godtgørelse efter lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse er ikke omfattet af bestemmelsen.
Stk. 3. Beløb, der skal tilbagebetales efter stk. 1 og 2, forrentes med den aktuelt gældende morarente efter rentelovens § 5. Renten beregnes fra udbetalingstidspunktet. Der tillægges dog ikke rente, hvis tilbagebetalingsbeløbet ikke overstiger højeste dagpenge for 4 uger, jf. § 47, på opgørelsestidspunktet.
Lov om ferie, lovbekendtgørelse nr. 396 af 31. maj 2000
§ 30. Feriegodtgørelse for tidligere og løbende ferieår udbetales til lønmodtageren af arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen,
hvis lønmodtageren forlader arbejdsmarkedet af alders- eller helbredsmæssige årsager, eller
hvis lønmodtageren fratræder i forbindelse med flytning til udlandet og framelder sig Det Centrale Personregister
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1034 af 20. november 2000 om ferie
§ 25. Feriepenge for tidligere og løbende optjeningsår udbetales til en lønmodtager, når denne forlader arbejdsmarkedet på grund af alders- eller helbredsmæssige årsager.
Dokumentation herfor kan bestå i bevis for:
1) tilkendelse af alderspension
2) tilkendelse af førtidspension, eller
3) afgørelse fra en a-kasse om overgang til efterløn efter reglerne om ret til at arbejde i 200 timer årligt (uden fradrag i efterlønnen).
Bekendtgørelse nr. 351 af 16. maj 2001 om arbejde og indtægter m.v. i efterlønsperioden (for medlemmer, som er fyldt 60 år før 1. juli 1999)
§ 18. Feriegodtgørelse, der kan udbetales i forbindelse med overgang til efterløn i henhold til § 30, stk. 1, i ferieloven, medfører fradrag i efterlønnen. Fradraget sker fra tidspunktet for overgang til efterløn. Det gælder, uanset om en udbetaling sker i perioden med efterløn eller før overgang til efterløn.
Stk. 2. Feriegodtgørelsen medfører fradrag efter det antal feriedage, der er optjent. Der afrundes til hele eller halve feriedage. For hver feriedag, et medlem har optjent, fratrækkes 1/5 af efterlønnen for en uge. Feriedage, der er optjent i en 6 dages uge, ganges med 5/6.
Stk. 3. Hvis feriegodtgørelsen er et mindre beløb end fradraget i efterlønnen, kan medlemmet få udbetalt differencen som efterløn.
Stk. 4. Et medlem, som forud for overgangen til efterløn har været ansat på nedsat tid, kan få omregnet feriegodtgørelsen pr. dag til timer. Omregningen sker ved at dele feriegodtgørelsens bruttobeløb pr. dag med den timeløn, medlemmet havde lige før overgangen til efterløn. Det beregnede timetal skal fradrages i efterlønnen.
Stk. 5. Feriegodtgørelse, der er optjent på grund af arbejde efter 200-timers-reglen, medfører ikke fradrag i efterlønnen. Hvis et medlem overgår til at arbejde efter reglerne om fleksibel efterløn, medfører feriegodtgørelse fradrag efter disse regler.