Gelex

Genoprettelse af medlemskab. Medlemmet manglede at indbetale 7 kr.

GældendeVersion 2003-01-09
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/10367@2003-01-09/da

Indhold
  1. Indledning

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 8. januar 2004.

Nævnet traf denne

De kan få genoprettet Deres medlemskab af a-kassen pr. 30. september 2002.

Ankenævnet har ved afgørelsen lagt til grund, at:

- a-kassen den 8. november 2002 sendte Dem et slettebrev, da De ikke havde betalt Deres kontingent rettidigt,

- a-kassen den 13. december 2002, da De fortsat ikke havde betalt, sendte Dem et slettebrev, hvori De blev oplyst om, at De var slettet som medlem, men at De havde mulighed for at få genoprettet Deres medlemskab, hvis De betalte det nu skyldige beløb på i alt 1.157,55 kr. senest 4 uger efter modtagelsen af slettebrevet,

- De den 20. december 2002 indbetalte 385,85 kr.,

- a-kassen den 30. december 2002 telefonisk oplyste Dem om, at hele det skyldige beløb skulle betales inden udløbet af fristen den 13. januar 2003,

- De har anført, at De primo januar 2003 telefonisk kontaktede a-kassen, hvor De fik oplyst af en medarbejder, at De i alt skulle betale 1.150,55 kr.,

- ingen af a-kassens medarbejdere kan erindre at have talt med Dem, og at a-kassen ikke har registreret nogen henvendelse fra Dem omkring det oplyste,

- De den 6. januar 2003 indbetalte 764,70 kr.. De havde således i alt betalt 1.150,77 kr., og at

- De som følge heraf blev slettet som medlem, idet De ikke havde betalt hele det skyldige beløb inden for den fastsatte frist.

Et medlem skal betale medlemsbidrag til de af kassen fastsatte tidspunkter. Et medlem, der undlader at betale det fulde medlemsbidrag rettidigt, slettes som medlem af a-kassen med virkning fra det tidspunkt, indtil hvilket medlemmet har betalt bidrag.

Slettelse kan kun finde sted, hvis medlemmet ikke har betalt det skyldige medlemsbidrag senest 3 uger efter, at a-kassen skriftligt har rykket for restancen. Rykkerskrivelsen skal udtrykkeligt angive, at medlemmet vil blive slettet, hvis det skyldige medlemsbidrag ikke bliver betalt.

Hvis det skyldige medlemsbidrag samt senere forfaldent medlemsbidrag betales senest 4 uger efter, at medlemmet er blevet skriftligt underrettet om slettelsen, hæves slettelsen.

Ankenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at:

De ved udløbet af fristen den 13. december 2002 fik sendt et slettebrev, hvori De fik oplyst, at det skyldige beløb nu udgjorde 1.157,55 kr., som skulle betales senest 4 uger efter modtagelsen af slettebrevet, for at medlemskabet kunne genoprettes,

A-kassen kontaktede Dem telefonisk den 30. december 2002 – efter De den 20. december 2002 indbetalte 385,85 kr. – for at oplyse Dem om, at hele beløbet skulle betales senest den 13. januar 2003,

De indbetalte et beløb på 764,70 kr., hvilket De troede var det korrekte restancebeløb allerede den 6. januar 2003. Herved viste De vilje og hensigt til at betale det fulde beløb inden fristens udløb den 13. januar 2003,

A-kassen havde en hel uge før fristens udløb til at oplyse Dem om, at hele restancebeløbet ikke var betalt, hvilket ville have været god forvaltningsskik at gøre, hvilket A-kassen også i december 2002 havde gjort ved at gøre Dem opmærksom på, at De havde indbetalt et for lille beløb, og at

de konsekvenser en slettelse kunne få for Dem ud fra et proportionalitetsprincip ikke kan stå i forhold til et beløb på 7 kr.

De har i Deres klage til ankenævnet rejst nogle spørgsmål, som især vedrører forhold omkring Deres nyoprettede medlemskab.

A-kassen har i brev af 29. oktober 2003 fremsendt sine bemærkninger/svar til Deres spørgsmål. A-kassen har sendt en kopi af brevet til Dem, og De har ikke siden henvendt Dem til ankenævnet. Ankenævnet har på denne baggrund lagt til grund, at De har accepteret indholdet af a-kassens brev, og anser således ikke Deres klage som tillige værende en klage over a-kassens sagsbehandling.

Ankenævnet henviser til lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002 § 78, stk. 1-4.

Ankenævnet ændrer således direktoratets afgørelse af 29. august 2003.

På ankenævnets vegne

fuldmægtig

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til:

Arbejdsløshedskassen

Arbejdsdirektoratet

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:

”Det fremgår af sagen, at a-kassen den 8. november 2002 sendte Dem et rykkerbrev, hvoraf det fremgik, at De ville blive slettet som medlem af a-kassen, hvis De ikke senest den 2. december 2002 betalte 385,85 kr., som De skyldte a-kassen for medlemsbidrag for oktober 2002.

Da De stadig ikke betalte, sendte a-kassen Dem den 13. december 2002 et brev, hvoraf det fremgik, at De var slettet som medlem af a-kassen fra den 30. september 2002, idet De ikke havde betalt det skyldige beløb inden 2. december 2002.

Det fremgik også af brevet af 13. december 2002, at Deres medlemskab af a-kassen ville blive genoprettet med Deres gamle anciennitet, hvis De senest den 13. januar 2003 betalte 1.157,55 kr., som De nu skyldte a-kassen. Det skyldige beløb på 1.157,55 kr. dækkede medlemsbidraget til a-kassen for oktober, november og december 2002 (3 x 385,85 kr. = 1.157,55 kr.).

Der foreligger postkvittering fra a-kassen for, at brevet den 13. december 2002 er sendt til Dem på Deres adresse XX.

I brev af 17. december 2002 skrev De til a-kassen, at De åbenbart skyldte 3 måneders kontingent. Det kunne De ikke forstå, da De kun havde fået 2 indbetalingskort. De spurgte, om De kunne få lov til at betale de 2 måneder den 1. januar 2003.

Den 20. december 2002 indbetalte De 385,85 kr. til a-kassen.

Den 30. december 2002 ringede a-kassen til Dem og oplyste, at hele beløbet skulle være betalt senest den 13. januar 2003. Dette accepterede De.

De indbetalte 764,70 kr. den 6. januar 2003 til a-kassen. De havde således indbetalt i alt 1.150,77 kr.

Den 14. februar 2003 ringede De til a-kassen og oplyste, at De efter telefonisk aftale med a-kassen havde fået oplyst, at hvis De indbetalte 600 kr. og et eller andet inden den 13. januar 2003, så ville De blive genoprettet.

I brev af 20. februar 2003 til a-kassen har De bl.a. oplyst, at De i starten af januar 2003 ringede til a-kassen og fik at vide, at hvis De bare betalte 1.150,55 kr. inden den 13. januar, så var alt i orden igen, og De ville ikke blive slettet eller miste Deres anciennitet.

Den 28. februar 2003 traf a-kassen afgørelse om, at Deres medlemskab ikke kunne genoprettes. A-kassen henviste til, at det fremgik af brevet af 13. januar 2002, at De skyldte 1.157,55 kr., og at dette beløb skulle være betalt inden den 13. januar 2003. De havde indbetalt 1.150,55 kr. og dermed ikke hele det beløb, som De skulle betale for at få genoprettet medlemskabet.

I Deres klage af 5. marts 2003 over a-kassens afgørelse har De bl.a. anført, at De lige siden 1. december 2002 havde forsøgt at kontakte a-kassen telefonisk, men at det var ikke var muligt at komme igennem. De er nu blevet smidt ud for 7 kr., som var det beløb, som manglede at blive betalt. De spurgte, hvorfor a-kassen ikke havde sendt Dem et girokort på de 7 kr. De betalte først de 385 kr., derefter fik De et indbetalingskort på de 1.100 og et eller andet. Dette skulle rettes, da De allerede havde betalt de 385 kr., og så kom der til at mangle 7 kr.

De er den 2. april 2003 nyoptaget i a-kassen.

Den 16. juni 2003 sendte a-kassen Deres klage og sagens akter til direktoratet, idet man fastholdt afgørelsen om, at De ikke kunne få genoprettet Deres medlemskab.

A-kassen indstillede samtidig til, at direktoratet dispenserede fra reglerne, således at De kunne få genoprettet Deres medlemskab. A-kassen henviste til, at sletningen skyldtes en regnefejl på 7 kr., at De ved Deres brev af 17. december 2002 havde vist vilje til at betale det skyldige medlemsbidrag, at de to indbetalinger også viste, at De havde haft vilje til at indbetale, samt at der undervejs i kontakten mellem a-kassen og Dem var opstået en misforståelse omkring beløbets størrelse, idet De havde fået den opfattelse, at De havde betalt, hvad De skyldte, da fristen udløb den 13. januar 2003 ”.

Sekretariatet er enig i fremstillingen.

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 29. august 2003 denne afgørelse:

”De kan ikke få genoprettet Deres medlemskab af a-kassen pr. 30. september 2002.

Vi har lagt til grund, at De ved brev af 13. december 2002 er blev slettet som medlem af a-kassen pr. 30. september 2002 på grund af manglende betaling af medlemsbidraget for oktober 2002.

Hvis man vil havesit medlemskab genoprettet, skal man betale det skyldige beløb, som består afbåde det medlemsbidrag, som man er rykket for, og det medlemsbidrag, somefterfølgende er forfaldent, inden 4 uger efter, at man har fået skriftligbesked om, at man er blevet slettet. Dette fremgår af § 78, stk. 4, i lov omarbejdsløshedsforsikring m.v.

De kunne fågenoprettet Deres medlemskab af a-kassen, hvis De betalte det skyldige medlemsbidragfor månederne oktober, november og december 2002, dvs. 1.157,55 kr., senest den13. januar 2003.

Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at De ikke betalte hele det skyldige beløb inden fristens udløb, idet De havde indbetalt 1.150,77 kr. inden fristens udløb.

Vi mener ikke, atDeres oplysninger til sagen kan føre til et andet resultat.

Vi har herved lagtvægt på, at a-kassen har fulgt den procedure, der er foreskrevet i lovens § 78.

Vi skal henvisetil, at det utvetydigt fremgik af a-kassens brev af 13. december 2002, hvilketbeløb, De skulle betale senest den 13. januar 2003 for at få genoprettet Deresmedlemskab. Derudover skal vi henvise til oplysningen om, at a-kassen den 30.december 2002 telefonisk underrettede Dem om, at det var hele det skyldigebeløb, som skulle betales senest den 13. januar 2003 for at få genoprettetmedlemskabet.

Det erdirektoratets opfattelse, at De selv må bære ansvaret for, at De indbetalte etfor lille beløb og således ikke fik indbetalt hele det skyldige beløb indenfristens udløb den 13. januar 2003.

Vi har herved lagtvægt på, at De i brev af 13. december 2002 blev underrettet om, at De skulle betale1.157,55 kr. inden den 13. januar 2003 for at få genoprettet medlemskabet. Den20. december 2002 betalte De 385,85 kr. De havde således selv forudsætningerne forat kunne beregne, hvilket beløb, De manglende at betale, nemlig differencenmellem 1.157,55 kr. og 385,85 kr., hvilket var 771,70 kr.

Endelig skal vihenvise til, at reglerne om sletning og genoprettelse af medlemskabet, der erbeskrevet i lovens § 78, ikke giver mulighed for at dispensere – således hellerikke i sager som Deres, hvor det kun var et ganske lille beløb, der ikke blevindbetalt inden fristens udløb, og hvor der i øvrigt har været vilje og evnetil at betale ”.

3. Klagen til ankenævnet

De har den 17.september 2003 klaget over direktoratets afgørelse.

De har anførtfølgende:

”Jeg har modtaget afgørelse i min sag og I fortæller at jeg ikke kan få mit medlemskab genoprettet på grund af 7 kr.

Jeg anker selvfølgelig hermed denne sag, jeg forstår simpelthen ikke hvordan i alverden 7 kr. kan skille en fagforening imellem mig og dem på grund af så latterligt et beløb?

Jeg har hele tiden fra januar 2002 været villig og kontakt(..?) til at få medlemskabet til at stemme, så kan man ikke sende mig en rykker for 7 kr. men man kan køre en sag i 9 mdr. til en masse lønninger + papirarbejde, paragraffer, højere instanser osv.?

Samtidig da jeg meldte mig ind igen som åbenbart først er fra april, det forstår jeg heller ikke? Man bad mig om straks at indmelde mig igen, beholdt de 1100 et eller andet. Man skal jo passe på helt at ramme beløbet. Det bliver man åbenbart hængt op på.

Jeg har ikke bedt a-kassen om at beholde de penge. Hvem siger jeg overhovedet ville blive i den fagforening. Men selvfølgelig sagde jeg ja til nyt medlemskab. Men efter at have ringet flere gange i de første par måneder for at få indbetalingskort, fik jeg efter mange gange ”sludder for sladder” oplyst, at det havde beholdt mine penge, det var nemmere syntes de, og så blev min fagforening jo så også betalt. Hvad?

Det er åbenbart helt i orden, at fagforeningen beholdt mine penge? Det var åbenbart også helt i orden at de ikke udsendte indbetalingskort de første 3 mdr. (fordi de holdt på mine penge). Det skulle jeg bare gætte mig til, og de undskyldninger jeg fik i starten, som f.eks. sagen skal lige køre sin gang og bla. bla., det får jeg aldrig et nyt medlemskab ud af vel?

I øvrigt hvordan kan mit medlemskab først ske i april 2003? Mine 1100 et eller andet har ligget i fagforeningen siden januar?

Samtidig er jeg først berettiget til understøttelse med mit nye medlemskab som startede i april, i dec. 2003, det vil sige at jeg overhovedet ingen frihed har haft på arbejdsmarkedet. Jeg har ikke fundet at søge nyt job f.eks., jeg har selvfølgelig også måttet gå og tænke på, sæt jeg bliver fyret, hvad så? Intet grundlag for så at kunne forsørge mig selv, måske har jeg også måttet flytte på gaden, hvor skulle pengene komme fra? Helt ærligt, et rimeligt psykisk pres. Jeg arbejder inde for et felt som i forvejen er meget psykisk krævende, jeg håbede på at bl.a. og f.eks. ens fagforening så ville stå bag en? Men nej, 7 kr. skal skille os ad?

Denne sag kan måske ikke komme højere op i forhold til at få den retfærdighed til fyldest, men jeg sværger på, at hvis jeg taber denne sag, går jeg til samtlige aviser, forbrugerprogrammer og lign. Jeg håber aldrig nogen skal prøve denne form for ydmygelse!”

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

Direktoratet har den 1. oktober 2003 oversendt Deres klage til Arbejdsmarkedets Ankenævn, idet der ikke efter direktoratets opfattelse er kommet nye oplysninger, der giver anledning til at ændre afgørelsen.

Direktoratet har bemærket følgende:

”XX har atter anført det urimelige i, at hun ikke kan få genoprettet sit medlemskab på grund af en difference på kun 7 kr.

Direktoratet skal bemærke, at § 78 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. fastsætter den procedure, som en a-kasse skal gennemføre, når et medlem er i restance. Proceduren indebærer bl.a., at et medlem, som ikke har indbetalt det fulde medlemsbidrag inden 3 uger efter, at medlemmet har modtaget a-kassens rykkerbrev, skal slettes som medlem af a-kassen med virkning fra det tidspunkt, hvortil der er betalt, jf. lovens § 78, stk. 2 og 3.

En genoprettelse af medlemskabet (ophævelse af slettelsen) forudsætter, at hele det skyldige medlemsbidrag, som forårsagede slettelsen, samt det efterfølgende forfaldne medlemsbidrag betales fuldt ud inden 4 uger efter, at medlemmet er blevet skriftligt underrettet om slettelsen, jf. lovens § 78, stk. 4.

Lovens § 78 indeholder ingen muligheder for at dispensere fx i tilfælde, hvor det ikke er det fulde beløb, der er indbetalt inden udløbet af 4-ugers fristen.

Direktoratet har derfor ikke mulighed for at se bort fra, at det ikke er det fulde beløb, der er indbetalt inden 4-ugers fristens udløb. Det gælder også i tilfælde som XXs, hvor det blot er et ganske lille beløb, der ikke bliver indbetalt inden fristens udløb, eller i tilfælde, hvor der i øvrigt må siges at have været både vilje og evne til at indbetale det fulde beløb inden fristens udløb.”

5. Nyt efter klagen

XX Arbejdsløshedskasse (Deres a-kasse) har i brev af 29. oktober 2003 fremsendt sine bemærkninger til Deres klage.

A-kassen har anført følgende:

”Hovedledelsen har ikke yderligere bemærkninger til selve klagesagen – udover, hvad vi skrev i indstillingen til Arbejdsdirektoratet i brev af den 16. juni 2003.

I klagen til Arbejdsmarkedets Ankenævn stiller medlemmet nogle spørgsmålstegn ved, hvordan a-kassen har håndteret hendes sag efter, at hun var blevet slettet som medlem. Hovedledelsen vil for god ordens skyld redegøre for kritikpunkterne:

1) Medlemmet kan ikke forstå, hvorfor hun først bliver meldt ind i a-kassen igen fra april 2003.

Medlemmets lokale a-kasse yy oplyser, at medlemmet den 31. marts 2003 underskrev ansøgning om optagelse. Ansøgningen blev modtaget i a-kassen den 2. april 2003. Medlemmet blev optaget med virkning fra modtagelsesdatoen (den 2. april 2003).

2) Medlemmet skriver i sin klage, at a-kassen beholdt de ”1.100 et eller andet”, og at medlemmet ikke havde bedt a-kassen om at beholde de penge.

Til dette oplyser yy: ”Uden at dette kan dokumenteres, mener vi at kunne huske, at vi i forbindelse med fremsendelse af ny optagelsesbegæring i starten af marts måned aftalte, at forudbetalingen bare skulle blive stående i systemet, således at fremtidige kontingent kunne blive modregnet eller dække for tidligere restance, såfremt medlemmet ville få medhold i sin klage.”

3) Medlemmet påpeger også, at hun ikke har fået indbetalingskort ”de første 3 måneder”.

I forbindelse med rykkerproceduren udsendes der girokort. Men når sletningen effektueres er medlemmet jo ikke længere medlem, hvorfor der ikke længere sendes opkrævning for kontingent ud. Først når medlemmet optages på ny udsendes der igen kontingentopkrævninger, hvis ikke medlemmet – som i dette tilfælde – har forudbetalt kontingentet.

4) Medlemmet mener, at hun har ret til dagpenge fra december 2003.

yy oplyser, at a-kassen ikke har givet forkert vejledning, idet yy den 8. maj 2003 sendte et brev til medlemmet omkring optagelsen. I brevet var der givet information om, at hun tidligst kunne blive dagpengeberettiget – ved opfyldelsen af visse betingelser – efter et år.

Medlemmet er orienteret ved kopi af denne skrivelse.”

6. Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002

§ 78. Et medlem skal betale medlemsbidrag efter § 77 til de af kassen fastsatte tidspunkter. Medlemsbidraget skal vedrøre en nærmere angiven periode.

Stk. 2. Et medlem, der undlader at betale det fulde medlemsbidrag rettidigt, bortset fra frivilligt efterlønsbidrag, jf. § 77, stk. 4, slettes som medlem af kassen med virkning fra det tidspunkt, indtil hvilket medlemmet har betalt bidrag, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Slettelse kan kun finde sted, hvis medlemmet ikke har betalt det skyldige medlemsbidrag senest 3 uger efter, at kassen skriftligt har rykket medlemmet for restancen. Rykkerskrivelsen skal afsendes til de medlemmer, der ved den forudgående måneds afslutning ikke har betalt det fulde medlemsbidrag, der forfalder i denne måned. Skrivelsen skal udtrykkeligt angive, at medlemmet vil blive slettet, hvis det skyldige medlemsbidrag ikke bliver betalt.

Stk. 4. Hvis det skyldige medlemsbidrag, jf. stk. 2 og 3, samt senere forfaldent medlemsbidrag betales senest 4 uger efter, at medlemmet er blevet skriftligt underrettet om slettelsen, hæves slettelsen.

.

Versioner

  1. 2003-01-09