Efterløn tidspunkt selvstændig ophør overdragelse landbrug I/S selskab skøde dato overtagelse
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/10371@2003-10-17/da
Indhold
Medlemmet og hendes ægtefælle drev selvstændig virksomhed, et landbrug, i form af et I/S. Det var hendes ægtefælle, der ejede halvparten af virksomheden.
Resumé Medlemmet søgte den 9. december 2002 efterløn med virkning fra 1. januar 2003, idet ægtefællens ideelle andel af virksomheden blev solgt til medejeren den 31. december 2002, hvor hun også fratrådte sit lønarbejde, der var på deltid. Skødet for salg af landbruget angav, at ejendommen fra den 1. januar 2003 henstod med alt sit tilbehør for købers regning og risiko. Revisor oplyste, at det havde beroet på afslutning af regnskaber for 2002, at skødet først kunne udarbejdes til underskrift den 4. marts 2003. Kassen fandt, at medlemmet først kunne anses for ophørt og dermed berettiget til efterløn den 4. marts 2003. Kassen anførte ved oversendelse af sagen til direktoratet, at ejendommen indtil underskriften på skødet fortsat stod for medlemmets regning og risiko. Direktoratet fandt ligeledes, at datoen for underskrift på skødet var datoen for endeligt ophør med selvstændig virksomhed. Ankenævnet lagde til grund, at skødet først blev underskrevet den 4. marts 2003. Det indebar, at medlemmet ikke kunne anses for udtrådt af virksomheden fra et tidligere tidspunkt. Ankenævnet lagde vægt på, at der ikke forelå skriftlig dokumentation forud for datoen for underskrivelse af skødet for, at salget og overdragelsen skulle ske pr. 1. januar 2003. Ankenævnet havde noteret sig, at medlemmet på sin ansøgning om efterløn den 9. december 2002 oplyste, at hendes ægtefælles halvdel af virksomheden skulle sælges den 31. december 2002, hvor hun også ville fratræde sin deltidsstilling som lønmodtager. Ankenævnet havde videre noteret sig, at skødet angav, at ejendommen fra 1. januar 2003 stod med alt tilbehør for købers regning og risiko, samt at revisor havde anført, at det alene havde beroet på afslutning af regnskaber for 2002, at skødet først blev færdigt til underskrift den 4. marts 2003. Ankenævnet fandt imidlertid, at disse omstændigheder ikke ændrede vurderingen af sagens udfald, fordi der først ved skødets underskrivelse forelå en retligt bindende aftale om salg af halvparten af virksomheden.
Ankenævnet tiltrådte således Arbejdsdirektoratets afgørelse af 2. juli 2003.
Ankenævnet har behandlet Deres klage for NN på møde den 16. oktober 2003.
Nævnet traf denne
NN opfylder ikke betingelserne for at blive anset for ophørt med at drive selvstændig virksomhed den 1. januar 2003.
Derfor har hun ikke ret til at overgå til efterløn fra denne dato.
Ankenævnet lægger til grund, at skødet for salget af NNs ægtefælles ideelle halvpart af den selvstændige virksomhed først blev underskrevet den 4. marts 2003. Det indebærer, at hun ikke kan anses for udtrådt af virksomheden fra et tidligere tidspunkt.
Ankenævnet lægger vægt på, at der ikke foreligger skriftlig dokumentation forud for datoen for underskrivelse af skødet for, at salget og overdragelsen skulle ske pr. 1. januar 2003.
Ankenævnet har noteret sig, at NN på sin ansøgning om efterløn den 9. december 2002 oplyste, at hendes ægtefælles halvdel af virksomheden skulle sælges den 31. december 2002, hvor hun også ville fratræde sin deltidsstilling som lønmodtager.
Ankenævnet har videre noteret sig, at skødet angiver, at ejendommen fra 1. januar 2003 stod med alt tilbehør for købers regning og risiko, samt at De har anført, at det alene har beroet på afslutning af regnskaber for 2002, at skødet først blev færdigt til underskrift den 4. marts 2003.
Ankenævnet finder imidlertid, at disse omstændigheder ikke ændrer vurderingen af sagens udfald, fordi der først ved skødets underskrivelse forelå en retligt bindende aftale om salg af halvparten af virksomheden.
Ankenævnet henviser til lov om arbejdsløshedsforsikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002 § 74 c, stk. 1, og Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 850 af 16. oktober 2002 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse § 3, stk. 1.
Ankenævnet tiltræder således Arbejdsdirektoratets afgørelse af 2. juli 2003.
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til:
NN Arbejdsløshedskassen Arbejdsdirektoratet
1. Sagsforløb
Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:
”Deres klient har på ledighedserklæring den 9. december 2002 oplyst,
– at hun ønsker at overgå til efterløn pr. 1. januar 2003,
– at hun er ophørt endeligt med drift af selvstændig virksomhed,
– at virksomheden er et landbrug,
– at landbruget er blevet drevet som I/S,
– at ophøret er sket ved overdragelse den 31. december 2002,
– at virksomheden siden den 1. juli 1962 har været Deres klients hovedbeskæftigelse med 25 timer om ugen,
– at hun i tiden fra den 1. oktober 1994 til den 31. december 2002 har haft lønarbejde hos X,
– at hun først ville blive afmeldt offentlige registre som selvstændig ½ år efter salg, og
– at hun ikke kunne vedlægge dokumentation for overdragelsen, da der endnu ikke var skrevet under.
Det fremgår af betinget skøde underskrevet den 4. marts 2003,
– at Deres klients ægtefælle har overdraget sin ideelle andel af interessentskabet til Y,
– at overtagelsen har fundet sted den 1. januar 2003,
– at ejendom og alt tilbehør fra den 1. januar 2003 har stået for købers regning og risiko i enhver henseende med ret til at modtage forsikringssummerne til anordningsmæssig anvendelse,
– at der pr. overtagelsesdagen udfærdiges sædvanlig refusionsopgørelse over ejendommens udgifter og indtægter,
– at handelen er betinget af købesummens berigtigelse samt gældsovertagelsens berigtigelse samt tillige af, at eventuel refusionssaldo i sælgers favør udlignes, og
– at indtil betingelserne er opfyldt, bevarer sælger ejendomsretten til det overdragne med de heraf flydende sædvanlige retsvirkninger.
A-kassen har den 7. april 2003 truffet afgørelse om, at Deres klient først er berettiget til efterløn fra den 5. marts 2003, da hun først kan anses for endeligt ophørt med drift af selvstændig virksomhed den 4. marts 2003.
De har på vegne af Deres klient klaget over a-kassens afgørelse i et brev af den 10. april 2003. De har i klagen bl.a. anført,
– at overtagelsen af landbruget fandt sted den 1. januar 2003,
– at Deres klient ikke har udført arbejde på ejendommen efter den 1. januar 2003, og
– at det betingede skøde først blev underskrevet den 4. marts 2003 på grund af regnskabsafslutningen for I/S-regnskabet.
A-kassen fastholdt den 15. april 2003 sin afgørelse og sendte sagen til direktoratet.”
Sekretariatet er enig i fremstillingen.
2. Arbejdsdirektoratets afgørelse
Direktoratet traf den 2. juli 2003 denne afgørelse:
”Deres klient kan først anses for ophørt med drift af selvstændig virksomhed mere end midlertidigt den 4. marts 2003.
Deres klient har således tidligst ret til efterløn fra denne dato, såfremt de øvrige betingelser derfor er opfyldt.
Direktoratet har ved afgørelsen lagt til grund, at Deres klient har arbejdet i et interessentskab, som Deres klients ægtefælle har ejet 50% af.
En person, der er ansat i sin ægtefælles virksomhed, betragtes som selvstændig erhvervsdrivende, hvis der er under 20 ansatte i virksomheden. Der henvises til § 4, jf. §§ 2-3, i direktoratets bekendtgørelse nr. 556 af 3. juli 2002 om optagelse som selvstændig erhvervsdrivende i en a-kasse (optagelsesbekendtgørelsen).
Da det fremgår af sagen, at der er under 20 ansatte i Deres klients ægtefælles virksomhed, anses Deres klient for at være selvstændig erhvervsdrivende i relation til lov om arbejdsløshedsforsikring.
En person, der driver selvstændig virksomhed inden overgangen til efterløn, kan først overgå til efterløn, når det personlige arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt. Der henvises til § 74 c, stk. 1, 2. pkt., i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. seneste lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002.
De nærmere regler om ophør med drift af selvstændig virksomhed findes i direktoratets bekendtgørelse nr. 850 af 16. oktober 2002 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse (ophørsbekendtgørelsen).
Det følger af ophørsbekendtgørelsens § 2, at det personlige arbejde i virksomheden anses for ophørt mere end midlertidigt, når en af betingelserne i §§ 3-16 er opfyldt. Reglerne om ophør med en virksomhed, der overdrages er angivet i § 3.
Efter § 3, stk. 1, i ophørsbekendtgørelsen anses et medlem for ophørt mere end midlertidigt med det personlige arbejde i virksomheden, når medlemmet dokumenterer, at virksomheden er endeligt overdraget.
Deres klient anses for ophørt mere end midlertidigt med drift af selvstændig virksomhed den 4. marts 2003.
Direktoratet har ved afgørelsen lagt til grund, at Deres klients ægtefælle den 4. marts 2003 har skrevet under på et betinget skøde, hvori han endeligt har overdraget sine 50% af interessentskabet til Y.
Den omstændighed, at overdragelsestidspunktet i det betingede skøde er sat til den 1. januar 2003, kan ikke føre til et andet resultat, idet der i sagen ikke foreligger dokumentation for, at Deres klients ægtefælle efter den 1. januar 2003 ikke retligt har kunnet råde over sin andel af interessentskabet.
Direktoratet skal til slut bemærke, at spørgsmålet om at være udtrådt af en selvstændig virksomhed ikke alene afgøres på grundlag af, om vedkommende rent faktisk ikke længere beskæftiger sig med virksomheden, men også på grundlag af, om de formelle betingelser i loven og i ophørsbekendtgørelsen er opfyldt.”
3. Klagen til ankenævnet
De skrev den 28. juli 2003:
”Klage til Arbejdsmarkedets Ankenævn vedrørende afgørelse om ophør af selvstændig virksomhed for NN
For ovennævnte klient tillader vi os herved at klage over afgørelse vedrørende tilkendelsestidspunkt for efterløn i forbindelse med virksomhedsophør.
Vi har i forbindelse med salg af virksomhed søgt om efterløn med virkning fra 1. januar 2003, hvor NN har opsagt sit deltidsarbejde, og virksomhedens overdragelse sker med virkning fra 1. januar 2003. Arbejdsdirektoratet og ASE lægger afgørende vægt på, at underskrift på betinget skøde først sker den 4. marts 2003. Skødet udarbejdes først i marts, da regnskabet for 2002 først skulle udarbejdes, og da kreditorerne pr. 1. januar 2003 skulle indgå i berigtigelsen i forbindelse med overdragelse, kunne udarbejdelse af regnskab ikke ske før.
Ifølge skattelovgivningen er I/S ophørt pr. 1. januar 2003, og alle retlige forpligtelser er overgået til køber 1. januar 2003. Køber har drevet virksomheden fra denne dato for egen regning og risiko, ligeledes tilfalder alle indtægter og udgifter køber fra 1. januar 2003. Alt arbejde er fra denne dato udført af køber og dennes ægtefælle.
Hvis det havde været omvendt, skødet havde været underskrevet 1. januar 2003, og overdragelse først var sket 4. marts 2003, havde der ikke været tvivl om overdragelsestidspunkt ifølge ophørsbekendtgørelsen, i så fald ville ophørstidspunkt have været 4. marts 2003 og ikke underskriftstidspunkt.
Derfor forekommer det urimeligt, at NN ikke kan få godkendt efterløn fra 1. januar 2003, hvor vi mener, at hun opfylder betingelserne herfor.”
4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen
Arbejdsdirektoratet skrev den 19. august 2003:
”Direktoratet sender klage over afgørelse af 2. juli 2003.
Medlemmets revisor har i klagen af 28. juli 2003 oplyst, at virksomheden ifølge skattelovgivningen er ophørt pr. 1. januar 2003.
Direktoratet finder ikke, at der er kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.
Direktoratet lægger fortsat vægt på, at virksomheden juridisk set først er blevet endeligt overdraget til køber den 4. marts 2003, hvor skødet blev underskrevet.
Bilagsfortegnelse og alle bilag i sagen vedlægges.
Kopi af brevet er sendt til medlemmet og a-kassen.”
5. Nyt efter klagen
Intet nyt.
6. Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002
§ 74 c. Overgang til efterløn kan ske fra beskæftigelse, ledighed, overgangs-ydelse eller delpension. Medlemmer, der driver selvstændig virksomhed inden overgangen til efterløn, og som ikke viderefører virksomheden efter reglerne i § 74 f, kan først overgå til efterløn, når det personlige arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt.
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 850 af 16. oktober 2002 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse
§ 2. Det personlige arbejde anses for ophørt mere end midlertidigt, når medlemmet opfylder en af betingelserne i §§ 3-16. Medlemmet skal være afmeldt offentlige registre som selvstændig erhvervsdrivende, medmindre det godtgøres, at registreringen ikke skyldes fortsat udøvelse af selvstændig virksomhed.
§ 3. Et medlem anses for ophørt mere end midlertidigt med det personlige arbejde i virksomheden, når medlemmet dokumenterer, at virksomheden endeligt er overdraget eller lukket.
Stk. 2. Et medlem kan anses for ophørt fra et tidligere tidspunkt end den endelige overdragelse eller lukning, hvis medlemmet dokumenterer at være afskåret fra fortsat at drive virksomheden.
Stk. 5. Et medlem kan ikke opfylde betingelserne i stk. 1-4 ved overdragelse til ægtefælle, samlever eller umyndige børn.