Påtaleopgivelse
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/10372@2003-12-23/da
Indhold
Resumé Medlemmet ledigmeldte sig den 30. december 1994 og oplyste på ledighedserklæringen, at han var ophørt med at drive udlejningsvirksomhed. Den 20. december 1994 havde han bortforpagtet sin udlejningsvirksomhed i Aps-form til sin søn for en 5-årig periode. Selskabet stod for udlejning af 5 ejendomme med i alt 12 lejemål og 2 sommerhuse. Medlemmet var i bortforpagtningsperioden formand for selskabet og havde underskrevet lejekontrakter og havde haft råderet over selskabets konto, hvor lejeindtægterne blev sat ind. Ankenævnet fandt den 7. marts 2003, at medlemmet ikke var endeligt ophørt med at drive udlejningssvirksomhed og skulle tilbagebetale 451.924 kr., som han havde modtaget i dagpenge, feriedagpenge og overgangsydelse i tiden fra den 1. januar 1995 til den 28. november 1998 samt gennemgå en karantæne på 962 timer for svig. Den 20. juni 2003 opgav Politimesteren påtale for bedrageri. Politimesteren anførte som begrundelse for påtaleopgivelsen, at han var enig i at det formentlig kunne bevises, at medlemmet havde den fulde rådighed over udlejningsvirksomheden og dermed adgang til de lejeindtægter, der tilgik selskabet, og at medlemmets indsats i selskabet gik ud over at være formueforvaltning, og havde en egentlig erhvervsmæssig karakter. Men politimesteren fandt ikke, at det kunne bevises at medlemmet havde haft det fornødne forsæt til at kunne blive dømt i en straffesag. Politimesteren henviste herved til,
– at der efter politimesterens opfattelse stilles større krav til at bevise et strafferetligt forsæt end svig efter arbejdsløshedsforsikringsloven,
– at medlemmet havde underskrevet en forpagtningskontrakt den 20. december 1994, samt
– at det evt. strafbare forhold ophørte den 22. november 1998.
Ankenævnet fandt fortsat - at medlemmet uanset påtaleopgivelsen af 20. juni 2003 - havde handlet svigagtigt/forsætligt i forbindelse med fejludbetalingen. Ankenævnet lagde ved afgørelsen til grund, at Politimesteren havde begrundet påtaleopgivelsen med, at man mente at det kan bevises, at medlemmet indsats i udlejningsvirksomheden gik ud over at være formueforvaltning og havde en egentlig erhvervsmæssig karakter, men at man ikke ville kunne bevise, at medlemmet havde det til domfældelse i en straffesag fornødne forsæt. Politimesteren tilføjede, at man efter hans opfattelse stiller større krav til at bevise et strafferetligt forsæt end at bevise, at der foreligger forsæt til en overtrædelse af arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1. Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at medlemmet havde udført arbejde for udlejningsvirksomheden, der ikke kunne henføres under formueforvaltning, og at medlemmet ikke havde informeret a-kassen om dette arbejde eller oplyst herom på ydelseskortene. På denne baggrund fandt nævnet fortsat, at medlemmet måtte have været klar over, at han modtog ydelser fra a-kassen med urette.
Ankenævnet fandt ved afgørelse af 7. marts 2003, at De ikke havde haft ret til ydelser fra a-kassen, da De ikke kunne anses for endeligt ophørt med drift af selvstændig virksomhed med udlejning af ejendomme.
Ankenævnet fandt videre, at De havde handlet svigagtigt i forbindelse med fejludbetalingen og derfor skulle pålægges en effektiv karantæne på 962 timer.
Ankenævnet har fra Arbejdsdirektoratet den 13. august 2003 modtaget underretning om, at Politimesteren i ved afgørelse af 20. juni 2003 har besluttet at opgive påtale mod Dem for overtrædelse af straffelovens § 279 om bedrageri i forbindelse med fejludbetalingen.
Direktoratet meddelte den 13. august 2003, at man fortsat vurderede forseelsen som svigagtig. Direktoratet henviste til, at Politimesteren i i afgørelsen om påtaleopgivelse har anført, at der efter hans opfattelse stilles større krav til at bevise et strafferetligt forsæt end til at bevise, at der foreligger overtrædelse af arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1.
Ankenævnet har på baggrund af påtaleopgivelsen og begrundelsen herfor besluttet at genoptage Deres sag til fornyet vurdering og truffet følgende afgørelse den 18. december 2003
Ankenævnet fastholder sin afgørelse af 7. marts 2003.
Uanset påtaleopgivelsen af 20. juni 2003 finder ankenævnet fortsat, at De har handlet svigagtigt/forsætligt i forbindelse med fejludbetalingen.
Ankenævnet lægger ved afgørelsen til grund, at Politimesteren i har begrundet påtaleopgivelsen med, at man mener at det kan bevises, at Deres indsats i ApS gik ud over at være formueforvaltning og havde en egentlig erhvervsmæssig karakter, men at man ikke ville kunne bevise, at De havde det til domfældelse i en straffesag fornødne forsæt. Politimesteren tilføjede, at man efter hans opfattelse stiller større krav til at bevise et strafferetligt forsæt end at bevise, at der foreligger forsæt til en overtrædelse af arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1.
Ankenævnet lægger ved afgørelsen vægt på, at De har udført arbejde for ApS, der ikke kan henføres under formueforvaltning, og at De ikke har informeret a-kassen om dette arbejde eller oplyst herom på ydelseskortene.
På denne baggrund finder nævnet fortsat, at De må have været klar over, at De modtog ydelser fra a-kassen med urette.
Ankenævnets afgørelse af 7. marts 2003 fastholdes således.
Kopi til: Arbejdsdirektoratet