Genoptagelse, tilbagebetaling, svig, 962 timer, straffesag, fældende dom
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/10375@2003-12-19/da
Indhold
Resumé Sagen handler om, hvorvidt arbejdsløshedskassen skal genoptage behandlingen af den sag, som arbejdsløshedskassen traf afgørelse i den 11. november 1999, og om direktoratet skal genoptage behandlingen af den sag, som direktoratet traf afgørelse i den 5. juli 2000. Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle tilbagebetale dagpenge for perioden 9. juni 1997-10. marts 1999, brutto kr. 165.769,-. Arbejdsløshedskassen fandt forholdet svigagtigt. Tilbagebetalingen vedrørte uge 24-52/1997, uge 1-5 og uge 14-34/1998 og uge 1-10/1999. Medlemmet klagede ikke over denne afgørelse. Direktoratet traf den 5. juli 2000 afgørelse om, at medlemmet skulle gennemgå en effektiv karantæne på 962 timer for ikke at have overholdt sin oplysningspligt. Direktoratet lagde til grund, at medlemmet i 1997, 1998 og 1999 havde haft arbejde hos flere, forskellige arbejdsgivere og fået løn herfor samtidig med, at han havde skrevet 0 timer på dagpengekortene. Det fremgik af direktoratets sagsfremstilling, at medlemmet havde forklaret, at han under et jobtræningsforløb var af den overbevisning, at det var normal procedure at fortsætte med at indsende dagpengekort, idet der ikke var tale om ordinært arbejde. Hans begrundelse for at skrive 0 timer på dagpengekortene var, at han ifølge kontrakten skulle arbejde 37 timer om ugen, hvilket arbejdsløshedskassen og arbejdsformidlingen var vidende om. Han mente derfor, at han kun skulle anføre arbejdstimer, der lå ud over de 37 timer. Han havde ikke bemærket, at der gik både løn og dagpenge ind på kontoen, idet han på daværende tidspunkt havde modtaget erstatning i forbindelse med indbrud i sit hjem. Direktoratet bad arbejdsløshedskassen om at politianmelde medlemmet. Medlemmet klagede ikke over denne afgørelse. Ifølge politimesterens oversigt af 30. april 2002 over udbetaling af dagpenge og løn forelå der ”dobbeltudbetaling” i forbindelse med dagpengeudbetalingerne den 29. september 1997, den 28. oktober 1997, den 28. november 1997, den 30. december 1997, den 30. januar 1998 og den 31. august 1998. Der var således i alt udbetalt netto kr. 42.393,- i dagpenge med urette. Det fremgår af dom af 1. maj 2002, at medlemmet fandtes at have gjort sig skyldig i bedrageri for et beløb på i alt kr. 42.393,- netto. Det lagdes til grund, at medlemmet ikke var fast månedslønnet, og at der var usikkerhed om størrelsen af hans løntilskud, således at han ikke havde overblik over sine månedlige indtægter. Det lagdes videre til grund, at arbejdsløshedskassen var informeret om, at han var i jobtræning, men trods dette fremsendte dagpengekort til ham. Det måtte imidlertid have stået medlemmet klart, at han ved løbende måned for måned at returnere de fremsendte dagpengekort til arbejdsløshedskassen med angivelse af, at han ikke havde nogen indtægter uden at søge situationen afklaret med arbejdsløshedskassen, uberettiget havde fået udbetalt dagpenge som beregnet af anklageren. Han blev idømt 3 måneders betinget fængsel og skulle betale kr. 42.393,- til arbejdsløshedskassen. Medlemmet anmodede den 29. november 2002 om, at sagen blev revurderet. Arbejdsløshedskassen traf derfor den 27. december 2002 afgørelse om, at der ikke kunne ske nedsættelse af gælden. Dommen havde alene taget stilling til, hvilken del af fejludbetalingen der var bedrageri, og ikke til hvad der skulle tilbagebetales til arbejdsløshedskassen. Medlemmets advokat klagede den 9. januar 2003 til direktoratet over denne afgørelse. Medlemmets advokat fremsendte den 26. februar 2003 medlemmets bemærkninger til 12 kontoudtog fra hans konto. Direktoratet traf den 5. juni 2003 afgørelse om, at der ikke var fremkommet nye oplysninger i sagen, hvorfor denne ikke skulle genoptages. Medlemmets advokat klagede over afgørelsen den 30. juni 2003 og anførte bl.a., at hans brev af 26. februar 2003 netop indeholdt nye oplysninger, som direktoratet ikke havde taget stilling til. Direktoratet oversendte sagen den 2. juli 2003 og fastholdt afgørelsen. Ankenævnet traf den 19. december 2003 afgørelse om, at arbejdsløshedskassen skulle genoptage behandlingen af den sag, som den traf afgørelse i den 11. november 1999, og at direktoratet skulle genoptage behandlingen af den sag, som direktoratet traf afgørelse i den 5. juli 2000 – idet der siden disse afgørelser var afsagt dom i en straffesag mod medlemmet, hvorefter han alene var dømt for bedrageri for netto kr. 42.393,-, og fordi arbejdsløshedskassen og direktoratet ikke havde taget udtrykkelig stilling til medlemmets advokats indsigelser i brev af 26. februar 2003. Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse.
Ankenævnet har behandlet Deres klage på vegne af xxx, cpr.nr. xxx, Deres j.nr. xxx, på møde den 18. december 2003.
Nævnet traf følgende
Ankenævnet finder, at arbejdsløshedskassen skal genoptage behandlingen af sagen om tilbagebetalingen, som den traf afgørelse i den 11. november 1999. Nævnet finder videre, at direktoratet skal genoptage behandlingen af sagen om sanktion, som direktoratet traf afgørelse i den 5. juli 2000.
Ankenævnet lægger til grund, at
– arbejdsløshedskassen den 11. november 1999 traf afgørelse om, at Deres klient skulle tilbagebetale dagpenge for perioden 9. juni 1997-10. marts 1999 brutto kr. 165.769,-,
– arbejdsløshedskassen samtidig indstillede til direktoratet, at forholdet ansås for svigagtigt,
– direktoratet den 5. juli 2000 traf afgørelse om, at Deres klient skulle gennemgå en effektiv karantæne på 962 timer for svig,
– direktoratet lagde arbejdsløshedskassens opgørelse over tilbagebetalingen til grund,
– Deres klient ikke klagede over disse afgørelser,
– ifølge Politimesteren i xxx´ oversigt af 30. april 2002 over udbetaling af dagpenge og løn forelå der ”dobbeltudbetaling” i forbindelse med dagpengeudbetalingerne den 29. september 1997, den 28. oktober 1997, den 28. november 1997, den 30. december 1997, den 30. januar 1998 og den 31. august 1998. Der var således i alt udbetalt netto kr. 42.393,- i dagpenge med urette,
– Deres klient ved Retten i xxx´ dom af 1. maj 2002 fandtes at have gjort sig skyldig i bedrageri for et beløb på i alt netto kr. 42.393,-, som han skulle betale tilbage til arbejdsløshedskassen,
– Deres klient den 29. november 2002 anmodede om, at sagen blev revurderet,
– arbejdsløshedskassen den 27. december 2002 traf afgørelse om, at sagen vedrørende tilbagebetalingen ikke skulle genoptages,
– De den 9. januar 2003 klagede til direktoratet over denne afgørelse,
– De den 26. februar 2003 fremsendte Deres klients bemærkninger til 12 kontoudtog fra sin konto,
– direktoratet den 5. juni 2003 traf afgørelse om, at der ikke var fremkommet nye oplysninger i sagen, hvorfor denne ikke skulle genoptages,
– De den 30. juni 2003 klagede over afgørelsen og anførte, at Deres brev af 26. februar 2003 netop indeholdt nye oplysninger, som direktoratet ikke havde taget stilling til.
Ankenævnet finder, at direktoratets afgørelse af 5. juni 2003 må forstås således, at arbejdsløshedskassens afgørelse af 27. december 2002 er et afslag på genoptagelse, således at direktoratets afgørelse er en tiltrædelse af denne afgørelse og en afgørelse om, at direktoratets afgørelse af 5. juli 2000 om sanktion for svig heller ikke skal genoptages.
Ankenævnet lægger vægt på, at efter arbejdsløshedskassens og direktoratets oprindelige afgørelser af henholdsvis 11. november 1999 og 5. juli 2000 er Deres klient blevet dømt for bedrageri i forhold til netto kr. 42.393,-, ligesom Deres klient er blevet dømt til at betale dette beløb tilbage til arbejdsløshedskassen. Arbejdsløshedskassen traf oprindelig afgørelse om, at Deres klient skulle tilbagebetale brutto kr. 165.769,- i dagpenge. I sin afgørelse af 5. juli 2000 fandt direktoratet, at Deres klient skulle gennemgå en effektiv karantæne på 962 timer, fordi udbetalingen af brutto kr. 165.769,- ansås for at skyldes svigagtigt forhold. Hertil kommer, at De den 26. februar 2003 fremkom med Deres klients bemærkninger til 12 kontoudtog fra sin konto.
På denne baggrund finder ankenævnet, at der er fremkommet nye oplysninger i sagen, som arbejdsløshedskassen og direktoratet udtrykkeligt bør tage stilling til ved en egentlig genoptagelse af sagen.
Ankenævnet ændrer således direktoratets afgørelse af 5. juni 2003.
De kan læse om afgørelsens grundlag på de følgende sider.
Kopi til:
xxx xxx Arbejdsløshedskasse Arbejdsdirektoratet
1. Sagsforløb
Arbejdsløshedskassen traf den 11. november 1999 afgørelse om, at Deres klient i perioden 9. juni 1997-10. marts 1999 fejlagtigt havde modtaget brutto kr. 165.769,- i dagpenge, som han skulle tilbagebetale. Arbejdsløshedskassen indstillede til direktoratet, at forholdet måtte betragtes som svigagtigt.
Det fremgik af den vedlagte opgørelse over tilbagebetalingsbeløbet, at tilbagebetalingen vedrørte uge 24-52/1997, uge 1-5 og uge 14-34/1998 og uge 1-10/1999.
Direktoratet meddelte den 5. april 2000 Deres klient, at sagen om sanktion for svig afventede de nye regler om sanktion, som forventedes at træde i kraft den 1. juli 2000.
I sin afgørelse af 5. juli 2000 udtalte direktoratet, at Deres klient ikke havde klaget over arbejdsløshedskassens afgørelse om tilbagebetalingen. Deres klient skulle gennemgå en effektiv karantæne på 962 timer for ikke at have overholdt sin oplysningspligt.
Direktoratet lagde til grund, at Deres klient i 1997, 1998 og 1999 havde haft arbejde hos flere, forskellige arbejdsgivere og fået løn herfor samtidig med, at han havde skrevet 0 arbejdstimer på dagpengekortene. Direktoratet fandt det bevist, at han for at få en ydelse, han ikke havde haft ret til, havde undladt at oplyse om arbejdstimerne på dagpengekortene.
Det fremgik af direktoratets sagsfremstilling, at Deres klient havde forklaret, at han under et jobtræningsforløb var af den overbevisning, at det var normal procedure at fortsætte med at indsende dagpengekort, idet der ikke var tale om ordinært arbejde. Hans begrundelse for at anføre 0 timer på dagpengekortene var, at han ifølge kontrakten skulle arbejde 37 timer om ugen, hvilket arbejdsløshedskassen og arbejdsformidlingen var vidende om. Han mente derfor, at han kun skulle anføre arbejdstimer, der lå ud over de 37 timer. Han havde ikke bemærket, at der gik både løn og dagpenge ind på kontoen, idet han på daværende tidspunkt havde modtaget erstatning i forbindelse med et indbrud i sit hjem.
Direktoratet bad arbejdsløshedskassen om at lade politiet vurdere, om der var grund til at rejse tiltale mod Deres klient for overtrædelse af straffeloven.
Arbejdsløshedskassen anmeldte den 12. juli 2000 Deres klient til Politimesteren i xxx.
Deres klient klagede ikke over direktoratets afgørelse af 5. juli 2000.
Det fremgår af Politimesteren i xxx´ oversigt af 30. april 2002 over udbetaling af dagpenge og løn, at der forelå ”dobbeltudbetaling” i forbindelse med dagpengeudbetalingerne den 29. september 1997, den 28. oktober 1997, den 28. november 1997, den 30. december 1997, den 30. januar 1998 og den 31. august 1998. Der var således i alt udbetalt netto kr. 42.393,- i dagpenge med urette.
Det fremgår af Retten i xxx´ dom af 1. maj 2002, at retten efter bevisførelsen fandt det godtgjort, at Deres klient havde gjort sig skyldig i bedrageri som beskrevet i anklageskriftet, dog alene for et beløb på i alt kr. 42.393,- netto. (Ifølge det oprindelige anklageskrift, der var modtaget af retten den 2. april 2001, udgjorde bedrageribeløbet kr. 165.769,-.) Det lagdes til grund, at Deres klient ikke var fast månedslønnet, og at der var usikkerhed om størrelsen af hans løntilskud således, at han ikke havde overblik over sine månedlige indtægter. Det lagdes videre til grund, at arbejdsløshedskassen var informeret om, at han var i jobtræning, men trods dette fremsendte dagpengekort til ham. Retten fandt imidlertid, at det måtte have stået ham klart, at han ved løbende måned for måned at returnere de fremsendte dagpengekort til arbejdsløshedskassen med angivelse af, at han ikke havde nogen indtægter uden at søge situationen afklaret med arbejdsløshedskassen, uberettiget havde fået udbetalt dagpenge som beregnet af anklageren.
Deres klient blev idømt 3 måneders betinget fængsel og skulle betale kr. 42.393,- til arbejdsløshedskassen.
På baggrund af den afsagte dom anmodede Deres klient den 29. november 2002 direktoratet om, at sagen blev revurderet.
Direktoratet fremsendte Deres klients brev til arbejdsløshedskassen, der den 27. december 2002 traf afgørelse om, at der ikke kunne ske nedsættelse af gælden, der pr. 16. december 2002 i alt udgjorde kr. 157.369,-.
Begrundelsen var, at det forhold, at Retten i xxx havde afsagt dom om, at Deres klient havde gjort sig skyldig i bedrageri for et beløb på netto kr. 42.393,-, ikke var ensbetydende med, at gælden til arbejdsløshedskassen kun udgjorde dette beløb, idet retten kun så på, hvilket beløb/perioder der kunne henføres til bedrageri. Retten kunne som sådan ikke ændre hverken arbejdsløshedskassens eller direktoratets afgørelse vedrørende tilbagebetalingsbeløbets størrelse.
De klagede den 9. januar 2003 til direktoratet over denne afgørelse.
Arbejdsløshedskassen oversendte den 17. januar 2003 sagen til direktoratet og fastholdt afgørelsen.
De fremsendte den 26. februar 2003 til arbejdsløshedskassen Deres klients bemærkninger til 12 kontoudtog fra hans konto.
Arbejdsløshedskassen fremsendte den 3. marts 2003 Deres brev af 26. februar 2003 til direktoratet.
2. Direktoratets afgørelse
Direktoratet traf den 5. juni 2003 følgende afgørelse, henvendt til deres klient:
”Afgørelse
Direktoratet mener, at der ikke er fremkommet nye oplysninger i sagen.
Direktoratets afgørelse af den 5. juli 2000 genoptages derfor ikke.
Begrundelse
Direktoratet traf den 5. juli 2000 afgørelse om, at De skulle gennemgå en karantæne for svig. De har ikke klaget over denne afgørelse.
Direktoratet traf afgørelse efter at Deres a-kasse havde truffet afgørelse om tilbagebetaling og havde samtidig indstillet til direktoratet, at De skulle pålægges en sanktion for svig. Da De ikke havde klaget over a-kassens afgørelse, behandlede direktoratet alene spørgsmålet om sanktionsfastsættelse.
Da der var tale om svig, er sagen endvidere oversendt til politiet med henblik på en vurdering af, om der er begået en straffelovsovertrædelse. Ifølge byrettens dom er der alene taget stilling til omfanget af Deres bedrageri og spørgsmålet om, hvorvidt den af a-kassen administrative behandling hviler på et korrekt grundlag har ikke været behandlet.
Direktoratet mener derfor, at der ikke er fremkommet nye beviser i sagen eller andre oplysninger som tilsidesætter eller stiller tvivl om de oplysninger, som ligger til grund for a-kassens eller direktoratets behandling af Deres sag.”
3. Klagen til ankenævnet
Ved indankningen den 30. juni 2003 anførte De:
”Som advokat for klageren, xxx, påklager jeg hermed til Arbejdsmarkedets Ankenævn Arbejdsdirektoratets afgørelse af 5. juni 2003, i hvilken det nærmere fremgår, at xxx Arbejdsløshedskasse (a-kassen) har meddelt, at klageren ikke kan få nedsat sin gæld til a-kassen.
Hvad angår begrundelsen for klagen, skal jeg særligt henlede Arbejdsmarkedets Ankenævns opmærksomhed på det brev, jeg sendte d. 26. februar 2003 til a-kassen.
Det gøres herudover gældende, at man allerede i byretsdommen, der blev afsagt den 1. maj 2002 fastslog, at klageren alene var skyldig i bedrageri for et beløb på i alt kr. 42.393,- netto.
Eftersom a-kassen under sagen nedlagde påstand om, at klageren skulle betale kr. 42.393,- i erstatning, hvilket beløb klageren blev dømt til at betale, er man fra a-kassens side naturligvis ikke berettiget til at opkræve et større beløb.
Såfremt man fra a-kassens side var af den opfattelse, at klageren rettelig skyldte et større beløb, burde man naturligvis have nedlagt påstand om betaling af det højere beløb.
Af Arbejdsdirektoratets afgørelse af 5. juni 2003 fremgår det endvidere, at der efter direktoratets opfattelse ikke er fremkommet nye oplysninger i sagen.
Det er imidlertid min opfattelse, at mit brev af 26. februar 2003 til a-kassen netop indeholder nye oplysninger, som man netop ikke har taget stilling til fra Arbejdsdirektoratets side.
Det bør i den forbindelse naturligvis ikke komme klageren til skade, at det ikke er sket.
Der tages afslutningsvis forbehold for at fremkomme med supplerende oplysninger, såfremt nærværende klage måtte give anledning til yderligere bemærkninger fra Arbejdsdirektoratets side.”
4. Direktoratets bemærkninger til klagen
Direktoratet udtalte den 2. juli 2003:
”Direktoratet sender klage over afgørelse af 5. juni 2003.
Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.
Bilagsfortegnelse og alle bilag i sagen vedlægges.
Kopi af brevet er sendt til medlemmet og a-kassen.”
5. Nyt efter klagen
Intet