Gelex

Manglende tilmelding til AF

GældendeVersion 2003-12-19
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/10377@2003-12-19/da

Indhold
  1. Indledning

Resumé Manglende tilmelding til AF Medlemmet overgik den 4. juli 2002 til aktivperioden og blev af AF indkaldt til en række kurser. Medlemmet lå på dette tidspunkt i forhandlinger om at opkøbe en virksomhed, og han anmodede derfor AF om fritagelse fra kurset. Dette afslog AF, idet AF ikke fandt, at der var tale om en egentlig ansættelsessamtale. Medlemmet valgte herefter at afmelde sig AF i en periode fra den 19. august 2002 til den 1. oktober 2002. Den 12. november 2002 orienterede kassen medlemmet om, at kassen ved en fejl havde indplaceret medlemmet i aktivperioden, og at medlemmet som følge heraf var overgået fra dagpengeperioden til aktivperioden på et for tidligt tidspunkt. Kassen fandt dog ikke, at medlemmets manglende tilmelding til AF beroede på kassens forhold, og medlemmet var som følge heraf ikke berettiget til at modtage dagpenge i den periode, hvor han ikke var tilmeldt AF. Medlemmet klagede over kassens afgørelse og anførte, at han ikke ville have fået tilbudt kurserne, hvis han rettelig havde været registreret som værende i dagpengeperioden i stedet for i aktivperioden. Han ville således heller ikke have været nødt til at afmelde sig AF med tab af dagpenge til følge. Direktoratet tiltrådte kassens afgørelse, idet direktoratet ikke fandt, at der var hjemmel til at dispensere for medlemmets manglende tilmelding til AF. Medlemmet klagede herefter til ankenævnet over direktoratets afgørelse. Sekretariatet for Arbejdsmarkedets Ankenævn rettede henvendelse til Arbejdsmarkedsstyrelsen med henblik på at få oplyst, hvorvidt AF var berettiget til at tilbyde medlemmet kurserne, hvis medlemmet rettelig havde været registreret som værende i dagpengeperioden. Arbejdsmarkedsstyrelsen svarede, at AF havde oplyst, at der i AF var fast praksis for, at AF først gav ledige tilbud, når de befandt sig i aktivperioden, og ikke når de befandt sig i dagpengeperioden. AF havde videre oplyst, at muligheden for at give ledige tilbud i dagpengeperioden kun blev anvendt, når de ledige selv anmodede herom. På møde den 18. december 2003 traf ankenævnet afgørelse om, at der ikke kunne dispenseres for medlemmets manglende tilmelding til AF i perioden fra den 19. august 2002 til den 1. oktober 2002. Medlemmet var således ikke berettiget til at modtage dagpenge fra den 19. august 2002 til den 1. oktober 2002. Ifølge § 4, stk. 1 og § 29 i rådighedsbekendtgørelsen kan et medlem som hovedregel ikke få udbetalt dagpenge, når medlemmet ikke er tilmeldt AF. Dette udgangspunkt kan dog fraviges, hvis medlemmet opfylder undtagelsesbestemmelserne i § 4, stk. 4, hvorefter der bl.a. vil kunne dispenseres, hvis den manglende tilmelding beror på AF´s eller a-kassens forhold, og hvis medlemmet ikke selv har kunne hindre eller afhjælpe den manglende tilmelding til AF. Endvidere fremgår det af § 49, stk. 3 og 4 i aktivloven, at AF kan give tilbud til ledige medlemmer i dagpengeperioden eller aktivperioden, og at medlemmerne har pligt til at tage imod AF´s tilbud om aktivering. Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at medlemmet selv afmeldte sig AF. Medlemmet opfyldte således ikke dispensationsbestemmelsen i § 4, stk. 3 i rådighedsbekendtgørelsen, idet han selv kunne have hindret eller afhjulpet den manglende tilmelding til AF. Ankenævnet fandt endvidere ikke, at Arbejdsmarkedsstyrelsens udtalelse om AF´s praksis kunne føre til en anden vurdering, idet der som nævnt ikke var mulighed for at dispensere for medlemmets manglende tilmelding. Ankenævnet tiltrådte således direktoratets afgørelse.

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 18. december 2003.

Nævnet traf denne

Der kan ikke dispenseres for Deres manglende tilmelding til AF i perioden fra den 19. august 2002 til den 1. oktober 2002.

De er således ikke berettiget til at modtage dagpenge fra den 19. august 2002 til den 1. oktober 2002.

Ankenævnet har lagt til grund at

– den 4. juli 2002 efter kassens opgørelse overgik til aktivperioden,

– De den 13. august 2002 blev indkaldt af AF til nogle kurser, som skulle finde sted den 19.-22. august 2002, den 26.-29. august 2002, den 2. september 2002 og den 5. september 2002,

– De søgte AF om fritagelse fra at deltage i kurserne, da De lå i forhandlinger om opkøb af en virksomhed,

– De fik afslag på Deres ansøgning om fritagelse, idet AF ikke fandt, at der var tale om en egentlig ansættelsessamtale,

– De afmeldte Dem AF i perioden fra den 19. august 2002 til den 1. oktober 2002, og

– kassen den 12. november 2002 orienterede Dem om, at De fejlagtigt var blevet placeret i aktivperioden den 4. juli 2002 efter 2½ måned i dagpengeperioden.

De har anført, at De var nødsaget til at afmelde Dem AF for at forfølge Deres muligheder for at komme i beskæftigelse. Dette betød dog ikke, at De ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet, idet De også var jobsøgende i den periode, hvor De var afmeldt AF.

De har videre anført, at De på intet tidspunkt har afslået at deltage i AF´s kurser, men at De blot havde behov for et par dages fritagelse.

De har endvidere anført, at hvis kassen ikke fejlagtigt havde placeret Dem i aktivperioden, havde De ikke modtaget noget tilbud fra AF. Der ville således ikke have været nogen sag.

Ifølge reglerne på området kan udbetaling af dagpenge kun finde sted, hvis den ledige er tilmeldt AF som arbejdssøgende, jf. § 57, stk. 4 i arbejdsløshedsforsikringsloven.

Når et medlem ikke er tilmeldt AF i en periode, kan medlemmet som hovedregel ikke få udbetalt dagpenge, jf. § 4, stk. 1 og § 29 i rådighedsbekendtgørelsen (bekendtgørelsen).

Dette udgangspunkt kan dog fraviges, hvis medlemmet opfylder undtagelsesbestemmelserne i § 4, stk. 3, hvoraf det bl.a. fremgår, at der vil kunne dispenseres, hvis den manglende tilmelding beror på AF´s eller a-kassens forhold, og hvis medlemmet ikke selv har kunnet hindre eller afhjælpe den manglende tilmelding til AF.

Endvidere fremgår det, at AF kan give tilbud til ledige dagpengeberettigede medlemmer af en arbejdsløshedskasse. Dog er det en betingelse, at de ledige er tilmeldt AF som arbejdssøgende, jf. § 49, stk. 1 i aktivloven.

Tilbud kan gives i dagpengeperioden og aktivperioden, og ledige medlemmer har pligt til at tage imod AF´s tilbud om aktivering, jf. § 49, stk. 3 og 4.

Ankenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at De selv afmeldte Dem AF.

Ankenævnet finder således ikke, at De opfylder betingelserne i rådighedsbekendtgørelsen for at få dispensation for Deres manglende tilmelding til AF, idet De selv kunne have hindret eller afhjulpet den manglende tilmelding.

Ankenævnet har videre lagt vægt på, at kassen fejlagtigt havde placeret Dem i aktivperioden i stedet for i dagpengeperioden.

Ankenævnet har i den forbindelse indhentet en udtalelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, hvoraf det fremgår, at der i AF var praksis for, at AF først gav tilbud til ledige, når de ledige befandt sig i aktivperioden. Derimod fik ledige i dagpengeperioden ikke tilbud, medmindre at de selv anmodede herom.

Ankenævnet finder dog ikke, at AF´s praksis kan føre til en anden vurdering, idet der som nævnt ovenfor ikke er mulighed for at dispensere for Deres manglende tilmelding til AF.

Ankenævnet finder således, at der ikke kan dispenseres fra Deres manglende tilmelding til AF den 19. august 2002 til den 1. oktober 2002.

Da det er en betingelse for at modtage dagpenge, at man er tilmeldt AF, er De ikke berettiget til at modtage dagpenge i denne periode.

Ankenævnet henviser til § 57, stk. 4 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001 og lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002, § 4, stk. 1 og stk. 3 og § 29 i bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed og § 49, stk. 1, stk. 3 og stk. 4 i bekendtgørelse nr. 30 af 21. januar 2002 om en aktiv arbejdsmarkedsindsats.

Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af 21. januar 2003.

De har anført, at det er urimeligt, at man ikke kan få fritagelse fra deltagelse i AF´s tilbud, hvis der er tale om at starte/opkøbe en virksomhed, og at der således er tale om forskelsbehandling af selvstændige og lønmodtagere.

Ankenævnet har ikke kompetence til at tage stilling til dette spørgsmål og har derfor videresendt Deres klage til Arbejdsmarkedsstyrelsen, som er rette myndighed.

De har videre anført, at det ikke kan være rigtigt, at De skal bøde økonomisk for kassens fejl.

Ankenævnet må i den forbindelse henvise Dem til at anlægge sag ved de almindelige domstole, såfremt De mener at have lidt et økonomisk tab som følge af kassens sagsbehandling.

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til:

xxx Arbejdsdirektoratet

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:

”I mail af 15. august 2002 til arbejdsministeren (beskæftigelsesministeren, AMA), anførte De bl.a.:

”Jeg har siden min seneste fratrædelse overvejet min situation og har besluttet igen at blive selvstændig. Jeg har undersøgt flere muligheder, herunder har jeg entreret med et firma, der har specialiseret sig i virksomhedsformidling. Dette firma er nu nået så langt i forløbet, at vi skal til at starte egentlige forhandlinger omkring muligt køb af en virksomhed.

Men da jeg nu, som nævnt, er overgået til aktivperioden har jeg pr. 13. august modtaget den første »indbydelse« til AF-kursus (kaldet »Tilløbet«, hvilket bl.a. ifølge AF, indeholder udarbejdelse af handlingsplan og jobtræning). Dette kursus forløber fra kl. 9-15 på følgende dage: 19. - 22. august, 26.- 29, august samt 2. og 5. september. Da jeg som nævnt snart skal til at indlede de første forhandlinger omkring køb af virksomhed, passer dette mig meget dårligt. Jeg kontaktede derfor AF-xxx den 14. august for at høre om mulighederne for at blive fritaget for dette kursus, alternativt om man kunne få fri til købsforhandlinger. Min kontakt hos AF (navnet er mig bekendt) oplyste, at man kun kunne få fri fra kurset såfremt der var tale om egentlige jobsamtaler. Køb af virksomhed skulle foregå i fritiden!

Da jeg ikke har til sinds at lade et sådan kursus (der formodentlig er et ganske udemærket kursus, men næppe er specielt relevant for mit vedkommende) stå til hinder for et køb af virksomhed blev jeg nødsaget til at framelde mig AF, hvorfor jeg fra næste uge ikke længere modtager understøttelse.

Jeg mener, at det er fuldstændig uacceptabelt, at evt. kommende selvstændige ikke kan få fri fra et sådan kursus. Det betyder, at selvstændige også på dette punkt stilles væsentligt ringere end lønmodtagere. Det kan næppe heller være i samfundets interesse, at folk der selv tager hånd om deres fremtid, dvs. gør en aktiv indsats for at starte noget eller overtage en virksomhed, hvorved arbejdspladser skabes, skal tage hånd om disse ting i fritiden. Enhver der har prøvet at starte en virksomhed eller været involveret i køb eller salg af virksomhed ved, at det er en tidskrævende proces der ikke kan klares i fritiden!”

I brev af 12. november 2002 traf a-kassen afgørelse om, at der ikke kunne udbetales dagpenge til Dem for perioden 19. august 2002 til 1. oktober 2002 på grund af manglende tilmelding til AF. A-kassen traf endvidere afgørelse om, at Deres dagpengeperiode var begyndt den 1. november 2001, og ikke som tidligere oplyst den 3. juli 2000. De havde 1524,4 timer tilbage i dagpengeperioden.

I afgørelsen erkendte a-kassen, at den havde begået en fejl ved at indplacere Dem den 3. juli 2000, hvilket førte til, at De overgik for tidligt til aktivperioden. A-kassen anførte, at Deres manglende tilmelding til AF ikke beroede på a-kassens forhold, idet De selv valgte at afmelde Dem med den begrundelse, at De ikke ønskede at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, da De ikke ønskede at blive aktiveret. A-kassen havde ikke vejledt Dem om, at De skulle afmelde Dem på AF.

Følgende fremgår af a-kassens sagsfremstilling i brevet af 12. november 2002:

Den 22. oktober 2002 modtog a-kassen Deres dagpengekort for perioden 23. september til 20. oktober 2002, hvoraf fremgik, at De havde tilmeldt Dem AF den 2. oktober 2002, efter at De havde været afmeldt AF siden 19. august 2002. Den 23. oktober 2002 ringede De til a-kassen og oplyste, at De afmeldte Dem den 19. august 2002, fordi De ikke på daværende tidspunkt ønskede at blive aktiveret, efter De var overgået til aktivperioden den 4. juli 2002. I telefonsamtalen gav De udtryk for forundring over, at De allerede var overgået til aktivperioden, da De kun havde modtaget dagpenge i ca. 2½ måned.

A-kassen gennemgik efterfølgende Deres sag og konstaterede, at a-kassen fejlagtigt havde indplaceret Dem i dagpengeperioden den 3. juli 2000. Deres dagpengeperiode skulle først være startet den 1. november 2001.

”Xxx har den 23-10-2002 modtaget en e-mail fra dig, som du også har fremsendt til Claus Hjort Frederiksen. Af denne mail fremgår det, at du undrer dig over, at du allerede er overgået til aktivperioden efter at du kun har modtaget dagpenge i ca. 2 ½ måned. Derudover undrer du dig over, at der ikke er mulighed for at undgå aktivering i forbindelse med forhandlinger om opkøb af selvstændig virksomhed. Da du ikke ønskede at lade et kursus stå til hinder for et køb af virksomhed blev du nødsaget til at framelde dig Arbejdsformidlingen, således at du ikke kan modtage understøttelse.

Xxx har svaret på din e-mail den 24-10-2002, hvor vi har oplyst, at du er indplaceret i dagpengeperioden pr. 01-11-2001, og at du har forbrugt 399,6 timer i denne periode.

Du skriver endvidere i et brev, at årsagen til din afmelding fra Arbejdsformidlingen, netop var forårsaget af, at du var overført til aktivperioden og indkaldt til et kursusforløb. Da du på dette tidspunkt førte forhandlinger om evt. køb af en virksomhed, og da du ikke på dette grundlag kunne få fritagelse for kursusforløbet (eller dele heraf), så du dig desværre nødsaget til at afmelde dig AF.

Da det nu viser sig, at det er en fejl fra vores side, mener du, at du er berettiget til at modtage kompensation for den periode, hvor du har være uden dagpenge fra den 19-08-2002 til den 01-10-2002 med fradrag for de dage, hvor du har haft vikararbejde.”

I brev af 13. november 2002 klagede De over a-kassens afgørelse. De anførte bl.a.:

”Den eneste årsag til at jeg afmeldte mig AF den 19. august 2002 var det forhold, at jeg vidste, at jeg i løbet af det pågældende kursusforløb ville være nødsaget til at deltage i nogle møder omkring evt. køb af en virksomhed. Xxx og AF oplyste mig, at man ikke kunne få fritagelse for dele af kursusforløbet med mindre der var tale om en egentlig ansættelsessamtale.

Som det vil fremgå af vedlagte udskrift af mail sendt til beskæftigelsesminister Klaus Hjort Frederiksen er jeg noget forundret over denne forskelsbehandling mellem lønmodtagere og selvstændige, da det jo i sidste ende også vil være tale om et ansættelsesforhold for mit vedkommende, såfremt jeg evt. købte en virksomhed.

Sagens kerne er dog den, at jeg følte mig presset til at afmelde mig AF, da jeg mente, at det var mit personlige ansvar at forfølge de muligheder, der var tilstede, for at jeg kunne komme i beskæftigelse. Derfor var jeg nødsaget til at afmelde mig AF. Dette betød imidlertid ikke, at jeg ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet, tværtimod.

Jeg har hele tiden, også i den nævnte periode, hvor jeg ikke var tilmeldt AF udført en aktiv indsats for at finde beskæftigelse, det være sig gennem ansøgninger (hvilket kan dokumenteres) og forhandlinger omkring køb af virksomhed. Jeg skal også understrege, at jeg på intet tidspunkt har afslået at deltage i det nævnte kursus, blot ville der være behov for et par dages fritagelse, hvilket imidlertid ikke kunne opnås.

Ydermere viser det sig nu, at jeg slet ikke skulle være i aktiv periode, hvilket skyldes en erkendt fejl fra Xxx´s side.

Jeg mener således ikke der kan være tvivl om, at jeg er berettiget til dagpenge i perioden 19-08-2002 til 01-10-2002. Jeg har i nævnte periode ikke haft ansættelse (med undtagelse af nogle få dages vikariat gennem xxx, som Xxx har dokumentation for) og har i nævnte periode også været aktiv jobsøgende. Hele sagen skyldes, at Xxx har lavet en fejl, der nu på mit initiativ, er blevet korrigeret. Havde Xxx ikke begået denne fejl med at placere mig i aktiv periode, havde der ikke været nogen sag og jeg havde uden problemer modtaget dagpenge for den nævnte periode.

Det kan ikke være rigtigt, at jeg skal bøde økonomisk for fejl, som jeg ikke selv har begået. Både Xxx og AF blev på det pågældende tidspunkt oplyst, at min baggrund for afmelding udelukkende skyldtes hensyntagen til evt. at komme i beskæftigelse.”

I brev af 27. november 2002 sendte a-kassen Deres klage og sagens øvrige akter til direktoratet, idet a-kassen oplyste, at den fastholdt afgørelsen med den givne begrundelse. I brevet oplyste a-kassen, at De ikke havde ønsket at følge AF-kurset ”Tilløbet”, da De skulle indlede forhandlinger om køb af selvstændig virksomhed. A-kassen oplyste endvidere, at De havde fundet det nødvendigt at afmelde Dem på AF i en periode på 6 uger for at kunne købe virksomhed, og at De havde oplyst, at dette ikke kunne ske udenfor normal arbejdstid. A-kassen gav udtryk for enighed med Dem om, at det forekom urimeligt, at man kun står til rådighed, når man søger lønmodtagerarbejde, men ikke når man forsøger at blive selvstændig erhvervsdrivende.

Den 19. december 2002 ringede direktoratet til a-kassen, som oplyste, at der ikke forelå noget samtalenotat i sagen om vejledning i forbindelse med evt. fritagelse for deltagelse i kursusforløbet”.

Sekretariatet er enig i fremstillingen.

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 21. januar 2003 denne afgørelse:

”Der kan ikke dispenseres for Deres manglende tilmelding til AF i perioden 19. august 2002 til 1. oktober 2002.

De kan derfor ikke få udbetalt dagpenge i den nævnte periode.

Begrundelse

Der kan kun udbetales dagpenge til et medlem for en periode med ledighed, hvis medlemmet er tilmeldt AF som arbejdssøgende i perioden.

Det følger af § 57, stk. 4 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og af § 4, stk. 1, jf. § 29 i bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed (bekendtgørelsen).

Er der ikke udbetalt dagpenge til et medlem under manglende tilmelding til AF, vil der kunne dispenseres, hvis den manglende tilmelding beror på AF´s eller a-kassens forhold, og hvis medlemmet ikke selv har kunnet hindre eller afhjælpe den manglende tilmelding til AF.

Det følger af § 4, stk. 3, i bekendtgørelsen.

Direktoratet har lagt afgørende vægt på Deres oplysning om, at De selv anmodede om at blive afmeldt AF den 19. august 2002, fordi De ikke ønskede at blive aktiveret.

Direktoratet har i den forbindelse også lagt vægt på Deres oplysning om,

– at De, inden De afmeldte Dem, havde forespurgt AF og a-kassen, om De kunne få hel eller delvis fritagelse fra et kursus grundet forhandlinger om køb af egen virksomhed,

– at De både af AF og af a-kassen var blevet vejledt om, at De ikke kunne få fritagelse for deltagelse i kurset, medmindre der var tale om en egentlig ansættelsessamtale.

Direktoratet har videre lagt vægt på a-kassens oplysning om, at den ikke havde vejledt Dem om, at De skulle afmelde Dem på AF.

Direktoratet har herefter lagt vægt på, at den manglende tilmelding til AF hverken skyldtes AF eller a-kassen.

Direktoratet har endelig lagt vægt på, at De tilmeldte Dem på AF igen den 2. oktober 2002.

De har anført, at hele sagen skyldtes, at a-kassen havde fejlplaceret Dem, så De var overgået til aktivperioden den 4. juli 2002 efter modtagelse af dagpenge i ca. 2½ måned.

Direktoratet finder, at De – uanset a-kassens fejlagtige indplacering af Dem i aktivperioden – selv må bære ansvaret for, at De valgte at afmelde Dem i perioden 19. august 2002 til 1. oktober 2002.

Direktoratet skal bemærke, at ledige medlemmer af en a-kasse også har pligt til at modtage AF´s tilbud om aktivering i dagpengeperioden, jf. § 49 i bekendtgørelse nr. 30 af 21. januar 2002 om en aktiv arbejdsmarkedsindsats.

Direktoratet finder således, at De ikke opfyldte betingelserne i § 4, stk. 3 i bekendtgørelsen, idet den manglende tilmelding til AF skyldtes Deres egne forhold.

Der kan således ikke dispenseres for Deres manglende tilmelding til AF fra den 19. august 2002 til den 1. oktober 2002.”

3. Klagen til ankenævnet

Ved brev af 29. januar 2003 klagede De over direktoratets afgørelse.

I klagen anførte De følgende:

”Jeg sender hermed min klage vedrørende Arbejdsdirektoratets afgørelse i ovenstående sag. Jeg formoder, at De vil få tilsendt al den tidligere korrespondance i sagen, herunder hele baggrunden for sagens opståen, hvorfor jeg ikke her vil gøre rede for sagsforløbet endnu engang. Såfremt De ikke, via Arbejdsdirektoratet, modtager alle sagens akter, bedes de lade mig det vide, så jeg kan tilsende Dem disse.

Jeg skal nedenfor forsøge på at gøre rede for de forhold, som jeg mener er direkte forkerte eller uhensigtsmæssige.

1. Kan det være lovens formål, at en person som gennem et helt eller delvist køb af en virksomhed med deraf følgende beskæftigelse, ikke sidestilles med en person, der »blot« søger ansættelse?

Man må formode, at det er samfundets interesse at få folk i beskæftigelse, hvad enten dette måtte opnås via et normalt ansættelsesforhold eller gennem en »aktiv« indsats, dvs. via investering i en eksisterende virksomhed.

I mit konkrete forhold er jeg blevet oplyst, at man kun kan få fritagelse for dele af kurser i aktivperioden, såfremt der er tale om en egentlig ansættelsessamtale. Man kan IKKE få fritagelse for dele af kurser i aktivperioden, hvis der er tale om forhandlinger om (delvis) køb af en virksomhed, uanset om det måtte føre til beskæftigelse!

Jeg er klar over, at dette forhold er af principiel karakter, men jeg kan ikke forestille mig, at lovgivningen er så rigid, at der ikke er mulighed for dispensation, såfremt der kan fremlægges fyldestgørende dokumentation for de faktiske forhold, f.eks. gennem skriftlige mødeindkaldelser, hensigtserklæringer etc.

I mit tilfælde kontaktede jeg både min arbejdsløshedskasse (Xxx) og arbejdsformidlingen i xxx (AF), og begge steder blev jeg oplyst, at jeg IKKE kunne få fritagelse for kursusdeltagelse, dette uanset om der kun var tale om få timer!

På dette grundlag så jeg ikke nogen anden udvej end at afmelde mig AF, så jeg kunne deltage i de nødvendige møder med advokater, revisorer, sælger osv.

Det er således korrekt, at jeg afmeldte mig AF i de ca. 6 uger som forløbet tog (desværre uden resultat i den konkrete sag. Men jeg er i øjeblikket i forhandlinger med en anden virksomhed). Alternativt kunne jeg selvfølgelig have afmeldt mig AF på tidspunktet for den første kursus dag, og så kort efter igen have tilmeldt mig AF. Denne mulighed er faktisk efterfølgende blevet nævnt for mig af en person hos Xxx, men det kan vel heller ikke være intentionen med lovgivningen og er så sandelig ikke i samfundets interesse.

2. Et andet forhold jeg vil gøre opmærksom på er det, at jeg rent faktisk fejlagtigt er blevet sat i aktivperiode. Jeg ved godt, at det skal betragtes som et gode, men i mit tilfælde har det faktisk været det modsatte. Som følge af denne fejl er jeg gået glip af ca. 6 ugers dagpenge.

3. Gennem hele sagsforløbet har både Xxx og Arbejdsdirektoratet lagt vægt på, at jeg i den nævnte periode på ca. 6 uger ikke har stået til rådighed for arbejdsmarkedet. Dette er IKKE korrekt, jeg har i den nævnte periode søgt flere stillinger, haft adskillige forhandlinger omkring (delvis) køb af en virksomhed og har haft korterevarende ansættelser som vikar (via xxx). Det er korrekt, at jeg i perioden ikke har været tilmeldt AF men årsagen til dette skulle gerne fremgå af ovenstående og sagens akter. I øvrigt kan jeg nævne, at jeg i hele den periode, hvor jeg har været tilmeldt AF, ikke er blevet kontaktet af dem en eneste gang!

4. Med hensyn til den konkrete afgørelse fra Arbejdsdirektoratet har jeg følgende kommentarer:

– De skriver: »Direktoratet har lagt afgørende vægt på Deres oplysning om, at De selv anmodede om at blive afmeldt AF den 19. august 2002, fordi De ikke ønskede at blive aktiveret«.

Dette er IKKE korrekt. Jeg har aldrig oplyst, at jeg ikke ønskede at blive aktiveret. Hvad jeg har ønsket var muligheden for en delvis fritagelse fra aktiveringstilbudene, når min tilstedeværelse var påkrævet ifm. forhandlinger om (delvis) køb af en virksomhed. I lighed med hvad en »almindelig« jobsøgende måtte have behov for og ville få godkendt.

– De skriver: »Direktoratet har videre lagt vægt på a-kassens oplysning om, at den ikke havde vejledet Dem om, at De skulle afmelde Dem AF«.

Det er korrekt, at min a-kasse ikke har vejledt mig om, at jeg skulle afmelde mig AF. Men min a-kasse oplyste mig om, at det var den eneste mulighed, hvis jeg skulle deltage i møder omkring virksomhedskøb. Man kunne måske også forvente, at a-kassen selv havde fundet ud af, at jeg faktisk var fejlagtigt placeret i aktivperioden, da jeg kontaktede dem omkring det nævnte forhold, hvor jeg også (desværre kun mundtligt) gjorde opmærksom på, at jeg ikke kunne forstå, at jeg allerede var i aktiv perioden.

Man har så senere, på min foranledning, bekræftet at der var tale om en fejl.

– De skriver: ”Direktoratet skal bemærke, at ledige medlemmer af en a-kasse også har pligt til at modtage AF´s tilbud om aktivering i dagpengeperioden, ..”.

Jeg har ikke modsat mig nogen form for aktiveringstilbud. Jeg har kun anmodet om delvis fritagelse, når/såfremt det var påkrævet, hvilket blev afslået.

Jeg mener at denne sag, i hovedtræk, kan deles op i to forhold. Det ene forhold er det, at der i loven ikke kan gives delvis frihed til mødedeltagelse ifm. køb af virksomhed eller andre værdiskabende initiativer på lige fod med det almindelige jobsøgende kan opnå. Det er absolut uhensigtsmæssigt og næppe i overensstemmelse med den tidligere og nuværende regerings intentioner omkring bedre forhold for personer, der ønsker at tage initiativer til at skabe værdier for samfundet, det være sig iværksættere, etablering af selvstændig virksomhed, udvikling af eksisterende virksomheder etc.

Det andet forhold er det, at min a-kasse ved en fejl fra deres side har tvunget mig ud i en situation, der har vist sig at koste mig penge. Denne fejl blev først erkendt på så sent et tidspunkt, at den ikke kunne korrigeres uden at det tilsyneladende får økonomiske konsekvenser for mig.

Jeg mener, at man i denne sag bør anlægge en rimelighedsvurdering (gerne baseret på enhver form for dokumentation, man måtte ønske fra mig, f.eks. ansøgninger, mødeindkaldelser, mødereferater, hensigtserklæringer etc.), hvor der tages udgangspunkt i, hvad jeg rent faktisk har foretaget mig i den pågældende periode, altså om jeg rent faktisk har været aktiv jobsøgende i den ene eller anden form. Samt om det er rimeligt, at lovgivningen ikke tilgodeser personer, der tager initiativer ud over almindelig jobsøgning.

Er der en begrundet sandsynlighed for, at min nuværende situation var anderledes, såfremt jeg ikke havde afmeldt mig AF i den nævnte periode.

Jeg stiller meget gerne til et møde hos Dem for en nærmere gennemgang af sagen, herunder en uddybning af de faktiske forhold omkring mine forhandlinger. Og såfremt De måtte ønske yderligere informationer fra min side, bedes De lade mig det vide.”

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

Ved oversendelse af sagen til ankenævnet den 11. marts 2003 havde direktoratet følgende kommentarer:

”Ad 1: Direktoratet har i sin afgørelse ikke taget stilling til, om man i aktivperioden kan få fritagelse for kurser eller dele heraf til forhandlinger om køb af virksomhed. Spørgsmål herom henhører under Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Ad 2: Direktoratet finder ikke, at medlemmet har mistet ca. 6 ugers dagpenge, fordi a-kassen fejlagtigt indplacerede ham i aktivperioden. Medlemmet mistede dagpengene i perioden 19. august 2002 til 1. oktober 2002, fordi han valgte at afmelde sig AF i perioden.

Ad 3: Direktoratet har ikke lagt vægt på, at medlemmet i perioden ikke har stået til rådighed for arbejdsmarkedet. Direktoratet har ikke taget stilling til medlemmets jobsøgning.

Ad 4: Direktoratet har i begrundelsen for afgørelsen anført: ”Direktoratet har lagt afgørende vægt på Deres oplysning om, at De selv anmodede om at blive afmeldt AF den 19. august 2002, fordi De ikke ønskede at blive aktiveret.” Direktoratet har skrevet det anførte under henvisning til,

– at medlemmet i sin mail til beskæftigelsesministeren havde nævnt, at han ikke havde til sinds at lade et sådan kursus stå til hinder for køb af virksomhed,

– at a-kassen i begrundelsen for sin afgørelse af 12. november 2002 havde anført, at medlemmet selv havde valgt at afmelde sig med den begrundelse, at han ikke ønskede at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, idet han ikke ønskede at blive aktiveret, og

– at a-kassen i sagsfremstillingen i sin afgørelse af 12. november 2002 havde anført, at medlemmet telefonisk havde oplyst, at han havde valgt at afmelde sig AF i en periode, fordi han ikke på daværende tidspunkt ønskede at blive aktiveret i forbindelse med, at han havde fået oplyst, at han var overgået til aktivperioden den 4. juli 2002.

Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.”

5. Nyt efter klagen

Ved brev af 9. september 2003 anmodede sekretariatet Arbejdsmarkedsstyrelsen om en udtalelse om, hvorvidt AF var berettiget til at tilbyde medlemmet kurset, såfremt medlemmet rettelig havde været registreret som værende i dagpengeperioden.

Ved brev af 2. oktober 2003 erindrede sekretariatet Arbejdsmarkedsstyrelsen om sekretariatets brev af 9. september 2003.

Ved brev af 8. oktober 2003 blev sekretariatet oplyst om, at Arbejdsmarkedsstyrelsen ville være yderligere 2-3 måneder om at behandle Deres sag.

Ved brev af 25. november 2003 oplyste Arbejdsmarkedsstyrelsen, at der i AF var fast praksis for, at AF først gav ledige tilbud, når de befandt sig i aktivperioden, mens ledige i dagpengeperioden kun tilbud, hvis de selv anmodede herom.

Ved telefonisk samtale af 27. november 2003 til medlemmet oplyste sekretariatet Dem om, at De var velkommen til at fremsende yderligere bemærkninger til sagen, hvilket De oplyste, at De ville gøre.

Sekretariatet har ikke modtaget yderligere bemærkninger fra Dem.

6. Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001 og lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002

§ 57.

stk. 4. Udbetaling af dagpenge kan kun finde sted, hvis den ledige er tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende. Tilmelding skal ske, når ledigheden indtræder, og den ledige skal opretholde kontakten med Arbejdsformidlingen i hele ledighedsperioden.

Direktoratets bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed

§ 4. Et medlem skal være tilmeldt og have kontakt til AF for at kunne få udbetalt dagpenge.

Stk. 3. Er der ikke udbetalt dagpenge til et medlem, kan arbejdsløshedskassen udbetale dagpenge for en periode, med manglende tilmelding, hvis

1) den manglende tilmelding beror på arbejdsløshedskassens forhold eller forhold hos AF, som AF har erkendt,

2) perioden med den manglende tilmelding ikke har været over 3 måneder,

3) medlemmet ikke har kunnet hindre eller afhjælpe den manglende tilmelding, og

4) de øvrige betingelser for at få udbetalt dagpenge til medlemmet i perioden er opfyldt.

Stk. 4. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kan give tilladelse til, at der udbetales dagpenge til et medlem, som ikke har været tilmeldt AF, selv om AF ikke har erkendt, at den manglende tilmelding skyldes AF`s forhold, jf. stk. 3, nr. 1. Tilladelsen kan gives på baggrund af direktøren for Arbejdsmarkedsstyrelsens udtalelse, hvis betingelserne i stk. 3, nr. 3 og 4, er opfyldt.

§ 29. Et medlem kan ikke få dagpenge, så længe medlemmet ikke har bopæl og opholder sig i Danmark, jf. § 3, ikke er tilmeldt AF, jf. § 4, eller ikke kan overtage arbejde, jf. §§ 5-8.

Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 30 af 21. januar 2002 om en aktiv arbejdsmarkedsindsats

§ 49. Tilbud efter kapitel 6-15 kan af Arbejdsformidlingen gives til ledige dagpengeberettigede medlemmer af en arbejdsløshedskasse. Det er en betingelse, at de ledige er tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende, jf. dog § 52, jf. § 28, stk. 1.

Stk. 3. Tilbud kan gives i dagpengeperioden og aktivperioden. Dagpengeperioden er den periode, hvor den ledige er berettiget til dagpenge i henhold til § 52 a, stk. 1, og § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Aktivperioden er den periode, hvor den ledige er berettiget til dagpenge i henhold til § 52 a, stk. 2, og § 55, stk. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Tilbud kan endvidere gives til ledige, der modtager en ydelse efter § 55, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Stk. 4. Ledige, der er omfattet af stk. 3, har pligt til at modtage Arbejdsformidlingens tilbud om aktivering.

Versioner

  1. 2003-12-19