Klage over manglende tilsyn med psykiatrisk patient
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/10416@2003-07-20/da
Indhold
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere lægernes og sygeplejerskernes behandling af patienten. Nævnet fandt dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om lægerne om formiddagen den 26. februar 2001 havde foranstaltet aflåsningen af hoveddøren til sengeafsnittet, indtil patienten var blevet vurderet af en læge. Da det ikke var muligt for Patientklagenævnet at finde frem til den ansvarlige læge, blev afgørelsen sendt til afdelingens administrerende overlæge til orientering.
Nævnet lagde blandt andet vægt på, at patienten grundet risiko for nyt selvmordsforsøg blev indlagt på skærmet/lukket sengeafsnit, men at hans tilstand efter 3 dage var bedre, idet han tog afstand fra selvmordstankerne. Han blev derfor overflyttet til åbent afsnit. Da han fortsat tog afstand fra selvmordstanker, blev han herefter overflyttet til åbent 5-døgnsafsnit. Den 19. februar 2001 spurgte han atter til behandling med elektrochok, hvilket lægerne drøftede muligheden for, idet man havde indtryk af, at patienten var tiltagende depressiv. Som forberedelse til en sådan behandling påbegyndte lægerne herefter aftrapning af præparatet Lexotan. Den 25. februar 2001 vendte patienten tilbage efter et weekendbesøg i hjemmet, og lægerne fandt ham urolig, forpint og rastløs, plaget af selvbebrejdelser og selvmordsimpulser. Lægerne ordinerede fast vagt, som imidlertid ikke kunne lade sig gøre, hvorfor personalet på åbent afsnit i stedet overvågede patienten.
Ifølge en sygeplejerskes udtalelse til sagen indebar overvågningen konstant opsyn undtagen ved toiletbesøg og ved ophold på egen stue. Den 26. februar 2001 vækkede hun patienten og talte med ham, da han havde spist morgenmad, og hun havde ikke indtryk af, at han var i en overhængende selvmordsfare. Hun kontrollerede jævnligt, at han sad i dagligstuen, mens hun delte medicin ud. Hun gik herefter ind for at rapportere til det øvrige personale om hans tilstand, og da hun kom ud, var patienten gået. Hun alarmerede herefter kollegerne, som kontaktede politiet. Senere orienterede politiet afdelingen om, at patienten havde begået selvmord.
Nævnet oplyste, at mellem 5 % og 15 % af selvmord indtræffer hos patienter, der er indlagt på psykiatrisk afdeling eller netop udskrevet herfra. Patienter lidende af stemningssydom kan være vanskelige at vurdere, fordi de kan være tilbøjelige til at skjule eller underdrive deres symptomer og fremtræde mindre nedtrykte, end de i virkeligheden er. Patienternes stemningsomslag kan ændre sig næsten fra minut til minut og eventuelt udvikle sig i en såkaldt depressiv raptus med desperate selvmordshandlinger præget af målbevidsthed ofte i form af drastiske sikre metoder.